6

Brænd dem, Gerlof, havde Ella Davidsson sagt, da hun lå som et skelet på sygelejet. Lov mig, at du brænder dem.

Og han havde nikket. Men hans døde hustrus dagbøger fandtes stadig, og i dag, fredag, havde han fundet dem.

Solen var vendt tilbage til Østersøen ugen op til påske. Nu manglede de bare, at varmen også kom, for så ville Gerlof kunne sidde ude i haven hele dagen. Hvile, tænke og bygge flaskeskibe. Tynde, grønne strå begyndte at kigge op mellem det brune løv omkring ham. Det var ikke nødvendigt at slå græsset før til maj.

Solen midt på dagen lokkede sommerfuglene frem.

De var de vigtigste forårstegn for Gerlof. Allerede som barn havde han ventet på at se årets første eksemplarer dukke op. Det var spændende, hvilken farve de havde. I en alder af treogfirs var det svært at blive fyldt med helt de samme forårsfornemmelser, som da han var ung, men alligevel ventede Gerlof spændt på årets første sommerfugl.

Han var alene i det lille hus nu. Det var blevet hverdag efter flytningen igen, og han gik rundt i husets små rum med stokken i den ene hånd og kaffekoppen i den anden. Kørestolen stod inde i soveværelset og afventede stille, at Sjögren, hans reumatiske syndrom, skulle forværres. Men indtil videre kunne han uden problemer stadig selv komme ned ad stentrappen.

Ugen forinden havde han fået sine møbler – de få, som han ønskede at beholde fra værelset oppe på plejehjemmet – og alle småtingene fra de tredive år på havet: flaskeskibene, søkortene, navnebrædderne fra nogle af de skibe, han havde sejlet med, og så de smukke reb af mørkebrunt tovværk, der stadig duftede af tjære.

Gerlof var omgivet af minder.

Det var, da han havde åbnet skabet ved siden af køleskabet for at sætte logbøgerne og søkortene derind, at han havde opdaget dagbøgerne.

De havde ligget bundet sammen som en pakke på en hylde bag ved Ellas lille smykkeskrin og hendes gamle ungdomsbøger af Karl May og L.M. Montgomery. Hver bog havde et årstal skrevet med sort blæk på forsiden, og da han løsnede snoren og åbnede dem, så han de tætskrevne sider med sin kones, sirlige håndskrift.

Det var Ellas dagbøger, otte styk i alt.

Gerlof tøvede nogle sekunder. Han tænkte på det løfte, han havde givet Ella. Så tog han den øverste bog og gik med en følelse af at gøre noget skamfuldt ud til stolen på græsplænen. Han havde et par gange set hende skrive i dagbøgerne, men hun havde aldrig vist ham, hvad hun skrev, kun nævnt dem den ene gang, mens hun var døende.

Brænd dem, Gerlof.

Han satte sig, pakkede et tæppe om benene og lagde bogen fra sig på bordet ved siden af sig. Det var toogtyve år siden, Ella var død af leverkræft, efteråret 1976, men her i haven havde han tit følelsen af, at hun slet ikke var væk. Det føltes mere, som om hun stod inde i huset og lavede kaffe.

Ella havde altid været god til at sætte grænser. Hun havde for eksempel aldrig nogen sinde sluppet sin mand ind i sit køkken, og det siger sig selv, at Gerlof aldrig havde kæmpet noget videre for at få lov til at komme derind. Da hans døtre Lena og Julia var teenagere i begyndelsen af tresserne, havde de gjort ihærdige forsøg på at få ham til at hjælpe med husarbejdet, men Gerlof havde tøvet.

»Det er for sent for mig,« havde han sagt.

Han havde hovedsageligt været bange og usikker i køkkenet. Han havde aldrig lært at lave mad, kun at vaske op. Nu om dage så svenske mænd ud til at kunne lave alt muligt. Det var nye tider.

