18

Kære læsere,
i denne håndbog vil jeg fortælle om mine møder med elverne på Øland, og jeg vil også fortælle om, hvordan du selv kan komme i kontakt med dem. Det er faktisk lettere, end man tror. Elverne bevæger sig ad urgamle veje i landskabet, og de bevæger sig oftest i lige linjer. Der er tale om veje, som mange af egnens ældre mennesker kender til. Det handler altså bare om at begynde at banke på døre og spørge!

Vendela havde i løbet af mandagen været nede i Borgholm. Nu var al maden til onsdagens nabofest indkøbt, og om aftenen undte hun sig selv en pause til at skrive forordet til sin bog.

Max var i Kalmar for at holde foredrag, og Vendela var sunket ned i sin lænestol i den store stue. Hun havde fundet en titel til bogen nu – den skulle hedde: Mine møder med elverne.

Hun havde meget at fortælle og ikke kun fra barndommen. Da hun var omkring tredive, var hun rejst til Island, hvor troen på elverne stadig var stærk. Hun havde mødt ældre mennesker, som havde set dem, og hun var også fulgt med en gruppe turister op til Snaefjellsjökull, gletsjeren nord for Reykjavik. Der viste elverne sig tydeligt af og til. En råkold aften havde hun siddet og ventet i en grotte ved gletsjeren, men hun havde ikke set nogen.

Man skal ikke være bange for elverne, skrev hun. Der findes ikke ondt skabt i dem. Det er ikke altid, de vil møde os, men de vil os intet ondt. Hvis vi bare respekterer dem og ikke ødelægger den natur, de bevæger sig i, så gør de os ingenting. Tværtimod hjælper de os nogle gange med at finde ting, der er forsvundet – eller måske hjælper de os med at finde os selv.

For fem år siden havde hun set en annonce i det alternative blad Sökaren; annoncen opfordrede til, at man skulle rejse til Gotland og deltage i et kursus, hvor man lærte at kommunikere med elverne. I al hemmelighed havde Vendela meldt sig til kurset og var fløjet til Visby en solrig fredag i begyndelsen af maj. (Hun havde sagt til Max, at hun skulle derover for at lære at dreje keramik.)

Elverguiden var omkring de tredive, og han havde bundet sit lange, brune hår i en hestehale. Han kaldte sig Adam Luft og havde et lille hus sydvest for Visby. Landskabet var fladt og rigt på skov, og flere elverstier mødtes der, sagde han. Adam klippede ikke græsset omkring huset, fordi naturen skulle bevares så uberørt som muligt.

»Stierne løber gerne mellem hassel og enebærbuske,« sagde han. »Der findes portene til deres verden.«

Adam kunne sidde med benene over kors og tale om elverne i timevis. Han var særlig interesseret i deres privatliv, som ifølge ham var frit og uden fordomme. Vendela var ikke lige så sikker på det, og nogle gange, når han talte om sex mellem elvere og mennesker, havde hun på fornemmelsen, at det nok mest handlede om Adams fantasier – men når han forlod det emne, sagde han ofte kloge ting. Som for eksempel dette:

»Det er vigtigt at tænke i nye baner. Da europæerne for første gang i middelalderen kom i kontakt med hvide totter bomuld, havde de ingen anelse om, hvilken slags materiale det var, og hvor den kom fra. De gættede på, at bomuld stammede fra små flyvende får og lam, der byggede reder oppe i træerne.«

Adam havde holdt en pause for at lade kursusdeltagerne le færdigt.

»Så når vor tids videnskabsmænd hører om mennesker, der er gået med elvere,« fortsatte han med løftede hænder, »hvad skal de så tro? Hvordan skal de tolke det? Forskerne er, ligesom alle andre, hjælpeløse i mødet med det uforklarlige.«

Vendela kiggede op fra sin bog. Hun lyttede efter bilen – bilen var tegnet på, at Max kom hjem – men hun kunne ikke høre noget. Så hun blev ved med at skrive:

Folk har til alle tider mødt elvere. På Island anser man deres eksistens for så selvindlysende, at man i forbindelse med vejbyggeri tager hensyn til de steder, de bor, og i Storbritannien er der mange, der har haft nærkontakt med dem. En af dem var den unge Annie Jeffries i Cornwall i midten af 1600-tallet. Hun plejede at gå ud for at synge for elverne, og til sidst blev hun ført bort af dem. Efter nogle dage kom hun tilbage til menneskenes verden, og derefter kunne hun helbrede de syge og spå om fremtiden.

