22

Gerlof havde besluttet sig for at holde distance til sine nye naboer, men efter et par glas whisky var det faktisk ret hyggeligt på deres store terrasse.

De havde flyttet en lænestol ud og placeret ham som en patriark for enden af bordet. Den lille værtinde Vendela Larsson havde lagt et tæppe over hans ben, og han behøvede ikke at strække sig efter nogen ting – alle var flinke til at række ham mad og drikke. Han sad bekvemt tilbagelænet på de oliebehandlede terrasseplanker ved siden af John.

To store glas whisky var i virkeligheden ét for meget til ham, og han håbede, at der var nogen, som ville tilbyde at køre ham hjem i kørestolen – og helst ikke for sent. Klokken var allerede halv ni, og alkoholen begyndte at gøre ham søvnig, men det så ikke ud, som om de andre havde travlt med at få spist op. De var ikke engang nået til desserten.

»Nå, Gerlof … arbejdede du og John så i stenene hernede?« spurgte Per og nikkede i retning af det sorte stenbrud.

»Kun om sommeren dengang vi var små,« sagde Gerlof.

»Inden vi stak til søs,« sagde John.

»Var I stenhuggere?« spurgte værten, Max Larsson.

Gerlof rystede på hovedet.

»Vi var for klejne.«

»Nå? Var det et hårdt job?«

Gerlof tav. Han spekulerede på, om de her familier fra fastlandet rigtigt forstod, at stenbruddet var en gammel arbejdsplads – eller om de bare betragtede det som en slags kunstværk bygget nord for stranden for at glæde dem, et sted med charmerende stendynger her og der og små søer af regnvand, som de kunne bade i.

Han vidste, at de aldrig ville forstå, hvilket slid det havde været at vinde kampen over kalkstensbjerget: dag ud og dag ind at hugge kalkstenen løs uden andre redskaber end løftestang og mukkerter og stemmejern. Hans ven Ernst havde engang sagt, at han i de tyve år, han arbejdede i stenbruddet, måtte have hakket mere end halvtreds tusinde meter kantsten løs: til trapper, veje og fortove i byerne omkring Østersøen.

Og så gravsten. Gravsten til kirkegårdene havde der selvfølgelig også altid været brug for, selv i dårlige tider.

»Næ, vi blev aldrig stenarbejdere.« Gerlof så på John. »Men vi var dygtige stikirenddrenge, kan du huske det? Vi hentede værktøj og gjorde Nøkken rent og den slags.«

»Nøkken?« sagde Per.

»Det hed det skur, hvor arbejderne holdt pause.«

Det slog Gerlof, at han og John måske var de sidste her i byen, som kunne huske det navn. Stenhuggerne var jo borte.

Gerlof tog en slurk whisky og fortsatte:

»Før i tiden troede man, at troldene boede nede i stenbruddet, men jeg stødte på et helt andet væsen dernede, dengang jeg var barn …«

Han kunne se, hvordan Johns skuldre sank, han havde hørt den her historie mange gange før. Men han blev alligevel ved med at fortælle:

»Da jeg var otte eller ni år gammel, fandt jeg en aften, hvor alle stenhuggerne var gået hjem, en trane dernede. En unge, som lå i gruset. Jeg ved ikke, hvor den var kommet fra, men den var for lille til at flyve, og jeg kunne ikke se nogen forældre til den. Måske havde ræven taget dem … Så jeg bar ungen hjem i vores udhus og lagde den på lidt hø og begyndte at made den med gamle kartofler. Og da den var blevet stor, slap jeg den fri – men så ville den ikke flyve sin vej. Den var blevet præget af mig.« Gerlof smilede for sig selv. »Traneungen fulgte efter mig hele sommeren. Den var som en hund på to ben. Og hvis jeg blev træt af den og forsøgte at smutte væk, så fløj den op og cirklede over byen, indtil den havde fundet mig igen … Så en hel sommer havde jeg en trane som husdyr, men da det blev efterår fløj den endelig sydpå sammen med de andre.«

Alle ved bordet smilede ad historien.

»Og da I stod til søs,« sagde Per, »var det så på heltid?«

»Næ, om vinteren frøs bådene fast nede i havnen, og så fik vi fri,« sagde Gerlof. »I december gik man i land og tog det roligt i de måneder, hvor havet var hvidt. Man lavede lidt reparationsarbejde på sin båd, gik motoren efter og ordnede sejlene. Resten af tiden sad man og ventede sammen med de andre skippere på, at det skulle blive forår.«

Han så over mod det tomme stenbrud og fortsatte:

»Men kalkstenen blev man jo ved med at bryde hele vinteren, og den blev så samlet i store dynger ved havnen. I tusindvis af ton. Så kom forårssolen, isen brød ude i sundet, og det var tid til at begynde at sejle igen.«

»Ud i forårsvindene på havet,« sagde Marie Kurdin. »Det må have været en skøn følelse.«

Gerlof rystede på hovedet.

»Så romantisk var det nu ikke.«

»Var der mange ulykker?« spurgte Per. »Grundstødning og den slags?«

»Ikke for os,« sagde John. »Vi gik aldrig på grund.«

»Nej, ikke en eneste gang i løbet af tredive år,« sagde Gerlof. »En af vores både sank i forbindelse med en brand, men vi gik aldrig på grund … Men det var et hårdt job derude på søen, hårdt og ensomt. Jeg prøvede en gang imellem at tage min kone og mine døtre med i sommerferien, men for det meste var John og jeg alene på båden, dag ud og dag ind. Familien var nødt til at blive derhjemme.«

Han kiggede til siden, mod stenbruddet, og tænkte på sin afdøde hustru.

Han troede selvfølgelig ikke på trolde. Men hvad var det for en gæst, Ella havde haft, når han selv havde været på havet.