Gerlof drejede hovedet. Han så en lille flagrende bevægelse i det vilde græs uden for haven. Det var årets første sommerfugl. Den kom flyvende imod ham med en anelse rykvise bevægelser. Alle forårssommerfugle, han gennem årene havde set, bevægede sig på den måde; hid og did uden mål.

Den var gul, en citronsommerfugl. Et godt forårstegn.

Da den nåede frem til græsplænen ud for ham, smilede Gerlof til den lyse sommerfugl – men han holdt hurtigt op med at smile, da han så endnu en sommerfugl ude i det vilde græs. Den var mørk, næsten kulsort med grå og hvide striber, han kendte ikke navnet på den. Nældens takvinge? Eller måske en sørgekåbe? Den fløj mere direkte og nåede græsplænen næsten samtidig med citronsommerfuglen. Så dansede de i et par sekunder en forårsagtig dans om hinanden, inden de fløj forbi Gerlof og forsvandt bag huset.

En gul og en gråsort, hvad betød det? Han havde altid set den første sommerfugl som et tegn på, hvordan resten af året ville blive, håbefuldt lyst eller sørgmodigt mørkt, men nu blev han usikker. Det var, som om han havde hejst et flag, der endte på halv stang, inden det fortsatte op til toppen.

Da han åbnede dagbogen, hørte han lyden af en brummende bilmotor. En stor, skinnende bil kom kørende ude på landevejen, hvorefter den drejede ind på vejen ned til stenbruddet.

Gerlof fik et glimt af en midaldrende mand og en kvinde inde i bilen.

Det var vel et par af de nye naboer, som havde bygget ved stenbruddet. Sommergæsterne. De ville sikkert kun opholde sig her, når det var lyst og varmt; de var næppe typen, der var indstillet på at gå rundt og fryse og være nødt til at fælde de sidste træer langs kysten, som hans egen slægt havde været nødt til.

Gerlof brød sig ikke om dem. Han kiggede ned i dagbogen og begyndte at læse:

I dag skriver vi den syvende maj 1957.
I nat skal Gerlof ud på årets første tur efter olie til Nynäshamn, han var i Kalmar med skibet i dag for at få taget mål, han har jo lavet sin dæksluge om. Lena og Julia er med om bord.

Sol hele dagen. Kom til huset ved sekstiden om aftenen og luftede ud. Syntes der var en svag lugt af mug, prøvede at lufte ud, men det var en krukke med enebær i sukkerlage, der var begyndt at gære og derefter var gået i tusind stykker. Måtte begynde med at tørre harsk og blårød sukkerlage op, den var klæbet fast til gulvet, nåede næsten ikke at få lavet aftensmad (frikadeller). Børnene og Gerlof kommer hjem i morgen.

Gerlof forstod, at det var feriedagbøger, hans kone havde skrevet. Når han selv havde været til søs, vidste han, at Ella ofte var taget op i sommerhuset med de to døtre. Senere, da de var blevet ældre og havde villet med Gerlof til Stockholm eller blive nede i Borgholm, havde hun været heroppe alene. Det var vel derfor, han dårligt kunne mindes at have set hende skrive i bøgerne.

Han læste videre:

I dag skriver vi den femtende maj 1957.
Sol, med en ret så kølig brise fra nordøst. Pigerne har været på en lang cykeltur ad kystvejen her i eftermiddag.

Der skete noget mærkeligt, mens de var væk. Stod ude på verandaen og vandede pelargonier – og så så jeg en trold fra stenbruddet.

Eller hvad det nu kan have været?

Noget tobenet var det i hvert fald, men det bevægede sig så hurtigt, at jeg blev helt paf. Som en skygge. En knagen ude i fennen, en raslen mellem buskene, så var den væk igen. Jeg tror, den grinede ad mig.

»Fennen« var Ellas og Gerlofs betegnelse for den tilvoksede have uden for sommerhuset. Før krigen havde der gået kør og græsset der.

