James Bond tilbragte størstedelen af lørdagen på sit luftkonditionerede værelse på "Astor"; han undgik varmen udenfor, sov og sammensatte et kodetelegram til "Direktøren, Universal Eksport, London." Han brugte en enkel omstillingskode, baseret på, at det var den sjette dag i ugen, og at datoen var den fjerde i den ottende måned. Rapportens konklusion gik ud på, at diamantrørledningen begyndte et eller andet sted i nærheden af Jack Spang alias Rufus B. Saye og endte hos Seraffimo Spang, og at knudepunktet i ledningsnettet var Shady Tree's kontor, hvorfra diamanterne sandsynligvis blev overført til "Diamanternes Hus" for at blive slebet til og bragt på markedet.
Bond anmodede London om at holde øje med Rufus B. Saye, men han gjorde opmærksom på, at et individ, kendt under betegnelsen A B C, tilsyneladende var den direkte leder af "Spang-Banden"s smugleraffærer, og at Bond ikke havde opsnuset andet om A B C's identitet, end at han måtte findes et sted i London. Formodentlig var denne mand den eneste, som kendte vejen ned til den kilde, hvorfra smuglerdiamanteme stammede, et eller andet sted i Afrika.
Bond rapporterede, at han havde i sinde at arbejde sig videre gennem rørledningen med kurs mod Seraffimo Spang; herunder ville han benytte sig af Tiffany Case, hvis baggrund han kort skitserede. At hun selv var uvidende om, hvad hun blev brugt til, var indlysende.
Bond sendte telegrammet via Western Union, tog sit fjerde styrtebad og gik hen på Voisin, hvor han bestilte to Vodka Martinis, Oeufs Benedict og jordbær. Mens han spiste, læste han avisernes tips om Saratogaløbene og opdagede, at favoritterne til "Perpetuities-løbet" var mr. C. V. Whitneys "Come Again" og mr. William Woodward Juniors "Pray Action". "Shy Smile" var ikke nævnt.
Så gik Bond tilbage til sit hotel og i seng.
Præcis på slaget ni søndag morgen kom en sort Studebaker cabriolet glidende langs det fortov, hvor Bond stod ved siden af sin kuffert.
Da han havde deponeret kufferten på bagsædet og sat sig ind ved siden af Leiter, rakte Leiter hånden op mod biltaget og trak i et håndtag. Så trykkede han på en knap på instrumentbrættet, og med en hvinende lyd løftede lærredstaget sig langsomt op i luften, lagde sig i folder og gled på plads i mellemrummet mellem bagsædet og magasinet. Med lette, øvede bevægelser af stålkrogen satte han vognen i gear og kørte hurtigt igennem Central Park.
"Vi har omtrent 300 kilometer foran os," sagde Leiter, da de var nået ned på Hudson River Parkway. "Næsten stik nord op langs Hudson. I staten New York. Lige syd for Adirondacks og ganske kort fra den kanadiske grænse. Vi kører ad Taconic Parkway. Det haster jo ikke, så vi tager den med ro. Jeg vil så nødigt noteres. I det meste af staten New York må man ikke køre over 85, og på det område er politiet ikke til at spøge med. Men jeg plejer som regel at stikke af fra dem, hvis jeg virkelig har travlt. Man bliver aldrig noteret, hvis de ikke kan indhente en. Det er flovt for dem at møde op i retten og indrømme, at noget køretøj kan være hurtigere end deres Indians."
"Jeg troede ellers, de Indians med lethed kunne nå op over 145," sagde Bond og tænkte i sit stille sind, at hans ven havde udviklet sig til lidt af en pralhals. "Jeg troede ikke, at en Studebaker kunne hamle op med dem."
Vejen lå tom og åben foran dem. Leiter kastede et hurtigt blik op i spejlet, satte pludselig vognen i andet gear og trykkede foden mod gulvet. Med et ryk blev Bonds hoved presset tilbage, og han mærkede, hvordan hans rygrad sugedes ind mod polstringen. Han stirrede vantro på speedometret. 130. Med en klirrende lyd slog Leiters stålkrog mod gearstangen og puffede den helt frem.
Farten steg og steg. 145 ... 150 ... 160 ... og så var der pludselig en bro og en sidevej, og Leiters fod var på bremsen, og motorens dybe brølen tog af og gik over i en regelmæssig summen, da farten nåede ned omkring de hundrede og ti, og vognen let og glidende tog de bratte sving.
Leiter skævede til Bond og smilede. "Jeg har halvtreds til i baghånden," sagde han stolt. "For kort tid siden betalte jeg fem dollars for at prøve den på den opmålte strækning i Daytona. Den var oppe på 200, og strandbredden der er endda ikke den bedste at køre på."
