8

Per og Jesper blev nødt til at køre over tyve kilometer for at finde en købmand fredag aften. Da de til sidst nåede frem til Stenvik, trillede de ind gennem en by fyldt med mørke og sommerhuse, der stadig var lukket ned for vinteren.

Per drejede ind på Ernsts vej ved stenbruddet og så, at der i hvert fald var lys i vinduerne i de to nybyggede luksusvillaer. Der stod en skinnende bil parkeret foran hver af dem, og pludselig kunne han se, at den ene af dem var den Audi, som næsten havde kørt Jesper over. Skaderne på bilen var der stadig, men den var fuldstændig renset for blod nu.

Manden og kvinden, han havde mødt på parkeringspladsen, havde altså bygget hus her. De var Pers nye naboer.

»En ny bil,« sagde han, »det ville være godt … Både for os og for miljøet.«

Jesper drejede hovedet.

»Vil du købe en ny bil, far?«

»Senere. Ikke lige nu.«

Hans egen Saab havde slidte støddæmpere, de peb og hvinede, når de ramte hullerne i grusvejen. Men motoren var ret god, og Per ville ikke skamme sig over sin bil.

Han ville heller ikke skamme sig over Ernsts lille hus – selvom det med sit lave tag og sine små, mørke vinduer om aftenen mest af alt lignede en forladt barak på en byggeplads. Huset havde stået ved stenbruddet i vind og vejr i næsten halvtreds år, og det trængte til at blive skrabet og malet, men det måtte vente til næste sommer.

Sidste gang, Per besøgte øen for at se til huset, var i begyndelsen af marts, og Alvaret havde været dækket af sne dengang. Sneen var næsten væk nu, men det var alligevel ikke blevet meget varmere i luften – i hvert fald ikke, når solen var gået ned.

»Kan du huske Ernst?« spurgte han Jesper, da han standsede bilen i gruset foran huset. »Kan du huske, da vi besøgte ham her?«

»Lidt,« sagde Jesper.

»Hvad kan du huske?«

»Han huggede i sten … altså, lavede stenskulpturer.«

Per nikkede og pegede i mørket mod et lille skur bag huset.

»De står ovre i hans værksted … en del af dem i hvert fald. Vi kan godt tage et kig på dem.«

Han savnede Ernst, måske fordi han havde været Jerrys diametrale modsætning. Ernst var hver morgen stået tidligt op for at arbejde med hammer og mejsel nede i stenbruddet. Han havde slidt hårdt – den rungende klingen af stålets slag mod stenen var et af Pers barndomsminder – men når han havde været på besøg med sin mor, havde Ernst alligevel altid haft tid til sin kusines søn.

Der stod VELKOMMEN på hans gamle dørmåtte.

Da de åbnede døren til sommerhuset, blev de mødt af en svag duft af sæbe og tjære; det var den forrige ejers lugte, der ikke helt var forsvundet. Da de tændte lyset i loftet, så alt ud, som Per havde efterladt det i vinter: blomstrede tapeter, kludetæpper med brune kaffepletter og så de blankslidte trægulve.

I det store rum stod en dragkiste, som Ernst selv havde lavet. På forsiden var der et træskærerarbejde, som forestillede en ridder til hest. Ridderen jagtede en hånligt grinende trold ind i sin bjerghule. På en stenblok bag ridderen sad en prinsesse og græd.

Den kiste skulle blive stående, men når Per engang fik pengene til det, ville han begynde at skifte møblerne ud.

»Vi lufter lige lidt ud,« sagde han til Jesper, »så lukker vi foråret ind.«

Med vinduerne på klem blev huset fyldt af vindens susen.

Fint. Per prøvede at føle glæde over det lille hus, han havde arvet – både som huset var nu, og som det ville kunne komme til at se ud i fremtiden.

»Der er kun et par hundrede meter ned til stranden på den anden side af stenbruddet,« sagde han til Jesper, da de bar taskerne ind i den lille entre. »Til sommer skal vi bade rigtig meget, dig og mig og Nilla. Det bliver fedt.«

»Jeg har ingen badebukser,« sagde Jesper.

»Så køber vi nogen.«

Tvillingerne havde hver deres lille værelse til venstre for køkkenet, og sønnen tog sin rygsæk og gik ind på sit eget.

Per stoppede op i det lille rum bag køkkenet; herfra havde han udsigt til den nordlige del af stenbruddet og det tilisede sund. Det her kunne blive hans kontor om sommeren.

Hvis han levede om tyve eller tredive år, ville han stadig have det her hus. Det var han sikker på. Og børnene skulle få lov til at bo her, lige så meget de ville.

Telefonen begyndte at ringe, da Per var inde i soveværelset for at pakke ud. Det var den gamle telefon – et kort øjeblik kunne han ikke huske, hvor den stod henne. Men det lød, som om lyden kom ude fra køkkenet.

Telefonen stod ganske rigtigt på køkkenbordet ved siden af komfuret. Den var lavet af sort bakelit og havde drejeskive. Per løftede røret.

»Mörner.«

Han forventede at høre Marika eller måske en læges kraftfulde stemme fortælle nyheder om Nilla, men der var ingen, som sagde noget. Det knasede på linjen, det var en dårlig forbindelse fra fastlandet.

Endelig var der nogen, der hostede, og så kunne han høre en lav og svag stemme – en gammel mands stemme:

»Pelle?«

»Ja?«

»Pelle …«

Per tøvede med at svare. Siden hans mors død, var der kun én person, der stadig kaldte ham Pelle, og desuden kunne han genkende sin fars hæse stemme. I tusindvis af cigaretter havde, sammen med de mange sene nætter, slidt godt på den. Og sidste forår var stemmen blevet sløret og forvildet efter en blodprop i hjernen. Jerry kunne stadig huske navne … såvel som telefonnumre. Han ringede i hvert fald til Per mindst en gang om ugen – men det meste af hans ordforråd var forsvundet.

På trods af risikoen for, at Jerry ville ringe, havde Per viderestillet telefonen fra lejligheden i Kalmar til huset på Øland.

»Hvordan går det, Jerry?« sagde han til sidst.

Hans far lod vente på sig, og Per kunne høre, hvordan han inhalerede cigaretrøgen. Så hostede han igen og sænkede stemmen endnu mere.

»Bremer,« sagde han bare.

Per genkendte navnet. Hans Bremer var Jerrys kompagnon og altmuligmand. Per havde aldrig selv mødt ham, men det var helt tydeligt, at hans far og Bremer havde en bedre relation, end han selv nogensinde havde haft med Jerry.

»Jeg kan ikke tale med dig i dag,« sagde Per. »Mine børn er her.«

Hans far var stille. Han ledte efter ordene, men Per ventede ikke på ham.

»Så vi er altså nødt til at tale sammen senere,« fortsatte han. »Vi snakkes ved.«

Uden at vente på svar lagde han roligt røret på og gik tilbage til sit soveværelse.

To minutter senere ringede telefonen igen.

Det overraskede ham ikke. Hvorfor havde han også viderestillet den?

Da han løftede røret, hørte han igen den samme, hæse stemme:

»Pelle? Pelle?«

Per lukkede træt øjnene.

»Hvad er der, Jerry? Kan du fortælle mig, hvorfor du ringer?«

»Markus Lukas.«

»Hvem?«

Jerry hostede og sagde et eller andet i retning ad »den satan«, men Per var ikke sikker. Det lød, som om Jerry havde en cigaret i munden.

»Hvad taler du om, Jerry?«

Han fik ikke noget svar. Per vendte sig om mod køkkenvinduet og kiggede ud over stenbruddet. Det var helt øde.

»Er nødt til at hjælpe Bremer,« sagde hans far pludselig.

»Hvorfor det?«

»Hjælpe ham med Markus Lukas.«

Så blev der stille i røret. Per kiggede ned mod vandet og den smalle, sorte bræmme, der udgjorde fastlandet. Markus Lukas? Han syntes, han havde hørt navnet før. For længe siden.

»Hvor er du henne, Jerry?«

»Kristianstad.«

Jerry havde de sidste femten år boet i en gennemrøget treværelses lejlighed nær banegården i Kristianstad.

»Godt,« sagde Per. »Bliv der.«

»Nej,« sagde Jerry.

»Hvorfor ikke?«

Hans far var stille.

»Hvor vil du hen?« fortsatte Per.

»Ryd.«

Per vidste, at Ryd var en lille landsby i de smålandske granskove – Jerry havde en ejendom der, og Per havde givet ham et lift derned et par gange før.

»Hvordan vil du komme derned uden bil?«

»Bus.«

Jerry havde stolet på Hans Bremer i mere end femten år. Da hans far – før slagtilfældet – stadig talte i helsætninger, havde han specifikt forklaret sin medhjælpers rolle for Per: Bremer tager sig af alting, han kan godt lide sit arbejde. Bremer fikser tingene.

»Godt,« sagde Per. »Tag du bare derned i nogle dage. Du kan jo ringe, når du kommer hjem igen.«

»Ja.«

Jerry begyndte at hoste igen, og så afbrød han samtalen. Per lagde røret på, men blev stående ved vinduet.

Forældre burde ikke få deres børn til at føle sig ensomme, men det var præcis det, Jerry gjorde. Per følte sig ensom, han følte hverken, han havde familie eller venner. Hans far havde skræmt alt og alle væk. Til og med Pers første store forelskelse i en smilende pige ved navn Regina havde Jerry ødelagt.

Per sukkede og blev stående i køkkenet. Han burde løbe sig en tur på stierne langs stranden, men det var for mørkt nu.

Jerrys forfølgelsesvanvid havde været en gærende suppe i hans hoved, så længe Per kunne huske. Der havde også været en klukkende livsglæde et sted derinde, men efter slagtilfældet var den helt forsvundet. Før i tiden havde Per haft den opfattelse, at Jerry havde brug for de der virkelige eller indbildte konflikter som en slags krydderi på tilværelsen, at de, som den iværksætter han var, gav ham fornyet energi – men den stemme, han lige havde hørt i telefonen, havde været forvirret og kraftesløs.

Så længe Per kunne huske, havde hans far indbildt sig, at folk var ude efter ham: som oftest den svenske stat og skattevæsnet, men også en gang imellem en bank eller en konkurrent eller en tidligere ansat i firmaet.

Per kunne ikke gøre ret meget for sin far nu. Han havde sikkert brug for en slags pleje, men for Per var det vigtigere at være Nillas far end at være Jerrys søn.

Og Jespers far, selvfølgelig. Han måtte ikke glemme Jesper.

Sønnens dør var lukket, men Per var en god far, han var nærværende. Han bankede på og stak hovedet indenfor.

»Hejsa.«

»Hej, far,« sagde Jesper stille.

Han sad i sengen med sin Gameboy, selvom det egentlig var for sent på aftenen til, at han måtte spille.

Per valgte at overse det. Han fortalte bare om den idé, han havde fået, da han havde stået og kigget ud ad vinduet: de skulle bygge en genvej ned til stranden.

»Skal vi ikke arbejde på det i morgen?« spurgte han. »Få lidt større muskler og skabe noget godt?«

Jesper tænkte sig lidt om. Så nikkede han.

De sov til klokken ni næste morgen og begyndte at bygge trappen, da de havde spist morgenmad.

Ernst havde kun haft en lidt ranglet stige ned til stenbruddet, og Per ønskede noget, der var mere stabilt. En trappe, som han og børnene kunne gå ned ad, når de skulle til stranden på solrige sommerdage.

På den sydlige del af Mörners stenede grund sænkede klippeskråningen sig yderligere nogle meter, og det var der, Per valgte at bygge trappen.

Han og Jesper kastede nogle af Ernsts redskaber ned i bunden af stenbruddet, et for et: brækjern, spader og hakker. Bagefter sænkede de den gamle trillebør ud over kanten, tog deres arbejdshandsker på og klatrede ned.

Der var køligt nede i stenbruddet, og der var ingen mennesker at se. Heller ikke mange planter, kun lidt græs og nogle små buske, der klamrede sig til sprækkerne og gruset. Højest oppe på nogle af stendyngerne sad der store måger og skreg ad hinanden med stive, gabende næb.

Omtrent i knæhøjde løb der en mærkelig stribe i skrænten. Den løb gennem den lyse kalksten, og den bestod af mørkerøde klumper. Per kunne huske den, fra han var barn. Blodlaget havde Ernst kaldt aflejringen, men uden at forklare ham hvorfor. Der var næppe rigtigt blod i bjerget.

»Hvad skal vi lave, far?« sagde Jesper og så sig omkring.

»Ja … først skal vi hente grus.«

Per pegede på dyngerne, der lå lidt længere væk.

»Men må vi godt bare tage det?«

»Vi stjæler det jo ikke,« sagde Per og indså samtidig, at han ikke havde nogen anelse om, hvem der ejede stenbruddet. »Vi anvender det bare. Det ligger der jo alligevel.«

Nu skulle de arbejde. Ikke for hårdt og for hurtigt – han måtte tænke på ryggen – men hårdt nok til, at de kunne få bygget en trappe op fra stenbruddet.

