30

Indtil det tidspunkt, hvor Nilla kollapsede og hostede blod ved bordet, havde familien Mörners påskemiddag været hyggelig.

Det var lykkedes for Per at lyve for sig selv og ikke se, hvor syg hun var. Men han burde have anet det, for Nilla havde virket træt allerede lørdag morgen. Hun hjalp ham med at snitte grøntsager efter morgenmaden, men arbejdet gik langsomt, og indimellem stod hun bare og kiggede på skærebrættet.

»Er du træt?« spurgte han.

»Lidt … Jeg sov ikke så godt i nat.«

»Vil du gerne ind og ligge lidt nu?«

»Nej, det er okay.«

»Du kan jo gå en tur i dag,« sagde han, »gå lidt ned på stranden. Prøv om du kan få Jesper med.«

»M-mm,« sagde Nilla stille og fortsatte med at snitte salat, kniven bevægede sig så uendelig langsomt.

Per holdt øje med hende ud ad øjenkrogen og prøvede at slappe af.

Han havde lagt grunden til stentrappen om tirsdagen og derefter fået for vane at gå hen til kanten af stenbruddet og kigge hver morgen og aften; han ville se, om den stadig stod der. Påskelørdag om morgenen gjorde han det også, og stenene lå, hvor de skulle. Han ville snart fortsætte med at arbejde på den, så trappen til sidst ville nå helt op til kanten.

Vandpytterne nede i stenbruddet begyndte at tørre ud. Til sommer, når gruset var helt tørt, kunne han og Jesper lave sjove ting dernede; de kunne for eksempel spille fodbold.

Og Nilla kunne også, selvfølgelig.

Han vendte ryggen til stenbruddet, gik rundt om huset og standsede ved Ernsts værksted. Der var tale om et firkantet træskur, to meter højt, og en del af de vindslebne planker havde stadig spor af den røde Falu-maling. Der var to små, støvede vinduesglugger i hver ende af skuret og en sorttjæret dør.

En tyk kæde var trukket fra døren til en krampe i væggen, men det eneste, der holdt den på plads var et stort, rustent søm. Per trak kæden væk og åbnede døren.

Luften i skuret var tør af kalkstensstøvet, som dækkede gulvet. Han havde været herinde for tre somre siden, da Ernsts pårørende havde fået lov til at tage det i værkstedet, de gerne ville have. De færdigslebne stenting, der stod tættest på døren, var ved den lejlighed forsvundet, soluret, fuglebadene og lampesoklerne. Det eneste, der var tilbage, var de ufærdige skulpturer eller dem, som ingen rigtig kunne se, hvad forestillede.

De stod samlet længst inde på gulvet. Stenblokke, der var blevet bearbejdet til opsvulmede, hovedløse kroppe eller hoveder med dybe øjenhuler og gabende munde. Nogle af skulpturerne lignede ikke engang mennesker.

Per gik ikke ind i værkstedet for at se nærmere på dem, han lukkede bare døren og fortsatte ud for at hente avisen.

»Så din far er altså den berømte Jerry Morner?« sagde Max. »Jeg kunne ikke genkende ham, men jeg kan jo huske navnet.«

Per havde ikke talt med Max Larsson siden nabofesten, men nu var de stødt på hinanden ude ved postkasserne.

»Nå, kan du det?«

Han gik et par skridt væk fra postkasserne med avisen i hånden, men Max fangede ikke signalet. Han smilede bare, naboer imellem, og blev ved med at snakke:

»Jo jo. Jerry Morner, han var jo sådan lidt halvberømt i halvfjerdserne, han gav en gang imellem interviews og stillede op til højtråbende tv-debatter om porno … og i smug læste man jo de der blade, han udgav.« Han blinkede til Per. »Eller læste og læste, der var jo mest billeder i dem.«

»Ja,« sagde Per.

»Der var et af dem, der hed Babylon,« sagde Max, »og hvad var det nu, det andet hed? Sodoma?«

»Gomorra.«

»Netop, Babylon og Gomorra. De var ret bekostelige … Men man måtte spørge efter dem i aviskioskerne, de havde dem aldrig liggende.« Han hostede og tilføjede. »Jeg læser dem selvfølgelig ikke nu. Bliver de stadig solgt?«

»Nej, de eksisterer ikke mere.«

»Videofilmene tog vel over, og nu kommer der jo også internet,« sagde Max. »Tingene udvikler sig.«

Per sagde ikke noget.

»Hvordan fandt han sine modeller?« fortsatte Max.

Per rystede på hovedet.

»Jeg har aldrig været involveret i det.«

»Hvad er det dog også for en slags piger, der stiller op til sådan noget,« blev Max ved.

»Det har jeg ingen anelse om,« sagde Per, men så Reginas smil for sig.

»Man kunne jo tydeligt se deres ansigter … og en del af dem var jo smukke.«

Per trak på skuldrene. Han havde været venlig, men nabo og nabo imellem måtte det være nok nu, så han begyndte at gå ned mod stenbruddet.

»Ja, de blev vel godt betalt,« sagde Max bag ham. »Og så blev de også en erfaring rigere.«

Per standsede og vendte sig om. Han besluttede sig for at lave børnetesten. Han havde lavet den et par gange før.

»Har du børn?« spurgte han.

»Børn?« Max så uforstående ud, inden han svarede: »Ja, jeg har tre … fra et tidligere ægteskab.«

»Døtre?«

Larsson nikkede.

»En. Hun hedder Annika.«

»Max,« sagde Per og sænkede stemmen, »hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at din datter Annika har arbejdet sammen med min far?«

»Men det har hun ikke,« sagde Max hurtigt.

»Er du sikker på det? Tror du, at hun ville fortælle dig om det?«

Naboen var tavs, og Per lod tavshed være tavshed og begyndte at gå igen. Han var kommet flere meter væk, da Max vendte sig om og hvæsede bag ham:

»Dit svin!«

Per gik bare videre. Han var vant til den reaktion, når han prøvede at gøre Jerrys modeller til mennesker.

Men nu var nabofreden ved stenbruddet selvfølgelig ødelagt igen.

Dit svin.

Per havde den kommentar til at køre i hovedet, da han forberedte påskemiddagen.

Jerry, Per og Nilla og Jesper – tre generationer skulle fejre påske sammen. