28

Først ved sekstiden torsdag aften kunne Vendela klæde om og løbe en tur ud på Alvaret igen. Hun tænkte på elverstenen og den mønt, hun havde lagt i fordybningen oven på den, men præcis ligesom sidste gang besøgte hun først sit barndomshjem.

Allergien i næsen og halsen lettede lidt, da hun begyndte at løbe, og efter et par hundrede meter kom hun ind i en behagelig rytme. Det tog et kvarters tid at løbe mod nordøst og komme frem til den gamle gård.

Hun gik ind på grunden og standsede.

Der stod en rød bil på græsplænen foran huset. En stor Volvo med tagbagagebærer. Bagagerummet og to af dørene stod åbne, og det gjorde døren ind til stuehuset også.

Familien, som ejede stedet, var tydeligvis kommet herover for at fejre påske. Men Vendela kunne alligevel ikke lade være, hun var nødt til at gå hen over græsset, hen til døren i glasverandaen.

Pludselig dukkede en kvinde op i døråbningen. Hun trådte ud i solen og fik øje på Vendela.

»Uh!« sagde hun.

Hun var måske ti år yngre end Vendela og så forskrækket ud.

»Hej hej,« sagde Vendela og lo nervøst. »Jeg ville bare lige stoppe op og hvile her, jeg er ude at løbe …«

»Nå?«

»… og jeg voksede op her. Min familie ejede engang den her gård.«

»Så du har altså boet her engang?« Kvinden så venligere ud nu. »Kom da med ind og se, hvis du har lyst, altså. Det har nok ændret sig en hel del.«

Vendela nikkede og trådte stille over verandaens tærskel, gik gennem forstuen og videre ud i køkkenet. Hun genkendte rummene, men de så ud til at være krympet, siden hun var barn. Køkkenet var blevet malet om og havde fået smarte bænke og kakler. Duftene var også anderledes, lugten af hendes far og hans beskidte tøj var væk.

Fra køkkenet førte en trappe op til første sal. Hun gik hen til den og standsede.

»Må jeg godt kigge derop?«

»Selvfølgelig, men der er ikke så meget at se deroppe.«

Vendela gik op ad trappetrinene. Kvinden fulgte efter hende.

»Det tog næsten fire år, inden vi begyndte at arbejde heroppe,« sagde hun og lo træt. »Men det blev også pænt til sidst.«

Vendela nikkede stille, men uden at smile. Hun fandt ingen ord. Det her var svært for hende. Alligevel tog hun det sidste trin op ad trappen og stillede sig på gulvet. Der var lyst og renskuret nu – da hun var lille, havde det været beskidt af snavs og loddent af støv.

Og her til højre var den så, den rene dør. Den førte ind til et lille soveværelse. Der havde stået et enbenet bord ved døren, og der havde Vendela om morgenen sat bakken med mad fra sig, inden hun gik i skole.

Nu stod døren til soveværelset halvåbent. Hun kunne se legoklodser og legetøj på gulvet og hørte pludselig en lille drengs lyse latter.

Hun vendte sig om.

»Skal I være her længe.«

»Nej, kun påsken over. Vi kører hjem på mandag.«

»Jeg skal være her til midt i maj,« sagde Vendela og prøvede at lyde uberørt. »Hvis I gerne vil have det, kan jeg godt holde øje med huset. Jeg løber alligevel forbi en gang imellem …«

»Vil du gøre det?« spurgte kvinden. »Det er virkelig pænt af dig, der har jo været en del indbrud her på øen.«

Vendela så på huset.

»Er I glade for at bo her?«

»Ja, det kan du tro, vi er superglade for det,« sagde kvinden. »Her er så dejligt.«

Vendela tvivlede på det. Gården lå i vejen for elverne – det havde hun jo for længst forstået. At bo her bragte kun ulykke.

Der lå stadig pletter af sne og gemte sig under de tætteste buskadser, smeltevandssøerne på Alvaret var bredere end nogensinde, men de dampede i solen. Til maj ville de være forsvundet.

Vendela kunne bedre finde alting derude nu, og da hun havde løbet i et kvarters tid, var hun tilbage ved den store sten. Hun så med det samme, at elverne allerede havde været der.

