13

Solen var kommet frem, da Per forlod Øland for at køre ned og tage sig af sin far. Han havde ringet på Jerrys fastnettelefon og på hans mobil flere gange søndag morgen, men uden at få noget svar. Uroen voksede i takt med tavsheden.

Mens han og Jesper spiste en tidlig frokost, forklarede Per ham situationen:

»Jeg tror, at din farfar har brug for lidt hjælp … Han lød forvirret, da han ringede, så jeg er nødt til at køre ned til ham og tjekke, at han har det godt.«

»Hvornår kommer du tilbage?« spurgte Jesper.

»I aften. Det kan godt blive sent, men jeg kommer.«

Det sidste, han gjorde, var at viderestille telefonen i huset til sin mobil, så Jesper ville slippe for at svare, hvis Jerry ringede igen.

Sønnen sad foran fjernsynet og spillede spil, da Per gik, men han vinkede da i retning ad entreen, og Per vinkede tilbage.

Jesper skulle nok klare sig, han havde frikadeller i køleskabet, og der var ingen biler, der kunne køre ham ned ved stenbruddet. Per var ikke nogen uansvarlig far, og han var ikke urolig, da han forlod Stenvik og kørte ned mod den sydlige del af øen.

Solen skinnede, det var forår. Han kunne godt trykke speederen i bund, der var ikke ret mange biler på vejene i dag.

Han passerede Borgholm ved ettiden og kørte over Ølandsbroen til fastlandet en halv time senere. Da han kørte forbi Kalmar, så han et rødt kors på et vejkryds og prøvede ikke at tænke på Nilla i hospitalssengen. Han ville køre forbi og hilse på hende på vej hjem.

Efter Nybro lukkede granskoven sig om landevejen. Den blev kun af og til afbrudt af enkelte marker og søer, og grantræerne fik igen Per til at tænke på Regina. Han tænkte på dengang, han på en smuk forårsdag sammen med hende tog på biltur ud i skoven.

Han følte ingen glæde ved snart at skulle se sin far. To timers kørsel til Ryd, derefter måske to timer til at køre ham hjem til Kristianstad. Fire eller fem timer i Jerrys selskab, det var det hele – men det føltes alligevel som lang tid.

Efter et par timers kørsel gennem skovene, var han fremme i Ryd, og da var solen forsvundet bag et skydække. Foråret føltes pludselig som efterår.

Ryd var ikke nogen stor landsby, og fortovene var mennesketomme. Per standsede ved busstationen og kiggede forgæves efter Jerry. Enten sad han i en bus på vej sydpå – eller også flakkede han forvildet rundt på egen hånd et eller andet sted.

Han tog mobiltelefonen frem og tastede farens nummer igen.

Den ringede tre gange, så trykkede nogen på svarknappen.

Men der lød ingen stemme. Det eneste, Per kunne høre, var en svag knasen, fulgt af to bankende lyde.

Så blev der stille.

Per kiggede på telefonen. Så gik han ind i aviskiosken og spurgte efter Jerry.

»En gammel mand?« sagde pigen bag disken.

Per nikkede.

»Tre og halvfjerds. Han er bredskuldret, men ret slidt og lidt faldet sammen i kroppen.«

»Der stod en gammel mand og ventede udenfor for et par timer siden … han stod der ret længe.«

»Så du hvor han gik hen?«

»Næ.«

»Stod han på en bus?« sagde Per.

»Ikke så vidt jeg ved.«

»Blev han hentet af nogen?«

»Måske … Han forsvandt.«

Per opgav. Han gik ud til sin bil og besluttede sig for at fortsætte ud til Jerrys villa.

Til studiet. Det lå nogle kilometer vest for Ryd, ved en by, som hed Strihult. Jerry havde købt og indrettet ejendommen, da pengene i midten af halvfjerdserne begyndte at strømme ind. I alle de år, hvor Jerry stadig kørte bil, havde han hver uge pendlet frem og tilbage mellem Ryd og Kristianstad for at lave film, først med forskellige lejede medhjælpere, siden med Hans Bremer.