Men hvad mente Ella med en trold?

Pludselig hørte Gerlof lyden af endnu en bil bag træerne. Den døde ud, og så åbnede havelågen sig. Han fik travlt med at gemme dagbogen væk under tæppet. Han vidste ikke hvorfor, det var vel en slags dårlig samvittighed.

En lavstammet og kraftig mand på omkring de halvfjerds trådte ind i haven. Det var hans ven John Hagman, og han var klædt i det samme slidte, blå arbejdstøj og den samme gråblege bomuldskasket, som han bar vinter og sommer. Han havde engang været Gerlofs styrmand på Østersøen; nu forpagtede han campingpladsen i den sydlige ende af byen.

Han gik med tunge skridt hen mod Gerlof og standsede lidt i græsset. Gerlof smilede og nikkede til ham. John smilede ikke tilbage – at se glad og tilfreds ud var ikke hans stil.

»Nå,« sagde han, »jeg hørte noget om, at du var kommet tilbage.«

»Ja. Og det er du også.«

John nikkede. Han havde været oppe at besøge Gerlof på plejehjemmet et par gange i løbet af vinteren, men ellers havde han boet i sin søns lille lejlighed nede i Borgholm. Han havde næsten skamfuldt forklaret, at det var begyndt at føles for koldt og for ensomt heroppe i byen om vinteren. Han kunne ikke længere klare det, og Gerlof forstod ham godt.

»Er der andre her nu?«

John rystede på hovedet.

»Jeg vil tro, at byen har stået tom siden nytår. Kun lidt besøg sidst på ugen.«

»Og Astrid Linder?«

»Hun opgav også og lukkede til sidst huset ned … jeg tror hun rejste til Rivieraen i januar.«

»Nå,« sagde Gerlof. Han kunne huske, at Astrid havde været læge, før hun blev pensioneret. »Ja, hun har vel en del penge stukket af vejen.«

Der blev stille igen. Gerlof så ikke flere sommerfugle. Han lyttede til vindens svage susen i træerne og sagde:

»Jeg tror ikke, jeg bliver her så meget længere, John.«

»Her i byen?«

»Her, mener jeg,« sagde Gerlof og pegede mod sin brystkasse, hvor han antog, at sjælen og dermed livet sad.

Det lød ikke så dramatisk som forventet, og John nikkede bare og spurgte:

»Skranter du?«

»Ikke mere end jeg plejer,« sagde Gerlof. »Men jeg er meget træt. Jeg burde gøre noget fornuftigt, lave noget tømrerarbejde på huset, male det, som jeg gjorde før i tiden … men jeg sidder bare her.«

John så væk, som om samtalen forekom ham anstrengende.

»Begynd i det små,« sagde han. »Gå ned til havet og skrab båden.«

Gerlof sukkede.

»Den er fuld af huller.«

»Vi kan lave den,« sagde John. »Og om to år er det et nyt årtusinde, en ny tid. Det vil du da gerne være med til?«

»Måske … vi skal vel se, hvordan den nye tid bliver.« Gerlof ville skifte emne og nikkede i retning ad lågen. »Hvad synes du så om naboerne? På den anden side af vejen.«

John sagde ikke noget.

»Kender du ikke noget til dem?«

»Jo, jeg har da set dem. Men de har dårligt nok været her før nu, jeg ved ikke så meget om dem.«

»Det gør jeg heller ikke. Men man bliver jo nysgerrig, ikke?«

»De er rige,« sagde John. »Rige fastlændinge.«

»Sikkert,« sagde Gerlof. »Du bliver vel nødt til at lade dem vide, at du er her i byen.«

»Hvorfor det?«

»Så du kan lave lidt småting for dem, inden campisterne kommer.«

»Ja, det ville jo være fint.«

Gerlof nikkede og lænede sig lidt frem.

»Og tag dig nu godt betalt.«

»Ja, såmænd,« sagde John og så næsten glad ud.