Det sidste Bond huskede, før telefonen ringede var, at Tiffany bøjede sig over ham i sengen og kyssede ham og sagde: "Du skulle ikke sove på hjertesiden, min elskede. Det har du ikke godt af. Hjertet kan holde op at slå. Vend dig om." Og han havde lydigt vendt sig om, og da døren faldt til med et klik, faldt han i søvn med det samme, mens hendes stemme og Atlanterhavets suk og skibets bløde duven vuggede ham blidt.
Og så skar den vrede klokke igennem den mørke kahyt og blev ved at kime, og Bond bandede og rakte hånden ud efter telefonen, og en stemme sagde: "De må undskylde, at jeg forstyrrer. Det er telegrafisten. Men der er lige kommet et kodetelegram til Dem, og det er mærket med "Haster meget." Skal jeg læse det op for Dem. eller sende det ned til Dem?"
"Send det hellere herned," sagde Bond. "Tak skal De have."
Hvad i helvede var der nu ... alt det vidunderlige og varme og hidsende i deres lidenskab blev brutalt revet fra ham, da han tændte lyset, gled ud af sengen, rystede hovedet for at klare hjernen og gik de to skridt ud til brusebadet.
I et helt langt minut lod han vandet hamre løs på sin krop, så frotterede han sig og samlede sine bukser og sin skjorte op fra gulvet og tog dem på.
Der lød en banken på døren, og han tog telegrammet og satte sig ved skrivebordet, tændte en cigaret og tog fat på arbejdet. Og mens bogstaverne gradvis opløstes til ord, blev han øjne smallere, og det begyndte at løbe ham isnende koldt ned ad ryggen.
Telegrammet var fra stabslederen. Der stod:
1. Hemmelig undersøgelse af Sayes kontor afslørede telegram i kode adresseret til A B C underskrevet Winter med underretning om din og Cases tilstedeværelse om bord med anmodning om instrukser stop svar adresseret Winter underskrevet A B C giver ordre til fjernelse af Case stop pris tyve tusind dollars stop 2. Vi mener Rufus B. Saye identisk med A B C som til dels svarer til hans initianel på fransk - Ah streg Bay streg Saye stop 3. Muligvis skræmt af tegn på razzia fløj Saye til Paris i går og er nu ifølge rapport fra Interpol i Dakar stop dette synes at bekræfte mistanke om, at diamanterne stammer fra Sierra Leone minerne derfra smuglet over grænsen til Fransk Guinea stop mistænker stærkt medlem af Sierras tandlægestab, er under observation stop 4. R.A.F. Canberra venter på Boscombe Down på at flyve dig videre med det samme i morgen aften til Sierra Leone underskrevet Cos.
Bond sad et øjeblik som frosset fast i stolen. Pludselig jog igennem hans hjerne den uhyggeligste linie, han nogen sinde havde læst i et digt: "Og flyr de mig, de håbløst sig bedrager - som deres vinger er jeg med på deres flugt ..."
Der var altså nogen fra "Spang-Banden" med om bord - sammen med dem. Hvem? Og hvor?
Han rev telefonen af gaflen.
"Må jeg få miss Cases kahyt."
Han kunne høre telefonen klikke ved siden af hendes seng første gang. Anden gang. Tredje gang. Og så kun én gang til. Han knaldede røret ned i gaflen og løb ud af sin kahyt og op ad gangen til hendes. Der var intet. Den var tom. Sengen var urørt. Lyset brændte. Men hendes aftentaske lå på tæppet ved døren, og dens indhold var spredt omkring den. Hun havde altså været der. Manden havde stået bag døren. Måske havde han brugt knippel. Og hvad så?
Koøjerne var lukket. Han så ind i badeværelset. Intet.
Bond blev stående midt i kahytten, og hans hjerne var kold som is. Hvad ville han selv - Bond - have gjort? Før han dræbte hende ville han have forhørt hende. Fundet ud af, hvad hun vidste - hvad hun havde røbet - hvem denne mand, Bond, var. Og så have slæbt hende med til sin egen kahyt, hvor han kunne bearbejde hende i ro og fred. Hvis nogen løb på ham, mens han slæbte af sted med hende, så behøvedes der kun en blinken og en hovedrysten: "Lidt lovlig meget champagne i aften. Nej tak, jeg kan sagtens klare det." Men hvilken kahyt? Hvor lang tid havde han?
