27

Per ville ringe til politiet angående branden, men hvis familien skulle have noget at spise, var han også nødt til at arbejde. Så efter morgenmaden og efter, at han havde fået sin far placeret ude på terrassen, lukkede han sig inde i køkkenet med en telefonliste og sit spørgeskema. Han placerede fingeren på listen og indtastede et nummer.

Den ringede tre gange, så blev røret løftet, og en mandsstemme svarede ved at sige sit efternavn. I henhold til listen stemte alt, så Per rettede ryggen og tog en dyb indånding for at fylde stemmen med energi:

»Hej, jeg hedder Peter Mörner, og jeg ringer fra firmaet Intereko, der arbejder med markedsundersøgelser … Har du tid til at svare på et par spørgsmål? Det tager kun tre minutter.«

(I virkeligheden tog det nærmere ti.)

»Hvad drejer det sig om?« spurgte manden.

»Jeg vil bare gerne have, at du svarer på nogle spørgsmål angående forskellige slags vaskemidler. Bruger I vaskemiddel i jeres husholdning?«

Manden lo.

»Ja …«

»Godt,« sagde Per. »Så siger jeg navnet på et bestemt vaskemiddel, og så skal du fortælle mig, hvornår du sidst så det et eller andet sted …«

Per sagde navnet, langsomt og tydeligt.

»Jo, det der genkender jeg,« sagde manden, »det har man jo set reklamer for inde i byen.«

»Godt,« sagde Per, »og kan du med tre ord beskrive, hvad du følte, da du så reklamen for vaskemidlet?«

Nu var han i gang. Marika havde set ud, som om hun morede sig, året forinden – det forekom Per, at hun havde grinet hånligt – da han fortalte, at han var blevet telefoninterviewer. Dengang de mødte hinanden, havde de begge arbejde i en marketingsafdeling, men Marika var blevet marketingschef, mens Per efter deres skilsmisse var hoppet af karrierekarrusellen. Det var en beslutning, der delvist var truffet på baggrund af Jerry. Hans far havde været sulten efter penge og fremgang, og det var ikke den slags, han ønskede at lægge sig efter.

Men interviewarbejdet gav ham frihed til at arbejde alle steder; det eneste, han havde brug for, var en telefon. Det handlede om at finde ud af, hvilket image en given vare havde, at finde ud af folks drømme og forhåbninger til et særligt produkt, sådan at det fremtidige salgsarbejde og reklamefremstød kunne tilpasses dem.

Lidt over ti havde han ringet til femogtyve af numrene på listen, og han havde fået svar fra de fjorten af dem. Da han lagde røret efter det sidste interview, ringede telefonen.

Per tog røret.

»Mörner.«

Der var ingen stemme i den anden ende af røret, bare en underlig rungende lyd. Det lød, som om nogen skreg i baggrunden, måske nogle meter fra telefonen. Men resten lød metallisk. Båndoptaget.

»Hallo, er der nogen?« spurgte Per.

Intet svar. Råbet fortsatte bare.

Forkert nummer – måske var det en anden telefoninterviewer. Per lagde røret på.

Han fortsatte med at ringe op til numrene på listen, men ved ellevetiden holdt han en pause for at gå ud og hente Kalmar-avisen Barometern i postkassen. Den havde titel af morgenavis, men den blev delt meget sent ud i Stenvik.

Han gik tilbage til huset, bladrede langsomt gennem nyhedssektionen – og standsede brat på grusvejen, da han så en lille artikel.

LIG FUNDET I BRANDHÆRGET HUS
De forkullede lig af en kvinde i 30-årsalderen og en mand omkring de 60 blev onsdag fundet i en villa uden for Ryd, syd for Växjö.

Ejendommen blev totalskadet efter en brand natten til mandag, og en ansat, som menes at have befundet sig i huset, er meldt savnet. Politiet har gennemgået resterne af huset og fundet et lig, som er identificeret som den savnede mand. Man har i en anden del af huset fundet yderligere en person, en yngre kvinde, der endnu ikke er identificeret.

Årsagen til branden er stadig uklar, men efter vidneafhøringer nærer politiet mistanke om, at den er påsat. En forundersøgelse omkring eventuel mordbrand er påbegyndt.

Per foldede avisen sammen og gik tilbage til huset. Nu vidste han, at han faktisk havde hørt en kvinde kalde i den brændende villa, og at politiet alligevel ville lade høre fra sig snart. Så han satte sig i køkkenet og ringede selv op til dem.

Han indtastede nummeret på politiet i Växjö og spurgte efter kvinden, der havde forhørt ham efter branden i Ryd, men hun var ikke ledig, og han blev stillet videre til en politikommissær ved navn Lars Marklund. Politiet krævede at få oplyst både Jerrys og Pers personnumre, inden han sagde noget overhovedet, men han var heller ikke særlig snakkesalig bagefter.

»Der er tale om en mordbrand med to døde, og forundersøgelsen er i gang. Det er alt, jeg kan sige.«

»En af de døde er ifølge avisen en kvinde,« sagde Per. »Ved I, hvem det er?«

»Ved du hvem det er?« spurgte politikommissæren.

