14

Da ruderne i Jerrys hus begyndte at springe og regne som issplinter på grund af varmen, skyllede ubehaget pludselig gennem Per. Han stod ellers i sikkerhed på den anden side af gårdspladsen nu, men han var nødt til at trække kold luft ned i lungerne. De var udtørrede af røgen, og han stod med skrævende ben og gned sig i de svidende øjne.

Sort røg væltede ud gennem de gabende vinduer og hvirvlede tæt omkring huset. Ingen kunne have overlevet derinde.

Det føltes, som om et slør sænkede sig ned mellem ham og resten af verden, og et sted i det fjerne hørte han den dæmpede lyd af sirener. Hvad havde han egentlig set gennem sine tårefyldte øjne? Et lig i en seng og en person, der flygtede ind i granskoven? Jo mere han prøvede at huske det, jo mere utydelige blev billederne.

Sirenerne kom nærmere. To brandbiler med blinkende blå lys drejede ind foran huset og standsede. Brandmænd i sorte beskyttelsesdragter hoppede ud.

Per gik baglæns over gruset. Han stødte imod noget hårdt, vendte sig og opdagede, at det var hans egen Saab. Flager af grålig aske var begyndt at lægge sig på taget.

En brændende seng, et lig inde i røgen. Og en kvindes angstfulde skrig.

Han så sig omkring.

Jerry? Hvor var Jerry?

Nå jo, han sad stadig inde i bilen.

Han kiggede igen på huset. Flammerne slikkede ud ad vinduerne på begge etager nu.

Brandmændene bevægede sig rundt om bilerne; de trak tykke slanger ud og begyndte at sætte dem sammen. En af dem i rød jakke gik med lange skridt hen mod Per, og han lænede sig ind mod ham for at overdøve ildens buldren:

»Hvad hedder du?«

»Per Mörner.«

»Ejer du ejendommen, Per?«

Han rystede på hovedet, og så hev han efter vejret og prøvede at forklare sig. Men luftrørene var fuldstændig udtørrede.

»Har du det godt?«

»Ja, men …«

»Der kommer snart en ambulance!« råbte brandmanden. »Ved du, hvor ilden startede?«

Per sank en ekstra gang.

»Over det hele,« hviskede han. Så indåndede han mere ren luft og prøvede at give et fyldestgørende svar: »Det brændte både ovenpå og nedenunder … og jeg tror, at der måske er nogen derinde. Måske endda flere.«

»Hvad?«

»Jeg tror, at jeg så en person inde i huset. Og jeg hørte råb.«

Han havde hævet stemmen, den lød bedre nu. Brandmanden blinkede med øjnene og så på ham.

»Hvorhenne præcis, Per?«

»På første sal, i værelserne deroppe. Det brændte derinde, så jeg …«

»Okay, vi går ind og leder. Er der gasflasker i huset?«

Per rystede på hovedet.

»Det tror jeg ikke,« sagde han. »Det var et … et filmstudie.«

»Med farlige væsker?«

»Nej,« sagde Per, »ikke det jeg ved af.«

Brandmanden nikkede og gik tilbage til bilerne. Per kunne se, at tre af hans kollegaer derovre var ved at iklæde sig beskyttelsesdrager med slanger på ryggen. Røgdykkere.

To af de andre tændte for vandet fra tankvognen og rettede strålerne imod de knuste vinduer.

Gruppen af røgdykkere begyndte langsomt at bevæge sig hen mod hovedtrappen. Samtidig drejede en rød personbil med teksten INDSATSLEDER ind på gårdspladsen. En mand i gul jakke steg ud med en walkie-talkie i hånden. Han tændte for den og begyndte at rapportere til nogen.

Per hostede og forsøgte at hive endnu mere luft ned i lungerne. Så gik han tilbage til bilen og åbnede døren. Hans far sad sammensunket i passagersædet med sin dokumentmappe i skødet.

Per viste ham den mobiltelefon, han havde fundet inde i hallen.

»Er det her din?«

Jerry så på dem og nikkede. Per gav ham den.

»Hvordan har du det nu?«

Jerry svarede ikke, hostede bare. Per kunne for første gang i dag se ham helt tydeligt, og han syntes, at han så ynkelig ud. Træt og grå i sin krøllede frakke. Dengang Per var lille, og hans far kom på besøg hos ham og Anita, havde Jerrys hår altid været mørkt og redt tilbage. Om vinteren gik han i eksklusive pelse og om sommeren i italienske jakkesæt. Jerry havde tjent mange penge og kunne godt lide at vise det til andre.

Da Per var femten, havde hans far pludselig skiftet navn fra Gerhard Mörner til Jerry Morner, måske for at virke mere international.

»Du stinker,« sagde Jerry pludselig. »Stinker, Pelle.«

»Det gør du også, Jerry … Vi stinker af røg.«

Per så over på den brændende villa. Røgdykkerne var på vej op ad hovedtrappen nu. Den første af dem hev hoveddøren op på vid gab og gik over tærsklen; han gik direkte ind i den tætte røg og forsvandt.

