Den sorte frømandsdragt var altfor stram. Det gjorde ondt alle vegne. Hvorfor i helvede havde Strangways ikke sørget for, at Admiralitetet havde fået de rigtige mål? Og der var meget mørkt under havet, og strømmen var stærk og slæbte ham med sig ind mod koralrevet. Han måtte svømme af alle kræfter for at stritte imod den. Men nu var der noget, der havde fået fat i hans arm. Hvad i helvede.. ?
"James. For Guds skyld, James." Hun tog munden fra hans øre. Denne gang nappede hun ham i den nøgne blodplettede arm, så hårdt hun kunne, og omsider åbnede Bond øjnene mellem de opsvulmede låg, og han så op på hende fra gulvet og udstødte et langt gysende suk.
Hun rev i ham, dødelig angst for at han igen skulle glide fra hende. Men han forstod hende åbenbart, for han rullede en omgang og arbejdede sig op på hænder og knæ med hovedet hængende ned mod gulvet som et såret dyr.
"Kan du gå?"
"Vent lidt." Den hæse hvisken, der kom fra de sprukne læber, lød mærkelig fremmed. Måske havde hun ikke forstået, hvad han sagde. "Vent lidt," sagde han igen, og nu begyndte han i tankerne at gennemgå hele sin krop for at blive klar over, hvor meget der var tilbage af den. Han kunne føle sine fødder og sine hænder. Han kunne bevæge hovedet fra side til side. Han kunne se månestrålerne på gulvet. Han havde kunnet høre, hvad hun sagde. Han kunne måske klare det, men han havde simpelt hen ikke lyst til at bevæge sig. Hans viljekraft var borte. Der var kun én ting, han ville... sove. Eller dø. Lige meget hvad, blot det kunne lindre den smerte, som var i ham - som var overalt og stak og hamrede og malede i ham - blot det kunne dræbe erindringen om de fire støvler, som havde hamret løs på ham, og de hæse gryntende lyde fra de to hættemænd.
I samme nu Bond kom til at tænke på de to mænd og mr. Spang, strømmede livsviljen op i ham, og han sagde: "Ja." Og han sagde "Ja" en gang til, så han kunne være helt sikker på, at hun forstod det.
"Vi er i ventesalen," hviskede pigen. "Vi må se at komme ned til den anden ende af stationen. Til venstre, uden for døren. Kan du høre, hvad jeg siger, James?" Hun rakte hånden ud og strøg det våde, klæbrige hår væk fra hans pande.
"Jeg må kravle," sagde Bond. "Efter dig."
Pigen rejste sig og puffede døren op. Bond bed tænderne sammen og krøb ud på den månelyse perron, og da han så den mørke plet på jorden, gav raseriet og tørsten efter hævn ham fornyede kræfter, og han kom med en kejtet bevægelse på benene. Han rystede hovedet for ikke at blive opslugt af de sortrøde bølger, og med Tiffany Cases arm om sig hinkede han ned ad plankerne til det sted, hvor de skrånede ned mod jorden ved siden af det skinnende jernbanespor.
Der stod - på et sidespor - en jernbanetrolje.
Bond standsede og stirrede på den. "Benzin..." spurgte han uklart.
Tiffany Case pegede på en række dunke henne ved stationens mur. "Jeg har lige fyldt på den," hviskede hun som svar. "Det er den, de bruger, når de inspicerer sporet. Og jeg kan betjene den. Og jeg har skiftet spor. Skynd dig. Op på den," fnisede hun åndeløst. "Næste stoppested Rhyolite."
"Du er et mirakel..." hviskede Bond. "Men det monstrum der må lave et helvedes spetakel, når vi starter den. Vent lidt. Jeg har en Har du nogen tændstikker?" Det var, som om smerterne gled af ham. Han trak vejret hurtigt mellem sammenbidte tænder, da han vendte sig bort fra hende, og stirrede på de stille bygninger, der var så tørre som trøske.
Hun var i slacks og skjortebluse. Hun stak hånden i lommen på sine slacks og rakte ham sin tænder. "Hvad er meningen?" sagde hun. "Vi må skynde os at komme af sted nu."
Men Bond vaklede hen til benzindunkene og begyndte at åbne dem og hælde indholdet ud over trævæggene og perronen. Da han havde tømt en halv snes dunke, kom han tilbage til hende. "Start den så!" Han bøjede sig forpint ned og samlede en krøllet avis op ved siden af sporet. Så lød selvstarterens vrede snerren og derpå tog den lille motor fat og begyndte ivrigt at dunke.
Bond knipsede til tænderen. Avisen flammede op, og han kylede den fra sig - hen imellem benzindunkene. Flammerne slog op med en sådan kraft, at de næsten slikkede op ad ham, da han kastede sig tilbage og krøb op på den lille platform på troljen. Men så satte pigebarnet koblingen til, og den lille trolje rullede ned ad sporet.
Den raslede af sted og krængede uhyggeligt over i sporskiftet,
men så var de ude på hovedsporet, og speedometernålen dirrede omkring de halvtreds og pigens hår flagrede tilbage imod ham som et gyldent banner.
Bond vendte sig om og så på den vældige flammeblomst, der var sprunget ud bag dem. Han kunne næsten høre de tørre planker knitre i ilden og råbene fra mændene, der var vågnet op og kom styrtende ud fra deres værelser. Hvis ilden nu bare ville nå frem til Wint og Kidd og fænge i Pullman-vognens maling og i brændestykkerne i "Kanonkuglen"s tender og tilintetgøre gangsterens legetøjsbutik!
Men han og pigebarnet havde deres egne problemer at spekulere over. Hvad kunne klokken være? Bond fyldte lungerne med den kølige natteluft og prøvede at få sin hjerne til at lystre. Månen hang lavt på himlen. Var den mon fire? Bond krøb med besvær over platformen og hen til sæderne, og det lykkedes ham at komme om på den anden side og på plads ved siden af pigen.
Han lagde armen om hendes skuldre, og hun vendte sig om og så smilende ind i hans øjne. Hun hævede stemmen over motorlarmen og den raslende lyd af jernhjulene mod skinnerne. "Det var en flot sortie. Som klippet ud af en gammel Buster Keaton-film. Hvordan har du det nu?" Hun betragtede hans skamferede ansigt. "Du ser frygtelig ud."
"Jeg har i hvert fald ingen ben fået brækket," sagde Bond. "Det er formodentlig derfor, det hedder en 80 procents omgang." Han smilede, selv om det gjorde ondt at gøre det. "Det er dog altid bedre at blive sparket end at blive skudt."
Pigens ansigt fortrak sig i smerte. "Og jeg var nødt til at sidde og lade, som om det ikke rørte mig. Spang blev der og lyttede og holdt øje med mig. Så undersøgte de, om du var forsvarligt bundet, og smed dig ind i ventesalen, og de gik alle glade i deres små senge. Jeg ventede en time på mit eget værelse, og så tog jeg fat. Det værste var at få liv i dig."
Bond knugede hendes skuldre. "Jeg skal fortælle dig, hvad jeg mener om dig, når det ikke gør så ondt mere. Men hvad med dig selv, Tiffany? Hvis de indhenter os og får fat på os, så ser det sort ud for dig. Og hvem fanden er de to hættemænd, Wint og Kidd? Hvad mon de nu vil foretage sig? Jeg ville ikke have noget imod at lære de to herrer lidt nærmere at kende."
Pigen skævede til ham og så det hårde drag om de forslåede læber. "Jeg har aldrig set dem uden hætterne," sagde hun. "De er vist fra Detroit ... det er de allerværste ... det er dem, der likviderer ... og de bliver også brugt til "dækningsarbejde". Nu jager de os alle sammen. Men lad endelig være med at være bekymret for min skyld." Hun så igen hen på ham, og hendes øjne skinnede af glæde. "Først og fremmest gælder det om at få monstrummet her igennem til Rhyolite. Så må vi se at finde en vogn et eller andet sted og komme over statsgrænsen og ind i Kalifornien. Jeg har penge nok på mig. Så må vi have dig til en læge og i bad og have købt en skjorte og den slags, og så kan vi igen begynde at lægge hovederne i blød. Jeg har din pistol. En af mændene kom med den, da de var færdige med at samle stumperne op af de to fyre, du bankede i "Det lyserøde Strømpebånd". Da Spang var gået i seng, huggede jeg den." Hun knappede sin skjortebluse op og famlede ved linningen på sine slacks.
Bond tog Beretta'en. Han kunne endnu føle hendes varme på pistolens metal. Han knipsede magasinet op. Der var tre patroner tilbage. Og en i kammeret. Han knipsede magasinet i, slog sikringen for og stak pistolen ned i bukseremmen. For første gang gik det op for ham, at hans jakke var væk. Det ene skjorteærme hang i laser. Han rev det af og lod det flagre væk. Han famlede efter cigaretetuiet i højre baglomme. Det var væk. Men i venstre baglomme lå hans pas og tegnebog endnu. Han tog dem frem. I lyset fra månen kunne han se, at begge dele var forrevne og bulede. Han følte efter pengene i tegnebogen. De var der også. Han puttede dem i lommen igen.