Per havde kun været der én gang: Han havde givet Jerry et lift for tre eller fire år siden. Dengang havde faren stadig været rask, og han skulle til Ryd for at klippe en film – en af de sidste, som han og Bremer havde lavet sammen. Per havde været på vej hjem til Kalmar og havde bare sat Jerry af uden for villaen. Han ville ikke med ind.

Strihult var ikke andet end en samling huse med en lille benzinstation og en købmandsforretning. Per kørte hele vejen gennem byen uden at se et eneste menneske.

Efter byen blev vejen endnu smallere, granskoven tættere – og nogle kilometer længere fremme så han et skilt, der viste til højre. På pilen stod der MORNER ART A/S. Det var navnet på et af Jerrys selskaber.

Nu var han tæt på målet, og han knugede rattet hårdere. Selvom Jerry ringede til ham mindst en gang om ugen, havde de ikke set hinanden siden december, da Per havde været på besøg i hans lejlighed et par timer. Jerry havde fejret julen helt alene, uden damebekendtskaber.

Efter fem hundrede meter med granskov og uden at se nogen huse, dukkede der pludselig en cypreshæk op. Han var fremme.

Pas på hunden! stod der skrevet på et rødt skilt ved indkørslen, selvom Jerry aldrig havde haft hund.

Per drejede ind, fulgte vejen rundt om en garage, der stod ved siden af den store trævilla og standsede så bilen på en ellers tom gårdsplads. Han slukkede for motoren, åbnede døren og kiggede på huset. Det var stort og bredt, bygget i to etager og formet som et L. Jerry, Bremer og deres skuespillere havde overnattet der, når de arbejdede, så han formodede, at den bestod af en kortere del til beboelse og et større arbejdslokale.

Han følte sig ikke velkommen, men overvejede alligevel at banke på. Selvom hans far ikke var i huset, så var Hans Bremer her måske.

Per havde aldrig mødt Bremer, men de var nødt til at tale sammen nu – om fremtiden. Jerry var for syg til at drive en virksomhed; det var på tide at afvikle Morner Art og sælge ejendommen. Bremer var nødt til at gå på udkig efter et nyt job, men det havde han nok allerede fattet.

En bred cementtrappe førte op til hoveddøren. På begge sider af den var der rækker af blanke vinduer, hvor gardinerne var trukket for.

Per stod ud af bilen og kiggede på klokken. Tyve over fire. Der var mindst et par timer til, at solen gik ned, men det var overskyet, og grantræerne, der rejste sig omkring grunden, lukkede dagslyset ude.

Hans sko knasede i gruset, da han gik over mod trappen.

Hoveddøren var stor og bred, af eg eller mahogni – og det var først, da Per var kommet op på det første trappetrin, at han opdagede, at den ikke var lukket. Den stod cirka ti centimeter på klem, og hallen indenfor var kulsort.

Han åbnede den tunge dør og kiggede ind.

»Hallo?«

Alt var stille derinde. Han rakte hånden frem og fandt en lyskontakt, men der kom ikke noget lys, da han tændte.

Han så sig hurtigt over skulderen for at sikre sig, at gårdspladsen stadig var øde. Så trådte han over tærsklen.

To skikkelser ventede på ham til venstre i hallen. Per stivnede – indtil han så, at der var tale om et par mørke regnfrakker, som hang under en hattehylde.

På gulvet under hylden stod en række hjemmesko, gummistøvler og en paraply. Der stod også en skulptur af ibenholt i et mørkt hjørne, en næsten én meter høj tiger, der så ud, som om den var parat til at springe på ham.

Per gik et par skridt længere ind i hallen. Fire døre førte videre ind i huset, men de var alle sammen lukkede.

Af en eller anden grund forventede han, at der ville lugte indelukket eller surt, men det eneste, han svagt kunne lugte, var gammel tobaksrøg og alkohol. Havde nogen holdt fest i huset?

Der lå noget på måtten i hallen – en sort mobiltelefon. Per samlede den op og noterede sig, at den var slukket.

Var det Jerrys? Den lignede i hvert fald farens mobiltelefon, for den havde store knapper, der var lette at trykke på for en dirrende finger. Han beholdt telefonen og råbte:

»Hallo? Jerry?«

Intet svar. Alligevel havde han følelsen af, at der var nogen i huset, nogen, som gik forsigtig hen over gulvet for ikke at blive hørt.