Bond så på sit ur, da han løb tilbage gennem den stille korridor. Klokken var tre. Hun måtte være gået fra ham kort efter to. Skulle han ringe kommandobroen op? Slå alarm? Det ville være ensbetydende med utålelige alenlange forklaringer, mistænksomhed, forsinkelse. "Jamen, kære unge mand, det lyder nu meget hasarderet." Forsøg på at berolige ham. "Vi skal naturligvis gøre vort bedste." Et høfligt blik fra skibsofficeren, som forestillede sig noget i retning af fuldskab ... eller et opgør ... ja, måske endda et forsøg på at forsinke skibet for at vinde det lave felt i auktions-sweep-stak'et.
Det lave felt! Mand over bord! Skibet forsinket!
Bond knaldede døren til sin kahyt i og søgte febrilsk efter passagerlisten. Naturligvis. Winter. Her var han. A.49. Dækket lige nedenunder. Og pludselig klikkede Bonds hjerne som en regnemaskine. Winter. Wint og Kidd. De to revolverbanditter. Hætte-mændene. Passagerlisten frem igen. Kitteridge. Også i A.49. Den hvidhårede mand og den tykke mand i BOAC-maskinen fra London. "Jeg har blodtype A". Tiffanys hemmelige eskorte. Og Leiters beskrivelse. "De kalder ham "Windy", fordi han hader at rejse. En skønne dag kommer han til at fortryde, at han ikke har ladet den vorte fjerne." Den røde vorte på fingeren, der trykkede hanen tilbage på pistolen over Tingaling Bells hoved. Og Tiffany, der sagde: "De er skøre. Den tykke mand sutter på sin tommelfinger!" Og de to mænd i rygesalonen, som ville slå mønt af et dødsfald, som var arrangeret i forvejen. Kvinde over bord. I tilfælde af; at vagten i agterstavnen ikke så hende, ville der anonymt blive slået alarm ... og skibet ville standse, vende, søge. Og der ville være tre tusind pund ekstra til morderne.
Wint og Kidd. Revolverbanditterne fra Detroit.
Myriader af forvildede billeder svirrede igennem Bonds hjerne i den brøkdel af et sekund, da brikkerne i puslespillet faldt på plads, og endnu mens han betragtede dem, åbnede han sin håndkuffert og tog den lille lyddæmper frem fra det hemmelige rum. Og mens han tog Berettaen frem mellem skjorterne bagest i en skuffe, undersøgte magasinet og skruede lyddæmperen i mundingen, vejede han automatisk sine chancer og lagde sine planer.
Han søgte efter skibsplanen, som var fulgt med hans billet. Bredte den ud foran sig, mens han tog sine sokker på. A.49. Lige nedenunder ham. Mon der var nogen som helst chance for at skyde låsen i stykker i døren og tage dem begge to, før de fik ram på ham? Nej, chancen var praktisk talt lig nul. Og de havde sikkert ikke alene låset døren, men også skudt slåen for. Hvis han nu tog nogle af besætningen med, forudsat at han kunne overtale dem til at tro på, at Tiffany var i fare? Nej. Mens de holdt palaver uden for døren og gjorde mange undskyldninger, ville de lige så stille lempe hende ud af et koøje og sidde uskyldigt og læse bøger eller spille kort og være ganske uforstående over for "al den ballade".
Bond stak revolveren i bukseremmen og åbnede med et ryk det ene af sine to koøjer. Han stak skuldrene igennem og var lettet, da han opdagede, at der endda var et par centimeter til overs. Han kiggede nedad. To svagtoplyste rundkredse lige nedenunder ham. Hvor langt var der ned til dem? Lidt over to meter måske. Natten var blikstille. Ikke et vindpust, og han boede på den mørke side af skibet. Mon han ville blive set oppe fra kommandobroen? Mon et af deres koøjer stod åbent?