I over en time kørte de trillebøren frem og tilbage mellem grusdyngerne i midten af stenbruddet og skrænten neden for deres grund, og på den måde fik de langsomt bygget en rampe op mod kanten.

Klokken var allerede halv elleve, men Per havde fået varmen nu, og desuden havde han opdaget en stor dynge lange, smalle stenblokke omkring halvtreds meter væk.

»Skal vi ikke begynde med dem der?« sagde han.

De gik over til dyngen og begyndte at lægge kalkstensblokkene i trillebøren. Per undgik de allerstørste, men de mellemstore sten var tunge nok.

Han tog fat i den ene ende af de nærmeste stenblokke og fik Jesper til at tage fat i den anden. Stenens overflade var tør og jævn.

»Du skal huske at løfte med benene, Jesper, ikke med ryggen.«

De løftede samtidig og lagde tre aflange blokke ned i trillebøren ad gangen.

Da de havde tømt trillebøren ved klippeskråningen og placeret stenene som trappetrin, var Per begyndt at puste og stønne – det her var tungt og hårdt arbejde. Hvordan havde Ernst kunnet arbejde her dag efter dag, år efter år?

Ved tolvtiden var de færdige med den nederste del af den nye trappe – og Pers ryg, nakke og arme gjorde ondt. Huden på hans fingre var skrabet af, og han havde fået vabler. Og trappen var stadigvæk ikke nået mere end halvvejs op til kanten.

Han smilede træt.

»Nu er der kun resten tilbage.«

»Vi skulle have haft en kran,« sagde Jesper.

Per rystede på hovedet.

»Det er snyd.«

De hejsede sig op over kalkstenskanten og gik tilbage til Ernsts’ hus.

Deres hus, tænkte Per og overvejede, hvad det skulle hedde. Casa Grande?

Nej. Casa Mörner, det måtte være godt nok.

Samme aften begyndte det at blæse hårdt over øen, og da alt lys var væk, stod der en stiv kuling ind over taget.

Sygehusafdelingens telefon havde været optaget hele aftenen, men ved ottetiden havde Per i hvert fald gjort, som Nilla ønskede, og sendt hende en tanke.

Kærlighed, havde han tænkt og derefter sendt tanken af sted sammen med et sindbillede af solnedgangen over sundet.

Han fik ingen returtanker fra datteren; det føltes helt tomt inde i hovedet. Han troede ikke på, at telepati virkede, men der var jo ikke noget at miste.

Per gik i seng og sov til lyden af vindens tuden, og han begyndte at drømme, at han havde fanget en lille, lys trædukke nede i stenbruddet. Han havde af en eller anden grund puttet den i en stofpose og taget den med ind i huset. Dukken var vred, og der var revner i posen, så han fandt noget tape og prøvede at lave den, så dukkens fingre ikke stak ud. Den kæmpede inde i posen, og Per tapede og tapede – og samtidig hørte han sin far le ad ham.

Nej, det var ikke Jerrys hæse latter, der buldrede, det var en dyb brummen, der fik jorden til at ryste.

Per holdt op med at kæmpe med posen. Han kiggede ud ad vinduet mod stenbruddet og opdagede noget utroligt: en vulkan var ved at blive dannet ude i sundet mellem øen og fastlandet. Vandet kogte derude, luften var fuld af grå røg, og et hundrede meter bredt krater voksede mod himlen, højere og højere.

Lavaen løb ned ad siderne og begyndte at fylde stenbruddet op.

Så vågnede han, han var forvildet og rundt på gulvet og ledte forgæves efter dukken i sengen.

En storm stod ind over huset, men den dybe buldren var forsvundet. Den kom ikke tilbage, og til sidst faldt han i søvn igen.

Solen skinnede søndag morgen, men der var en mærkelig brusende lyd i vinden. Per stod op ved halvottetiden og noterede sig, at noget var anderledes, da han kiggede gennem vinduet mod vest: sundet var ikke gråhvidt længere, det var mørkeblåt.

Han forstod, hvad der var sket. Den dybe buldren, han havde hørt om natten, var isen, der var blevet brudt af kulingen. Nu var der kun enkelte isflager, som drev omkring ude i vandet – og en grå bræmme af grødis, som gyngede mellem stenblokkene inde ved stranden. Det brus, han kunne høre, stammede fra de befriede bølger.

Isen var forsvundet i sundet – mange hundrede tons frosset vand var blevet sluppet løs, og Per havde fået lov til at høre drønet.

Hvor vildt.

Men nattens drøm havde været underlig og ubehagelig. Han ville ikke tænke på den.