2

»Døende? Hvem har sagt, at du er døende, far?«

»Mig selv.«

»Sådan noget sludder! Du har mange år tilbage … det her er ikke dit sidste forår,« sagde Julia Davidsson og tilføjede: »Desuden er du jo sluppet levende ud af et plejehjem nu, og hvor mange har haft held til det?«

Gerlof sagde ingenting, men han tænkte på båren med Torsten Axelssons lig. Han tav stadig, mens datteren kørte ned mod kysten og ind i landsbyen Stenvik.

Solen skinnede ind gennem forruden, og den fik ham til at længes efter fugle og sommerfugle og alt det andet, som fulgte i kølvandet på varmen. Inde i hans bryst løftede livslysten sit søvnige hoved og missede forbavset med øjnene, og han måtte anstrenge sig for at lyde sørgmodig, da han til sidst sagde:

»Kun Gud ved, hvor lang tid jeg har igen, og han lader den tid gå alt for hurtigt … men hvis jeg skal dø, så skal det være i den her by.«

Julia sukkede. Hun standsede bilen på den øde landevej og slukkede for motoren.

»Du læser for mange dødsannoncer.«

»Ja. Aviserne lever af dem.«

Gerlof sagde delvist det sidste som en spøg, men Julia lo ikke. Hun hjalp ham bare ud af bilen i tavshed.

De gik langsomt over til lågen, der førte ind til familiens sommerhus. Det lå i en lille skov i Stenvik, kun et par hundrede meter fra havet.

Han ville komme til at være alene her det meste af tiden, det var Gerlof fuldstændig klar over, men han ville samtidig slippe for al den sygdom, som huserede oppe på plejehjemmet. Alle de mennesker og deres medicin, iltslanger og konstante snak om sygdomme var begyndt at gå ham på nerverne. Hans gamle veninde, Maja Nyman, skrantede mere og mere og lå for det meste i sengen inde på sit værelse.

Det havde næsten taget en måned at få Boel og de andre i plejehjemmets ledelse til at give sig og lade ham flytte tilbage til Stenvik, men til sidst havde de indset, at Gerlof ville overlade sin plads til én, der faktisk ønskede at bo på plejehjemmet i Marnäs. Han ville selvfølgelig stadig få hjælp med rengøring, sygepleje og madordninger, men den slags kunne ordnes af hjemmesygeplejersker og af hjemmehjælpen.

I det mindste var Gerlof klar i hovedet, selvom han nogle gange næsten ikke kunne røre sig. Hovedet og tænderne var der ikke noget videre galt med – det var kun armene, benene og resten af kroppen, der godt kunne bruge en renovering.

Denne dag i slutningen af marts var første gang i år, han var tilbage i den lille by på kysten, hvor han var født og opvokset. Han var tilbage på den jord, som Davidsson-slægten havde ejet og dyrket i århundreder, og tilbage ved det hus, som han havde bygget til sig selv og sin kone Ella for snart halvtreds år siden. I de år, han var på søen, var han altid kommet tilbage til Stenvik.

Sneen var næsten forsvundet i haven. Tilbage lå en våd græsplæne, der trængte til at blive revet.

»Sidste års græs, sidste års løv,« sagde Gerlof. »Alt det, som vinteren har skjult, dukker op igen.«

Han holdt godt fast i Julias arm, da de gik hen over det gulblege græs, men da hun standsede foran stentrappen, slap han grebet og gik langsomt op ad trinene til hoveddøren støttet til sin stok, der var lavet af kastanjetræ.

Gerlof kunne godt gå selv, men var taknemmelig for sin datters hjælp og samtidig glad for, at Ella ikke levede længere. Nu ville han bare have været en byrde for hende.

Han tog nøglen op af tegnebogen og låste op.

Lugten af indelukket hus stod imod ham, da han åbnede glasdøren. En rå og lidt fugtig luft, men uden tegn på mug. Tagstenene holdt sikkert stadigvæk. Og da han trådte over tærsklen, kunne han se, at der ikke lå små kugler på trægulvet. Musene og rotterne kunne godt lide at bo under husene om vinteren, men de kom aldrig ind.

Julie var kommet over til øen for at blive i weekenden og for at hjælpe ham med at flytte ned til huset. Der skulle også gøres rent i det. Forårsrengøring, som hun kaldte det. Det her var naturligvis Gerlofs hus, men det var blevet brugt som sommerhus for hans to døtre og deres familier i mange år. Når sommeren kom, håbede han, at de ville komme godt ud af det med hinanden på den trange plads.

Den tid, den sorg, tænkte han.