Bond sprang igen ned i kahytten og rev lagnerne af sin seng. "Blodstikket" ... Det var det mest pålidelige. Men han var nødt til at rive lagnerne i stykker på den lange led, ellers blev rebet for kort. Hvis det lykkedes for ham, måtte han huske at tage et par lagener i kahyt A.49 og lade stewarden dernede om at spekulere over, hvor de var blevet af. Hvis det ikke lykkedes -- så kunne det være lige meget.
Bond lagde alle sine kræfter i det reb. Det måtte og skulle holde. Mens han bandt den ene ende fast til koøjets hængsel, så han på sit ur. Kun tolv minutter var gået til spilde, siden han havde last telegrammet. Var det for mange? Han bed tænderne sammen og kastede rebet ned langs skibssiden og klatrede ud af koøjet med hovedet forrest.
Ikke tænke. Ikke se nedad. Ikke se opad. Ikke spekulere på knuderne. Langsomt, fast, den ene hånd over den anden.
Nattevinden puffede blidt til ham, så han svajede ind mod de sorte jernnitter, og dybt nede under ham lød havets dybttonende brusen og summen. Et sted højt oppe over ham sang blæsten i rigningen, og endnu langt højere oppe bevægede stjernerne sig langsomt mellem masterne.
Ville de fordømte - de vidunderlige lagener mon holde? Mon svimmelheden ville slå sammen om ham? Mon hans arme kunne holde til det? Lad være med at tænke på det. Lad være med at tænke på det kæmpemæssige skib, det grådige hav, de store firedobbelte skruer, som lurede på at snitte hans krop i stykker. Du er bare en dreng, der er ved at klatre ned fra et æbletræ. Det er så let, og man kan gøre det så trygt her i haven, hvor man roligt kan lade sig dumpe ned i græsset.
Bond lukkede af for sine tanker og så på sine hænder og følte skibssidens ru maling mod sine knoer, og hans fødder var så følsomme som insektfølehorn, mens de famlede sig frem efter koøjet dernede.
Sådan. Tæerne på hans højre fod havde rørt ved den fremspringende kant. Nu måtte han standse. Han måtte være tålmodig og føle sig langsomt for med foden - mere endnu - det åbne koøje, som var gjort fast med den store messingkrog, en fornemmelse af stof mod hans sok - det var gardinerne, som var trukket for. Nu kunne han fortsætte. Nu var det næsten overstået.
Og så endnu to tag nedad, og hans ansigt var i plan med koøjet, og han kunne klamre sig til rammens metalkant, så det spændte, hvide reb ikke længere bar hele hans vægt, og hvile først den ene arm, derpå den anden, aflaste de bristefærdige muskler og samle sig sammen til langsomt at komme igennem og så det sidste spring med den ene hånd udstrakt efter pistolen.
Han lyttede, mens han stirrede på de langsomt svajende gardiner bag koøjet og prøvede at glemme, at han klamrede sig fast som en flue halvvejs nede ad Queen Elizabeths skibsside - mens han prøvede ikke at høre havet dybt nede under sig - prøvede at dæmpe sit eget tunge åndedrag og sit hamrende hjerte.
Der lød en mumlen derinde i det lille lukaf. Et par ord, sagt med en mandsstemme. Og så en pigestemme, der skreg: "Nej!"
Et øjebliks stilhed - og så et hårdt klask. Det lød så højt som et revolverskud, og i det samme fløj Bonds krop opad og ind gennem koøjet, som om han var blevet trukket derind med et reb.
Endnu mens han dykkede ind gennem den meterbrede runde åbning, tænkte han på, hvad han ville ramle imod, og han holdt venstre arm beskyttende op foran hovedet, mens han med højre hånd greb efter pistolen.
Han landede med et rabalder på en kuffert lige under koøjet i en skæv kolbøtte, som slyngede ham halvvejs ind i kahytten, og så var han igen på benene og veg tilbage mod koøjerne, hvor han blev stående - sammenkrummet. Han knugede om pistolen, til knoerne blev hvide, og der var en smal hvid linie rundt om hans sammenknebne læber.
I de smalle øjensprækker flakkede de isgrå øjne fra den ene side til den anden. Den kolde, stumpe, sorte pistol sigtede på et sted lige midt imellem de to mænd.
