25

Morgenen efter nabofesten ønskede Per ikke at vågne, men han gjorde det alligevel. Klokken var kvart i ni. Han blev liggende og missede med øjnene op imod loftet.

Det var skærtorsdag. Påsken var nær, eller var den allerede begyndt? Og hvordan skulle den fejres, når alting nu var, som det var?

Den skulle vel fejres, så godt de kunne, og præcis som han havde lovet Nilla. Med æg – hønseæg og chokoladeæg.

Så huskede Per, at hans far var i huset og det, der var sket til festen aftenen forinden.

Jerrys hæse latter. Vendela Larssons nervøse smil til gæsterne.

Og så pornobladet midt på bordet.

Alt var stille i huset, men hans buldrende hoved gav ekko af stemmer og råb. Han havde drukket for meget rødvin i aftes. Han var ikke vant til det. Efter at Jerry havde vist sit blad frem, havde Per drukket tre-fire glas til, inden far og søn til sidst takkede af og gik hjem.

»Markus Lukas,« havde Jerry sagt flere gange.

Det navn og så mindet om Vendelas smil fik Per til at tænke på Regina, som han havde mødt en solrig og varm forårsdag for mange år siden.

Hun havde også haft et hurtigt og lidt nervøst smil, og hendes store, blå øjne havde været indrammet af kort, brunt hår og høje kindben med fregner.

Havde Regina været hans første kærlighed? Hun havde i hvert fald virket meget mere spændende end alle andre piger i skolen. Ældre, mere erfaren. De havde i flere timer siddet ved siden af hinanden i den samme bil en dag, da han var tretten.

At tage på biltur om foråret sammen med en sød pige burde have været let, men det var det ikke for Per.

Regina havde siddet og sminket sig på bagsædet, da Jerry og en kammerat kom med Cadillacen for at hente ham hos hans mor, Anita. For en gangs skyld kom Jerry til tiden. De skulle være sammen hele påskeferien, far og søn.

Og hvor gammel havde Regina været? Flere år ældre end Per, måske seksten eller sytten. Hun havde leet til ham og klappet ham på hovedet, da han satte sig ved siden af hende på det læderbetrukne bagsæde. Som om han bare var en lille dreng.

Det var Jerrys fejl, for så snart de havde sat sig ind i bilen, kaldte han Per for »min knægt«.

»Regina,« sagde Jerry, blæste cigaretrøg ud og vendte sine store, sorte briller om mod bagsædet for at røre ved pigens kind, »det her er min knægt … Pelle.«

Per ville også røre ved en piges kind på den samme uforfærdede måde som sin far.

»Jeg hedder Per,« sagde han.

Regina lo og kørte sine hvide, smalle fingre gennem hans hår.

»Hvor gammel er du så, Per?«

»Femten,« løj han.

Han følte sig voksen der i Jerrys bil, og han blev modigere og modigere. Han vovede endda at smile til Regina, og han måtte indrømme for sig selv, at hun var den smukkeste pige, han nogensinde havde set. Hendes hurtige smil var smukt, og han blev mere og mere forelsket. Han sad og smugkiggede på hende, han så på de solbrændte ben, som forsvandt op under en kort kjole, og han betragtede de smalle hænder, der stak ud af hendes læderjakke. Fingrene hvirvlede omkring som ivrige sommerfugle, når hun talte med Jerry og manden, som kørte. Per kunne kun se baghovedet af manden; han havde brede skuldre og tykt, sort hår – men det var sikkert en af Jerrys venner. Hans far havde mange venner.

Så kørte de, og Per sad ved siden af Regina og mærkede, hvordan hans ben og ryg voksede – han kiggede ikke efter, om Anita vinkede til ham, eller om hun var gået ind. Han havde allerede glemt sin mor, han sad ved siden af Regina, og de smilte til hinanden.

Bilen lugtede af cigarer, som Jerrys biler altid gjorde.

De kørte ud på landet, og bagefter havde Per ingen anelse om, hvor de havde været henne – han vidste bare, at de havde kørt og kørt og til sidst var nået frem til en grusvej omgivet af tætte grantræer. En sydsvensk skov.

»Er det godt her?« spurgte manden bag rattet.

»Selvfølgelig,« sagde Jerry og hostede. »Det er super, Markus Lukas.«

Så standsede bilen mellem granerne.

»Pelle,« sagde Jerry, da de var stået ud af bilen, »nu skal Regina, Markus Lukas og jeg et smut op i skoven.« Han tog godt fat i Pers skulder og så alvorlig ud. »Men du får en vigtig opgave hernede ved bilen: Du skal stå vagt, og du bliver betalt for det. Det er det vigtigste ved et job: at man bliver betalt.«

Per nikkede – det her var hans første job.

