4

Vendela Larsson havde siddet og mediteret i sædet ved siden af Max, da ulykken skete. Hun var med lukkede øjne sunket ind i sig selv, og hun oplevede markerne og engene og alle stengærderne som en film, der rullede hen over forruden. Et velkendt landskab – og alligevel så fremmed. Max havde været her et par gange i løbet af efteråret og vinteren. Han havde fulgt med i byggeriet, men for Vendela var det første gang i mange år, at hun var tilbage.

Hvor mange år var det egentlig siden? Tredive år. Eller femogtredive?

Da hun i stilhed var begyndt at regne efter, hamrede et eller andet pludselig hårdt mod bilens køler.

»Satans!« skreg Max, og Vendela blev lysvågen.

En kort, slubrende lyd, og så var vinduet pludselig malet rødt.

Bilen kørte ikke længere hurtigt af sted. Den slingrede i store slalombuer over vejen, fra den ene til den anden side med hvinende dæk – først til venstre direkte imod en modkørende lastbil, der brølede imod dem, derefter pludselig på vej mod højre mod en bred frakørsel. Det var en benzinstation med kiosk og foran den en tom parkeringsplads.

Og dog ikke helt tom. Der stod en bil, og hun kunne også se mennesker. En mand, der løb over asfalten, og en dreng på en stor kasse.

»Satans!« skreg Max igen.

Vendela hørte sin hund Ally gø. Hun åbnede munden, men der kom ingen lyde ud. Hun var ikke andet end en krop, der fulgte med bilen; hun kunne intet stille op.

Max drejede på rattet. Det gav et brag, hjulene hvinede, og så standsede bilen brat. Vendela røg forover, men sikkerhedsselen holdt hende fast.

Motoren brummede lidt, så døde den ud.

»For helvede …« sagde Max. Han blev siddende med stirrende øjne, og hans hvide fingre slap ikke rattet.

De holdt stille nu. Audien var kørt ind i kassen med sand og havde mast den i stykker.

Og drengen, som havde siddet på kassen, var væk.

Hvor var han?

Vendela løsnede sikkerhedsselen og lænede sig fremad. Hun lagde panden mod ruden og så en lille hånd strække sig til højre for bilen.

Det så ud til, at drengen lå ved siden af kassen, men med benene inde under bilen. Den høje mand var nået hen til ham nu, han satte hånden på Audiens motorhjelm og bøjede sig ned.

Max famlede efter dørhåndtaget og fik døren op. Han styrtede ud, rød i ansigtet.

»Hænderne af min bil!«

Vendela kunne se, at det var chokket; Max kørte på for høje omdrejninger og vidste ikke, hvad han gjorde. Han gik to skridt frem og løftede sine hænder mod manden.

To sekunder senere lå han selv et par meter fra bilen med næsen trykket ned mod jorden. Manden havde fældet ham.

»Slap så af.« Han lænede sig med sammenbidte tænder og hævede knytnæver ind over Max. Det så ud, som om han sigtede efter Max’ nakke.

Hjertet. Vendela famlede efter dørhåndtaget, hun fik døren op, trådte ud i vinden og skreg det første, der faldt hende ind:

»Nej! Han har en hjertefejl!«

Manden kiggede op på hende, stadig vred. Men vreden forsvandt pludselig fra hans øjne. Han pustede ud, sænkede skuldrene og kiggede ned på Max.

»Slapper du så af nu?« spurgte han med lav stemme.

Max svarede ikke. Han bed kæberne sammen og kæmpede for at slippe fri, men til sidst virkede det, som om han slappede af.

»Okay,« sagde han bare.

Vendela stod som frosset til stedet ved siden af bilen. Nu så hun manden slippe grebet om Max og rette ryggen. Han tog varsomt fat i drengens overkrop og trak ham forsigtigt ud, væk fra bilen.

»Er du okay, Jesper?«

Drengen svarede et eller andet, men det var for stille til, at Vendela kunne høre det, gudskelov lod det ikke til, at han var kommet til skade.

»Kan du bevæge tæerne?« spurgte manden.

»Ja.«

Drengen begyndte at rejse sig op. Manden hjalp ham og fulgte ham over til sin egen bil. De så sig ikke tilbage, og Vendela fik en følelse af at være holdt udenfor.