"Nå ..." sagde Bond og rejste sig langsomt op i sin fulde højde. Der var ikke noget spørgende i hans tonefald, for det var ham, der havde kontrol over situationen. Det sagde mundingen på hans pistol tydeligere end ord.
"Hvem har sendt bud efter dig?" sagde den tykke mand. "Du er ikke med i det her nummer."
Stemmen dækkede over skjulte reserver. Den røbede ingen panik, dårligt nok overraskelse.
"Du vil måske være fjerdemand til en gin rummy?"
Han sad - i skjorteærmer - med siden til toiletbordet, og de små øjne glitrede i det fugtige ansigt. Foran ham sad Tiffany Case med ryggen til Bond på en polstret skammel. Hun var med undtagelse af et par korte lyserøde trusser helt nøgen, og hendes knæ sad fast som i en skruestik mellem den store mands lår. Hun havde vendt ansigtet med de røde mærker på den blege hud mod Bond. Hendes øjne var forvildede som hos et dyr, der sidder fast i en fælde, og hendes mund stod åben i en vantro gabende grimasse.
Den hvidhårede mand havde ligget så lang han var på den ene af sengene. Nu havde han rejst sig op på den ene albue, og den anden hånd var allerede nået halvvejs op til pistolen i det sorte hylster under hans armhule. Han så uden nysgerrighed på Bond, og hans mund gabede firkantet op i det tomme postkassegrin. Midt i grinet stak en tandstikker som en slangetunge frem mellem de sammenbidte tænder.
Bonds pistol beherskede det lille ingenmandsland mellem de to mænd. Da han talte, var hans stemme lavmælt og spændt.
"Tiffany," sagde han langsomt og tydeligt. "Læg dig ned på knæ. Kryb væk fra den mand. Hold hovedet nede. Kravl midt ind i kahytten."
Han så ikke på hende, og hans øjne blev ved at flakke frem og tilbage mellem manden i stolen og manden på sengen.
Nu var hun klar af de to skydeskiver.
"Nu er jeg her, James." Stemmen dirrede af håb og spænding.
"Rejs dig op og gå lige ud i badeværelset. Luk døren. Læg dig ned i badekarret og bliv der."
I en brøkdel af et sekund gled hans blik hen til hende for at se, om hun lystrede ham. Hun havde rejst sig op og stod med front imod ham. Hans blik registrerede et rødt mærke efter en hånd på kroppens hvide hud. Så havde hun adlydt ham, og han hørte døren til badeværelset smække i.
Nu var hun garderet mod patronerne. Og hun kom ikke til at se, hvad der nu skulle ske.
Der var fem meter imellem de to mænd, og Bond tænkte, at hvis de kunne trække deres våben hurtigt nok - så ville han komme i klemme. Og i den brøkdel af et sekund, han skulle bruge til at dræbe den ene af dem, ville den anden nå sit våben og trække af. Sådan var de. Så længe hans egen pistol tav, var den stadig en grænseløs trussel. Men i samme nu, han skød første gang, var den ikke nogen trussel mere.
"Otte og fyrre, fem og tres, seks og firs."
En variation af det amerikanske fodboldsignal - en af de halvt hundrede kombinationer, som de måtte have indøvet sammen de tusinder af gange - blev spyttet ud af den tykke mands mund. I samme nu smed han sig ned på gulvet, mens hans ene hånd jog op mod bukseremmen.
Manden på sengen hvirvlede omkring, så han fik benene om bag sig, og hans krop var nu kun en smal skydeskive, som vendte front mod Bond. Den hånd, der lå ind mod hans bryst bevægede sig hurtigt opad.
"Svup."
En enkelt knurrende, dæmpet lyd fra Bonds pistol. Et blåt nøglehul kom til syne lige under den spids, hvor det hvide hår voksede ned i panden.
"Bu-um," svarede den døde mands pistol, affyret al de sidste krampetrækninger i fingrene, og kuglen borede sig ned i sengen ved siden af hans lig.
Den tykke mand på gulvet udstødte et skrig. Han så op i det tomme sorte øje, der brød sig fanden om ham og kun var interesseret i, hvilken kvadratcentimeter af hans hylster, det skulle sigte på.