Alt dette havde Adam fortalt hende. Vendela syntes, det havde været et fantastisk weekendkursus. Den lille gruppe gik på ture i forårslandskabet, og de satte sig og sang for elverne, når solen gik ned. Flere af deltagerne begyndte efter et stykke tid at kunne se dem. En af de yngste, en tyveårig pige fra Stockholm, havde allerede fortalt, at hun arbejdede som medium, og hun kunne se elverne så tit og så tydeligt, at hun begyndte at genkende dem og give dem smukke navne, som Galadriel og Dunsany.

Vendela blev lidt misundelig, fordi hun ikke selv så nogen, men kurset var alligevel fantastisk. Landskabet på Gotland føltes tidløst og stille på samme måde som på Island. Hun var rejst hjem med en genfundet tro på elverne og en stærk længsel efter at se dem på sin barndoms ø, Øland.

Og nu sad hun i sit store hus og var ved at skrive en bog. Hun skrev videre:

For mit eget vedkommende var jeg så heldig at få lov at vokse op på Øland, en ø, som elverne altid har kunnet lide at vandre på. Måske er de tiltrukket af Alvaret eller af de mange enebærbuske, som vokser der.

Elverfolket er meget forelsket i enebærbuske. Heldigvis var det sted, hvor jeg boede, fuldt af tætte ener og derfor meget populært hos elverne.

Vendela vidste, at hun ville begive sig tilbage til elverstenen på den anden side af Alvaret. Hun var næsten nødt til det, men hun ville stadig ikke fortælle Max noget om det. I løbet af de sidste ti år havde hun kun nævnt elverfolkets rige en eneste gang, og da havde han slået en latter op og spurgt, om man kunne købe en charterrejse dertil.

Hun fortsatte med at skrive:

Men hvis vi ved, hvor elverne plejer at holde til, hvorfor ser vi dem så ikke hele tiden? Svaret er enkelt: de bevæger sig ikke i vores verden, men i deres egen. Og porten mellem disse verdener er kun åben i det helt rigtige øjeblik. Om det er elverne, der selv kan åbne disse »dimensionsporte«, eller om de bare benytter sig af dem, ved vi ikke, men det er ganske vist, at det er lettest at møde dem i skumringen og dæmringen hen over foråret og sommeren.

Når solen går ned, og vinden er stilnet af, bliver grænserne mellem vores og deres verdener mindre tydelige. Alle muligheder bliver større. Så kan den, der har ladet al sin uro og stress blive derhjemme, gå ud i naturen og opleve, hvordan reglerne for tid og rum ophæves, de vil kunne se portene til den anden verden åbne sig. Ja, så kan den, der har åbnet sit sind for dem, møde elverne.

Det var i hvert fald det, hun håbede. Vendela vidste selvfølgelig ikke med sikkerhed, hvornår elverne var lettest at møde, men i en håndbog var det vigtigt, at man ikke lød, som om man var i tvivl. Det havde Max lært hende.

Men det var svært at være sikker, og hun havde så mange spørgsmål. En gang imellem troede hun, at det kun var børn, der kunne komme i kontakt med elverne – ligesom de engelske piger, der havde haft held til at fotografere dem i Cottingley. I så fald var det for sent for hende. Så var der intet håb.

Men Adam Luft havde sagt, at det var lettere at møde dem, hvis man havde tro, men savnede håb. Så var man parat til at møde dem. Og man kunne kun ane dem ud ad øjenkrogen. Ifølge Adam brød de sig ikke om, at man stirrede på dem – de kunne ikke tåle vores intensive blikke.

Vendela skrev:

Elverne er fjerlette væsner med svagt, skinnende vinger, og de bevæger sig så let, at det næsten ser ud, som om de svæver hen over jorden. Men man kan, hvis man ser ordentligt efter, se glitrende spor efter dem i græsset.

Mere end noget andet udmærker elverne sig ved deres hengivne karakterer. En elvermand, som tager kontakt med dig, kære læser, vil, selvom du ikke kan se ham, for altid være din følgesvend. Måske kan du kun høre ham som en raslende lyd i græsset bag dig.

Vendela holdt op med at skrive og kiggede fra bogen over mod de store vinduer, der vendte ud mod det sorte stenbrud. Idet hun huskede, hvordan det havde raslet i buskene ude på Alvaret, kom hun igen til at tænke på trolde – selviske, brutale, voldsomme trolde.

Hun ville ikke tænke på dem. Især ikke, når hun var alene.