Den røde Jaguar holdt uden for indkørslen, tæt op ad muren om friluftsbiografen. Bond fandt sig i, at de tog hans pistol, og satte sig ind på forsædet ved siden af den gangster, der kørte.
"Nu ikke nogen abekattestreger, hvis De ellers vil beholde hovedet mellem skuldrene," sagde tællefjæset og satte sig på bagsædet ved siden af golfkøllerne. "Jeg har Dem dækket hele tiden."
"Det var en pæn lille vogn, De engang havde," sagde Bond. Det knuste vindspejl var blevet lagt fladt ned på køleren, og et stykke af forkromningen fra køleren strittede lige i vejret som en vimpel mellem dækkene på forhjulene, som ikke mere havde nogen skærme. "Hvor skal vi hen i de sørgelige rester?"
"Det skal De nok få at se," sagde chaufføren, en mager mand med bakkenbarter og et drag af grusomhed om munden. Han styrede vognen ud på vejen, speedede den op og kørte tilbage mod byen, og inden længe var de igen i neonjunglen, strøg igennem den og videre i vild fart ned ad en landevej, der strakte sig frem gennem den månelyse ørken og op mod bjergene.
Der var et stort skilt med "95", og Bond huskede, hvad Ernie Cureo havde fortalt ham, og forstod, at han var på vej til Spectreville. Han krøb sammen på sin plads for at beskytte øjnene mod støvet og fluerne og tænkte på, hvad der ventede ham og på den hævn, han skyldte sin ven.
Disse to mænd og de to andre i Chevrolet'en var altså sendt ud for at bringe ham hjem til mr. Spang. Hvorfor havde det været nødvendigt at sende fire mænd? Det var dog egentlig en noget drastisk reaktion - blot fordi Bond havde trodset hans ordre i kasinoet.
Vognen strøg ned ad den tomme, lige vejstrækning med speedometernålen vippende omkring 130. Telegrafpælene gled forbi så regelmæssigt som klikkene fra en metronom.
Det faldt pludselig Bond ind, at han ikke rigtig vidste, hvor han.
stod.
Var han totalt afsløret som "Spang-Banden"s fjende? Roulette-spillet kunne han altid snakke sig fra - han kunne skyde sig ind under, at han havde misforstået sine ordrer, og hvis han havde været en anelse besværlig, da de fire mænd begyndte at forfølge ham, kunne han i det mindste prøve på at bilde dem ind, at han havde troet, de tilhørte en rivaliserende bande. "Hvis De ville tale med mig - hvorfor ringede De mig så ikke op på mit værelse?" hørte Bond sig selv sige i et fornærmet tonefald.
Han havde i hvert fald demonstreret tydeligt nok, at han var tilstrækkelig hård i flinten til at påtage sig, hvad mr. Spang kunne have at tilbyde ham i retning af arbejde. Og i alle tilfælde, sagde Bond beroligende til sig selv, så stod han nu ved sit mål - at nå frem til enden af rørledningen og komme til klarhed over forbindelsen mellem Seraffimo Spang og hans broder i London.
Bond krøb sammen med øjnene heftet på de lysende skiver på instrumentbrættet foran sig og koncentrerede sig om det møde, der ventede ham, og om, hvor mange beviser om rørledningen, han havde chancer for at få ud af det.
Senere begyndte han at tænke på Ernie Cureo, og hvordan han skulle hævne ham. Det lå hans natur fjernt at bekymre sig om, hvordan han selv skulle slippe væk, når han først havde nået de to mål, han havde sat sig. Han skænkede ikke sin egen sikkerhed en tanke. Han havde stadig ikke den mindste respekt for disse mennesker. Foragt og uvilje var det eneste, han havde tilovers for dem.
Bond havde stadig travlt med i tankerne at gennemgå indbildte samtaler med mr. Spang, da han efter en køretur på to timer
mærkede, at vognen begyndte at sagtne farten. Han løftede hovedet og så ud over instrumentbrættet. De gled lige så stille hen imod et højt ståltrådshegn med en port og et stort skilt, som oplystes af skæret fra vognens eneste lygte. På skiltet stod der: Spectreville. Bygrænse. Adgang forbudt. Hundene er farlige. Vognen holdt under skiltet og lige ved siden af en jernstander, som var støbt fast i beton. På standeren var der en knap og et lille jerngitter og et skilt med røde bogstaver: Ring på og sig hvad De kommer for!