»Og hvis der kommer nogen, hvad så?«

Jerry tændte en cigar. Han gik om til det åbne bagagerum.

»Du skal bare sige, at der er militærøvelse,« sagde han og smilede. »Sig, at de skyder med skarpt heroppe, så ingen må gå derop.«

Per nikkede, og Jerry og Markus Lukas slængede indtil flere stoftasker over skuldrene og gik af sted med Regina ind mellem grantræerne. Hans far vinkede til ham.

»Vi ses snart. Så holder vi picnic!«

Per stod pludselig alene ved siden af bilen. Forårssolen skinnede i den røde lak, fluerne summede over græsset.

Han gik nogle skridt ned ad vejen og så sig omkring. Han kunne ikke se nogen. Der var helt stille. Da han lyttede ekstra godt efter, syntes han, at han en enkelt gang kunne høre Reginas latter et sted i det fjerne. Eller var det et skrig?

Tiden begyndte at gå langsommere. Skoven foran Per føltes mørk og tæt. Han syntes, at han hørte Regina råbe. Flere gange.

Til sidst var han gået væk fra bilen. Han var fulgt efter Jerry og de andre uden rigtig at vide, hvor de var gået hen.

En lille sti snoede sig ind og ud mellem grantræerne. Han fulgte den op ad en stejl skråning, videre over en forhøjning med mosgrønne sten og ned ad en lille bakke. Han satte farten op, gik nogle og tyve skridt til – og hørte så pludselig menneskestemmer. Og Reginas råb. Hun skreg inde i skoven, højt og langtrukkent.

Per begyndte at løbe.

Grantræerne veg til side, og han stormede ind i en solbeskinnet lysning.

»Slip hende!« skreg han.

Solen lyste som en projektør ned i midten af lysningen. Der lå Regina nøgen på et tæppe i græsset, og nu var hun iført en lang, blond paryk. Hun var solbrændt, kunne Per se, men hendes bryster var kridhvide.

Manden, som havde kørt bilen, Markus Lukas, var også nøgen. Han lå oven på hende.

Og Jerry, som stod ved siden af dem med et stort kamera i hænderne, havde heller ikke noget tøj på. Han klikkede hele tiden. Klik klik klik, lød det.

Ved Pers råb gav det et sæt i Regina, hun så på ham og vendte derefter hurtigt ansigtet væk.

Jerry sænkede kameraet og kiggede irriteret på ham.

»Hvad fanden laver du her, Pelle?« brølede han. »Gå ned og hold vagt ved vejen – pas dit arbejde!«

Per vendte sig om og flygtede gennem skoven.

Tyve minutter senere kom hans far og de to andre tilbage til bilen, påklædte. Regina havde taget parykken af nu.

Jerry grinede ad sin søn hele vejen hjem.

»Han troede, at vi ville slå hende ihjel.« Jerry havde vendt sig om mod bagsædet: »Regina, han troede, vi var i færd med at myrde dig inde i skoven! Han ville redde dig!«

Per lo ikke.

Han kiggede på Regina, men hun ville ikke se ham i øjnene.

Regina og Markus Lukas.

Per kunne stadig huske de to navne. Hovedet var fuldt af gamle minder og føltes også derfor tungt her til morgen. Han løftede det og kiggede ud ad soveværelsesvinduet mod de to nye villaer. Han kunne ikke se nogen derovre, og Larssons villa så tom ud. Der var ingen spor efter gårsdagens nabofest.

Festen var holdt op kort tid efter, at Jerry havde smidt bladet på bordet. Ægteparret Kurdin var gået hjem med deres lille baby, Gerlof Davidsson og John Hagman havde også rejst sig, og Vendela var begyndt at samle maden sammen. Det kunne godt være, at det var noget, Per indbildte sig, men det føltes, som om naboerne ville slippe for hans og Jerrys selskab så hurtigt som muligt.

Per vidste nogenlunde, hvad der ventede ham nu. Naboerne havde ikke sagt noget i går, da han takkede dem og gik hjem med Jerry, men han vidste, at spørgsmålene ville trænge sig på.

Nysgerrigheden, den konstante nysgerrighed. Og de velmenende smil, hver gang endnu en bekendt havde fået at vide, at han var søn af den berygtede Jerry Morner:

– Hvad så med dig, Per, har du så også lavet pornofilm?

– Nej.

– Aldrig nogensinde?

– Jeg har aldrig haft noget som helst at gøre med det, Jerry laver.

– Aldrig.

– Nej. Aldrig.