Et stykke tid kørte de videre, mens motorens dunken og hjulenes klik-klik mod skinnerne var de eneste lyde, der brød nattens tunge stilhed. Så langt øjet nåede strakte sporenes tynde, sølvskinnende stribe sig videre frem mod horisonten. Kun hist og her brødes den af et sporskifte, hvor et rustent sidespor drejede af i en bue til højre - op mod Spectre-bjergenes mørke masser. Til venstre for dem var der ikke andet end ørkenens uendelige flade, hvor daggryets første skær så småt begyndte at tegne omridset af de forvredne kaktus op med blåt, og tre kilometer længere borte - landevej nr. 95, der lyste som nysølv i måneskæret.
Troljen raslede muntert nynnende videre ad skinnerne. Der var ikke anden styremekanik at bekymre sig om end bremsestangen og en slags styrestang med en speeder, som pigen hele tiden holdt helt åben med speedometernålen konstant på halvtreds. Og kilometerne og minutterne klikkede forbi, og engang imellem vendte Bond sig med besvær på sædet og så tilbage på det blomstrende røde skær på himlen bag dem.
De havde kørt næsten en time, da en skærende, summende undertone i luften eller i skinnerne fik Bond til at stivne. Han kastede igen et blik tilbage over skulderen. Var der en flimren af en lille bitte sankthansorm et sted mellem dem og det kunstige røde daggry over den brændende spøgelsesby.
Det prikkede i Bonds hovedhud. "Kan du se noget der - bagved?"
Hun drejede hovedet. Uden at svare satte hun farten så meget ned, at de gled af sted i frigear.
De lyttede begge anspændt. Jo. Det var fra skinnerne, det kom. En blød dirren - næppe mere end et suk langt borte i det fjerne.
"Det er "Kanonkuglen"," sagde Tiffany. Hun drejede hårdt om på speederhåndtaget, og troljen satte igen farten op.
"Hvor meget kan den præstere?" spurgte Bond.
"Halvfems - måske."
"Hvor langt er der endnu til Rhyolite?"
"Omkring halvtreds."
Bond regnede et øjeblik i stilhed. "Det kommer til at knibe. Det er umuligt at bedømme, hvor langt den er fra os. Kan du få denne her til at køre hurtigere?"
"Nej," sagde hun bistert. "Det er komplet umuligt - selv om jeg hed Casy Jones i stedet for slet og ret Case, ville det være håbløst."
"Vi klarer det nok," sagde Bond. "Kør bare til. Lad os håbe, "Kanonkuglen" eksploderer eller noget i den retning."
"Ja, lad os det," sagde hun. "Eller at den skal trækkes op igen, og han har glemt nøglen til lokomotivet hjemme i sin bukselomme."
I et kvarters tid rullede de videre i tavshed, og nu kunne Bond tydeligt se det store søgelys foran på lokomotivet. Det borede sig ind i natten, næppe mere end 8 kilometer fra dem, og han kunne også se de vredt sprøjtende gnister, som væltede op af den store ballonskorsten. Skinnerne rystede under dem, og det fjerne suk var nu blevet til en dæmpet, truende mumlen.
Måske løber det tør for brænde, tænkte Bond. En indskydelse fik ham til at vende sig mod pigen og henkastet spørge: "Vi har vel benzin nok på?"
"Ok ja," sagde Tiffany. "Jeg hældte en hel dunk i den. Der er ikke nogen måler, men sådan en trolje kan køre en evighed på en fire-fem liter."
Næsten før hun havde sagt det, begyndte den lille motor at blande sig i samtalen med en afværgende hosten. "Put. Put-put." Så spandt den lystigt videre.
"Du gode Gud," sagde Tiffany. "Hørte du det?"
Bond sagde ingenting. Han mærkede, at han blev klam i håndfladerne.
Så kom det igen. "Put. Put-put."
Tiffany kælede omsorgsfuldt for speederen.
"Åh, søde lille motor," sagde hun i et klagende tonefald. "Lille, kønne, dygtige motor, vil du ikke nok blive ved ..."
"Put-put. Put-put. SSh. Put. Ssh ..." Og pludselig kørte de af sted i frigear i fuldstændig stilhed. Fem og tredive ... sagde speedometeret. Tredive ... tyve ... femten ... ti ... En sidste heftig
drejning på håndtaget, og Tiffany Case langede et spark ud mod
motorkassen, og de holdt stille.