Han gik til venstre og trykkede forsigtigt dørhåndtaget ned.

Bag døren fandtes husets store køkken. Et aflangt rum med flere vinduer, der slap gråt lys ind over et bastant spisebord, flere køkkenvaske og to brede komfurer. Det lignede mest af alt et køkken i en restaurant, og der stod tomme vinflasker og en række beskidte tallerkner på bordene.

Per vendte sig om, han syntes, at han havde hørt en lyd. Et råb inde fra huset?

Han blev stående ved tærsklen ind til køkkenet, og det gav et sæt i ham, da en klokke pludselig begyndte at ringe. En telefon. Det ringede både fra en vægtelefon i den anden ende af køkkenet og fra et ukendt sted i huset.

Er der nogen, som kan tage den? ville Per råbe, men han forholdt sig tavs.

Telefonen ringede tre, fire, fem gange.

Ingen svarede, men da han til sidst rakte hånden ud og gik frem for at tage den, blev den stille.

Han trak sig forsigtigt baglæns ud af køkkenet. Han gik tilbage til hallen og vendte sig om. Derude kunne han stadig lugte alkohol, måske endda endnu stærkere nu, og den sorte tiger lurede stadig på ham fra skyggerne. Han gik forbi den og prøvede at tage i døren på den anden side af hallen.

Der var kulsort bag den. Idet Per trådte over tærsklen, kunne han se, at vinduerne var tapet til, men han kunne alligevel ane en lang sal med vinylgulv, flytbare skillevægge og projektører i loftet. Det var Jerrys og Bremers arbejdslokaler.

Han fik øje på en kontakt ved døren og trykkede på den, men der skete ingenting. Strømmen måtte være gået i hele huset. Eller også var der blevet lukket for den.

Det gav ingen mening at famle sig længere ind i lokalet. Han skulle netop til at vende om, da han hørte en svag lyd inde i mørket.

Et suk? Eller en stønnen? Jo, der var nogen, som stønnede i lokalet foran ham. Og det lød som en mand.

Per fortsatte ind i mørket. Han stødte imod noget stort og hårdt på gulvet, en bred lædersofa, og han gik langsomt rundt om den.

Lugten af alkohol var stærkere herinde – men var det alkohol?

Pludselig så han nogen røre på sig på den anden side af sofaen kun nogle meter væk, og han gik et skridt frem. Det var en skygge med arme og løftet hoved.

»Pelle?« sagde en stemme i mørket.

Den var lav og hæs, og Per genkendte den.

»Jerry,« sagde han. »Hvad er der sket?«

Skikkelsen rørte på sig. Den lå på gulvet, men løftede hovedet langsomt imod ham. Det så ud, som om den havde svært ved at bevæge sig. Han bøjede sig ned mod et blegt hoved med grå hårtjavser og en krop, der var pakket ind i en krøllet overfrakke.

»Du var svær at finde, Jerry. Hvordan har du det?«

Per så sin fars gullige øjne blinke i mørket. De blinkede til ham, men Jerry virkede ikke overrasket over at se sin søn.

»Bremer?« sagde han bare og hostede.

Per rystede på hovedet. Han talte lavmælt, som om nogen lurede på dem.

»Jeg ved ikke, hvor Bremer er … Er han her i huset?«

Han anede svagt, at hans far nikkede.

»Kan du rejse dig op?«

Han strakte sine hænder ud mod Jerry, men mærkede noget koldt og tungt, der lå på hans bryst. Et lampestativ eller et jernstillads var faldet ned over ham. Per løftede det til side – og samtidig lød et kraftigt brag oppe fra loftet. Han så op.

Der var nogen på første sal.

»Rejs dig,« hviskede han til Jerry og løftede stativet til side. »Så … kom nu.«

Han fik sin far op på knæ, og dernæst fik han ham helt op at stå på benene. Jerry stønnede, og det så ud, som om han strakte sig efter noget, der lå længere henne ad gulvet.

Det var hans gamle dokumentmappe i læder. Per lod ham tage den med.