Max støttede sig imod Audiens køler og kom så på benene. Han blinkede med øjnene og opdagede Vendela.

»Sæt dig ind,« sagde han. »Jeg tager mig af det her.«

»Okay.«

Vendela trak vejret dybt og gik tilbage til bilen. Hun satte sig. Så hvordan blodet løb ned ad forruden, og hun syntes næsten, det så smukt ud. Nej, hun måtte indrømme, at det faktisk var smukt. Vinduesviskerne havde smurt blodet ud over forruden og lavet nogle bølgende linjer i det. Det lignede to små regnbuer i støvet rosa og mørkerødt, og de lyste som neon i solskinnet.

En svag vind fra havet fik fjerene, der havde sat sig fast på bilen, til at danse rundt og klæbe sig fast til ruden. De var gråhvide og brune.

Måske var de kørt ind i en fasan. Eller en skovdue.

Uanset hvilken slags fugl det var, så var den med baskende vinger pludselig dukket op foran bilen, og den var eksploderet som en ballon ved kollisionen. Kroppen havde ramt køleren hårdt, var sprunget op imod forruden i en rød eksplosion, og derefter var den forsvundet op over taget. Den havde efterladt sig brede spor.

Der lød en pibende hylen fra gulvet ved hendes sæde.

»Stille, Ally!« råbte Max.

Vendela sank en ekstra gang. Det var slemt nok, når Max skældte hende ud, men det var endnu værre, når han råbte ad deres hund.

»Der sker ingenting, Aloysius,« sagde hun stille.

Hun åbnede døren.

»Er du okay, Max?«

Han nikkede.

»Jeg tørrer det af,« sagde han bare.

Han havde åndenød og var rød i ansigtet, men det skyldtes nok bare vreden.

Forrige sommer da Max stod på scenen i Göteborg og holdt foredrag om sin sidste bog Maximal selvtillid, havde han pludselig følt en stærk smerte hen over brystet. Han havde været nødt til at afbryde og gå ud i kulissen. Da han ringede til Vendela, havde han panik i stemmen, og så havde han taget en taxi til akutmodtagelsen, hvor han fik ilt og blev undersøgt.

Der var ifølge lægen tale om en mild hjerteinfarkt, med tryk på mild. Det var ikke nødvendigt med en operation; han skulle bare hvile sig. Og Max havde så vidt muligt hvilet hele efteråret – når han altså ikke overvågende byggeriet af huset på Øland og planlagde endnu en bog. Denne gang skulle det være en anderledes bog. Den skulle ikke handle så meget om psykologi, den skulle handle om at leve rigtigt og spise sundt. En kogebog af Max Larsson. Vendela havde lovet at hjælpe ham.

Der var servietter og en flaske kildevand i handskerummet, og hun åbnede den for at drikke lidt, inden hun rullede vinduet ned.

»Her, Max.«

Han tog imod flasken uden at sige noget, men han drak ikke – han hældte bare vandet ud over forruden, så blodet blev opløst og løb i røde striber ned over karosseriet. Han lænede sig ind over motorhjelmen med hårdt sammenbidte tænder og tørrede og tørrede.

Vendela ville glemme den døde fugl. Hun så ud gennem det rene sidevindue til højre for sig. Det vendte ud mod Alvaret. En flad verden med græs og buske og sten. Hun længtes derud. Hvis Max ikke var for sur efter sammenstødet, ville hun løbe en tur ud over græsset i aften.

Vendelas slægt stammede fra øen; hun var vokset op på en gård uden for Stenvik, og det var delvist derfor, at hun havde overtalt Max til at købe en grund her.

Selv foretrak hendes mand en feriebolig tættere på Stockholm, det havde han også sagt flere gange. Men da Vendela havde vist ham Stenviks beliggenhed ved kysten og ladet ham vælge præcis, hvilken type hus de skulle bygge ved stenbruddet, havde han givet sig.

De havde fået en arkitekttegnet drømmevilla ved havet. Et eventyrslot i sten og glas.

Aloysius blev ved med at halte rundt på sine stive ben og skifte liggestilling i bunden af bilen; hans uro smittede og gjorde hende utilpas.