Bond bandede eftertrykkeligt. Han krøb med besvær ned ved siden af sporet og hinkede hen til benzintanken bagved og trak sit blodplettede lommetørklæde op af bukselommen. Han skruede hætten af og sænkede lommetørklædet så langt ned i tanken, at det nåede bunden. Han tog det op igen, følte på det og snusede til det. Knastørt.
"Så er den potte ude," sagde han til pigen. "Nu gælder det om at lægge hovederne i blød i en fart." Han så sig omkring. Ingen dækning på venstre side og mindst tre kilometer ud til landevejen. Til højre lå bjergene - måske en fjerdingvej borte. De kunne måske nå derop og skjule sig. Men hvor længe ... Det var imidlertid den mest lovende mulighed. Jorden under hans fødder rystede. Han så ned ad sporet mod det gloende, uforsonlige øje. Hvor langt var "Kanonkuglen" fra dem? Tre kilometer ... Mon Spang ville få øje på troljen i tide? Mon han kunne nå at standse? Mon troljen kunne afspore ham? Men så kom Bond i tanker om den store, fremspringende kofanger, som ville feje den lette trolje af vejen som en halmvisk.
"Kom, Tiffany," sagde han. "Vi må redde os op i bjergene."
Hvor var hun? Han hinkede rundt om troljen. Hun løb af sted langs skinnerne foran ham. Så vendte hun stønnende tilbage. "Der er et sidespor lidt længere fremme," sagde hun pustende. "Hvis vi kan skubbe monstrummet derhen, og du kan få det gamle sporskifte til at virke, kan det være, han ikke får øje på os."
"I guder ..." sagde Bond langsomt. Så kom det - med ærefrygt i stemmen: "Nej, jeg har en bedre ide. Hjælp mig lige," og han bøjede sig ned, bed tænderne sammen for at få magt over smerterne og begyndte at skubbe.
Da de først havde fået troljen i gang, rullede den let af sted af sig selv, og de havde ikke andet at gøre end at gå bagved og blive ved at holde den i gang. De nåede hen til sporskiftet, og Bond blev ved at skubbe, til de var nået tyve meter forbi det.
"Hvad pokker ..." stønnede Tiffany.
"Kom her," sagde Bond og halvt snublede, halvt løb tilbage til det sted, hvor det rustne håndtag stak op mellem skinnerne. "Vi kører "Kanonkuglen" ind på sidesporet."
"Milde himmel ..." sagde Tiffany ærbødigt. Og så kastede de sig begge. to over håndtaget, og det knagede i Bonds ømme muskler, da han trak til.
Langsomt flyttede det rustne metal sig i det leje, hvor det havde ligget uforstyrret de sidste halvtreds år, og millimeter for millimeter voksede sprækken mellem skinnerne, mens Bond hev og sled i stangen.
Og så var det gjort, og Bond knælede ned på jorden med hovedet nedad for at få bugt med den svimmelhed, som truede med at opsluge ham.
Nu bredte det grelle lysskær sig over jorden, og Tiffany halede i ham, og han kom på benene og snublede tilbage til troljen, og nu genlød luften af en brølende torden og alarmklokkens ildevarslende klemten, da det store flammende jerndyr kom drønende ned imod dem.
"Ned ... og rør dig ikke af stedet," råbte Bond for at overdøve larmen, og han pressede hende ned mod jorden bag den spinkle trolje. Så haltede han hurtigt hen langs sporet og tog sin pistol frem og blev stående med siden til og højre hånd løftet som en duellant, mens han med sammenknebne øjne så ned langs skinnerne og lige ind i det store øje, som kom nærmere og nærmere under en vulkan af hvirvlende ildgnister og røg.
Himmel, sikken et uhyre. Mon det virkelig kunne tage kurven? Eller ville det bare bruse frem over dem og smadre dem til atomer?
Nærmere og nærmere.
"Fuit". Noget borede sig ned i jorden ved siden af dem, og fra førerhuset lynede det i et nu.
"B-o-i-n-g-g". Endnu et lyn, og kuglen ramte den ene skinne og forsvandt med et hvin i natten.
"Smæld. Smæld. Smæld". Nu kunne han høre pistolskuddene over lokomotivlarmen. Noget fo'r med en skarp syngende lyd forbi hans ene øre.
Bond beherskede sig. Han havde kun fire patroner, og han vidste, hvad de skulle bruges til.
Og så, tyve meter borte, tordnede det flyvende lokomotiv ind i kurven og strøg videre ad sidesporet med en overhaling så faretruende, at brændestykkerne øverst på tenderen slyngedes ned mod Bond.