De andre to blev stående på trappen.

Der gik et halvt minut – så var den første dykker pludselig tilbage i døråbningen, han rystede på hovedet til de andre. Så løftede han hånden. Retræte!

De gik ned ad trappen igen.

For en eller anden inde i huset var håbet ude, forstod Per.

»Køre, Pelle?« sagde Jerry bag ham.

Det var et lokkende forslag; bare starte bilen og køre til Øland – men det gik jo ikke.

»Nej,« sagde han. »Vi er nødt til at vente her.«

Flere sirener hørtes i det fjerne. En ambulance kørte ind på gårdspladsen og parkerede mellem brandbilerne og Saaben. Sirenerne blev slukket, og to ambulancefolk steg ud. De stillede sig op og betragtede branden med korslagte arme. Der var ikke meget andet for dem at lave.

»Kom med,« sagde Per og hjalp faren ud af bilen.

De gik over til ambulancen, og han pegede på Jerry.

»Min far er såret i maven, og han er blevet slået i hovedet … Kan I tage jer af ham?«

Ambulancefolkene nikkede uden at stille spørgsmål. De åbnede bagdørene og tog Jerry med ind i ambulancen for at behandle ham.

Selv begyndte Per at få det lidt bedre. Det eneste, han havde brug for, var masser af frisk luft. Han forlod Jerry og gik over gårdspladsen til stakittet på husets ene langside.

Han stod der i nogle minutter og kiggede eftertænksomt over mod granskoven. Så klatrede han over stakittet.

Han havde stirret så meget på det brændende hus, at han ikke havde lagt mærke til, at solen var gået ned. Det var næsten mørkt nu, og mens han gik over marken, kiggede han på uret og konstaterede, at klokken var ti minutter i syv.

Han tænkte på Jerry, der altid havde gået med to armbåndsure, når han arbejdede: et i rustfrit stål og et i guld.

Granskoven rejste sig foran ham. Per kiggede efter vejen ind mellem træerne, og efter nogle minutter fandt han den.

Det var en skovvej, øde, men ikke groet til. Der var en midterrabat med græs og så to brede spor.

Han bøjede sig ned. Jorden var hård og gruset, men visse steder var der vådt ler, og i det svage lys syntes Per, at han kunne se friske dækaftryk.

Han rejste sig og betragtede skovvejen, som den snoede sig ind og ud mellem granerne og forsvandt bag et sving. Hvor sluttede den? Måske ved en eller anden landevej nord for Ryd.

En god flugtvej.

Ti minutter senere var han tilbage på gårdspladsen. Han holdt sig væk fra brandmændene, men standsede ved ambulancen.

Ambulancefolkene havde renset Jerrys sår. Nu, hvor blodet var væk, kunne man se et langt, rødt snit hen over den blege mave.

»Det ligner et knivstik,« sagde den ene af mændene, mens han satte et langt stykke bandage på. »Ret overfladisk, jeg tror, kniven er gledet af.«

»Gledet af?« sagde Per.

»Gledet over huden … Han var heldig. Det vil være helet op om en uges tid,« sagde han. »Og så kan I køre til en skadestue og få nogen til at fjerne bandagen igen. Eller også kan I gøre det selv.«

Per hjalp Jerry tilbage til bilen. De satte sig ind foran og kiggede, side om side, på det brændende hus.

Efter et stykke tid brød Per stilheden:

»Der lå et lig i en seng oppe på første sal,« sagde han og tilføjede: »Jeg tror i hvert fald, det var et lig, men jeg kunne ikke rigtigt se noget for røgen … jeg syntes, jeg hørte råb.«

Han sukkede, lænede sig tilbage i sædet og tænkte på det åbne vindue. Hvem havde åbnet det?

Hans far mumlede noget ved siden af ham.

»Hvad?« sagde Per. »Hvad sagde du?«

»Markus Lukas,« sagde Jerry igen.

Per genkendte navnet.

»Markus Lukas?« sagde han. »Var der nogen i huset, der hed sådan?«

Det virkede, som om hans fars hjerne gik i baglås igen.

Per gjorde et nyt forsøg.

»Hvad talte du og Bremer om?« spurgte han. »Hvad sagde han, da han ringede og ville møde dig her?«

»Kan jeg ikke huske«, sagde Jerry.

»Men hvorfor kom I op at slås?«

Jerry hostede bare igen og lænede sig tilbage. Per sukkede, lagde hænderne på rattet og kiggede ud af Saaben på den mørkegrå himmel.

»Jeg er nødt til at køre hjem snart,« sagde han. »Nilla, min datter, ligger på …«

Han holdt inde, for en hvid Volvo var netop kørt ind på gårdspladsen. Den kørte langsomt, drejede rundt om brandbilerne og stoppede ind mod Pers bil.

