Det er et berusende øjeblik i en kærlighedsaffære, når manden for første gang - et offentligt sted som en restaurant eller et teater -. lægger hånden på pigens lår, og hun lægger sin hånd ovenpå og trykker mandens hånd ind til sig. De to bevægelser udtrykker alt, hvad der kan siges om den ting. Der er enighed om alt. Pagten er underskrevet. Og så følger en lang stilhed, hvor blodet bruser igennem årerne.
Klokken var elleve, og der var kun nogle få spredte gæster tilbage ved hjørnebordene i veranda-grill'en. Fra det månelyse hav udenfor sukkede det blødt og stille, da det store skib mejede sig frem over Atlanterhavets sorte enge. I agterstavnen, hvor de to mennesker sad tæt sammen i skæret fra den rosenrøde lampeskærm, mærkedes den lange, bløde dønning - oceanets langsomme hjerteslag - kun som en svag duven.
Tjeneren kom med regningen, og de gjorde deres hænder fri af hinanden. Men nu havde de alverdens tid for sig, nu behøvede de ikke længere at ty til ord og kærtegn for at overbevises, og hun lo lykkeligt op i Bonds ansigt, da tjeneren trak bordet ud, og de sammen gik hen imod døren.
De gik ind i elevatoren til promenadedækket. "Hvad skal vi nu, James?" sagde Tiffany. "Jeg har lyst til en kop kaffe til og en drink med hvid creme de menthe, mens vi hører på auktionen. Jeg har hørt så meget om den, og vi kan måske nå at tjene en formue."
"Hm - ja," sagde Bond. "Hvis du har lyst til det, så lad os bare det." Han knugede hendes arm ind til sig, da de slentrede gennem den store salon, hvor folk stadig spillede bingo, og videre gennem balsalen, hvor orkestret var ved at stemme instrumenterne. "Men du må ikke forlange, at jeg skal byde. Det er ren og skær hasard, hvoraf fem procent går til velgørende formål. Det er næsten lige så hårrejsende som i Las Vegas. Men• det er morsomt, hvis auktionarius er god, og jeg har hørt rygter om, at der er mange pengestærke passagerer med denne gang."
Rygesalonen var næsten tom, og de valgte et lille bord et stykke fra tribunen, hvor stewarden var ved at ordne alle auktionarius' grejer, æsken med de nummererede sedler, hammeren og vandkaraflen.
"Det er det, man i teaterverdenen kalder et tomt hus," sagde Tiffany, da de satte sig midt i en skov af tomme stole og borde. Men da Bond havde bestilt hos stewarden, gik døren til biografen op, og inden de vidste et ord af det, var der næsten hundrede gæster i rygesalonen.
Aktionarius, en svær, jovial engelsk forretningsmand med rød nellike i knaphullet på sin smoking, dunkede i bordet for at få ro og meddelte så tilskuerne, at kaptajnens skøn over næste dags sejlads lå mellem 720 og 739 sømil, at en afstand under 720 sømil blev betragtet som det "lave felt" og hvad der var over, som det "høje felt". "Og nu, mine damer og herrer, skal vi så se, om vi kan slå turens rekord - det imponerende beløb på 2400 pund i puljen." (Bifald).
En steward rakte æsken med de sammenfoldede sedler til den dame i salonen, der så mest velhavende ud, og rakte så den seddel, hun havde trukket ud, til auktionarius.
"Ja, mine damer og herrer, her har vi fået et ualmindelig godt tal at begynde med. 738. Lige i overkanten - og da jeg har lagt mærke til, at vi i aften har den fornøjelse at se en række nye ansigter iblandt os (latter), tror jeg, vi kan blive enige om, at havet er ualmindelig roligt. Hvem byder 50 pund for lykketallet her? Var det 20, den herre sagde? Ja, et sted skal vi jo begynde. Ingen højere ... 25. Tak, frue. Og 30. 40 derhenne, steward. Og 45 fra min gode ven, mr. Rothblatt. Tak skal du ha', Charlie. Ingen højere end 45 pund for 738? 50. Tak frue, og så er vi tilbage, hvor vi begyndte. (Latter). Ingen højere end 50 pund. Er der ingen, der lader sig friste? Det er et højt tal. Og havet er roligt. 50 pund. Hvem byder mig 55? Så går det for 50 pund ... første gang ... anden gang ..." Og den løftede hammer faldt med et brag.