»Kom nu,« sagde han.

Hans fars krop var bred og tung, mærket af lange middage og al for meget vin. Jerry gik langsomt over gulvet, støttet til sin søn.

»Pelle,« sagde Jerry igen.

Faren lugtede af sved, nikotin og uvasket tøj. Det var en underlig følelse at være så tæt på ham. Han havde aldrig fået lov til at være så tæt på ham som barn. Ingen venlige kærtegn fra Jerry, ingen knus.

Da det var lykkedes ham at få ham halvvejs hen til døren, hørte han en kort, klikkende lyd fra et sted i mørket. Så lød der en knitren.

Per drejede hovedet. Over skulderen kunne han se et lysskær på gulvet længere inde i lokalet, en svag flamme blussede op.

Den var tynd og lille, men den blev hurtigt større; ilden strakte sig op fra gulvet og oplyste en mærkelig anordning, der stod ovre i den anden side af rummet. Det lignede et bilbatteri med ledninger, og den stod ved siden af en plastickasse.

Det var ikke alkohol, han kunne lugte, indså Per. Det var benzin.

Kassen var en stor, grøn dunk, og nogen havde boret små huller i siden af den. Benzinen var løbet ud af dunken og havde dannet en sø på gulvet.

Han stirrede på ilden. Han så, hvordan den voksede og krøb nærmere dunken og pludselig forstod han, hvilken fare de befandt sig i.

»Vi skal ud herfra.«

Han trak Jerry gennem lokalet.

De kom over tærsklen, og Per trak hurtigt døren til bag dem. I samme øjeblik hørtes et dybt og sugende drøn, idet benzinen blev antændt. Døren hamrede i.

Jerry løftede hovedet, og Per kunne se, at hans far havde en rød bule i panden.

»Pelle?«

»Kom, Jerry.«

Han stavrede gennem hallen med armen om faren. En tung knitren hørtes gennem døren bag dem, da ilden spredte sig i lokalet derinde.

Per missede med øjnene op imod dagslyset, da han kom ud af villaen, og han støttede Jerry, da de gik ned ad trappen og over mod Saaben.

Da de nåede frem til den, slap han Jerry, tog sin mobiltelefon frem og ringede hurtigt et nummer. En kvindestemme svarede hurtigt.

»Alarmcentralen.«

Per rømmede sig.

»Jeg vil gerne anmelde … en brand.«

»Hvor?«

Per så sig omkring.

»I en villa uden for Ryd, den er påsat … det brænder i stueetagen.

»Hvad er adressen?«

Kvinden på alarmcentralen lød meget rolig – Per prøvede også at falde lidt til ro, han måtte tænke sig om.

»Jeg ved ikke, hvad vejen hedder, den ligger ved Strihult vest for Ryd, og der er et skilt ude ved vejen, hvor der står Morner Art …«

»Er alle kommet ud?« spurgte kvinden.

»Hvad?«

»Er alle kommet ud af huset?«

»Det ved jeg ikke … jeg er lige kommet.«

»Og hvad hedder du?«

Per tøvede. Hvad skulle han svare? Et falsk navn?

»Hallo?« sagde kvinden. »Er du der stadig?«

Han havde ikke noget at skjule. Det var muligt, at Jerry havde det, men selv havde han ikke.

»Jeg hedder Per Mörner,« sagde han og opgav sin adresse og telefonnummeret på Øland.

Så slukkede han for mobilen.

Jerry lænede sig op ad bilen. I det grå dagslys kunne Per se, at faren var iklædt den samme krøllede, brune frakke, som han havde gået med året rundt i de sidste år. Den var begyndt at gå op i sømmene, og flere af knapperne var faldet af.

Jerry sukkede og bed tænderne sammen.

»Ondt,« sagde han.

Per drejede hovedet og kiggede på ham.

»Har du ondt?«

Jerry nikkede. Så trak han sin frakke til side, og Per kunne pludselig se, at skjorten under Jerrys brystkasse var våd og revet i stykker.

»Hvad har du lavet, er du kommet til skade …«

Per tav, da han løftede op i sin fars skjorte.

