Der boede ingen skorpion mere mellem rødderne på den store tjørn, der stod på det sted, hvor de tre afrikanske stater støder sammen. Smugleren fra minerne havde ikke andet at beskæftige sine tanker med end en endeløs flok myrer, som strømmede af sted mellem de lave mure, soldaterne havde bygget på hver side af deres tre tommer brede landevej.
Det var hedt og fugtigt, og manden, der skjulte sig under tjørnebusken, var utålmodig og nervøs. Det var sidste gang, han kom på mødestedet. Det var afgjort. De måtte se at finde en anden. Naturligvis ville han være fair over for dem. Han ville give dem besked på, at han ikke ville lege med mere og fortælle dem grunden - den nye tandlægeassistent, som var blevet tilknyttet staben og tilsyneladende ikke var så dygtig en tandlæge, som han burde være. Der var ingen tvivl om, at manden var spion - de forsigtige øjne, det lille røde overskæg, piben, de rene, velholdte negle. Mon en af de andre var blevet taget? Mon en af dem havde påtaget sig rollen som kronvidne?
Smugleren skuttede sig. Hvor i helvede blev den maskine af? Han tog en nævefuld jord og smed den lige midt ind i myreafdelingen. De tøvede lidt og myldrede så ud over murene omkring deres vej, da den bageste del af troppen tørnede imod dem. Så tog soldaterne febrilsk fat på at grave og slæbe, og i løbet af nogle minutter var landevejen klar igen.
Manden tog sin sko af og klaskede den af alle kræfter ned midt i den fremrykkende afdeling. Endnu et kort nu i vild forvirring. Så kastede myrerne sig over deres døde og åd dem, og vejen var påny klar, og den sorte strøm væltede frem.
Manden bandede kort på afrikansk og tog sin sko på igen. Sorte sataner! Han skulle lære dem. Han krummede sig sammen, og med armen op for ansigtet for at beskytte sig mod buskens torne stampede og trampede han ned gennem myrehæren og kom igen ud i månelyset. Nu fik de da for alvor noget at spekulere over.
Så glemte han det had, han følte til alt, hvad der var sort, og vendte hovedet mod nord. Gud være lovet! Han gik bag om busken for at hente lommelygterne og pakken med diamanterne fra værktøjstasken.
I det lave krat knapt halvanden kilometer derfra var lyddetektorens store jernøre allerede holdt op med at søge, og manden, der betjente den og hele tiden med dæmpet stemme havde opgivet afstanden til de tre mænd på militærlastbilen, sagde nu: "45 kilometer. Fart 120. Højde 900."
Bond så på uret. "Mødet er åbenbart afhængigt af fuldmånen og finder sted ved midnatstid," sagde han. "Og han kommer ca. 10 minutter for sent."
"Det ser sådan ud," sagde officeren fra Freetown Garnisonen, som stod ved siden af ham. Han vendte sig mod den tredie mand. "Korporal, vil De sørge for, at der ikke stikker noget metal ud under camouflagenettet. Det måneskin her afslører alting."
Lastbilen stod i det lavtvoksende krat på en primitiv vej der skar tværs over sletten i retning mod landsbyen Telebadou i Fransk Guinea. De var taget af sted fra bjergene nu i nat, så snart lyddetektoren havde opfanget lyden af tandlægens motorcykel på parallelvejen. De havde kørt uden lygter, og de havde standset vognen, så snart motorcyklen standsede, og de ikke længere kunne dække sig under lyden af dens motor. De havde trukket et camouflagenet over lastbilen og lyddetektoren og over den svære Boforsantiluftskytskanon, som stod på vognen ved siden af. Så havde de ventet - uden at ane noget som helst om, hvem tandlægen holdt stævnemøde med - en anden motorcykel, en rytter, en jeep, en flyvemaskine?
Nu kunne de høre den fjerne raslen oppe under himlen. Bond lo kort.
"En helikopter," sagde han. "Det er kun helikoptere, der laver et så syndigt spektakel. Vær parat til at fjerne nettet, når han lander. Vi bliver nødt til at sende ham et advarselsskud. Er højttaleren sat til?"
"Javel," sagde korporalen ved lyddetektoren. "Og han har fart på. De kan sikkert se ham om et øjeblik. Kan De se de lys derhenne, der blusser op? Det må være landingspladsen."