Som voksen var han blevet god til det: at distancere sig og understrege over for andre, at han ikke var ligesom sin far. Men hvorfor havde han bevaret kontakten til Jerry? Og hvorfor havde han været dum nok til at tage ham med sig til Øland?

Per ville blive liggende i sengen, men stod alligevel op. Han ville ønske, at solens stråler ikke havde været så skarpe her til morgen. Han ville ikke tænke på Regina mere.

Han ville heller ikke tænke på naboerne.

Ingen andre i huset så ud til at være vågne. Dørene ind til tvillingernes værelser var lukkede, og da han gik ud i køkkenet, hørte han sin fars langsomme vejrtrækning inde på gæsteværelset. Den var en blanding af snorken og hvæsen.

Per havde hørt lyden af den, hver eneste gang han havde besøgt sin far i den lille lejlighed, som han i midten af tresserne havde lejet i Malmø – det var før, de rigtigt store penge begyndte at strømme ind.

Lydene var særlig tydelige, når hans far havde en kvinde med hjemme. Så lå Per på sin madras foran fjernsynet og lyttede til Jerrys prusten fra rummet ved siden af – en prusten, der blev blandet med kvindernes regelmæssige stønnen og uregelmæssige skrig eller grådanfald. Han kunne aldrig sove de nætter, hvor Jerry fotograferede eller indspillede sine film, men han turde heller ikke stå op og banke på og forstyrre sin far. Så ville han få skældud, ligesom han fik det den dag ude i skoven.

Soveværelset havde været Jerrys arbejdsplads i løbet af vinterhalvåret, hvor det var for koldt at arbejde udendørs. Det var der, han fotograferede og filmede, og han havde også sit kontor der. Han havde købt en vandseng, som fyldte det halve af værelset, og firmaets penge blev opbevaret i en tyk kuvert under den. Sengen var både hans kontor og hans legestue, han havde haft to telefoner til at stå ved siden af den plus en regnemaskine af mærket Facit, et barskab og en projektor, som kunne vise film på den hvide væg.

Det var den glade tid, tænkte Per. Men det er slut med den nu.

Han bankede på døren ind til gæsteværelset.

»Jerry?«

Snorkeriet holdt op derinde. I stedet begyndte faren at hoste.

»Du skal vågne nu, Jerry. Vi skal have morgenmad.«

Per vendte sig om og så en sort mobiltelefon ligge på bordet ude i entreen. Den var Jerrys. Han kunne se, at den var tændt, og at nogen havde ringet ved syvtiden i morges. Da havde alle i huset selvfølgelig sovet.

Han tog mobilen for at se, om han kunne genkende navnet på den, der havde ringet op, men der stod bare hemmeligt nummer på displayet.

Et kvarters tid senere slæbte Jerry fødderne efter sig ud på terrassen. Han var iklædt en hvid morgenkåbe, som han havde lånt af Per. Tvillingerne sov stadig, men det var også det bedste – særlig Nilla havde brug for hvile. Desuden ville Per tale med sin far, uden at de smuglyttede.

De nikkede til hinanden i solskinnet.

»Pelle?« sagde Jerry og kiggede på glasset foran sig.

»Nej, ingen alkohol i dag,« sagde Per. »Appelsinjuice.«

Da faren satte sig, fik Per et hurtigt glimt af den hvide forbinding hen over hans mave. Han hjalp ham med at smøre smør på en skive ristet brød, og Jerry begyndte at spise i store bidder.

Per så på ham.

»Du burde have forholdt dig lidt mere i ro i går, Jerry.«

Jerry blinkede.

»Du skulle ikke have fortalt mine naboer, hvad du laver. Du skulle ikke have vist dem bladet.«

Jerry trak på skuldrene.

Per vidste, at hans far aldrig havde skammet sig over noget. Sådan var han ikke, han tog bare for sig af retterne. Han havde elsket sit job og haft sjov og ballade hele livet.

Per lænede sig ind over bordet.

»Jerry, kan du huske en pige, der hed Regina?«

»Regina?«

»Regina. Hun arbejdede for dig i midten af tresserne … Hun havde en blond paryk på.«

Jerry pegede på sit eget tynde hår og rystede på hovedet.

»Ja, jeg ved godt, at du forvandlede alle piger til blondiner … Men kan du huske Regina?«

Jerry kiggede til siden, som om han tænkte sig om.

»Hvad skete der med hende?« spurgte Per. »Kan du huske det?«

Jerry var stille.

»Blev vel en gammel kælling,« sagde han så og begyndte at hoste.

Per lod ham hoste færdig, inden han løftede farens mobiltelefon for at vise ham det ubesvarede opkald.

»Jerry,« sagde han, »der er nogen, som leder efter dig.«