På Jerrys kuglerunde mave et par centimeter over navlen løb et langt blodigt sår. Blodet var begyndt at størkne, i mørket på gårdspladsen så det næsten sort ud.

Per trak skjorten ned igen.

»Hvem har gjort det der, Jerry?«

Jerry kiggede ned på sin blodige mave, som om han først nu selv opdagede den.

»Bremer,« sagde han.

»Bremer?« sagde Per. »Har du været oppe at slås med Hans Bremer? Jamen, hvorfor dog det?«

Hurtige spørgsmål fik hans fars hjerne til at gå i baglås. Han stirrede på sin søn og plirrede med øjnene, men han svarede ikke.

Per kiggede op på den store villa på den anden side af gårdspladsen. Hoveddøren stod stadig åben, og han syntes, han kunne se røgskyer drive ud igennem den.

»Hvor er Bremer henne nu? Er han stadig derinde?«

Jerry sagde stadig ikke noget, han satte sig bare med besvær ind på Saabens passagersæde.

»Vent her,« sagde Per til ham og lukkede bildøren.

Han løb over gårdspladsen mod huset. Op ad trappen, ind i hallen. Det var ikke risikofrit, for nu kunne han høre ilden buldre og knitre bag den lukkede dør ind til studiet. Luften i huset føltes også varmere, den føltes, som en bageovn på vej mod de hundrede grader. Han havde ikke meget tid at løbe på.

Og hvis der var en i huset, der bar kniv, havde han selv brug for et våben. Han valgte den sammenfoldede paraply.

Med paraplyen løftet foran sig, åbnede han en af midterdørene og så en stejl trappe, der gik ned i det underjordiske.

Kælderen. Den var kulsort. Han ville ikke derned.

Bag den fjerde og sidste uåbnede dør fandt han endnu en trappe. Den førte opad, til første sal.

Per begyndte at gå op ad trappetrinene. De var beklædt med et hvidt tæppe, der dæmpede hans skridt.

Trappen endte ud i en gang, som løb hele vejen ned gennem husets første sal. På hver side var der endnu flere lukkede døre. Det var, som om han var kommet ind på et hotel.

Han stillede sig på gangen med paraplyen som et sværd i hånden.

»Bremer?« råbte han. »Det er Per Mörner!«

Stanken af benzin eller tændvæske var lige så stærk på første sal, og pludselig kunne han høre en svag knitren. Han kunne ikke se flammer, men indså, at det også brændte et eller andet sted heroppe. En grå tåge af røg hang omkring ham ude på gangen, og den blev hurtigt tættere og udtørrede hans luftrør.

Men hvor var ilden?

Per gik lidt frem og åbnede den nærmeste dør forsigtigt: det var et kosteskab. Han åbnede den næste: et lille soveværelse med nøgne vægge og en opredt seng.

Den tredje dør til venstre var låst, men ud af en sprække ved gulvet, sivede røgen ud i lange snoninger.

»Bremer? Hallo? Hans Bremer?«

Intet svar. Eller kunne han alligevel høre noget? En jamrende lyd?

Per havde aldrig sparket en dør ind før, han havde kun set, hvordan man gjorde det på film. Og var det så let? Han gik et par skridt baglæns – mere tilløb kunne han desværre ikke få, inden ryggen ramte væggen på den anden side af gangen. Så trådte han frem og sparkede.

Døren dirrede, men den var lavet af fyrretræ og gav sig ikke så let.

Han så sig omkring. I døren på den anden side af gangen sad en nøgle, og han gik hen og tog den ud. Så prøvede han at sætte den i den låste dør. Den passede, og han kunne godt dreje den rundt.

Døren gled op på smurte hængsler, og inde bag den buldrede en hvid røg. Den blev suget ud ad værelset, direkte hen imod Per.

Han blinkede og kunne mærke, hvordan tårerne stod ham i øjnene. Røgen var tæt; den var som den rene efterårståge, men han gik alligevel ind i den og opfangede pludselig gennem røgen en anden lugt. Der lugtede af brændt kød.

Værelset, som Per var kommet ind i, var lille og mørkt. Han blinkede igen med øjnene og famlede for sig med hånden, men han kunne ikke finde kontakten og var nødt til at bøje sig ned mod gulvet for at få lidt friskere luft i lungerne.