"Jeg har aldrig ..." sagde Bond vantro. "Men hvad pokker er dette her for en vogn? Er det ikke en Studebaker?"
"Det er en Studillac," sagde Leiter. "En Studebalter med Cadillac-motor. Med speciel transmission og bremser og bagaksel. Helt ombygget. Det er et lille firma uden for New York, der bygger dem. De laver ikke mange, men til gengæld er det også en sportsvogn, der langt overgår alle disse Corvettes og Thunderbirds. Og karosseriet er helt igennem førsteklasses. Tegnet af franskmanden Raymond Loewy. Den bedste tegner i verden. Men den er lidt for moderne for det amerikanske marked. Studebakerfabrikken har aldrig fået den anerkendelse for karosseriet her, den fortjener. Det er for aparte. Nå, kan du li' vognen? Din gamle Bentley ville få svært ved at klare sig over denne her - det er jeg overbevist om." Leiter klukkede og stak hånden i sin venstre jakkelomme og fiskede en femcent op, da de nåede Henry Hudson-bommen.
"Ja, måske - til et af dine hjul røg af," sagde Bond sarkastisk, da de igen satte farten op. "For børn, der ikke har råd til at holde sig en ordentlig vogn, kan den slags skramlekasser jo være gode
nok."
De mundhuggedes sådan i al venskabelighed om fordelene ved engelske og amerikanske vogne, til de nåede grænsebommen til Westchester County; et kvarter efter var de ude på Taconic Parkway, som bugtede sig nordpå gennem milevide strækninger af enge og skove, og Bond lænede sig tilbage og nød i tavshed en af de smukkest beliggende landeveje i verden, mens han dovent grundede over, hvad pigebarnet mon foretog sig nu, og hvordan han efter turen til Saratoga - skulle komme i forbindelse med hende igen.
Klokken halv et standsede de og spiste frokost i "Hønen i kurven", en kro, som var indrettet i et bjælkehus efter bedste pionér-mønster og forsynet med hele standardudstyret - en høj disk, der bugnede af alle de bedst kendte mærker i chokolade og slikkeri, cigaretter, cigarer, ugeblade og billige romaner, en jukebox, der lynede af forkromning og kulørte lyseffekter, så man følte sig hensat til en "science-fiction"-film, en halv snes pæne, lakerede fyrretræsborde midt i en krostue med bjælkeloft og et tilsvarende antal småkabinetter langs væggene, et menukort, hvor hovedvægten var lagt på kyllingesteg og "frisk bjergørred", som havde tilbragt måneder i en eller anden frysebox pokker i vold, og desuden et udvalg af "færdige" retter samt et par serveringsdamer, som udstrålede ligegyldighed.
Men røræggene og pølserne og det ristede rugbrød og "Malers Highlife"-øl kom hurtigt på bordet og smagte godt, og det gjorde iskaffen bagefter også, og da de var nået til det andet glas, var de færdige med at diskutere "fag" og privatliv og nået til emnet Saratoga.
"I de elleve af årets måneder," forklarede Leiter, "er byen bogstavelig talt død. Der kommer nogle få stykker for at tage vandkur og mudderbade for deres skavanker, gigt og den slags ting, og den er som alle andre badebyer af den slags verden over i den døde sæson. Alle er i seng klokken ni, og de eneste livstegn i dagens løb er, når to gamle herrer med panamahatte kommer op at skændes om Burgoynes nederlag i Schuylerville et stykke nede ad vejen eller om marmorgulvet i det gamle "Union"-hotel var sort eller hvidt. Men så i en eneste måned - i august - går hele byen amok. Jeg tror, det er det eleganteste væddeløbspublikum i hele Amerika, og byen vrimler med navne som Vanderbilts og Whitneys. Alle pensionaterne ganger deres priser op med ti, og væddeløbskomiteen giver den gamle tribune en omgang ny maling, skraber et par svaner sammen til dammen midt i væddeløbsterrænet, fortøjer den gamle indianerkano midt i dammen og lukker op for springvandet. Ingen kan huske, hvor kanoen stammer fra, og en amerikansk væddeløbsjournalist, som prøvede på at opspore dens fortid, nåede så vidt som til at konstatere, den havde noget med et indianersagn at gøre. Han sagde, at da han havde hørt det, gad han ikke mere. Han sagde, at da han gik i fjerde klasse, kunne han fortælle løgnehistorier, der langt overgik de indianersagn, han havde hørt."
Bond lo. "Og hvad så mere?" sagde han.
