12

Gerlof fik to besøg hver dag. De var begge fra hjemmehjælpen, og selvom der nogle gange kom vikarer, så var det oftest Agnes, der afleverede maden klokken tolv, og hendes kollega Madeleine, som kom ved ottetiden om aftenen for at vurdere chancerne for, at han ville komme levende gennem natten. Gerlof antog i hvert fald, at det var hendes opgave.

Han syntes, at det var ret hyggeligt med deres besøg, selvom de var stressede og en gang imellem kaldte ham ved et forkert navn. Men det var sikkert svært for dem at holde styr på alle de gamle mænd, som de kørte rundt til ude i landsbyerne i løbet af en enkelt dag. Besøgene var altid kortvarige. En gang imellem havde de tid til at blive og snakke lidt, andre gange havde de så dårlig tid, at de knap nok nåede at hilse på ham. De satte bare maden fra sig på køkkenbordet og forsvandt.

En tredje besøgende, der kom regelmæssigt, var lægen Carina Wahlberg. Hun fejede igennem haven i den lange, sorte jakke, hun havde på uden over lægekitlen. Hvis Gerlof var inde i huset, bankede hun hårdt og kontant på døren.

Nogle gange kom hun om torsdagen, andre gange om tirsdagen og nogle gange endda om søndagen. Gerlof kunne ikke lure Wahlbergs skema, men han var altid glad, når hun kom. Hun tjekkede, hvor meget medicin han havde, tog nogle gange hans blodtryk, og af og til skulle han også aflevere en urinprøve.

»Hvordan føles det så at være lidt over firs, Gerlof?«

»Hvordan det føles?« sagde han. »Det er stillesiddende, jeg sidder jo bare her. Jeg burde have været i kirke i dag … men jeg kom ikke af sted.«

»Men hvordan føles det rent fysisk?«

»Du kan jo selv mærke efter.« Gerlof tog hænderne op til hovedet. »Stop noget vat i ørerne, træk et par dårligt forsålede sko på fødderne og et par gummihandsker på hænderne – og smør vaseline på brillerne. Sådan er det at være tre og firs.«

»Så ved jeg det,« sagde lægen og fortsatte: »Kan du i øvrigt huske Wilhelm Petterson? Da jeg sagde, at jeg skulle op til dig, bad han mig om at hilse.«

»Fiskeren?« Gerlof nikkede, han kunne godt huske Wille nede fra byen Tallerum. »Wilhelm blev ramt af en mine under verdenskrigen. Han stod i agterenden af en fiskekutter, da minen sprang i forenden, og han fløj tredive meter ud i vandet. Wille var den eneste, der klarede sig på den kutter … Hvordan har han det nu?«

»Godt, men han begynder at blive døv.«

»Det er vel fra flyveturen.«

Gerlof ville ikke tænke på alle de minefelter, der havde ligget ud for Øland under anden verdenskrig, men nu tænkte han alligevel på dem. De havde sænket mange skibe. Han havde ført handelsskibe forbi minerne i krigsårene, og om natten havde han stadig mareridt om at sejle ind i en af dem. Der lå stadig en del dernede i dybet, rustne og dækkede af alger …

Lægen havde spurgt om noget.

»Undskyld?« sagde Gerlof.

»Jeg sagde: Hvordan har din hørelse det?«

»Ret godt,« sagde Gerlof hurtigt. »Jeg kan høre det meste. Nogle gange suser det lidt for ørerne, men det er nok bare vinden.«

»Vi kan tjekke det på et eller andet tidspunkt,« sagde Wahlberg. »Du sagde, at du havde vat i ørerne … du har måske brug for et høreapparat?«

»Helst ikke,« sagde Gerlof, som ikke ønskede at have endnu en lille tingest at holde styr på.

»Hvordan har du det ellers?«

»Kun godt.«

Det var det eneste, Gerlof ville svare – hvis han sagde til lægen, at han tvivlede på, at han ville leve ret meget længere, blev han måske indlagt på plejehjemmet igen. I stedet sagde han:

»Det er selvfølgelig lidt underligt ikke at have en fremtid.«

»Ingen fremtid?«

Gerlof nikkede.

»Hvis jeg var yngre, ville jeg nok købe et skib, men i min alder kan man ikke lægge ret mange planer.«

Han syntes, at Wahlberg så lidt bekymret ud, og da hun åbnede munden, skyndte han sig at fortsætte:

»Men det gør ikke noget. Tværtimod, jeg føler mig fri.«

»Du har jo mange minder,« sagde lægen og smilede.

»Netop,« sagde Gerlof uden at smile tilbage. »Det er dem, jeg omgås mest med.«

Da lægen var kørt, blev Gerlof siddende i sin stol nogle minutter. Så rejste han sig og gik ud til skabet i køkkenet for at hente én af Ellas bøger.

At omgås minderne, havde han sagt til Wahlberg – men det var bare en finere måde at sige på, at han smuglæste i dagbøgerne.

Han følte skam, når han gjorde det, og alligevel var det svært at lade være. Hvis Ella virkelig havde haft ting, hun ønskede at skjule, burde hun så ikke selv have brændt bøgerne, inden canceren tog hende? Hun havde jo givet dem i arv til Gerlof, kunne man faktisk godt sige.

Han lukkede op på en ny side og begyndte at læse:

I dag skriver vi den 3. juni 1957.
Der har i dag til morgen været marked oppe i Marnäs, der var mange besøgende, og vejret var meget smukt. Og årets første hvepse har desværre også vist sig nu.

Gerlof kørte ned til Borgholm i går aftes, og han har lastet 30 tons kalksten til Stockholm. I morgen skal han sejle, og pigerne har sommerferie, så de tager med ham.

Her føles tomt uden pigerne og Gerlof. Da de var små, plejede vi hver eneste sommer at cykle sammen op til markedet, men nu er de store, og i dag føles det lidt ensomt. Jeg tør ikke græde, for så får jeg det værre, men når jeg tænker på, at Gerlof skal være ude at sejle på Østersøen helt frem til november, føles det som en kniv i kroppen.

Men jeg er ikke helt alene, for jeg har jo den lille skifting, min lille trold.

Han bevæger sig krumrygget langs stengærderne og lister sig frem mellem enebærbuskene for at få lidt mælk og nogle kager. Men kun når jeg er alene, og det er altid midt på dagen, når der ikke er så mange mennesker på vejene.

Så føler han måske, at det er mest trygt at være ude.