11

Vendela forstod ret hurtigt, at hendes interesse for de nye naboer i landsbyen ikke var gensidig.

Da hun gik rundt for at invitere folk til nabofesten, lagde hun ud med at prøve at finde de beboede huse i landsbyen. Men det var håbløst. Hun gik ad kystvejen, der løb langs den dybe vig, men hun så ingen mennesker. Det eneste, hun stødte på, var huse med skodder for vinduerne; de var lukket ned for vinteren– og i dem, hvor der ikke var skodder for vinduerne, åbnede ingen, når hun ringede på. Af og til havde hun på fornemmelsen, at der var nogen hjemme, men at de bare ikke ville give sig til kende.

Det var først, da hun kom til den sydlige del af byen og bankede på det lille hus ved siden af kiosken, at nogen åbnede. En hvidhåret og lavstammet mand med så beskidte hænder, at det så ud, som om han var i gang med at arbejde med en skorsten eller en bådmotor. Vendela undlod at give ham hånden.

»Hagman, John Hagman,« sagde han, da hun præsenterede sig.

Da hun fortalte om nabofesten, nikkede han bare.

»Det bliver hyggeligt,« sagde han. »Så I bor altså ovre ved stenbruddet?«

»Netop, vi har …«

»Har I brug for hjælp med haven? Jeg graver og fræser og kratrydder, faktisk laver jeg det meste.«

»Det lyder godt,« sagde Vendela og fnisede. »Det kan vi måske godt få brug for.«

Hagman nikkede og lukkede døren.

Vendela så sig lidt omkring og tænkte, at John Hagman burde tage sig af sin egen have først. Den var groet helt til.

Hun fortsatte nordpå, tilbage til stenbruddet, med en svag længsel efter sit medicinskab. Men hun ville ikke åbne det i dag.

Hun drejede ind ved naboernes villa. Den var omtrent lige så stor som hendes og Max’, men ydervæggene var lavet af lyst træ, og vinduerne var smallere og højere. Haven så også mere færdig ud end deres egen; der var lagt ny jord ud, og den var jævnet de steder, hvor den kommende græsplæne skulle være. Nogen havde også haft tid til at så græs.

Der var nogen hjemme i huset. En yngre kvinde i blå overalls åbnede, da Vendela ringede på. Hun havde blond, kortklippet hår, og hun hilste venligt, men ligesom John Hagman så hun ikke særlig glad ud for besøget.

Kvinden hed Kurdin, fik Vendela at vide. Marie Kurdin.

»Forstyrrede jeg?« spurgte hun og slog en nervøs latter op.

»Nej, men jeg var i gang med en væg.«

»Er du ved at tapetsere?« spurgte Vendela.

»Jeg maler.«

Da Vendela forklarede sit ærinde, virkede det, som om Marie Kurdins tanker befandt sig et andet sted – sikkert inde ved malingen, der var ved at tørre.

»Fint,« sagde hun stille, hverken venligt eller uvenligt. »Christer og jeg og lille Paul kan godt komme, vi kan også tage lidt vin med.«

»Jamen godt, så ses vi.«

Vendela vendte sig om og følte sig mislykket. Ikke fordi noget var gået galt eller var blevet pinligt under samtalen, men hun havde alligevel håbet, at hun havde følt sig mere velkommen. I sådanne øjeblikke længtes hun mere end nogensinde ud på Alvaret, efter bare at forsvinde derud. Til elvernes sten, og det på trods af alt, der engang var sket derude.

Men hun tvang sig selv til at blive og gik over til det sidste hus ved stenbruddet. Det lille hus mod nord. Saaben stod parkeret i gruset ude foran, og Vendela standsede og overvejede, om hun virkelig burde banke på her. Men til sidst gjorde hun det.

Døren blev åbnet med det samme. Det var manden, som havde kørt bilen og smidt Max omkuld på asfalten. Nu så han venligere ud.

»Hej,« sagde Vendela.

»Dav,« sagde manden.

Hun rakte ham hånden og præsenterede sig selv, og hun fik at vide, at han hed Per, Per Mörner. Hun lo nervøst.

»Jeg er nok lige nødt til at forklare noget angående det, som skete på parkeringspladsen. Min mand blev lidt …«

»Det synes jeg, vi skal glemme nu,« sagde Per Mörner. »Alle var jo lidt oprevne.«

Der blev stille imellem dem, så Vendela fortsatte:

»Jeg er bare rundt og hilse på.« Hun fnisede igen. »Nogen skal jo begynde.«

Per nikkede bare.

»Og så fik jeg en idé,« sagde Vendela. »Jeg tænkte, at vi kunne holde en nabofest sammen.«

»En fest? Okay … Hvornår?«

»På onsdag,« sagde Vendela. »Passer det dig og din kone godt?«

»Ja, men jeg har ingen kone. Kun to børn.«

»Nå, fint … Er I hjemme på onsdag?«

Per nikkede.

»Jeg er nødt til at køre over på fastlandet nu. Bare lige for i dag. Men min søn Jesper bliver herovre. Er det et sammenskudsgilde?«

Vendela rystede på hovedet.