"Du burde egentlig være godt inde i byens forhistorie," sagde Leiter. "I gamle dage var Saratoga en yndet tumleplads for englænderne - vel at mærke de mere eller mindre kronede hoveder. Hende, jeres Lily Langtry kom her tit - Jersey-Liljen, som de kaldte hende. Det må have været omtrent dengang, da "Novelty" slog "Iron Mask" i "Hopeful"-løbet. Men byen har skiftet ansigt siden den lyslilla periode. Her skal du se," sagde han og trak et avisudklip op af lommen, "læs du det, så er du mere med på noderne. Jeg klippede det ud af "Post" i morges. Jimmy Cannon er deres sportsredaktør. Fin journalist. En mand, der har forstand på det, han skriver om. Du kan læse det i vognen. Vi må hellere se at komme videre nu, for resten."
Leiter lagde betalingen oven på regningen, og de gik ud af kroen, og mens Studillac'en spandt videre ad den bugtede vej imod Troy, satte Bond sig til rette for at stifte bekendtskab med Jimmy Cannons hårdkogte stil. Mens han læste, gled Jersey-Liljen-epokens Saratoga længere og længere tilbage i fortidens støvede, sentimentale skyggeland, og det tyvende århundrede stirrede ham i møde fra udklippet, bistert og grådigt.
... Landsbyen Saratoga Springs (stod der under fotografiet af en ganske køn ung mand med store, ærlige øjne og et noget sammenknebent smil) var underverdenens Coney Island, til Kefauver og Co. lancerede deres berømte forestilling i fjernsynet. Det jog befolkningen en skræk i livet og banditterne pokker i vold til Las Vegas. Men bandernes herredømme over Saratoga varede længe. Det var en hel koloni af landets værste gangstere, byen husede, og det var revolvere og baseball-træer, der førte det store ord.
Saratoga trak sig ud af Unionen som så mange andre spillebyer, hvis bystyre var i hænderne på gangsterorganisationerne. Det er stadig en by, hvor respektable folk med store formuer og fine navne kommer for at drive deres væddeløbsstalde under forhold, der er så forhistoriske, at de snarere minder om et gammeldags hestemarked.
Før Saratoga skiftede program, blev uskyldige blaffere smidt i kachotten af en politistyrke, som kunne sætte hele deres gage i banken og leve højt på de indtægter, de havde af mordere og ruffere. Fattigdom under enhver form betragtedes som en alvorlig lovovertrædelse i Saratoga. Og folk, som drak sig fulde ved bar'en i spillebulerne, blev også betragtet som en trussel mod den offentlige sikkerhed, når de løb tør for penge.
Men mordere havde frit spillerum, bare de betalte, hvad det kostede, og for resten havde sat penge i et eller andet lokalt foretagende som for eksempel et bordel eller et raflebord i et eller andet baglokale, hvor folk, som havde sat det meste over styr, kunne spille videre for små penge.
Professionel nysgerrighed tvinger mig til at læse, hvad væddeløbsbladene bringer til torvs. Væddeløbsjournalisterne holder meget af med vemod at dvæle ved gamle dage og de fredelige forhold, der herskede dengang, som om Saratoga altid havde været en
ganske vist letsindig, men i Øvrigt fuldstændig harmløs by. Og så
er sandheden dog den, at den altid har været bundrådden.
Det er ikke usandsynligt, at der stadig drives smugkro- og spille-bulevirksomhed rundt om på afsides liggende gårde. Det betyder i og for sig ikke meget, og hvis man indlader sig på at spille sådan et sted, må man være forberedt på en hård medfart; som regel falder hammeren med lige så stor hurtighed, som bankøren smider terningerne. Men spillekasinoerne i Saratoga dengang var altid uhæderlige, og hvis man gik hen og fik gevinst der, blev man omgående klædt af til skindet.
Landevejskroerne langs søens bredder havde åbent hus hele natten. Bankørerne og croupier'erne var omflakkende tyveknægte, som fik betaling pr. dag og tog hele væddeløbssæsonen med fra New-port i Kentucky og helt ned til Miami om vinteren og tilbage til Saratoga i august. De fleste af dem havde lært kunsten i Steubenville, Ohio, hvor Pennyante-spillene var en god forskole.
De var altid på farten, og der var ikke mange af dem, der indlod sig på håndgribeligheder. De var småkrapylet inden for underverdenen, og de pakkede deres tøj og forduftede, så snart det begyndte at se uldent ud. De fleste af dem har slået sig ned i Las Vegas og Reno nu, hvor deres gamle chefer har overtaget ledelsen - endda med pæne borgerbreve i glas og ramme på væggen.