Og den tykke mand havde ved sin manøvre kun opnået, at han var kommet til at ligge i en akavet situation på gulvet med udsigt til Bonds knæ og pistolen sigtende formålsløst ud mellem Bonds ben på den hvidmalede jernvæg bag ham.
"Smid den."
Et lille bump, da pistolen faldt ned på tæppet.
"Op."
Den tykke mand kom på benene og stod og så ind i Bonds øjne - med et blik som en tuberkulosepatient, der ser ned i sit lommetørklæde - med øjne, der på én gang lyste af frygt og håb.
"Sæt Dem."
Lyste et glimt af lettelse op i den overvundne mands øjne? Bond var stadig så spændt som en kat på jagt efter bytte.
Den tykke mand vendte sig langsomt. Han strakte hænderne op over hovedet, skønt Bond ikke havde sagt noget om, at han skulle gøre det. Han gik de to skridt baglæns tilbage til sin stol og drejede sig langsomt om, som om han ville sætte sig ned.
Han stod lige over for Bond, og ganske naturligt lod han hænderne glide ned langs siden. Og de to afslappede hænder svingede ganske naturligt tilbage - og den højre en smule mere end den venstre. Og så pludselig, idet armen var nået helt tilbage, spændtes dens muskler, og den jog frem, og en kastekniv lynede ud fra hans fingerspidser som en hvid flamme.
"Svup."
Kuglen og kastekniven passerede hinanden i luften, og smerten lyste samtidig ud af Øjnene på de to mænd, da våbnene ramte.
Men smerten i den tykke mands øjne døde, og øjenæblerne drejedes opad, idet han segnede bagover med den ene hånd i en krampagtig bevægelse til hjertet, mens Bonds øjne blot uden nysgerrighed så ned på den plet, der bredte sig på hans skjorte, og på knivens flade skæfte, der hang og dinglede i skjortens folder.
Der lød et brag, da stolen splintredes under den tykke mand, og en rallende lyd - derpå en kort trommen mod gulvet.
Bond kastede et eneste blik på ham og vendte sig så mod koøjet.
Han blev stående med ryggen til kahytsrummet og stirrede på de blødt svajende gardiner. Han fyldte lungerne med luft og lyttede til havets lyde derude fra - fra den verden derude, som stadig tilhørte ham og Tiffany, men ikke mere de to andre. Ganske langsomt slappedes hans krop og hans spændte nerver.
Lidt efter trak han kniven ud af skjorten. Han så ikke på den, men rakte en hånd op og trak gardinerne til side og smed kniven langt ud i mørket. Mens han endnu stod og så ud i den stille nat, slog han sikringen for Beretta'en og stak pistolen tilbage i bukseremmen med en hånd, der pludselig føltes tung som bly.
Næsten modstræbende vendte han sig om mod kahyttens blodige kaos. Han så sig eftertænksomt om, og ubevidst lod han hænderne glide ned langs buksebenene som for at tørre dem af. Så gik han forsigtigt igennem kahytten til badeværelset og sagde: "Det er mig, Tiffany," med en træt, tonløs stemme og åbnede døren.
Hun havde ikke hørt hans stemme. Hun lå med ansigtet nedad i det tomme badekar og holdt hænderne for ørerne, og da han halvvejs havde løftet hende op og knuget hende ind til sig, turde hun stadig ikke tro på, at det var sandt, men klyngede sig til ham og lod så langsomt hænderne glide over hans ansigt og hans bryst for 'at være helt sikker.
Han ømmede sig, da hun rørte ved hans sirede ribben, og hun rev sig løs fra ham og så på hans ansigt og på blodet på sine fingre og derpå igen på hans blodrøde skjorte.
"Ah, Gud, du er såret," sagde hun tonløst, og mareridtet svandt, da hun tog hans skjorte af og vaskede flængen over ribbenet med vand og sæbe og forbandt såret med strimler af et håndklæde, som hun skar i stykker med en af de døde mænds barberknive.
Hun stillede stadig ingen spørgsmål, da Bond tog hendes tøj op fra kahytsgulvet og rakte hende det og bad hende om ikke at komme ud fra badeværelset, før han var parat, og om at rense alt og tørre alle de ting af, hun havde rørt ved, for at udslette fingeraftrykkene.
