1

Det var marts måned på det nordlige Øland, og solen skinnede på de små, grålige snedriver, der smeltede langsomt på græsplænerne omkring plejehjemmet i Marnäs. To blå flag – det svenske med det gule kors og det ølandske med den gyldne kronhjort – blafrede i den iskolde vind på parkeringspladsen. Begge flag var på halv.

En lang, sort bil kørte langsomt ind til plejehjemmet og standsede ved hovedindgangen. To midaldrende mænd i tætte vinterfrakker steg ud og gik om til bilens bagdøre. De trak en rullebåre af metal ud. De slog hjulene ned og begyndte at skubbe den foran sig, op ad kørestolsrampen og ind gennem glasdørene.

Der var tale om bedemænd.

Den pensionerede skipper Gerlof Davidsson sad i spisesalen og drak kaffe med naboerne fra de andre værelser, da de kom ud af elevatoren. Han så dem gå ned ad gangen med rullebåren foran sig. Der lå gule tæpper på den – og remme, der skulle holde liget fast. Mændene luntede stille forbi spisesalen og fortsatte mod vareelevatoren, der førte ned til kølerummet.

De ældres indbyrdes snakken var midlertidigt standset, da rullebåren kørte forbi, men nu tog den til igen.

Gerlof kunne huske, at alle de, der boede på plejehjemmet, for et par år siden skulle stemme om, hvorvidt de ønskede, at begravelsesforretningens chauffører skulle parkere på bygningens bagside og gå diskret ind gennem en sidedør, når de hentede en afdød. De fleste havde stemt imod det forslag, selv Gerlof.

De gamle på plejehjemmet ville bevidne en død nabos sidste rejse. De ville sige farvel.

På denne kolde dag var det en mand ved navn Torsten Axelsson, der skulle hentes. Han var afgået ved døden i sin seng – ensom og langt ude på natten, som døende mennesker gerne gjorde det. Morgenpersonalet havde fundet ham, og de havde tilkaldt en læge, som skulle bekræfte dødsfaldet. Derefter havde de givet ham hans fine, mørke jakkesæt på. De havde sat et plasticbånd med hans navn og personnummer omkring hans ene håndled, og til sidst havde de lagt et gazebind omkring Torstens hoved for at holde kæben lukket, når dødsstivheden indtraf.

Torsten havde vidst præcist, hvad der skulle ske med ham efter døden. Det vidste Gerlof. For før han blev pensioneret, havde Torsten arbejdet som kirkegårdsinspektør og graver. En af de mange kister, han havde begravet, havde tilhørt en morder ved navn Nils Kant, men for det meste havde Torsten gravet mere almindelige øboeres grave.

Han havde gravet på kirkegården året rundt, bortset fra når der var meget sne og tocifrede minusgrader. Han havde fortalt Gerlof, at gravearbejdet var ekstra hårdt om foråret, fordi telen, den frosne jord, slap så langsomt på Øland. Men det fysiske arbejde havde alligevel ikke været det værste, havde Torsten tilføjet: han havde haft utrolig svært ved at komme ud af sengen de dage, han vidste, at han skulle gå over til kirkegården og grave en grav til et dødt barn.

Nu skulle han snart sænkes ned i sin egen grav. I en urne – Torsten ville kremeres.

»Jeg vil hellere brændes, end at mine knogler bliver liggende i jorden og en dag kan risikere at blive smidt rundt med,« havde han sagt.

Sådan var det ikke før i tiden, tænkte Gerlof. Da han selv var ung, og en eller anden slægtning døde, var der ingen bedemænd eller begravelsesforretninger, der tog sig af det praktiske. Før i tiden døde man i sin seng derhjemme, og så måtte en eller anden pårørende tømre en kiste sammen.

Gerlof huskede en gammel slægtshistorie. Da hans mor og far var nygifte engang i begyndelsen af 1900-tallet, boede de i et ombygget husmandssted nede i Stenvik, og da var de en nat vågnet, fordi der var en mærkelig lyd oppe på loftet; det lød, som om nogen flyttede rundt med de tiloversblevne brædder, som faren havde lagt deroppe. Men da han var gået op på loftet for at se, hvad der foregik, havde alt været tomt og stille.

Da faren var gået ned og havde lagt sig, var spektaklet begyndt igen.

Gerlofs forældre havde ligget i mørket og lyttet til de uhyggelige lyde uden at turde bevæge sig.

Bedemændene kom tilbage med rullebåren, da han havde drukket sin kaffe. Nu lå der et lig på den, kunne Gerlof se; det var skjult under tæppet og bundet fast med læderremmene. Vognen blev rullet stille og hurtigt over mod udgangen.

Adjø, Torsten, tænkte han.

Da yderdøren var blevet lukket, skubbede Gerlof sin stol tilbage.

»Det er på tide at bryde op,« sagde han til de andre ved bordet.

Så rejste han sig langsomt ved hjælp af stokken. Han bed tænderne sammen, gigten gjorde ondt i benene, og så gik han ud på gangen og videre over mod kontoret, hvor forstanderen for afdelingen holdt til.

Gerlof havde spekuleret på noget i de sidste par uger. Han havde spekuleret på det, lige siden han fyldte år, og det havde slået ham, at der kun ville være et par år til, at han fyldte femogfirs. Tiden løb fra ham – ét år som gammel føltes som en uge, da han var ung. Og nu, hvor Torsten var død, havde Gerlof besluttet sig.

Han bankede forsigtigt på døren ind til Boel, forstanderens, kontor og åbnede, da hun svarede.

Boel sad ved sin computer og udfyldte en eller anden slags rapport. Gerlof blev stående på tærsklen og sagde ingenting. Til sidst kiggede hun op.

»Har du det godt, Gerlof?«

»Jo.«

»Hvad er der? Er der et problem?«

Han tog en dyb indånding.

»Jeg er nødt til at komme herfra.«

Boel begyndte at ryste på hovedet.

»Gerlof …«

»Det er allerede besluttet,« afbrød han.

»Er det?«

»Jeg skal fortælle dig en historie …« Gerlof kunne se, at Boel kiggede træt op i loftet, men han fortsatte alligevel: »Min far og mor giftede sig i 1910. Dengang kunne de overtage et gammelt husmandssted, hvor ingen havde boet i flere år. Den første nat, da de havde lagt sig til at sove, hørte de mærkelige lyde oppe på loftet … det lød, som om nogen rodede rundt i de brædder, som far havde stuvet af vejen deroppe. De fandt ikke nogen forklaring på lyden, men næste morgen kom en nabo på besøg.« Han lavede en kunstpause og fortsatte: »Naboen fortalte, at hans bror natten forinden var død ovre på hans gård. Derefter bad han om lidt træ til at tømre en ligkiste af. Min far lod ham gå alene op på loftet og udvælge sig nogle brædder, og da far og mor sad nede i køkkenet og hørte spektaklet fra loftet, kunne de genkende lyden … Det var nøjagtig den samme lyd, som de havde hørt om natten.«

Der blev stille på kontoret.

»Og?« sagde Boel.

»Det var et varsel. Et varsel om kommende død.«

»Ja, det var en god historie, Gerlof … Men hvad er din pointe?«

Han sukkede.

»Pointen er,« sagde han, »at hvis jeg bliver her, så er det min kiste, der skal tømres sammen næste gang … Jeg har allerede hørt, hvordan der bliver valgt mellem brædderne. Og jeg har hørt skramlen fra ligvognen.«

Det så ud, som om Boel gav op.

»Hvad vil du så gøre? Hvor flytter du hen?«

»Hjem,« sagde Gerlof. »Hjem til mit lille hus.«