Uden at forlade rattet rakte bakkenbarterne hånden ud og trykkede på knappen. Der var en pause, så sagde en metalklingende stemme: "Javel. . ."
"Frasso og McGonigle," sagde chaufføren højt.
"O.K.," sagde stemmen. Der lød et skarpt klik. Den høje port i ståltrådshegnet gik langsomt op. De kørte igennem, over en jernplade og videre ind på den smalle vej bag hegnet. Bond så sig tilbage over skulderen og nåede at se porten falde til efter dem. Han lagde også med tilfredshed mærke til, at ansigtet på - ja, det måtte vel være McGonigle - var overklistret med støv og blod fra døde fluer.
Den smalle vej fortsatte endnu halvanden kilometer frem igennem et hårdt og stenet ørkenterræn, hvor en klynge vildt gestikulerende kaktus hist og her var den eneste form for vegetation. Så dukkede et lysskær frem forude, og de kørte uden om en udløber af bjergene og videre ned ad en bakke og ind imellem en strålende oplyst klynge huse - vel omkring tyve i alt. I det fjerne skinnede månen ned på en ensporet jernbane, som fortsatte lige ud mod den fjerne horisont som trukket efter en lineal. De kørte ind mellem de grå træhuse og butikker med skiltene "Apotek", "Barber", "Landmandsbanken" og "Wells Fargo" - og holdt under en hvæsende gaslygte uden for en to-etagers bygning, hvorpå der med blegede guldbogstaver stod: "Det lyserøde strømpebånd". Nedenunder stod der: "Øl og vin".
Under svingdørene, som tro imod traditionen var savet af foroven og forneden, strømmede lyset ud på gaden og slog gnister i en Stutz Bearcat sportsvogn, årgang 1920, i sort og sølv, som holdt ved fortovskanten. Sødmefuldt og lidt snøvlende lød "Gud ved, hvem der kysser dig nu..." ud til dem, klimpret på et ustemt pianola. Musikken mindede Bond om savsmuldstrøede gulve, skrappe drinks og pigeben i stormasket trikot. Det hele så ud, som om det var klippet ud af en endog usædvanlig godt iscenesat Western.
"Ud med sig, englænder," sagde chaufføren. De tre mænd stod ud af vognen med stive bevægelser og skrævede op på træfortovet, der var hævet over gadens plan. Bond bøjede sig ned for at massere sit ben, der sov, og betragtede de to mænds fødder.
"Kom så, skvatfigur," sagde McGonigle og gav ham et puf med pistolen, der hang løst i hånden på ham. Bond rettede sig langsomt op og bedømte afstanden hen til døren. Han haltede tungt, da han fulgte efter manden hen til beværtningens dør. Han standsede, da svingdøren smækkede tilbage i ansigtet på ham, og han følte Frassos pistol imod sin ryg.
Nu! Bond rettede sig op og sprang ind igennem den endnu svingende dør. McGonigle stod lige foran ham med ryggen til, og længere inde lå en strålende oplyst tom beværtning, hvor et automatisk klaver stod og spillede for sig selv.
Bonds hænder skød frem og greb manden lige over albuerne. Han løftede ham højt op i vejret og svingede ham rundt og lige ind i svingdøren og ind imod Frasso, som var nået halvvejs igennem den. Hele træhuset rystede i sin grundvold, da de to kroppe tørnede sammen og Frasso styrtede baglæns gennem døren og ud på fortovet.
McGonigle blev slynget tilbage og snurrede om med front mod Bond. Han løftede allerede hånden med pistolen, da Bond ramte ham på skulderen med en lige venstre samtidig med, at han med sin højre hånd slog hårdt til pistolen. McGonigle vaklede tilbage mod dørstolpen. Pistolen kurede hen ad gulvet med en raslende lyd.
