23

Vendela havde drukket et par glas vin, og til sidst var hun begyndt at slappe af til sin egen fest. Men så pludselig hørte hun en høj stemme fra den anden side af bordet. Den var sikkert også påvirket af vinen, for den lød ekstra urokkelig.

»Næ, jeg betaler ikke skat i Sverige,« sagde Max. »Mit firma er ikke registreret her, det ville blive alt for dyrt … Desuden tror jeg ikke på det svenske skattesystem. Det undertrykker mennesker.«

Max smilede ud over bordet, men Vendela følte sig tvunget til at udglatte hans synspunkter.

»Du betaler da skat her, Max.«

Han så på hende, men holdt op med at smile.

»Når jeg er nødt til det, ja. Men så lidt som muligt.«

Han hævede vinglasset, som om alle ved bordet var medlemmer af den samme økonomiske klub som ham selv, men så lød en lige så høj stemme ind over bordet.

»Jeg betaler min skat med glæde.«

Det var Christer Kurdin, som talte.

»Gør du?« sagde Max. »Hvordan tjener du så dine penge?«

»Internetsikkerhed,« sagde Kurdin kort.

Han havde også drukket en hel del vin; han havde en næsten tom flaske hvid bordeaux til at stå ved siden af sin tallerken, og nu så han med udpræget slørede øjne på Max.

»Jeg er træt af jer,« fortsatte han.

»Undskyld mig?« sagde Max.

»Alle jer skatteflygtninge … Jeg er så træt af alle, der snyder i skat.«

Max satte sit glas.

»Jeg snyder ikke …«

»Du kører da på vejene i Sverige,« afbrød Christer Kurdin.

»Hvad mener du med det?«

»Du kørte vel over Ølandsbroen, da du skulle herover?«

Max rynkede panden.

»Hvad har det med sagen at gøre?«

»Det er jo vores skattekroner, der har betalt broen,« sagde Christer. »Og vejene. Og alt det andet, som vi er fælles om at anvende. Skolerne. Sygehusene. Pensionen …«

»Pensionen?« sagde Max. »Pensionerne er jo til grin i det her land. Det er sygehussystemet også.«

»Man skal ikke tale ned om sygehusene,« sagde en eller anden lidt længere nede ved bordet. »De, som arbejder der, gør et fantastisk stykke arbejde.«

Vendela kunne se, at det var Per Mörner.

»Helt enig, vi får meget for pengene,« sagde Christer. Han så på Max og fortsatte: »Hvis alt er så elendigt i Sverige, hvorfor bor du her så stadig?«

Max stirrede tavst på sin nabo. Det så ud, som om han tænkte over, hvilken slags menneske, han egentlig var havnet iblandt her på øen.

»Sommeren er prisen værd,« sagde han og tømte sit glas.

»Vil I have mere vin?« spurgte Vendela.

Hun fik ikke noget svar. Det virkede ikke, som om nogen hørte hende, men hun drak selv en slurk til og lyttede til småsnakken. Hvis man lukkede øjnene, lød det næsten som musik: en gruppe solosangere omkring et bord.

Et øjeblik syntes hun, at hun kunne lugte en mærkelig lugt ude fra Alvaret, en lugt af brændt gummi eller svovl, men det var nok bare indbildning. Det var mørkt derude nu. Det var mørkt overalt. Det eneste, der var oplyst, var terrassen.

At sidde oven for stenbruddet i aften var som at sidde ved kanten af et kulsort krater. En slumrende vulkan.

Pludselig hørte hun en høj mandsstemme spørge fra den anden side af bordet:

»Er der nogen af de nye beboere, der kender til det nordlige Øland? Nogen, som har boet her før?«

Det var den unge nabo igen, Kurdin. Han holdt sit vinglas i hånden og så sig omkring ved bordet, som om han ikke mente noget ondt med spørgsmålet. Selvfølgelig mente han ikke noget ondt med det, han så bare nysgerrig ud.

»Vendela stammer herfra,« sagde Max kort.

Alle samtaler ved bordet forstummede, og alle ansigter vendte sig mod hende. Hun kunne ikke gøre andet end at nikke.

»Jeg boede her, da jeg var barn.«

»Her i byen?« spurgte Marie Kurdin.

»Nordøst for … Vi havde en lille gård.«

»Det lyder hyggeligt. Med køer og gæs og katte?«

»Kun høns … og så nogle køer«, sagde Vendela. »Jeg passede dem.«

»Nej, hvor fint,« sagde Marie Kurdin igen. »Vor tids børn skulle også have lov til at passe dyr ude på landet.«

Vendela nikkede. Hun ville ikke tænke på de tre Rosaer. Så meget frustration, så meget udlængsel. Hvor kom den fra, udlængslen?

Nu var Rosa, Rosa og Rosa døde for længe siden. Alle, hun havde kendt her på øen, var døde.

Hun drak en slurk vin til.

Gerlof Davidsson sad urørlig skråt over for hende. Han smilede og virkede, som om han trivedes. Vendela lænede sig lidt tættere ind til ham og sagde stille:

»Min far var stenhugger her, han hed Henry. Kendte du ham, Gerlof?«

Han kiggede venligt på hende, men det virkede ikke, som om han havde hørt hende. Hun hævede stemmen:

»Kendte du Henry Fors, Gerlof?«

Nu hørte han det. Men navnet fik ham til at holde op med at smile.

»Jeg kender godt til Henry Fors … han var jo en af de sidste, som arbejdede i stenbruddet. Vældig dygtig til stenslibning. Er du i familie til ham?«

»Han var min far.«

Gerlof så dyster eller måske bare sorgfuld ud.

»Jaså. Det gør mig ondt …«

Vendela forstod godt, hvad han mente, og hun slog blikket ned.

»Det er så længe siden.«

»Jeg plejede at se Henry komme cyklende om morgenen,« sagde Gerlof. »Nogle gange sang han, så det rungede ud over Alvaret.«

Vendela nikkede og sagde:

»Han sang også derhjemme.«

»Henry blev vist enkemand ret tidligt, gjorde han ikke?«

Hun nikkede igen.

»Mor døde nogle år efter, at jeg blev født. Jeg kan ikke huske hende … men jeg tror, at far savnede hende hele livet igennem.«

»Fik du nogensinde lov til at gå med i stenbruddet?«

»Kun en enkelt gang. Det var farligt dernede, sagde far. Kvinder og børn skulle ikke være i stenbruddet, det betød ulykke.«

»De var ikke særlig videnskabeligt anlagte,« sagde Gerlof. »De så forskellige tegn i stenene og troede på spøgelser og trolde. Særlig troldene voldte stenhuggerne mange problemer. De stjal deres mukkerter og hamre og gemte dem i bjerget eller tryllede dem væk … men det var selvfølgelig lettere at give eventyrvæsner skylden end at rette den mod kollegaer.«

»Mener du, at de stjal fra hinanden?«

»Nej,« sagde Gerlof og smilede til hende. »Det var sikkert troldene.«

»Trolde,« sagde en stemme ved siden af dem.

Det var den anden gamle mand ved bordet, Per Mörners far.

Vendela kunne ikke huske, hvad han hed. Billy eller Barry eller Jerry? Han havde siddet hensunket i sine egne tanker med en cigaret mellem de gule fingre, men nu kiggede han op og så sig omkring, hans øjne var urolige.

»Markus Lukas,« sagde han. »Markus Lukas er syg.«