»Vi giver. Men du må gerne selv tage noget med at drikke.«

Per Mörner nikkede, men virkede ikke, som om han glædede sig til festen.

Måske havde han, selvom han påstod det, alligevel ikke glemt klammeriet med Max. Eller også havde han andet at tænke på.

Da Vendela kom hjem, havde Aloysius lagt sig til rette i kurven igen. Hun aede ham hurtigt over ryggen og gik ud i stuen for at skrive i sin notesbog.

Max var ude bag huset, hvor han stod iklædt sit landlige tweedjakkesæt. Der var kommet en fotograf fra Kalmar om morgenen, og han skulle blive et par dage for at tage billeder til kogebogen – den havde nu fået titlen Maximalt god mad – og Vendela havde hjulpet til med at frisere og sminke sin mand.

Inden hun fik begyndt på at skrive, blev hoveddøren pludselig slået op, og den unge fotograf styrtede ind hallen. Han virkede ophidset, løb hen til kameratasken, som stod ude i køkkenet og kiggede kun flygtigt på Vendela i forbifarten.

»Jeg skal have fat i mit vidvinkelobjektiv.«

»Hvorfor det?«

»Max har slået en slange ihjel!«

Hun så ham forsvinde ud i køkkenet og blev siddende i lænestolen i nogle sekunder, inden hun rejste sig. Bag hende stillede Aloysius sig i hundekurven og gøede ad hende, men hun havde ikke tid til at tage sig af ham nu.

Hun gik ud på den kølige gårdsplads.

Solen faldt de steder på grunden, hvor jorden var blevet jævnet. Max stod ovre ved det gamle stengærde med en spade i hænderne. Han studerede noget, som lå på skovlbladet.

Vendela gik langsomt nærmere. Det var en slange med sorte zigzag-striber – en hugorm. Hun kunne ikke se hovedet, for den lange krop havde vredet sig sammen til en stor, uformelig knude, og det så ud, som om den kæmpede for at sno sig endnu mere sammen.

»Den lå i solen ved gærdet, da jeg skulle stille mig her med en spade til fotografiet,« sagde Max, da hun nåede frem. »Den prøvede at krybe ind under stenene, da den så mig, men jeg fik den.«

»Max,« sagde Vendela lavt, »du ved godt, at hugorme er fredede, ikke?«

»Er de?« Han smilede til hende. »Næ, det vidste jeg ikke. Det vidste hugormen heller ikke … vel?«

Vendela rystede bare på hovedet.

»Den lever stadigvæk«, sagde hun. »Den rører jo på sig.«

»Muskelsammentrækninger,« sagde Max. »Jeg smadrede dens hoved med spaden. Kroppen har bare ikke fattet det endnu.«

Hun svarede ikke, men hun tænkte på sin far. Da hun var lille, havde han advaret hende imod at slå hugorme ihjel. De var ikke fredede dengang, men de var magiske væsner. Særlig de sorte – at slå en sort hugorm ihjel betød ond og brat død for den, som gjorde det.

I det mindste var den, som Max havde slået ihjel, grå.

»Vi er nødt til at begrave den,« sagde hun.

»Nej, da,« sagde Max. »Jeg smider den væk. Så kan mågerne tage sig af ådslet.«

Han gik hen mod stenbruddet med spaden hævet.

»Bare et enkelt billede!«

Det var fotografen, som havde kameraet parat nu og begyndte at skyde en serie billeder. Max poserede velvilligt, han smilede bredt og viste spaden frem.

»Skidegodt!« råbte fotografen.

Max gik om på forsiden af huset med hugormen. Ved kanten af stenbruddet slyngede han spaden, så hugormekroppen sejlede som en ødelagt cykelslange gennem luften.

»Sådan!«

Hugormen var landet nede i stenbruddet, men Vendela kunne se, at den stadig kæmpede og vred sig i kalkstøvet. Det fik hende til at tænke på sin far, der altid var kommet hjem fra stenbruddet med tøj og kasket helt hvidpudrede.

Fotografen gik hen til kanten af kalkbruddet og skød de sidste billeder af hugormen. Vendela betragtede ham.

»Skal de så også med i kogebogen?«

»Klart,« sagde han »hvis de bliver gode.«

»Det synes jeg ikke, de skal. Hugorme er ikke mad.«

Vendela besluttede sig til aldrig at gå ned i stenbruddet. Ikke på noget tidspunkt i løbet af foråret. Alvaret var hendes verden.

Hun gik ind i varmen igen. Notesbogen lå stadig i lænestolen. Hun tog den og begyndte at skrive.

Vi mennesker er bange for så meget og ser ofte på naturen som noget ondt. En slange på en græsplæne giver os koldsved af rædsel og leder vores tanker hen på slangen i paradisets have, på fristelsen, på følelsen af, at vores verden er truet og den slags.

Men elverne ser krybdyr og alle andre væsner som forbundne med hinanden og med resten af naturen. De fører hverken ondt eller godt med sig, kun en følelse af, at vi alle sammen er en del af noget større.

Så vær ikke bange for naturen, du bor i den.