"Gud ske lov, han er dygtig - auktionarius," sagde Bond. "Det var et godt tal, og det er billigt, hvis vejret holder, og ingen falder over bord. Det "høje felt" bliver dyrt i aften. Alle regner med, at vi kan klare mere end 739 i det vejr."
"Hvad mener du med dyrt?" spurgte Tiffany.
"To hundrede pund. Måske mere. Jeg venter, at de almindelige tal går for omkring et hundrede stykket. Det første tal går altid billigere end de andre. Folk er ikke varmet op endnu. Det eneste fornuftige, man kan gøre her, er at købe det første tal. Enhver har chance for at vinde, men det er kun det første, der går billigt."
Endnu før Bond havde sagt det, blev det næste tal for 90 pund tilstået en køn og ophidset pige, som tydeligt nok blev finansieret af sin ledsager, en gråhåret mand med blomstrende ansigtsfarve - en karikatur af en af "Esquire"s levemænd.
"Åh, James, køb et tal til mig," sagde Tiffany. "Du er en værre en at være ude med. Se, hvor den rare mand er sød imod sin pige."
"Han har ikke en kæft at skulle have sagt," sagde Bond. "Han må være mindst tres. Indtil man når de fyrre, koster piger ingenting. Men når man først har passeret den grænse, må man enten betale eller binde dem en historie på ærmet. Af de to ting er det historien, der i det lange løb bliver den dyreste." Han så smilende ind i hendes øjne. "Og jeg er i alle tilfælde ikke fyldt fyrre endnu."
"Ikke så indbildsk," sagde pigen. Hun så på hans mund. "Det påstås for resten, at ældre mænd er de bedste elskere. Og du er jo ellers ikke fedtet. Jeg er sikker på, det er fordi hasardspil ikke er tilladt på jeres egne vidunderlige skibe ..."
"Når bare det foregår uden for tremilegrænsen, er der frit slag," sagde Bond. "Men derfor er Cunard-selskabet alligevel meget forsigtigt - de vil ikke rodes ind i noget. Hør selv." Han tog et orangefarvet kort op fra bordet. "Auktion Sweepstake over den daglige sejlads," læste han. "På given foranledning skal man herved på ny fremsætte en erklæring om selskabets stilling til ovenstående. Selskabet ønsker ikke, at stewarden i rygesalonen eller noget andet medlem af skibets personale tager aktiv del i organisationen af et sweepstake over den daglige sejlads." Bond så op. "Der kan du se," sagde han, "de går lige til stregen. Videre står der: "Selskabet foreslår, at passagererne vælger en komité, som kan formulere og konurollere enkelthederne ... Stewarden i rygesalonen kan, efter anmodning og hvis hans pligter tillader det, assistere i det omfang, komiteen måtte ønske det, under bortauktionering af tallene."
"Udspekuleret, hva'," sagde Bond. "Det er komiteen, der kommer til at stå med håret ned ad nakken, hvis der bliver vrøvl. Og hør bare her. Nu kommer vi til det kildne punkt." Han læste videre: "Selskabet henleder især opmærksomheden på bestemmelserne i De forenede Kongerigers finansregulativer med hensyn til omsætning af sterling-checks og begrænset indførsel af sterlingsedler i De forenede Kongeriger."
Bond lagde igen kortet på bordet. "Og så videre ..." sagde han. Han så smilende på Tiffany Case. "Så lad os sætte, at jeg køber det nummer til dig, som lige er udbudt, og du vinder to tusinde pund. Dem får du i en stabel dollars og pundsedler og checks. Hvis du vil have en chance for at komme til at bruge alle de engelske penge, og forudsat, at check'ene er gode nok, er der ikke andet at gøre end at smugle dem ud under din roll-on. Og så er vi igen tilbage i den samme gamle uhæderlige skure, bare med den forskel, at det nu er mig, der spiller fristerens rolle."
Pigen var ikke synderligt rystet. "Der var engang en fyr i banden, som gik under navnet Abadaba," sagde hun. "Han var forbryder til fingerspidserne, altid med på den værste. Han udarbejdede væddeløbsbane-odds'ene, og han udregnede alt, hvad der skulle regnes ud. De kaldte ham "Troldmanden fra Odds". Han blev for resten skudt af en fejltagelse under Dutch Schultz-mordet, " tilføjede hun. "Jeg tror, du bare er en ny udgave af Abadaba, sådan som du kan snakke dig fra at bruge penge på en pige. Nå," sagde hun og trak resigneret på skuldrene, "tror du, du kan strække dig til at spendere en drink til på din pige?"