Løbet på Frassos pistol kom til syne mellem svingdørene. Den fulgte Bonds bevægelse som en slange, der er ved at hugge. Da dens blågule tunge jog ud mod Bond, lod han sig falde ned på gulvet på alle fire efter pistolen, som lå foran McGonigle. Han havde hånden på den og nåede at affyre to hurtige skud fra gulvet og opad, før McGonigle trampede på hans hånd og lod sig falde tungt ned oven på ham. Da Bond gik i gulvet, opfangede han et glimt af Frassos pistol, som nu pegede lige til vejrs imellem de to svingdøre og pumpede patroner op imod loftet. Denne gang lød det dumpe klask af hans krop mod fortovsplankerne udenfor, som om det var alvor.
Men så var McGonigle over ham med sine hænder, og Bond knælede på gulvet med hovedet bøjet og prøvede at beskytte sine øjne. Pistolen lå stadig på gulvet inden for rækkevidde - af den, der først fik en hånd fri.
I flere sekunder sloges de i tavshed som dyr, så kom Bond op på det ene knæ; han lagde alle sine kræfter i et vældigt kast med skuldrene og slog af al kraft ud imod det ansigt, han skimtede i en brøkdel af et sekund, så var han fri af den tunge byrde og på benene - og igen på spring. I det samme løftede McGonigle knæet som et stempel og ramte Bond under hagen, så det sang i hans hjerneskal, og hele hans krop rettedes ud.
Bond nåede ikke at blive klar i hjernen, før gangsteren udstødte en hæs brummen dybt nede i struben og kastede sig frem imod ham med sænket hoved og armene piskende som plejle.
Bond vred sig for at dække sit underliv, og gangsterens hoved dunkede imod hans ribben, og to knytnæver hamrede imod hans krop. Det gjorde så ondt, at luften næsten hvinede ud mellem hans tænder, men så blev han ved at koncentrere sit blik om McGonigles hoved neden under sig, og med en kropsvridning lagde han alle sine kræfter i en hård venstre. Da gangsteren med et ryk kastede hovedet bagover, gav han ham sin højre lige under hagen.
De to slag var så kraftige, at McGonigle rettede sig helt ud og blev ståenede og vuggede frem og tilbage på fødderne. Bond var over ham som en panter; nu var han helt inde på livet af ham og lod slagene hagle ned over hans krop, til gangsteren begyndte at synke sammen. Bond tog et hårdt tag om den ene fægtende hånd og bøjede sig i et nu efter den ene ankel og trak til. Så opbød han alle sine kræfter, snurrede næsten en hel omgang rundt for at få tilstrækkelig fart på og slyngede manden ind i beværtningen.
Der lød et brag og en klirren, da den flyvende krop ramte det opretstående klaver; så vaklede det døende instrumt, og med en eksplosion af metalliske disharmonier og en knasende lyd af splintret træ styrtede det med et rabalder om på gulvet med McGonigle fladt oven på med arme og ben spredt ud til siden.
Mens ekkoet langsomt døde hen, stod Bond midt i rummet, endnu med benene fast plantet i gulvet efter den sidste kraftanstrengelse og luften pibende i struben. Så løftede han langsomt den ene forslåede hånd og strøg sig gennem sit dryppende våde hår.
"Klar til næste scene."
Det var en pigestemme, og den kom henne fra bar'en.
Bond rystede sig og vendte sig langsomt en omgang.
Fire mennesker var kommet ind i beværtningen. De stod på række med ryggen til den mahogni- og messingskinnende bar, bag hvilken hylder med skinnende flasker fortsatte helt op til loftet. Bond havde ingen anelse om, hvor længe de havde stået der.
Et skridt foran de andre stod Spectrevilles "store mand" i al sin pragt, ubevægelig, imponerende.
Mr. Spang var i cowboykostume, gennemført fra top til tå - helt ud til de lange sølvsporer på de blankpudsede sorte støvler. Hele kostumet, selv de brede lædergamacher, der dækkede hans ben, var sort, besat og udstafferet med sølv. De store, rolige hænder hvilede tungt på elfenbensskæftet på to langløbede pistoler, der stak op fra et hylster midt på hvert lår, og det brede sorte bælte, de hang i, var tæt besat med patronhylstre.
Mr. Spang burde have været et latterligt syn, men det var han ikke. Han stod med det store tunge hoved stukket lidt frem, og hans øjne var et par kolde, dødsensfarlige sprækker.