Så gik han endnu et par skridt frem. Til højre så han, hvordan flammerne klatrede op ad tapetet. Der stod en uredt seng med en stak tæpper derinde, ilden havde også fået godt fat i dem. Han gik endnu et skridt fremad, men varmen fik ham til at standse.

Han missede med øjnene imod røgen og prøvede at se klart. Lå der ikke en brændende krop under tæpperne? Per syntes, han kunne se et par udstrakte arme, et par ben iklædt bukser, et forkullet hoved …

Øjnene løb endnu mere i vand, lungerne sved. Og det var i dét øjeblik, han hørte råbet bag sig.

Han hørte ingen ord, det var bare et langstrakt skrig. Det lød som en kvindestemme, og den var skrækslagen.

Per slap paraplyen og vendte sig rundt, halvblind. Han kom ud på gangen igen. Råbet var kommet fra første sal – men dæmpet, som gennem en væg.

Alle døre på gangen var stadig lukkede, men nede i den anden ende af den så han noget nyt: et område med lyse flammer, der havde fået fat i gulvtæppet. Det brændte overalt på første sal. Han var omringet af ild.

»Hallo?« råbte han.

Som svar fik han endnu et råb fra kvinden, men det lød mere dæmpet nu.

Han stod stille, ubeslutsom, før han fortsatte hen til de nærmeste døre. De var låste, og han bankede på dem.

Han tog hele rækken af døre, men fik intet svar.

»Hallo? Hvor er du?«

Han ville sparke dørene ind, finde kvinden. Men røgen blev hurtigt tættere omkring ham, gangen blev mørk. Ilden kom fra to steder, spruttende og knitrende, og luften var som i en sauna. Det brændte i hele stueetagen nu, han kunne ikke længere komme ned ad trappen.

Det føltes, som om væggene pressede sig sammen, han kunne ikke få luft.

Ingen tid.

Han var nødt til at gå tilbage, han famlede sig vej gennem røgen og var pludselig tilbage i værelset med den brændende seng. Da han vendte sig om derinde, kunne han mærke en kølig brise i ansigtet; han så, at det ene af værelsets vinduer stod halvåbent, lyset slap ind. Gardinet var trukket til side, og der stod en pindestol nedenunder.

Hvis han holdt sig til venstre, hvor luften var lidt køligere var det muligt at komme over til vinduet. Men flammerne fra sengen krøb hen over gulvet, røgen blev tættere.

Han kunne ikke længere trække vejret, han måtte ud, hurtigt.

Per tog tre skridt hen mod det åbne vindue. Han trådte op på stolen og kiggede ud. Han så marker og en tæt granskov.

Og to eller tre meter under ham kunne han se garagen, taget var lavet af tagpap.

Den kølige aftenluft ramte hans bryst og ansigt samtidig med, at ildens varme trykkede mod ryggen, den pressede ham væk fra værelset.

Det var som at stå med ryggen imod en krematorieovn. Han kunne ikke blive stående i vinduet, og til sidst tog han et skridt ud i intet, han sprang.

Han landede hårdt på garagetaget, tagpappet gav sig under fødderne, men det holdt.

Fra taget hoppede han videre ned på gårdspladsen. Tre meter ned – et kort, svimlende fald, mens det grå grus kom nærmere og nærmere – og så fik han grund under fødderne. Hans knæ gav efter.

Han hostede, rejste sig op og hev kold luft ned i lungerne. Han var på bagsiden af ejendommen nu og kunne se et lavt stakit foran sig. Bag det var der et øde område med forårsgult græs, der mundede ud i en tæt granskov.

På en skovvej, der førte ind mellem granerne, måske to hundrede meter væk, stod der nogen og kiggede over mod huset. Det lignede en mand i sort tøj, syntes Per – men det var det eneste, han nåede at se, inden skikkelsen vendte sig og forsvandt ind i skoven.

Ilden var begyndt at buldre og brage over ham, men han syntes også, at han kunne høre lyden af en bil, som startede, gassede op og hurtigt forsvandt mellem grantræerne.