Deres chefer var ikke spillere i samme forstand som gamle oberst E. R. Bradley, som var en statelig mand med et høfligt og værdigt væsen. Dog har jeg fra forskellige kilder hørt, at man i hans spillekasino i Palm Beach ikke overlod noget til tilfældet, hvis en spiller begyndte at skovle penge ind. Svorne fjender af Bradleys form for hasard påstår, at han ved disse lejligheder benyttede alle mulige tricks og fiduser for at beholde pengene hjemme. De, som endnu husker Bradley, morer sig kongeligt, når de ser ham omtalt som den store filantrop med den lille hobby at skaffe de rige de adspredelser, man nægtede dem i staten Florida. Men i sammenligning med de svin, som siden har regeret Saratoga, er oberst Bradley rigeligt alle de lovord værd, man kan læse i sentimentale memoireværker.
Væddeløbsbanen i Saratoga er en brøstfældig dynge pindebrænde, og klimaet er varmt og fugtigt. Der er stadig nogen - som for eksempel Al Vanderbilt og Jock Whitney - der er sportsmænd i ordets næsten glemte forstand. De interesserer sig virkelig for væddeløb, en sport, som ikke længere er dem værdig. Det samme gælder for trænere som Bill Winfrey, der præsenterede "Native Dancer" på banen. Ja, der findes virkelig jockeyer, som er parate til at slå én i jorden, hvis man i al stilhed foreslår dem at holde igen på deres hest.
De holder af Saratoga, og de burde være glade for, at folk som Lucky Luciano er forduftet fra landsbyen, som blomstrede så vældigt op, fordi den lukkede øjnene for, at gangsterne plukkede alle andre, der kom til byen. Bookmakerne blev bestjålet, når de forlod væddeløbsbanen i den periode, da de gik med kontanterne på sig. Der var en mand ved navn Kid Tatters, som blev lettet for 50,000 dollars ude på parkeringspladsen. Hold-up-mændene sagde kort og godt, at de ville kidnappe ham, hvis han ikke sørgede for at skaffe mere.
Kid Tatters vidste, at Lucky havde en andel i de fleste spilleforetagender og bad ham om hjælp. Lucky sagde, at det var meget ligetil. Hvis Kid gjorde, som han fik besked på, ville han ikke blive generet. Kid Tatters havde politiets tilladelse til at tage imod væddemål på selve banen, og han havde et godt rygte, men der var kun én måde, hvorpå han kunne beskytte sig.
"Du kan gøre mig til din kompagnon," sagde Lucky til ham (jeg har fået samtalen refereret af en mand, som var til stede). "Der er ingen, der drømmer om at plyndre en mand, som er Luckys kompagnon."
Kid Tatters betragtede sig selv som en respektabel mand i en forretning, som var godkendt af staten, men han gav efter, og Lucky var hans kompagnon, til han døde. Jeg spurgte en mand, om Lucky havde sat penge i hans foretagende eller udrettet noget som helst for sin andel af bookmakerens fortjeneste.
"Nej, Lucky foretog sig ikke andet end at skrabe gevinsten til sig," sagde manden. "Men det var nu alligevel ingen dårlig handel, Kid Tatters gjorde dengang. Han blev aldrig senere generet."
Det var en bundrådden by, men det er alle spillebyer nu engang."
Bond foldede udklippet sammen og stak det i lommen.
"Det lyder unægtelig, som om der er løbet meget vand i stranden siden Lily Langtrys tid," sagde han lidt efter.
"Ja," sagde Leiter i en ligegyldig tone. "Og Jimmy Cannon røber ikke med et ord, at han ved, de store kanoner er vendt tilbage eller rettere deres efterfølgere. Men nu om stunder hører de til blandt hesteejerne, og deres heste løber side om side med Whitleys og Vanderbilts og Woodwards, og engang imellem laver de så en kæltringestreg som denne her med "Shy Smile". De regner med at skovle 50,000 ind på den fidus, og det er jo altid bedre end at blokke en sølle bookmaker for et par tusind. Jo-o, der er godt nok kommet nye navne til i Saratoga. Der er også kommet nyt mudder i mudderbadene."
Til højre for dem lyste et stort skilt dem i møde. Der stod:
Hold ved Sagamore.
Luftkonditioneret! Sov-godt-senge! Fjernsyn!
Syv kilometer til Saratoga Springs.
Hvis De vil leve godt - så bor De på Sagamore!
"Alt det pjank betyder, at vi får vores tandbørsteglas udleveret i papirspakning, og at w.c.-sæderne er forsynet med en strimmel "Alt for hygiejnen papir," bemærkede Leiter syrligt. "Og hvis du tror, du kan løbe din vej med en af de senge, kan du godt tro om igen. Før i tiden blev der gennemsnitligt hugget en om ugen fra
motellerne. Nu er de skruet fast i gulvet."