Hun blev blot stående og så på ham med strålende øjne. Og da Bond kyssede hende på læberne, sagde hun stadig ingenting.
Bond sendte hende et beroligende smil, gik ud og lukkede døren til badeværelset efter sig og gav sig i kast med det arbejde, der ventede ham. Han tænkte sig grundigt om og holdt inde lidt, hver gang han havde arrangeret noget, for at gennemtænke den virkning, det ville have på detektiverne, når de kom om bord i Southampton.
Først viklede han et askebæger ind i sin egen blodplettede skjorte som ballast, gik hen til koøjet og kastede skjorten så langt ud, han kunne. De to mænds smokingsæt hang bag døren. Han tog lommetørklæderne op af deres brystlommer, viklede dem om hænderne og gennemsøgte så skabe og skuffer, til han fandt den hvidhårede mands selskabsskjorter. Han tog en af dem på og blev et øjeblik stående midt i kahytten og tænkte sig om. Så bed han tænderne sammen og trak med et ryk den tykke mand op i siddende stilling, tog den tykke mands skjorte af og gik hen til koøjet, tog sin Beretta frem, holdt den ind imod det lille hul i skjortebrystet og affyrede endnu en patron gennem hullet. Nu var der en sveden plet rundt om hullet, så det så ud som selvmord. Han trak igen skjorten på liget, tørrede sin Beretta grundigt af, pressede fingrene på den døde mands højre hånd ind imod den og anbragte til sidst pistolen i hans hånd med pegefingeren på aftrækkeren.
Efter endnu en lille pause midt i kahytten tog han Kidds smoking ned fra dens knage og trak den på Kidds lig. Så slæbte han manden hen over gulvet til koøjet og skubbede ham igennem.
Han tørrede koøjets ramme ren for fingeraftryk og standsede igen for at få vejret, mens han mønstrede den lille scene; så gik han hen til kortbordet henne ved væggen, hvor kortene lå og flød efter et spil, som aldrig var spillet færdigt, og væltede det, så kortene strømmede ud over gulvtæppet. En tanke slog ned i ham, og han gik tilbage til den tykke mands lig, trak seddelbundtet op af hans baglomme og strøede sedlerne ud mellem kortene.
Nu måtte situationen virke sandsynligt. Der var naturligvis den gådefulde kugle, som den døende Kidd havde affyret ned i sin egen seng, men det kunne altid være sket under slagsmålet. Der var affyret tre skud fra Beretta'en, og der lå tre patronhylstre på gulvet. To af kuglerne kunne have været i Kidds lig, som nu lå ude i Atlanterhavet. Så var der de to lagener, han blev nødt til at stjæle fra den anden seng. Hvor de var blevet af, ville aldrig blive opklaret. Måske Wint havde pakket Kidds lig ind i dem som en slags ligklæde, før han skubbede Kidd ud gennem koøjet. Det ville i hvert fald passe godt ind i hypotesen om Wints samvittighedsnag, anger og selvmord efter skyderiet over kortene.
Det ville i alle tilfælde se tilpas sandsynligt ud, til politiet kom om bord i dokkerne, og på det tidspunkt ville han og Tiffany have forladt skibet og være forsvundet, og det eneste spor af dem i kahytten var Bonds Beretta, og den havde som alle efterretningstjenestens revolvere intet nummer.
Han sukkede og trak på skuldrene. Nu gjaldt det om at tage lagenerne og få Tiffany med tilbage til hans egen kahyt, uden at de blev set - skære rebet over, som hang og dinglede fra hans koøje og kaste det i havet sammen med alle de ekstra magasiner til Beretta'en og det tomme skulderhylster og så til sidst - sove og sove og sove med hendes kære krop tæt ind til sin og sine arme om hende for evigt.
For evigt?
Da han gik igennem kahytten og hen til badeværelset, mødte Bonds øjne det tomme blik fra den døde mand på gulvet.
Og den mand, der havde haft blodtype A, så på ham med udslukte øjne, som sagde: "Intet varer evigt. Det er kun døden, der er så helvedes permanent. Intet varer evigt undtagen det, som du har gjort imod mig."