De gamle mønter lå stadig i fordybningerne, men den tikrone, hun havde ofret for Aloysius, var væk.

Hun var ikke forbavset, bare forundret over, at de efter alle de år stadig mødtes ved elverstenen.

Hun satte sig i græsset med ryggen imod den østlige side af stenen og pustede ud. Hun havde tøvet lidt, men nu vidste hun, at det var her, hun skulle være – alle andre steder, hun nogensinde havde besøgt eller længtes efter, forsvandt bag horisonten. Herude ved stenen var der ingen, som krævede noget af hende, herude eksisterede den Vendela Larsson, som Max og resten af verden holdt øje med, ikke.

Hun lukkede øjnene, men blev ved med at se billeder for sig inde i hovedet. Hendes indre blik spejdede ud over Alvaret mod vandet, og hun syntes, at hun kunne se helt over til stenbruddet og sit eget hus, der lå ved siden af det. Derinde sad hendes mand Max ved sit ene skrivebord og skrev på det næste kapitel i sin bog Maximalt god mad. I den konstruerede han en hverdag, hvor han selv stod for det meste af madlavningen i hjemmet, og det alene, fordi »den største glæde er at give sin egen lykke videre til en anden«. Så for at se et glad ansigt om morgenen, plejede Max at vække sin kone med ordene »min elskede V«, som han kaldte hende i bogen, »med en bugnende morgenmadsbakke fyldt med nybagt brød, frugter og friskpresset juice«.

Vendela vidste, at Max i det øjeblik, han skrev det, var overbevist om, at det forholdt sig sådan, selvom det næsten altid var hende selv, som lavede morgenmad til dem. Ved nogle helt specielle lejligheder havde han givet hende morgenmad på sengen eller lavet aftensmad, og dengang havde hun troet, at hvis hun bare roste ham tilstrækkeligt, ville han hjælpe lidt mere til i køkkenet. Men Max’ madlavning var aldrig blevet hverdag.

Det spillede ingen rolle nu, ikke herude på Alvaret.

Hun kiggede på nabohuset mod nord, det gamle hus, der var bygget af en af Henrys arbejdskammerater, og hun så familien, som boede der nu. Per Mörner sad på terrassen med sin gamle far. Hans børn var også hjemme. Det hele så meget fredfyldt og højtideligt ud, men Vendela vidste, at skinnet bedrog.

Per var en presset og plaget sjæl. Han ville have godt af at løbe herude på Alvaret.

Så holdt hun op med at se imod det fjerne og vendte i tankerne tilbage til det sted, hun sad, til stenen og den lille lysning mellem enebærbuskene. Et kort øjeblik var alt stille og tomt, men pludselig så hun inde i hovedet billedet af en oprejst mand, han var klædt i hvidt tøj. Han stod helt stille uden at flytte sig for hendes blik. Han smilede til hende.

Elvernes konge? Nej, Vendela anede, at der her var tale om deres sendebud, en tjener, som viste sig, for at hun skulle vide, at de kendte til hendes tilstedeværelse. Manden var af lavere rang og mindede faktisk en hel del om Max.

Han blev stående roligt inde i hendes hoved, og han blev ved med at smile, som om han ville sige: Det er dig, der skal tage det første skridt, ikke mig.

Men Vendela var ikke klar til at tage skridtet, ikke endnu.

Hun åbnede øjnene og så sig omkring. Lysningen var tom, men det raslede mellem buskene.

Hun fik kuldegysninger, som hun altid gjorde, når hun trak sig tilbage fra elvernes verden. Hun rejste sig og tog tre mønter op af lommen. Hun lagde dem ved siden af hinanden på stenens overside, i hver sin lille skål.

Én mønt for Max og hende selv, én for Aloysius’ helbred og én for naboerne ved stenbruddet. Per Mörner og de andre.

Så vendte hun om og løb hurtigt tilbage over Alvaret; hun tog lange skridt mellem de skinnende vandspejle. Aftensolen lyste imod hende fra venstre; den var et varmt bål, der viste vej ned til kysten.

Klokken var kun syv, da hun kom hjem. Tiden var gået langsomt, som den altid gjorde i elvernes verden.