10

Lugten af kalk og tang, af hav og kyst. Vinden over stranden, solglimtene i sundets vand, vinteren og foråret, som mødtes i luften over øen.

Det var søndag formiddag, og Per stod med en riskost ude på terrassen og ønskede, at forårssolen kunne trænge ind i alle kroppens mørke kroge. Ernst havde bygget to små terrasser på hver sin side af huset, en mod sydøst og en mod nordvest, og det var smart gjort, fordi man så enten kunne nyde solen fra morgen til aften eller sidde i skygge hele dagen.

Han rettede ryggen og kiggede ud over den stenede kyst. Han vidste, at han burde være lykkeligere af at stå her ved havet, men han var ikke rigtig glad. Han ville føle øjeblikkets fred og ro, men bekymringen for Nilla var for stor. Han var bange for, hvad lægerne ville finde ud af.

Men der var ikke noget at gøre ved det, han var nødt til at klø på.

Den gamle terrasse var af kalksten, ujævn og fuld af ukrudt mellem stenene, men den var solidt bygget. Da Per havde fået fejet alle de gamle blade væk, stillede han sig ud til kanten af terrassen og kiggede ned i stenbruddet. Ingenting bevægede sig dernede; stentrappen rejste sig halvfærdig ved skrænten.

Så kiggede han over mod de store villaer mod syd og tænkte på de nye naboer og deres penge.

Det var interessant at tænke på. Han ville gætte på, at de to grunde og de to huse, der stod på dem, tilsammen havde kostet et par millioner, mindst. Måske endda tre millioner, alle omkostninger inklusive. At hans nye naboer sad inde med store formuer, var stort set det eneste, han vidste om dem.

Det var på tide at stille Ernsts havemøbler ud. Der var tale om kurvestole, der lignede den slags, man ville kunne se på en plantageveranda dybt inde i junglen.

Da han stod i døråbningen med den første stol i hænderne, ringede telefonen inde i køkkenet.

»Jesper?« råbte han ind i huset. »Tager du den?«

Han vidste ikke, hvor sønnen var henne, men han svarede ikke.

Telefonen ringede igen, og da den havde ringet fire gange, satte han stolen fra sig og gik ind for at tage den.

»Per Mörner.«

»Hallo?« sagde en sløret stemme. »Pelle?«

Det var selvfølgelig hans far igen. Per lukkede træt øjnene og tænkte på, at Jerry ville have haft råd til at bygge en af millionvillaerne ved stenbruddet. I hvert fald for ti-femten år siden. Men de penge havde Per aldrig fået andel i, og nu efter Jerrys slagtilfælde var hans økonomi meget ustabil. Han kunne ikke arbejde længere.

»Hvor ringer du fra, Jerry? Hvor er du?«

Det knasede i røret, inden svaret kom:

»Ryd.«

»Okay, så du er altså nået frem. Du ville jo køre op til studiet, ikke?«

»Til Bremer,« sagde Jerry.

»Okay. Og du er fremme ved Bremer nu, ikke?«

Igen tøvede Jerry, og Per fortsatte:

»Har du ikke mødt Hans Bremer? Ville han ikke hente dig?«

»Ikke her.«

Per vurderede, om Jerry var både beruset og forvirret eller bare forvirret.

»Så tag hjem igen, Jerry,« sagde han og prøvede at lyde bestemt. »Gå ned til stationen og hop på den næste bus tilbage til Kristianstad.«

»Kan jeg ikke.«

»Jo, Jerry. Gør nu bare det.«

Der var stille igen.

»Hent mig, Pelle?«

Per tøvede.

»Nej. Det går ikke.«

Tavshed i telefonen.

»Pelle … Pelle?«

Per holdt hårdt i røret.

»Jeg har ikke tid, Jerry,« sagde han. »Jeg har Jesper her, og Nilla kommer også snart herover … jeg skal lige tjekke med dem først.«

Men hans far havde afbrudt samtalen.

Per vidste godt, hvor landsbyen Ryd lå. To timers kørsel væk – så langt var der fra Øland. For langt, faktisk. Men samtalen med Jerry havde gjort ham urolig.

Hold øje med ham, havde hans mor engang sagt.

Anita havde aldrig kaldt sin tidligere mand ved navn. Og det var Per, der havde været nødt til at holde kontakten med Jerry og år efter år fortælle hende om, hvad han havde gang i. Om de rejser, han havde været på, om de kvinder, han havde mødt. Men det var en pligt, han aldrig havde bedt om.

Han havde lovet Anita at holde øje med Jerry. Men det var sket på visse betingelser, og en af disse betingelser var, at han altid mødte sin far alene.

Per besluttede sig. Han ville køre ned til Ryd.

Jesper måtte blive hjemme. Han og Nilla havde kun mødt deres farfar nogle få gange og kun i et par timer ad gangen. Og det var godt.

Ikke at lade sine børn omgås Jerry var en af Pers bedste beslutninger.