29

Gerlof sad i haven. Det var langfredag, den dag, hvor Jesus var død på korset, og da han var barn, var han blevet tvunget til at højtideligholde dagen ved at foretage sig absolut intet. Man måtte ikke lege, ikke høre radio, ikke tale højt, og man måtte slet ikke grine. Det eneste, man faktisk måtte, var at sidde stille på en stol. Som gammel fejrede han den med andre ord på nogenlunde samme måde, som da han var barn, men nu var det bare rart at hvile sig.

Han sad og ventede på, at børnene og børnebørnene skulle ankomme fra vestkysten. Der var ting, der skulle gøres – han havde kunder, der ventede på nye flaskeskibe, og han blev faktisk godt betalt for dem. Men det var jo helligdag, og desuden gik hans tanker hele tiden til Ellas gamle dagbøger.

Han skulle aldrig være begyndt at kigge i dem.

Til sidst rejste han sig og gik ind til garderobeskabet for at hente dagbogen for 1957. Han satte sig i hvilestolen, slog op et sted i midten og fortsatte med at læse:

I dag skriver vi den 16. juni 1957, skrev Ella med sin nydelige skråskrift.

I nat tordnede det, og børnene og jeg var oppe for at se på lynene. Det slog ned tre gange ude i sundet, så det spruttede i vandet. Gerlof sov igennem det hele, men han er vel vant til al den buldren og bragen ude på søen.

I går cyklede han op til Långvik, købte et nyt fiskegarn og cyklede tilbage for at lægge det ud, derefter stod han op ved femtiden her til morgen for at røgte det, det gav femogtyve flyndere og seks aborrer. Så i dag har vi fået stuvet fisk, utrolig dejligt.

I morges så Lena og Julia et rådyrlam løbe over vejen og videre ind i skoven.

I dag solgte den stakkels enkemand Henry Fors nord for byen sine sidste to kalve til slagtning, bilen kom fra Kalmar og hentede dem klokken to, så nu er der kun de tre køer, som hans datter Vendela hjælper ham med tilbage. Det er trist, men Fors har vel brug for pengene.

Ja, tænkte Gerlof, hvad angår Vendela Larssons far, havde Ella haft ret, Henry havde aldrig haft ret mange penge. Nogle magre køer, der græssede på tilsvarende magre enge, og så arbejdet i byens lille stenbrud, som ikke længere kunne konkurrere med de store stenbrud. Det var ikke let.

Han bladrede frem til næste side:

I dag skriver vi den 27. juni 1957.

Der er gået lidt tid siden, jeg skrev sidst, tiden går så hurtigt, og jeg har så meget, der skal tages hånd om, så den ene dag tager den anden. Og det er jo heller ikke altid, man har lyst til at skrive.

Det er også solrigt og varmt, vi har fået højsommervejr.

Gerlof er sejlet ned til Kalmar for at få båden målt, han tog af sted i går, og han tog pigerne med, nu hvor de har fri fra skole. Men jeg har det godt alene heroppe i byen, i Borgholm er der jo sykreds, men jeg savner den nu ikke så meget. Det er jo mest en masse snak og sladren om dem, som ikke deltager den aften, så lige nu må man vel forvente, at det er mig, der bliver vendt og drejet.

Der er mange fasankokke i og omkring byen om aftnerne, men det er vel hønsene på gårdene, der lokker dem hertil. Hønseejerne har så absolut ikke tænkt sig at lade dem møde hinanden!

Den lille skifting fra fennen listede sig også hen til huset i dag, og han fik lidt havrekager og noget saftevand af mig. Han har liv i alle lemmer, og han bevæger sig hele tiden, men han siger ikke meget og slet ingenting om, hvem han er, og hvor han kommer fra.

Han trænger til et bad. Og hans hår er så langt og uredt, at jeg aldrig har set mage.

Gerlof hørte pludselig motorlarm, og det gav næsten et sæt i ham. En bil nærmede sig ude på landevejen. Den satte farten ned og drejede ind ved hans hus.

Han fik travlt med at smække dagbogen i og gemme den under tæppet. Så sad han i hvilestolen, stille og roligt, da leddet blev åbnet, og Volvoen med de to døtre rullede ind foran huset. Bildørene blev åbnet.

»Hej, morfar! Nu er vi her!«

»Velkommen,« råbte Gerlof og vinkede. »God påske!«

Alle hoppede ud. Lena og hendes yngste datter og så Julia og hendes to yngste stedsønner; de havde tasker og rygsække med.

Familien var samlet, freden var forbi. Børnebørnene gav hurtigt deres morfar et knus og gik ind i huset. Derinde tændte de for fjernsynet eller radioen – hvad det end var, så blev der skruet op for lyden, så rockmusikken stod ud ad vinduerne.

Gerlof blev siddende ude på græsplænen og tænkte på sin egen barndoms langfredage.

»Hvordan har du det far? Går alt stille og roligt her?«

Det var Julia, der kom hen til ham. Hun gav ham et kys på kinden.

»Her i huset er alting stille og roligt,« sagde Gerlof. »Der er stille og roligt i hele byen … men folkene ved stenbruddet er da flyttet ind nu.«

»Er de flinke?«

»Ret så flinke.« Han tænkte på det blad, som Jerry Morner pludselig havde smidt på bordet den anden aften. »Og ret så originale.«

»Skal vi gå over og sige goddag til dem?«

»Nej, jeg var til fest derovre i onsdags. Det må være nok.«

»Så der er kun os til at fejre påske?«

Gerlof nikkede. Han havde en ung slægtning, som boede oppe i Marnäs, hans brors barnebarn Tilda, men hun havde fundet en ny mand i efteråret og havde nok at se til med sit nye liv.

»Hvad går du ellers og laver?« spurgte Julia.

»Jeg sidder bare og funderer lidt over tingene.«

»Hvilke ting?«

»Ingenting.«

Julia strakte hænderne frem imod ham.

»Vil du op at stå?«

Gerlof smilede og rystede hurtigt på hovedet. Han ville ikke op at stå lige nu.

»Jeg sidder godt her.«

Før eller senere var han nødt til at tale med døtrene om Ellas bøger og høre, hvad de vidste om hendes besøgende.