Bond gjorde tegn til stewarden. Da han var gået, bøjede hun sig frem imod ham, så hendes hår strejfede hans øre og sagde lavmælt: "Jeg bryder mig i virkeligheden slet ikke om den. Du skal drikke den selv. Jeg vil gerne være ædru - sådan rigtig søndag morgen-ædru - i aften." Hun rettede sig op. "Og hvad er det egentlig, der foregår her?" sagde hun utålmodigt. "Bare der snart ville ske noget."
"Nu kommer det," sagde Bond. Auktionarius havde hævet stemmen, og der blev stille i salonen. "Og nu, mine damer og herrer," sagde han med vægt. "Nu kommer vi til 64-dollars-spørgsmålet. Hvem byder mig 100 pund for valget mellem det høje og det lave felt? Vi er alle sammen klar over, hvad det betyder - chancen for at vælge det høje felt, som jeg har på fornemmelsen er mest populært i aften, (latter) når vi tænker på det vidunderlige vejr udenfor. Hvem vil starte med det første bud på 100 pund for valget mellem det høje og det lave felt?"
"Tak, den herre ... og 110, 120 og 130. Tak, frue."
"Et hundrede og halvtreds," sagde en mandsstemme ikke langt fra deres bord.
"Et hundrede og tres." Denne gang var det en kvinde. Manden bød med monoton stemme 170.
"Firs," sagde en anden.
"To hundrede pund."
Noget fik Bond til at vende sig om og se på manden, der havde sagt det.
Det var en stor, svær mand. Hans ansigt havde det samme blege, glinsende skær som et bolsche, der lige er spyttet ud. Et par små, kolde, mørke øjne stirrede op mod auktionarius' tribune gennem et par ubevægelige, dobbeltslebne briller. Han havde en kort, bred tyrenakke. Han svedte, så det krøllede sorte hår klistrede sammen, og nu tog han sine briller af, fiskede en serviet op og tørrede sig med en bevægelse, der begyndte med venstre side af ansigtet og kredsede nakken rundt, hvor den højre hånd overtog servietten og tørrede videre helt om til den dryppende næse. "To hundrede og ti," sagde en stemme. Den svære mands hage bævrede, og han åbnede sin lille, stramme, runde mund og sagde: "To hundrede og tyve" med en rolig, amerikansk stemme.
Hvad var der ved den mand, som fik en streng i Bonds hukommelse til at dirre? Han betragtede det store ansigt og gik i ånden hele sit hjernekartotek igennem, trak skuffe efter skuffe ud for at søge efter en ledetråd. Ansigtet ... stemmen ... England? ... Amerika?
Bond opgav det og koncentrerede sin opmærksomhed om den anden mand ved bordet. På ny oplevede han den samme intense fornemmelse af, at han havde set ham før. De mærkeligt fine, ungdommelige træk under det tilbagestrøgne hvide hår. De bløde, brune øjne under de lange vipper. Men det kønne helhedsindtryk spoleredes af den kødfulde næse over den lange, smalle mund, som nu gabede op i et firkantet, tomt grin som en åben postkasse.
"To hundrede og halvtreds," sagde den svære mand mekanisk.
Bond vendte sig mod Tiffany. "Har du nogen sinde set de to før?" sagde han, og hun lagde mærke til den bekymrede rynke, han havde fået mellem brynene.
"Nej," sagde hun bestemt. "Aldrig. Så vidt jeg kan bedømme, har deres vugge stået i Brooklyn. Eller også er det et par tøjsjakaler fra beklædningsdistriktet. Hvorfor det? Forbinder du noget med dem?"
Bond sendte dem endnu et blik. "Nej," sagde han tvivlende. "Nej, det tror jeg ikke."
Klapsalverne eksploderede i salonen, og aktionarius så sig henrykt om og slog i bordet. "Mine damer og herrer," sagde han triumferende. "Det er virkelig ganske strålende. Jeg er budt tre hundrede pund af den yndige unge dame i den smukke, lyserøde aftenkjole (hovederne blev drejet og vendt, og Bond kunne se læberne forme ordene: "Hvem er hun?") Og nu, min herre," han vendte sig mod den svære mands bord, "skal vi sige 325 pund?"
"Tre hundrede og halvtreds," sagde den svære mand.
"Fire hundrede," peb den lyserøde pige.
"Fem hundrede." Stemmen var tonløs, ligegyldig.
Den lyserøde pige snakkede med sin kavaler i en vred tone. Manden så pludselig ud, som om det hele kedede ham. Han fangede auktionarius' blik og rystede på hovedet.