Der lød en skinger hvinen af metal, da de to meter høje drivhjul malede rundt i kurven, et kort synsindtryk af røg og flammer og hamrende maskineri, og så et glimt af førerhuset og Spangs sorte og sølvskinnende skikkelse, som med spredte arme og ben klamrede sig fast til førerhusets side med den ene hånd, mens han med den anden søgte efter det lange jernhåndtag til regulatoren.
Bonds pistol lynede fire gange. I en brøkdel af et sekund billedet af et dødblegt ansigt, som med et ryk vendtes op mod himlen, og så havde det store sort-gyldne lokomotiv passeret dem og jog frem mod Spectre-bjergenes skyggemur, mens søgelysets grelle lyskegle skar sig ind i mørket, og den automatiske alarmklokke klemtede og klemtede sine sørgmodige toner, ding-dong, ding-dong, ding-dong.
Bond stak langsomt Beretta'en ned i bukselommen og blev stående og så efter mr. Spangs kiste, og en røgstribe kom glidende hen over ham og dækkede et øjeblik for månen.
Tiffany Case kom løbende hen til ham, og de stod ved siden af hinanden og så den flammende fane fra den høje skorsten og lyttede, mens bjergene kastede ekkoet tilbage fra det fremstormende lokomotiv. Pigen klamrede sig til hans arm, da lokomotivet pludselig rundede et sving og forsvandt bag en udløber af bjergene. Og nu var der kun en fjern trommen at høre fra bjergene og et rødt skær, som kastedes tilbage fra klippespalterne, mens "Kanonkuglen" tordnede videre gennem mineindgangen og ind i bjergets indre.
Så pludselig slikkede en vældig ildtunge op mod himlen, og der lød et frygteligt brag, som fra et krigsskib, der støder på grund. Og derpå en dæmpet raslen, der syntes at komme fra et sted under deres fødder. Og omsider et dybt, fjernt drøn fra jordens indvolde og en spærreild af utallige ekkolyde.
Og da larmen var døet hen - på ny en rolig, syngende stilhed.
Bond udstødte et dybt suk, som om han lige var vågnet op. Det var altså enden på en af brødrene Spang, på et af disse brutale og affekterede, barnagtige og bundrådne medlemmer af "Spang-Banden". Han havde været en filmsgangster omgivet af teaterrekvisitter, men det forandrede ikke noget ved den kendsgerning, at han havde villet dræbe Bond.
"Lad os komme væk herfra," sagde Tiffany Case indtrængende. "Jeg har fået mere end nok."
Bond følte, hvordan smerterne igen fik herredømmet over hans krop nu, da han begyndte at slappe af. "Ja," sagde han kort. Han var glad for at vende ryggen til erindringen om det opadvendte ligblege ansigt i det smukke, sorte, fremstormende lokomotiv. Han var ør i hovedet, og han grundede over, om han kunne klare mere. "Vi må se at nå frem til landevejen. Det bliver strengt. Kom så."
De var halvanden time om de tre kilometer ned til landevejen, og da de nåede dertil, brød han sammen i støvet ved siden af kørebanens beton. Bond talte i vildelse. Det var pigebarnet, som havde slæbt ham så langt. Hvis hun ikke havde været der, kunne han aldrig have holdt kursen. Han ville være snublet omkring mellem kaktusplanterne og klippestykkerne og sandet, til hans sidste kræfter var brugt, og den bagende sol var stået op og havde sat punktum for det hele.
Og nu sad hun og holdt hans hoved tæt ind til sig og talte blidt og stille til ham og tørrede sveden af hans ansigt med en flig af sin skjortebluse.
Engang imellem holdt hun inde for at se op og ned ad den lige betonvej, hvor horisonten allerede flimrede i den tidlige morgens hede.
En time senere sprang hun op, stak skjorteblusen ned i bukserne og stillede sig ud midt på vejen. En lav sort vogn kom kørende ud af den dirrende varmedis, som skjulte den fjerne Las Vegas-dal.
Den bremsede op og holdt lige foran hende, og et høgeansigt under en pjusket hørgul manke kom til syne i vinduet. Et par skarpe, grønne øjne mønstrede hende. De så hen på manden, der lå i støvet ved vejkanten, og vendte så tilbage til hende.
Så sagde bilisten i et venligt tonefald med drævende texasaccent: "Mit navn er Felix Leiter. Til tjeneste. Og hvad kan jeg gøre for
Dem i denne skønne morgenstund?"