Bond så hen imod de fire tynde lyskegler og derpå igen op mod den vældige afrikanske himmel.
Nu kom altså den sidste af dem, den sidste af banden, og alligevel den første. Den mand, han havde set én eneste gang i Hatton Garden. Lederen af "Spang-Banden", den bande, som Washington havde så grundig respekt for. Den eneste - bortset fra den harmløse og i og for sig ikke usympatiske Shady Tree, som Bond endnu ikke havde været nødt til at dræbe eller - han sendte en tanke til "Det lyserøde Strømpebånd" og de to mænd fra Detroit - slå mere end halvt ihjel. Ikke, fordi han havde haft lyst til at gøre det. Den opgave, M havde pålagt ham, var kun gået ud på at skaffe oplysninger om dem. Men en for en havde de prøvet at myrde ham og hans venner. Det var altid vold, de først tyede til - aldrig sidst. Vold og grusomhed var de eneste våben de benyttede. De to mænd i Chevrolet'en i Las Vegas, som havde skudt på ham og ramt Emie Cureo. De to mænd i Jaguar'en som havde slået Ernie bevidstløs og derpå havde været de første til at trække pistolerne. Seraffimo Spang, som havde villet pine ham langsomt til døde og derpå havde prøvet at skyde dem eller knuse dem på jernbanelinien. Wint og Kidd, som havde mishandlet Tingaling Bell og derpå Bond og til sidst Tiffany Case. Og af de syv havde han dræbt de fem - ikke fordi det morede ham, men fordi det var noget, der skulle gøres. Og han havde været heldig - han og hans tre gode venner, Felix, Ernie og Tiffany. Og de onde mænd var døde nu.
Og her kom nu den sidste af de onde mænd, den mand, som havde givet ordre til hans død og Tiffanys død, den mand, som efter hvad M havde fortalt, havde bygget hele denne lyssky diamanthandel op, havde organiseret rørledningen og drevet den år efter år med enestående snuhed og ubarmhjertighed.
I telefonen til Boscombe Down havde M været kort og knap, og hans stemme havde været en anelse skarp. Han havde fået fat på Bond via luftfartsministeriets specielle ledning et par minutter, før Canberra'en skulle lette på vej mod Freetown. Bond havde fået samtalen stillet ind på stationslederens kontor med hvinene fra Canberra'ens jetmotorer i baggrunden.
"Det glæder mig, De nåede tilbage i god behold."
"Tak skal De have."
"Hvad er det, jeg ser i aftenaviserne om et dobbeltdrab om bord på Queen Elizabeth?" M's stemme var mere end blot og bar mistænksom.
"Det var de to mordere fra banden. De rejste under navnene Winter og Kitteridge. Min steward fortalte, at man mente, de var røget i totterne på hinanden over kortene."
"Tror De, stewarden havde ret?"
"Det lyder meget sandsynligt."
En pause. "Er det også politiets mening?"
"Jeg har ikke talt med politiet."
"Jeg skal nok lade et par ord falde til Vallance."
"Javel," sagde Bond. Han vidste, at det var M's måde at sige det på - at hvis Bond havde dræbt mændene, skulle M sørge for, at hverken Bond eller efterretningstjenesten blev nævnt ved ligsynet.
"Det drejer sig jo i alle tilfælde kun om småkravlet," sagde M. "Men denne mand - Jack Spang eller Rufus Saye eller ABC eller hvad han nu kalder sig - ham må De se at få fat på. Så vidt jeg kan regne ud, er han på vej tilbage langs rørledningen nu. For at forsegle den. Han slår formodentlig ihjel, efterhånden som han rykker frem. Det sidste led i kæden - det er denne tandlæge. Prøv om De kan få fat på dem begge to. I den sidste uges tid har 2804 arbejdet side om side med tandlægen, og Freetown mener, at de nu har et klart billede af, hvad der er foregået dernede. Men jeg vil gerne have denne sag afsluttet, så De igen kan vende tilbage til Deres egentlige arbejde. Det har været en forfærdelig svinsk affære. Jeg har været ked af den lige fra begyndelsen. Vi kan vist roligt blive enige om, at lykken har været bedre end forstanden ... i betragtning af, at vi virkelig er nået så langt."
"Javel," sagde Bond.
"Og nu denne miss Case ..." sagde M. "Jeg har snakket med Vallance. Han tænker ikke på at forfølge sagen, hvis De ikke selv er stærkt interesseret i det."
Var M's stemme ikke en anelse for ligegyldig - for henkastet?
Bond gjorde sig umage for at få sit svar til ikke at lyde for flot. "Hun har været en god hjælp," sagde han i et tonefald, han håbede var meget let. "Kan vi ikke vende tilbage til det, når jeg har indsendt min sidste rapport?'
"Hvor er hun henne nu?"
Telefonrøret begyndte at blive klæbrigt i Bonds hånd. "Hun er på vej til London i en lejet Daimler. Jeg ... hun skal bo i min lejlighed ... det vil sige i gæsteværelset. Jeg har en udmærket husbestyrerinde. Hun skal nok tage sig af hende, til jeg kommer tilbage. Det går sagtens." Bond tog et lommetørklæde frem og tørrede sveden af sit ansigt.
"Ja, det er jeg overbevist om," sagde M. Der var ingen ironi i hans stemme. "Nå, men så farvel ... og lykke på rejsen." Igen en pause. "Pas godt på Dem selv. 0g," nu blev stemmen i den anden ende af ledningen pludselig barsk, "tro endelig ikke, at jeg ikke er godt tilfreds med den måde, De foreløbig har klaret sagen på. De har naturligvis overskredet Deres beføjelser, men De har jo klaret Dem godt over for de mennesker. Farvel, James."
"Farvel."
Bond så op mod den spættede himmel og tænkte på M og tænkte på Tiffany og håbede på, at dette virkelig var afslutningen på det hele, og at den ville blive hurtig og let, og at han snart ville være hjemme igen.
Smugleren fra minerne stod og ventede med den fjerde lommelygte i hånden. Der var den. Nu strøg den lige forbi måneskiven. Allerhelvedes spektakel - som sædvanlig. Den risiko ville han heller ikke være ked af at slippe væk fra.
Nu dalede den og blev hængende en halv snes meter over hans hoved. Hånden kom til syne og signalerede A, og manden på jorden blinkede et B og et C tilbage. Så fladedes rotorbladene ud, og langsomt sank det store jerninsekt ned mod jorden.
Støvet lagde sig. Diamantsmugleren tog hånden fra øjnene og så piloten klatre ned til jorden ad den lille lejder. Han var i flyverhjelm og med flyverbriller. Usædvanligt. Og han var højere end tyskeren. Det krøb ned ad mandens rygrad. Hvem var det? Han gik langsomt hen imod ham.
"Har du det?' Et par kolde øjne under lige sorte bryn så skarpt på ham bag brillerne. Da manden bevægede hovedet, og månen spillede i glassene, var hans øjne helt skjult. Nu var der kun to runde, hvide, glimtende rundkredse midt i den skinnende sorte læderhjælm.
"Ja," sagde manden fra minerne nervøst. "Men hvor er tyskeren?
"Han kommer ikke mere." De to hvide lyskredse stirrede blindt på smugleren. "Jeg er ABC. Jeg er her for at lukke rørledningen af."
Det var en amerikansk stemme, hård, tonløs - en stemme, som var vant til at få det sidste ord.
"Jaså."
Automatisk gled smuglerens hånd inden for skjorten. Han tog den klamme pakke og rakte den frem, som om den var et slags fredsoffer. Ligesom skorpionen den nat for en måned siden havde han en fornemmelse af, at en sten svævede over hans hoved.
"Tag og giv mig en håndsrækning med benzinen."
Det var som en opsynsmand, der giver ordre til en kuli, men smugleren gik hurtigt et par skridt frem og lystrede.
De arbejdede i tavshed. Så var de færdige, og de stod igen på jorden. Smuglerens hjerne havde arbejdet i et rasende tempo. Han mandede sig op til at tale i et tonefald som mellem jævnbyrdige - som en mand, der kender fiduserne ud og ind og også havde ret til at vide besked.
Han stirrede ind i den plet indigoblåt mørke, hvor piloten stod med hånden på lejderen.
"Jeg har gået og spekuleret over sagerne, og desværre ..."