"Hvem byder over 500 pund?" sagde auktionarius. Han vidste, at han havde presset alt det ud af salonen, han kunne. "Første gang ... anden gang ..." Bang! "Solgt til den herre derhenne, og jeg synes virkelig, han fortjener bifald." Han klappede i hænderne, og publikum gjorde pligtskyldigt det samme, skønt de hellere havde set, at den lyserøde vandt.
Den svære mand løftede sig et par centimeter i stolen og satte sig ned igen. Der var ingen taknemlighed over bifaldet at læse i det glinsende ansigt, og han blev ved at stirre stift på auktionarius.
"Og nu må vi sådan rent formelt spørge den herre, hvilket felt han foretrækker (latter). Hvad vil De have, det høje eller det lave felt?" Auktionarius' stemme havde en ironisk klang. Spørgsmålet var tidsspilde.
"Det lave felt."
Der, blev et øjebliks dødsstilhed i den overfyldte rygesalon. Det efterfulgtes hurtigt af en ivrig summen af stemmer. Der havde overhovedet ingen tvivl været. Hvor kunne man vælge andet end det høje felt. Vejret var fuldendt. Queen Elizabeth gjorde mindst tredive knob i timen. Vidste han noget? Havde han bestukket nogen på kommandobroen? Var der udsigt til uvejr? Var et af lejerne ved at løbe varmt?
Auktionarius hamrede i bordet for at få ro. "De må undskylde," sagde han, "men var det det lave felt, De sagde?"
"Ja."
Auktionarius hamrede igen i bordet. "Ja, i så tilfælde, mine damer og herrer, vil vi nu gå over til at bortauktionere det høje felt. Frue," sagde han og vendte sig med et buk til den lyserøde pige, "har De lyst til at starte med det første bud?"
Bond vendte sig mod Tiffany. "Det var højst besynderlig," sagde han. "Det var meget mærkeligt. Havet er så roligt som et spejl." Han trak på skuldrene. "De må vide noget - det må være det, der ligger bag." Men det var i alle tilfælde ligegyldigt. "En eller anden må have fortalt dem noget." Han vendte sig om og kastede et skødesløst blik på de to mænd og lod så øjnene glide forbi dem og bort. "De lader for resten til at være interesseret i os."
Tiffany så tilbage over hans skulder. "De ser ikke på os nu," sagde hun. "Jeg tror simpelt hen, de ikke er rigtig kloge. Den hvidhårede mand ser komplet tåbelig ud, og den tykke mand sidder og sutter på sin tommelfinger. De må være skøre. Gud ved, om de overhovedet aner, hvad de har brugt deres penge til. 'Jeg tror, de har misforstået det hele."
"Sutter på tommelfinger ..." sagde Bond. Han strøg sig distræt gennem håret, mens en tåget erindring blev ved at trænge sig på.
Hvis hun havde givet ham fred til at forfølge den tankegang, han var inde på, ville han have husket det. I stedet for lagde hun sin hånd på hans og bøjede sig frem imod barn, så hendes hår strejfede hans ansigt. "Glem det, James," sagde hun. "Og lad være med at spekulere sådan på de dumme mænd.. Hendes øjne blev pludselig lidenskabelige og krævende. "Jeg har fået nok af dette her. Kom, lad os gå et andet sted hen."
Uden at sige mere rejste de sig og gik fra bordet og ud af den larmende salon til trappen. Da de gik ned ad trappen til dækket nedenunder, lagde Bond sin arm om pigens liv, og hun lod hovedet synke ned mod hans skulder.
De nåede døren til Tiffanys kahyt, men hun trak ham med sig videre ned ad den lange, knirkende korridor.
"Jeg vil helst have, det bliver inde hos dig, James," sagde hun.
Bond sagde intet, før han havde sparket døren til sin kahyt i efter sig, og de havde vendt sig om og nu stod i en knugende omfavnelse midt i det vidunderligt private - vidunderligt anonyme lille lukaf. Og så sagde han blot ganske stille: "Min elskede" og strøg over hendes hår med den ene hånd, så han kunne få hendes
mund der, hvor han ville have den.
Og lidt efter gled hans hånd ned til lynlåsen i ryggen på hendes kjole, og uden at flytte sig fra ham trådte hun ud af kjolen, stønnende imellem deres kys. "James, nu vil jeg have det hele ... alt, hvad du nogen sinde har haft sammen med en pige. Nu. Hurtigt."
Og Bond bøjede sig ned og lagde en arm om hendes lår, løftede hende og lagde hende varsomt ned på gulvet.