Til højre for mr. Spang stod Tiffany Case med hænderne hvilende på hofterne. Hun var i et cowboykostume i hvidt og gult og så ud, som om hun var sprunget lige ud af "Annie get your gun".
Hun stod og så på Bond. Hendes øjne lyste. Hendes fulde, røde læber var let adskilte, og hun stønnede lidt, som om hun lige var blevet kysset.
Resten af kvartetten bestod af de to hættemænd fra Saratoga. De havde begge to en 38 politipistol i hånden og sigtede lige på Bonds tungtåndende krop.
Bond tog langsomt et lommetørklæde frem og tørrede sit ansigt med det. Han var ør i hovedet, og optrinet i det strålende oplyste beværtningslokale med alt det skinnende messing og de hyggelige plakater, der reklamerede for længst forsvundne øl- og whiskysorter, blev pludselig makabert.
Mr. Spang brød stilheden. "Kom over med ham." De hårde kæber, som var drivkraften bag de smalle, sammenbidte læber, skiltes og huggede hvert ord af så præcist som en pålægsmaskine. "Og se så at få ringet til Detroit og sig til dem deroppe, at de vist ikke rigtigt forstår deres opgave. Og bed dem sende to til herned. Sig, de skal være bedre end de sidste. Og må jeg så få dette her svineri ryddet væk. Forstået?"
Sporerne klirrede svagt mod gulvet, da mr. Spang gik. Med et sidste blik på Bond, et blik som rummede et budskab, som var mere end blot og bar advarsel, fulgte pigebarnet efter ham.
De to mænd kom hen til Bond, og den ene sagde: "De hørte hvad der blev sagt." Bond fulgte langsomt efter pigen, og de to mænd troppede op bag ham.
Der var en dør bag bar'en. Bond puffede den op og stod nu i en ventesal på en station med bænke og gammeldags plakater med togtider og forbud mod at spytte på gulvet. "Højre om," sagde en af mændene, og Bond gik igennem endnu en svingdør og trådte ud på træperronen foran jernbanestationen.
Og så standsede Bond brat og mærkede dårligt nok det hårde puf, han fik mellem ribbenene af et pistolløb.
Det var sandsynligvis det smukkeste tog i verden. Lokomotivet var en af de gamle maskiner af "Highland Light"-typen fra omkring 1870, som Bond havde hørt omtalt som det smukkeste damplokomotiv, som nogensinde er bygget. De blankpudsede messing-håndlister, den svungne sandbeholder og den svære alarmklokke oven over den lange tøndeformede kedel glitrede under stationens hvæsende gaslygter. En lille dampsky stod op af den gammeldags træbrænders høje ballonskorsten. Over den store, svajede kofanger var der tre massive messinglanterner - et kuplet søgelys ved foden af skorstenen og nedenunder to stormlanterner. Oven over de to høje drivhjul stod der med smukke, tidligt-victorianske guldbogstaver skrevet "Kanonkuglen," og navnet stod også på siderne af den sorte og forgyldne tender bag det høje firkantede førerhus; tenderen var stablet fuld til randen af birkebrænde.
En mørkerød Pullman-vogn var koblet til tenderen. De buede vinduer over de smalle mahognifyldninger var trukket op med flødefarvet maling. På en oval plade midt på vognen stod der "Sierras skønhed." Oven over vinduerne og lige under kanten af det let fremspringende tøndehvælvede tag stod der med flødefarvede bogstaver på mørkeblå baggrund: "Tonopah og Tidewater Jernbanen."
"Ja, sådan et har De nok aldrig set før, englænder," sagde en af gangsterne stolt. "Og få så lidt fart på." Hans stemme dæmpedes af den sorte silkehætte.
Bond gik langsomt frem og klatrede op på observationsplatformen med messinggelænderet og det skinnende bremsehjul i midten. For første gang i sit liv gik det op for ham, at det havde sine fordele at være millionær, og pludselig - og også for første gang - tænkte han, at denne Spang måske rummede andet og mere, end han før havde taget i betragtning.