Så tav stemmen, og læberne krængedes i en snerren tilbage fra tænderne i det åbne gab, og munden udstødte en lyd midt imellem et skrig og en hvæsen.
Pistolen i pilotens hånd lynede tre gange. Smugleren sagde: "Åh," med en krybende underdanig stemme. Så styrtede han bagover i støvet, bevægede sig krampagtigt en gang og blev liggende stille.
>Rør Dem ikke." Den klirrende stemme lød ud over sletten fra højttaleren, og dens ekko kastedes hvinende tilbage. "De er dækket." Derpå lyden af en motor, som startedes.
Piloten gav sig ikke tid til at spekulere over, hvor stemmen kom fra. Han var oppe ad lejderen i et spring. Døren til cockpittet knaldede i, og selvstarteren summede. Motoren satte i med et drøn, og rotorbladene begyndte at svinge hurtigere og hurtigere, til de var som to sølvskinnende strømhvirvler. Så et ryk, og helikopteren var i luften og steg lodret op mod himlen.
Nede i det lave krat standsede lastbilen med et ryk, og Bond var i et par spring oppe på Bofors-kanonens jernsæde.
" Op, korporal, " snerrede han til manden ved højdereguleringen. Han stirrede op mod sigtet, da kanonmundingen hævedes mod månen. Han rakte hånden ud for at trække sikringshåndtaget fra "Sikret" og indstille på "Enkelt skud". "Og ti til venstre".
"Jeg bliver ved med at give Dem lysprojektiler." Officeren ved siden af Bond havde to hylstre med gulmalede patroner i hånden.
Bond pressede fødderne mod aftrækspedalerne, og nu havde hm helikopteren midt i sigtet. "Så," sagde han roligt.
"Boom!" Lysprojektilet svajede dovent op mod himlen med en fart, der lå lige under lydens hastighed.
Lavt og til venstre.
Korporalen drejede med stor forsigtighed på de to håndtag. "Boom!'
Lysprojektilet trak sig højt op over den stigende helikopter. Bond rakte armen ud og satte sikringshåndtaget på "Ild". Der var noget tøvende over hans håndbevægelse. Nu var det den visse død. Nu blev han nødt til at gøre det én gang til.
"Boom - boom - boom - boom - boom."
Det røde ildskær bredte sig over himlen. Men helikopteren steg stadig opad mod månen, og nu drejede den af mod nord. "Boom - boom!"
Det lynede gult fra et sted i nærheden af halerotoren, og langt borte fra kom lyden af en eksplosion.
"Der fik vi ham," sagde officeren. Han tog en natkikkert frem. "Halerotoren er væk," sagde han. Så kom det iltert: "I guder ... det ser ud, som om hele cockpittet snurrer rundt sammen med rotoren ... det må være et helvede for piloten."
"Skal vi give ham en til?' Nu havde han den hvirvlende maskine i sigtet.
"Nej," sagde officeren. "Jeg ville gerne have haft ham levende, hvis det havde kunnet lade sig gøre. Men det ser ud til ... ja, han har ingen kontrol over maskinen mere. Nu falder den ... i lange styrt. Der må være noget galt med rotorbladene. Der er han."
Bond så op fra sigtet og holdt hånden for øjnene for at skærme dem mod den lysende måneskive.
Ja, der var han. Nu var han kun 300 meter over dem. Motoren brølede, og de store blade hvirvlede rundt til ingen nytte, mens den skamferede maskine hældede og girede ned over himlen i lange, øre sug.
Jack Spang. Den mand, som havde givet ordre til Bonds død. Som havde givet ordre til Tiffanys død. Den mand, som Bond kun havde set én gang i et par korte minutter i et overophedet lokale i Hatton Garden. Mr. Rufus B. Saye. "Diamanternes Hus". Direktør for Europa-afdelingen. Den mand, der havde spillet golf i Sunningdale og var taget en tur til Paris hver måned. "En samfundsstøtte", havde M kaldt ham. Mr. Spang fra "Spang-Banden", som lige havde dræbt en mand - den sidste efter guderne måtte vide hvor mange andre ...
Bond kunne forestille sig helvedet i det smalle cockpit, den store mand, der klamrede sig fast med den ene hånd og rev og flåede i håndtagene med den anden, mens han så nålen på højdemåleren synke fra det ene hundrede til det andet. Og det røde skær af rædsel i hans øjne og pakken med diamanter for hundrede tusinde pund, som nu kun var en dødvægt. Pistolen, som havde været
med ham, siden han var dreng, var ingen trøst nu.