»Læg dig nu ned, Ally … vi kører igen lige om lidt.«

Den lysegrå puddel holdt op med at hyle, men peb svagt og trykkede sig ind mod hendes ben. Hans store øjne stirrede op i hendes, blege og ufokuserede. Aloysius var tretten år gammel, det var mere end firs omregnet i menneskeår. Det var ikke længere muligt for ham at bøje højre forben, og hans syn var blevet dårligere og dårligere det sidste års tid. Deres dyrlæge i Stockholm havde allerede i efteråret forklaret dem, at Ally snart kun ville kunne se forskel på lys og mørke, og om mindre end et år ville han sandsynligvis være helt blind.

Vendela havde stirret på ham.

»Men er der slet ikke noget, vi kan gøre?«

»Jo … det er der jo altid med gamle hunde. Og det gør over hovedet ikke ondt på den.«

Men da dyrlægen var begyndt at fortælle om, hvordan hunde blev aflivet, havde hun taget Ally i favnen og var flygtet.

Det krævede omtrent tyve servietter at få bilen nogenlunde ren. Max hældte vand på og tørrede efter, og bagefter smed han servietterne, en efter en, i grøften ved siden af parkeringspladsen.

Vendela så, hvordan servietterne, der dryppede af rødt, fløj af sted og landede i grøften. De ville sikkert blive liggende som tørre blade ved rastepladsen hele foråret og sommeren med, og øboerne ville brokke sig over turisterne, som bare smed deres affald over det hele. Og Alvarets væsner ville også kunne se skraldet.

Max smed den sidste serviet fra sig og lænede sig lidt forover – det så ud, som om han tjekkede, at der ikke var kommet blod på ruskindsjakken eller cowboybukserne. Så satte han sig ind i bilen igen uden at se Vendela i øjnene.

»Er alt okay?« spurgte han, idet han satte sig.

Hun nikkede bare og tænkte:

Selvfølgelig. Nogle dage er bare lidt mere vanvittige end normalt.

Hun så over mod den anden bil, hvor manden og drengen sad.

»Skal du ikke tale med dem?«

»Hvorfor det?« sagde Max og startede bilen. »Der var jo ingen, som kom til skade.«

Bortset fra fuglen, tænkte Vendela.

Det hvinede, da Max bakkede fri af kassen med sand. Den var revnet på den ene side – Vendela så, hvordan en tynd stråle sand løb ud på asfalten. Audiens forende havde sikkert også taget skade.

Aloysius holdt op med at pibe og lagde sig ned på gulvet igen.

»Nå,« sagde Max og rystede på hovedet, som om han ville ryste det, der var sket, af sig. »Nu må vi hellere få lidt fart på igen.«

Han satte bilen i første gear og gav forruden noget sprinklervæske. Så gassede han op og drejede ud fra rastepladsen.

Vendela vendte sig om for at se, om hun kunne få øje på fuglens smadrede krop i vejkanten. Men den var væk, måske lå den nede i grøften.

»Gad vide hvad det var for fugl,« sagde hun. »Så du det, Max? Jeg nåede knap nok at se, om det var en fasan eller en urfugl eller …«

Han rystede på hovedet.

»Glem det nu.«

»Det var vel ikke en trane, Max?«

»Glem nu den fugl, Vendela. Tænk på den nye villa.«

Vejen var øde nu, og han trådte på speederen. Vendela vidste, at han ville op til huset, så han kunne fortsætte med kogebogen. Efter weekenden ville der komme en fotograf og tage billeder af ham i det nye køkken. Selve maden skulle Vendela selvfølgelig lave.

Audien satte farten op. Snart kørte de af sted med samme hastighed som før. Det var, som om sammenstødet og balladen aldrig var sket, men Aloysius blev ved med at ryste, mens han pressede sig ind mod Vendelas ben. Han rystede næsten altid, når Max var i nærheden.

Hvis han havde været yngre og mere rask, ville Ally have kunnet følge med hende på de afstressende ture ud på Alvaret, men nu var han nødt til at blive hjemme. Max brød sig heller ikke om at gå ture eller at løbe. Vendela måtte selv bevæge sig ud i naturen.

Men måske ikke helt alene. Elverne var jo derude.