Pullman-vognens indre glitrede af overdådig klunketidsluksus. Fra de små krystallysekroner i loftet blev lyset kastet tilbage af polerede mahognivægge og spejlede sig i sølvbeslag, slebne vaser og standerlamper. Gulvtæpperne og de lange gardiner var vinrøde, og det hvælvede loft, som hist og her blev brudt af ovale, indrammede malerier af bekransede keruber og blomster på en baggrund af himmel og skyer, var flødefarvet ligesom tremmerne i de nedrullede persienner. Først var der en lille spisesal med resterne af et aftensmåltid til to på bordet - en kurv med frugt og en optrukket flaske champagne i en sølvkøler - og derpå en smal korridor med tre døre - formodentlig til soveværelserne og badeværelset. Bond var endnu opslugt af sine egne tanker om hele dette arrangement, da han med sine vogtere i hælene åbnede døren ind til salonen.
For enden af salonen, med ryggen til en lille åben kamin, flankeret af bogreoler med guldforsirede, læderindbundne bøger, stod mr. Spang. I en rød læderlænestol ved siden af et lille skrivebord omtrent midt i salonen sad Tiffany Case, rank som et lys. Bond kunne ikke rigtig lide den måde, hun holdt sin cigaret på. Der var noget nervøst, noget krukket over den. Den røbede, at hun var bange.
Bond gik et par skridt ned igennem vognen og styrede hen imod en magelig stol. Han drejede den en omgang, så den vendte front mod dem begge, satte sig og lagde benene over kors. Så tog han sit cigaretetui frem og tændte en cigaret, fyldte lungerne med røg og lod røgen sive ud mellem tænderne med et langt suk.
Mr. Spang havde en utændt cigar i munden. Han tog den ud. "Bliv her, Wint. Kidd, af sted og gør, som jeg har sagt." De stærke tænder bed ordene af som små stykker blegselleri. "Og De..." hans øjne skød vrede lyn imod Bond, "hvem er De, og hvad er meningen?"
"Jeg må have en drink, hvis vi skal have en længere samtale," sagde Bond.
Mr. Spang så koldt på ham. "Skaf ham en drink, Wint."
Bond drejede hovedet halvt. "Bourbon og kildevand, tak," sagde han. "Halvt af hvert."
Der lød en arrig brummen, og Bond hørte gulvet knage, da den svære mand gik ned igennem Pullman-vognen.
Bond var ikke begejstret for mr. Spangs spørgsmål. Han gennemgik i tankerne den historie, han ville rykke frem med. Den lød stadig rigtig godt. Han sad og røg og så på mr. Spang og prøvede på at blive klog på ham.
Så kom hans fangevogter og stak ham glasset i hånden, så noget af det skvulpede over på tæppet. "Tak, Wint," sagde Bond. Han tog en stor slurk. Det var en stærk og god drink. Han tog en slurk til. Så stillede han glasset ned på gulvet ved siden af sin stol.
Han så igen op i det spændte, hårde ansigt. "Jeg bryder mig nu engang ikke om, at folk træder på mig," sagde han roligt. "Jeg udførte det stykke arbejde, jeg var sat til, og fik min betaling for det. Hvis jeg tilfældigvis havde lyst til at spille med pengene, blev det min sag. Jeg kunne jo have tabt. Derpå begyndte en lille udvalgt flok af Deres folk at, ånde mig ned ad ryggen, og det irriterede mig. Hvis De ville tale med mig, hvorfor ringede De mig så ikke op? Det var ikke pænt af Dem at lade mig skygge. Da de så blev frække og begyndte at skyde, syntes jeg, det var på tide at træde igen."
Det sorte og hvide ansigt, der tegnede sig skarpt på baggrund af de mangefarvede bøger, skiftede ikke udtryk. "De forstår åbenbart ikke meningen," sagde mr. Spang dæmpet. "Jeg må hellere bringe Dem å jour. Jeg fik et kodetelegram fra London i går." Han tog sig til brystlommen på den sorte cowboyskjorte og fiskede langsomt et ark papir frem, uden at hans blik et sekund veg fra Bonds.
Bond vidste, at det stykke papir varslede ilde, og han var lige så overbevist om det, som man selv er, når man ser ordene "Beklager dybt..." i begyndelsen af et telegram.