"Han styrter lige ned i krattet," råbte korporalen for at overdøve den raslende larm fra himlen.
"Han er færdig nu," sagde kaptajnen, halvvejs til sig selv.
De så maskinen krænge over for sidste gang og holdt vejret, da den vippede forover, og som om den kratbevoksede slette havde været dens fjende, dykkede den vredt i en tyve meter lang bue og styrtede med tærskende rotorblade ned i tjørnekrattet.
Før ekkoet af faldet var døet hen, lød der et hult drøn inde fra krattet, fulgt af et takket flammeskær, der tog til og bølgede op i luften, så månen sløredes og hele sletten lå badet i et orangegult skær.
"Føj for pokker," sagde han med følelse. Han sænkede langsomt kikkerten og vendte sig mod Bond. "Ja," sagde han resigneret. "Det var det. Det bliver desværre først hen på formiddagen, vi kan komme i nærheden af den. Og der vil gå endnu flere timer, før vi kan tage fat på at rode op i vraget. Og bålet derhenne skal nok hidkalde de franske grænsevagter i galop. Heldigvis står vi på en forholdsvis god fod med dem, men guvernøren får nok at gøre, når han skal til at diskutere dette her med Dakar." Officeren så i ånden kilometervis af rapporter for sig. Og udsigten gjorde ham endnu trættere, end han var i forvejen. Men han var en nøgtern mand. Han havde fået nok i Øjeblikket. "Hvad mener De ... skulle vi ikke prøve at få lidt søvn i øjnene?"
"Værsgo,'" sagde Bond. Han så på sit ur. "De må hellere lægge Dem ind under vognen. Om fire timer har vi solen. Jeg føler mig ikke spor af træt selv. Jeg holder Øje med det derhenne - hvis ilden skulle finde på at brede sig."
Officeren så nysgerrigt på den rolige, gådefulde mand, som pludselig var dukket op i protektoratet midt under et bombardement af hemmelighedsfulde telegrammer. Hvis ellers nogen trængte til søvn, så ... Men dette her ragede ikke Freetown. Det sorterede under London. "Tak," sagde han og sprang ned fra lastbilen.
Bond fjernede langsomt fødderne fra pedalerne og lænede sig tilbage i jernsædet. Endnu med blikket hæftet på de springende flammer famlede han automatisk i lommerne på den falmede khakiskjorte, han havde lånt af garnisonskommandanten, efter sin tænder og sine cigaretter, og han tog en cigaret frem og tændte den og lagde tingene tilbage i lommen.
Dette var altså afslutningen på diamantrørledningen. Og den sidste side i rapporten. Han fyldte lungerne med røg og pustede den ud mellem tænderne i et langt, stille suk. Seks mænd var døde ... og spillet var endt.
Bond løftede hånden og tørrede sin dryppende pande. Han skubbede det våde hår væk fra det højre øjenbryn, og det røde flammeskær oplyste det hårde, magre ansigt og spillede i de trætte øjne.
Dette store røde punktum betød altså enden på "Spang-Banden" og enden på deres fantastiske diamantsmugling. Men det betød ikke enden på diamanterne, som nu lå og bagte midt i ilden. De ville overleve den og på ny vandre ud over verden - måske lidt misfarvede, men umulige at tilintetgøre, lige så evige som døden.
Og Bond kom pludselig i tanke om øjnene på den mand, som engang havde haft blodtype A. De havde ikke haft ret. Døden varer evigt. Ja, men det gør diamanter også.
Bond lod sig glide ned fra lastvognen og begyndte langsomt at gå hen imod de urolige flammer. Han smilede grumt. Alt dette vrøvl med død og diamanter - det var at tage alt for tungt på tingene. For ham - Bond - betød det simpelt hen afslutningen på endnu en nervepirrende oplevelse. Endnu en oplevelse, som passende kunne afsluttes med en af Tiffany Cases tørt ironiske bemærkninger. Han kunne næsten se hendes lidenskabelige, ironiske mund forme ordene:
"Det ser bedre ud på tryk, end det er i virkeligheden."