Da de havde fået alle Gerlofs ejendele ind i huset, og strømmen var blevet slået til, og vinduerne var blevet åbnet, så der kunne luftes ud, gik de igen ud på græsplænen.

Det var lørdag, og bortset fra fiskemågernes skrig nede ved stranden havde byen virket helt øde, men nu kom der pludselig nogle dunkende lyde fra den anden side af landevejen. Lydene gav ekko over landskabet; det lød som hårde hammerslag.

Julia så sig omkring.

»Her er nogen.«

»Ja,« sagde Gerlof. »De bygger ovre ved stenbruddet.«

Han var ikke overrasket, for i sommer havde han været nede i byen og set, at al buskadset og krattet var blevet ryddet på to store grunde derovre, og han havde også set, hvordan en gummiged kørte rundt og jævnede jorden. Han antog, at der skulle bygges endnu flere huse, som ville ende med at stå tomme en stor del af året.

»Skal vi gå over og se?« spurgte Julia.

»Ja, det kan vi godt.«

Han tog igen fat i sin datters arm, og Julia fulgte ham ud gennem lågen.

Da Gerlof i begyndelsen af halvtredserne byggede sit husmandssted, havde han haft havudsigt mod vest, og han havde også kunnet ane kirketårnet i Marnäs mod øst, men dengang var der mange køer og får, der holdt beplantningen nede. Nu var alle kreaturerne væk, og træerne var kommet tilbage. Trækronerne dannede et tættere og tættere tag over huset, og da de gik over vejen, kunne Gerlof kun i et kort glimt se det tilisede sund mod vest.

Stenvik var en gammel fiskerby, og Gerlof mindedes, da der lå rækker af robåde trukket op i gruset langs den blødt rundede strand; de lå der og ventede på at blive roet længere ud i sundet med fiskenettene. Nu var de alle sammen væk, og fiskernes huse og fiskerhytter var blevet bygget om til sommerhuse.

De drejede ind på grusvejen ned til stenbruddet. ERNSTS VEJ, stod der skrevet på et nyt, hvidt skilt ved vejen.

Gerlof vidste godt, hvem den var opkaldt efter: Ernst havde været stenhugger og en af hans venner. Han var den sidste fra byen, som havde arbejdet i stenbruddet, inden det blev definitivt lukket i begyndelsen af tresserne. Ernst var også væk nu – der var kun hans vej tilbage. Gerlof spekulerede på, om han nogensinde ville få noget opkaldt efter sig.

Da stenbruddet dukkede op bag en lille skov, kunne han se, at Ernsts rødbrune hus stadig stod ved kanten af det. Det var lukket ned. Et næstsøskendebarn og hans familie havde arvet det, da Ernst døde, men de havde vist nærmest aldrig været her.

»Hold da op,« sagde Julia, »nu har de også bygget her.«

Gerlof kiggede væk fra Ernsts hus og opdagede de to nye villaer, som hun hentydede til. De lå med et par hundrede meters mellemrum på den østlige side af stenbruddet.

»De ryddede jo til grundene i sommer,« sagde Julia. »De må have bygget dem i løbet af efteråret og vinteren.«

Gerlof rystede på hovedet.

»Der er ingen, der har spurgt mig om lov.«

Julia kom til at grine.

»Du bliver vel ikke generet af dem? Træerne står jo i vejen.«

»Nej, men alligevel. De kunne da udvise lidt pli.«

Villaerne var bygget i træ og sten, de havde skinnende panoramavinduer, hvidkalkede skorstene, og taget var lavet af en eller anden slags sort skiffer. På et af dem var der stadig byggestilladser, og der stod et par snedkere i tykke uldtrøjer og sømmede træpaneler op. Ved det andet hus lå et stort, stadig plasticindpakket, badekar midt ude på gårdspladsen.

Ernsts hus, der lå nord for de nye huse, lignede et lille brændeskur til sammenligning.

Luksushuse, tænkte Gerlof. Det var næppe den slags, byen havde brug for flere af. Men her lå de altså, næsten færdigbyggede.

Det forladte stenbrud kunne stadig ses som et sår i landskabet, fem hundrede meter bredt og fyldt med små og store dynger af vragsten, der var blevet brudt løs og smidt til siden i jagten på den sprækkefrie sten længere ned i massivet.

»Vil du kigge nærmere?« spurgte Julia. »Vi kan gå over og se, om nogen af ejerne er hjemme.«

Gerlof rystede på hovedet.

»Jeg kender dem allerede. De er rige og sorgløse storbymennesker.«

»Det er ikke alle, som køber hus her, der kommer fra storbyen,« sagde Julia.

»Nej, nej … Men de er helt sikkert rige og sorgløse.«