»Nej,« sagde Per hurtigt.

Politimanden tav, så han fortsatte:

»Har I nogen mistænkte?«

»Det kan jeg ikke kommentere.«

»Kan jeg hjælpe med noget?«

»Selvfølgelig,« sagde politikommissæren, »du kan fortælle os om lokalerne.«

»Lokalerne … Du mener villaen?«

»Ja … vores teknikere ville godt vide lidt mere om, hvad ejendommen egentlig er blevet anvendt til. Der var flere små soveværelser på første sal, og dele af huset var indrettet som skole, mens andre dele lignede en restaurant eller en bar og en eller anden slags fangecelle …«

»Det var et filmstudie,« sagde Per. »Gæsteværelserne var til de skuespillere, som kom dertil. Andre rum var indrettet til at indspille forskellige scener. Jeg har aldrig set dem, men min far har fortalt, at de havde alle mulige slags miljøer.

»Nå, så de lavede altså film der,« sagde politikommissæren. »Film, man har hørt tale om?«

Per sukkede stille, inden han svarede:

»Nej. De producerede film direkte til videodistribution, hurtigindspillede film.«

»Krimier?«

»Nej. De lavede … erotik.«

På samlebånd, tænkte han. Hans Bremer havde været en hurtig instruktør; Jerry havde fortalt, at han nogle gange indspillede en hel spillefilm på to dage.

»Erotik … Du mener pornofilm?«

»Netop. De tog de kvindelige og de mandlige modeller med til villaen og indspillede pornofilm.«

Marklund holdt en pause.

»Okay,« sagde han så, »ja, det behøver jo ikke være ulovligt, hvis der ikke er mindreårige involverede. Var der det?«

»Nej,« sagde Per hurtigt, selvom han ikke var sikker. Hvor gammel havde Regina egentlig været?

»Så du var ansat i den her … i virksomheden?«

»Nej, overhovedet ikke. Men min far har fortalt en del.«

»Har han sagt noget om, hvorfor hans kompagnon brændte deres studie af?« sagde politiet. »Eller har du selv en idé om hvorfor?«

Spørgsmålet afslørede, hvordan politiet forestillede sig sagen. De troede, at Bremer stod bag branden.

»Nej,« sagde Per. »Men jeg tror ikke, selskabet har kørt så godt de sidste år. Min far blev syg, og konkurrencen fra udlandet er måske øget i … ja, i netop denne branche. Men det er vel ikke grund nok til at tage livet af sig?«

»Det ved man aldrig,« sagde politimanden.

Per spekulerede over, om han skulle fortælle ham om skikkelsen, han havde set i skovbrynet, men han sagde ingenting. Han havde allerede fortalt det under forhøret. Det måtte være nok.

Han så ud gennem vinduet mod terrassen, hvor Jerry lå og sov i en solstol.

»Vil I tale med min far?«

»Ikke nu her før påske,« sagde Marklund. »Men vi lader hører fra os.«

Per lagde røret på. Det var det.

Hvis ikke Jerry havde været fuldtidspensionist forud for denne ferie, så havde han ikke noget valg nu – hans arbejdsplads var væk. Per ville køre ham tilbage til hans lejlighed efter påske, og så kunne han hvile ud der. Sidde foran fjernsynet og leve af sin pension. Hvis han altså havde én.

Per gik ud på terrassen.

»Jeg har talt med politiet nu, Jerry,« sagde han. »De har fundet to døde i din villa … Hans Bremer og en kvinde. Så du nogen kvinder der?«

Jerry kiggede op på ham fra hvilestolen og rystede på hovedet. Per satte sig over for ham.

»Det lyder, som om politiet tror, at Bremer satte ild på huset,« sagde han. »Og det virker også mest logisk, gør det ikke?«

Men Jerry blev ved med at ryste på hovedet. Hans mund kunne kun få et ord frem:

»Næ.«

»Jo, Jerry. De tror, at han ville ødelægge studiet.«

Det så ud, som om hans far opgav sit forsøg på at sige noget. Han bøjede sig ned mod sin dokumentmappe og åbnede de slidte spænder. Der var en del papirer dernede, han søgte imellem dem og tog et blad op. Det var det samme gamle nummer af Babylon, som han havde vist frem til nabofesten.

»Jeg vil ikke se i det der,« sagde Per kort.

Men Jerry begyndte alligevel at bladre, som om han ledte efter noget. Så fandt han et specifikt opslag og viste det til Per.

»Markus Lukas,« sagde han.

Per sukkede, han ville ikke kigge. Men han lænede sig alligevel frem.

Billederne, som Jerry viste ham, forestillede bare endnu en sexscene mellem en granvoksen mand og en ung, blond kvinde – samme slags billede, som hans far havde publiceret i blad efter blad gennem årene.

Den kvindelige model lå under den mandlige, men hendes ansigt var vendt imod fotografen og ikke imod manden, og parret så ud, som om de anstrengte sig for at berøre hinanden så lidt som muligt. Kærlighed og ømhed måtte ikke engang antydes.

»Markus Lukas,« sagde Jerry og pegede på manden.

»Okay … Markus Lukas. Det var navnet på den mandlige model?«

Jerry nikkede.

Per betragtede en muskuløs og bredskuldret, nøgen mands ryg; han vurderede ham til at være mellem tredive og fyrre år gammel. Han havde tykt, sortkrøllet hår – det kunne ses på det ene billede, hvor en del af hans baghoved var med – men de fleste andre viste ham kun fra taljen og nedefter.

Han tænkte på manden, som havde kørt bilen den forårsdag, hvor Per og Regina havde siddet på bagsædet. Jerry havde kaldt ham »Markus Lukas«. Var det den samme mand som ham i bladet? Måske.

»Man kan ikke se hans ansigt,« sagde Per.

Jerry nikkede, men pegede på manden igen. Han kæmpede med sin stive mund.

»Er … red«, sagde han.

»Er han vred?« sagde Per.

Jerry nikkede.

»Vred på hvem? På dig og Hans Bremer?«

Jerry så væk.

»Snød,« sagde han.

»Det forbavser mig ikke … du og Bremer snød ham for penge?«

Jerry rystede på hovedet, men sagde ikke mere.

Per tog bladet og bladrede hurtigt igennem det. Der var masser af billeder af forskellige piger, side op og side ned med både nærbilleder og totalbilleder, men de mandlige modeller, som de havde sex med, kunne altid kun ses delvist på billederne. Kameraerne fokuserede på kvinderne, mændene var anonyme.

»Er der ingen billeder af ham her Markus Lukas’ ansigt?« spurgte han.

Jerry rystede på hovedet.

Per sukkede, men han var ikke overrasket. Mændenes ansigter var ikke nødvendige at vise – det var kun et lille udsnit af deres krop, der var vigtigt.

»Hvad laver Markus Lukas så nu? Ved du, hvor han bor?«

Jerry rystede på hovedet.

»Men han har forladt branchen?«

Jerry tav. Per troede godt, han vidste hvorfor – på sin vis arbejdede Jerry heller ikke selv i sexindustrien længere. Men det var jo ikke frivilligt.

»Og han hed næppe Markus Lukas, vel?« fortsatte Per. »Jeg formoder, at det var et navn, I havde fundet på, ligesom alle de navne, I gav pigerne?«

Jerry nikkede.

»Hvad hedder han så i virkeligheden?«

Jerry var tom i blikket.

»Du kan ikke huske, hvad Markus Lukas hed?«

En kort hovedrysten.

»I kontrakten,« sagde Jerry.

»Okay, han havde en ansættelseskontrakt,« sagde Per. »Så kan man vel finde hans rigtige navn i den.«

Jerry nikkede og pegede over vandet, mod fastlandet.

»Hjemme,« sagde han.

»Godt, du har den derhjemme,« sagde Per.

Han kiggede ned på billederne i bladet, på den nøgne mand.

»Vred,« sagde Jerry.

Per kiggede en sidste gang i bladet. Han kunne huske året efter mødet med Regina, da han endelig havde fattet, hvorfor hans far tog kvinder med ud i skoven og fotograferede dem – at det var for at tjene penge på et blad, som han udgav, et blad ved navn Babylon. Så var Per cyklet til en tobaksforretning i den anden ende af Kalmar, hvor han havde listet sig ind og købt det.

BABYLON stod der med mørkerød tekst udenpå, og under det sad en smilende pige, der lignede Regina.

Han stoppede det op under trøjen, tog det med hjem på sit værelse og gemte det under madrassen. Sent om aftenen, da Anita var faldet i søvn, sad han i lyset fra en lommelygte og kiggede bladet igennem.

Han så nøgne piger, side op og side ned med smilende piger, hvis hvide hud lyste i solskinnet eller under projektørlamperne. De var alle sammen blonde, men flere af dem så ud, som om de bar paryk.

På et af billederne opdagede han en tynd, sløjfe af cigaretrøg, der drev ind fra venstre – og så vidste han, at Jerry stod og røg bare et par meter væk. Inde i sit hoved kunne Per høre, hvordan han hostede og beordrede modellen til at strække ryggen og fremvise sig selv så meget som muligt. Han hørte Jerrys stemme:

»Kom nu, du er da ikke genert, vel?«

Pigen på billederne mindede lidt om Regina, og Per vidste, at han burde blive varm i kroppen af at kigge på hende, men sådan følte han det ikke. Han kunne kun se cigaretrøgen.

Per fik kuldegysninger i forårsvinden og var pludselig tilbage ved stenbruddet.

»Så det eneste, vi ved om Markus Lukas …,« sagde han og foldede avisen sammen, »… er, at han har store muskler.«

Han løftede bladet op med tommel og pegefinger og rakte det til sin far uden at kigge på det.

»Gem nu det af vejen … eller smid det ud. Jeg går ind og vækker tvillingerne.«