"Dette har jeg fået fra en god ven i London," sagde mr. Spang. Han tog langsomt øjnene til sig og så ned i papiret. "Der står i det: "Fra pålidelig kilde hørt Peter Franks tilbageholdt af politiet af ikke nærmere opgivet grund. Hold for enhver pris falsk kurér tilbage undersøg om foretagende i fare fjern ham og aflæg rapport."
Der blev dødsstille i vognen. Mr. Spang hævede blikket fra papiret og så på Bond med øjne, der lyste med et rødligt skær. "Ja, ja, mr. X, det ser næsten ud til, at der venter Dem en ubehagelig oplevelse. "
Bond vidste, at han var leveret, og en del af hans hjerne fordøjede langsomt denne kendsgerning, mens han spekulerede over, hvordan han skulle redde sig ud af dette her. Samtidig konstaterede en anden del af hans hjerne, at han havde opdaget det, han ville, det, han var rejst til Amerika for at opklare. De to brødre Spang repræsenterede begyndelsen og enden af diamant-rørledningen. I dette øjeblik havde han fuldført det, han var rejst ud for at gøre. Han havde løst problemet. Nu gjaldt det om på en eller anden måde at få sendt besked hjem til M.
Bond rakte hånden ned efter sit glas. Isen raslede hult, da han tog den sidste store slurk og stillede glasset fra sig igen. Han så frimodigt op på mr. Spang. "Jeg overtog det job, fordi Peter Franks ikke havde mod på det, og jeg trængte til pengene."
"Forskån mig for det sludder," sagde mr. Spang ligeud. "De er enten en panser eller en eller anden slags privatdetektiv, og jeg skal nok finde ud af, hvem De er, og hvem De arbejder for, og hvor meget De ved - hvad De havde at gøre i Acmebadeanstalten samtidig med den snydetamp af en jockey - hvorfor De går med pistol, og hvor De har lært at bruge den - hvilken forbindelse De har med Pinkerton, nærmere betegnet den luskede taxachauffør... den slags oplysninger. De ser mig ud til at være privatdetektiv, og De opfører Dem også sådan og ... han vendte sig pludselig rasende mod Tiffany Case, "hvordan fanden du kunne lade dig tage ved næsen af ham, din dumme mokke, det fatter jeg simpelt hen ikke."
"Nå, det gør du ikke," for Tiffany Case op. "Jeg fik fyren stukket ud af ABC, og han opførte sig ganske normalt. Du synes måske, jeg skulle have bedt ABC om at gøre et nyt forsøg. Ellers tak, min søde ven. Jeg kender min plads i menageriet her. Og bild dig ikke ind, at du kan genere mig. . . og det ku' jo endelig også være, at manden talte sandt." Hendes vrede øjne strejfede Bond, og han opfangede i deres dyb et glimt af frygt, frygt for, hvordan det skulle gå ham.
"Tja-a, det skal vi se at få opklaret nu," sagde mr. Spang, "og vi bliver ved, til manden kreperer, og hvis han tror, han kan tage den omgang, kan han tro om igen." Han så over Bonds hoved hen på vogteren. "Wint, få fat på Kidd og kom med støvlerne."
Støvlerne...
Bond sad tavs og samlede alle sine kræfter og alt sit mod. Det ville være tidsspilde at indlade sig i diskussion med mr. Spang eller prøve på at flygte - 75 kilometer ude i ørkenen. Men han var sluppet ud af værre situationer før. Når bare de ikke tænkte på at likvidere ham lige med det samme. Og bare han ikke røbede noget. Han havde Ernie Cureo at falde tilbage på og Felix Leiter. Og måske også Tiffany Case. Han så hen på hende. Hun sad med bøjet hoved. Hun sad og så interesseret ned på sine negle.
Bond hørte de to vogtere komme ind bag ham.
"Tag ham ud på platformen," sagde mr. Spang. Bond så hans tungespids komme til syne og lige spille over de smalle læber. "En Brooklyn-omgang. 80 procent. Forstået?"
"Javel, chef." Det var Wints stemme. Den havde fået en grådig klang.
De to hættemænd kom hen og satte sig ved siden af hinanden på en mørkerød chaiselongue, som stod op ad væggen lige over for Bond. De satte to par fodboldstøvler ned på det tykke gulvtæppe og begyndte at snøre skoene op.