Da de holdt køler mod køler steg en mand og en kvinde ud. De var i civilt tøj, men han havde på fornemmelsen, hvem de var.

Manden gik over til ambulancen. Kvinden kom over til Pers bil. Han åbnede døren.

»Hej.«

»Hej hej,« sagde kvinden og fremviste sin legitimation. Hun kom fra kriminalafdelingen i Växjö. »Var det jer, der ringede til alarmcentralen?«

»Det var mig,« sagde Per.

Politibetjenten bad om hans personoplysninger, og han gav hende dem.

»Og dig, hvem er du så?« spurgte hun og så på Jerry, der stirrede surmulende tilbage på hende.

Per vidste, at hans far aldrig havde brudt sig om politifolk. Politifolk og parkeringsvagter var hans to store aversioner.

»Det er min far … Jerry Morner«, sagde Per. »Det er ham, der ejer huset.«

»Okay?« sagde politikvinden og kiggede hurtigt på branden. »Så må vi håbe, at du er forsikret. Er du det, Jerry?«

Hun fik ikke noget svar.

»Min far har haft et slagtilfælde,« forklarede Per. »Han har svært ved at tale.«

Hun nikkede og skrev samtidig Jerrys navn ned.

»Så I var her altså, før branden brød ud?«

»På nogenlunde det tidspunkt,« sagde Per. »Jerry var her … jeg kom lige efter.«

»Kan du fortælle, hvad du så?«

Ingenting at skjule, tænkte Per igen. Så begyndte han at fortælle om, hvordan han var gået ind i huset, hvordan han havde fundet Jerry og havde set benzindunken, hvordan han hjalp sin far ud og derefter selv gik ind i huset igen.

Politibetjenten skrev hans oplysninger ned.

»Så du en person på første sal? Og hørte du råb om hjælp?«

»Det tror jeg nok.«

»Så du andre i eller omkring huset?«

Per holdt inde og tænkte over, hvad det egentlig var, han havde set. En skikkelse, der flygtede ind mellem granerne? Og dækaftryk fra en bil?

»Jeg så ikke noget tydeligt … Men nogen har slået min far ned og stukket ham med en kniv.«

»Ja?«

»Bremer,« sagde en stemme bag ved Per.

»Bremer?« spurgte politibetjenten. »Hvem er det?«

»Det er min fars medhjælper, Hans Bremer,« sagde Per. »Det er ham, som måske er inde i huset.«

De kiggede alle tre tavse over på ilden, som brandsprøjterne endnu ikke havde fået bugt med. Gnisterne for til himmels, varmen spredte sig over hele gårdspladsen.

»Okay,« sagde politikvinden og så sig omkring. »Nu skal min kollega og jeg i gang med at afspærre her.«

»Så I betragter det altså som et gerningssted?« spurgte Per.

»Det kan jo godt forholde sig sådan.«

Hun vendte sig.

»Må vi godt køre?« spurgte Per hendes ryg. »Vi kan vel ikke gøre mere nu, kan vi?«

Politikvinden rystede på hovedet.

»Vi er snart færdige her,« sagde hun over skulderen, »og så er I nødt til at følge med til Växjö i jeres egen bil.«

»Hvorfor det?«

»Vi vil bare gerne foretage et ekstra forhør på politistationen. Det kommer ikke til at tage ret lang tid.«

Per sukkede. Han kiggede op på himlen, der blev mørkere og mørkere, og derefter kiggede han på sit ur. Den var kvart i otte nu.

Han følte sig meget træt. Det havde været hans plan at køre Jerry tilbage til hans lejlighed i Kristianstad, men så ville han ikke kunne nå at komme tilbage til Øland i aften. Og Jesper ville være nødt til at sove alene i huset.«

Han vendte sig om.

»Jeg kan ikke nå at køre dig hjem i aften, Jerry,« sagde Per. »Du er nødt til at følge med mig til Øland.«

Hans far så på ham.

»Øland?«

Han så ud, som om han var i tvivl om, hvorvidt han ville det, og Per var også selv i tvivl. Han havde jo lovet sig selv, at Jerry aldrig skulle omgås Nilla og Jesper.

»Ja … du er da min far, ikke? Og en del af familien.«

»Familie?«

Det virkede ikke, som om Jerry forstod ordet.

»Min familie,« sagde Per. »Så du bliver nødt til at køre med derover og fejre påske med mig og Nilla og Jesper i vores sommerhus … men kun på én betingelse.«

Jerry ventede, og Per fortsatte:

»Og det er, at du holder mund.«

»Mund?«

Per nikkede. At bede en person, der ikke kunne sige en hel sætning, om at holde mund var selvfølgelig komisk, men han smilede ikke.

»Du skal holde mund over for dine børnebørn, Jerry … Du skal ikke fortælle noget om, hvad du og Bremer havde gang i her.«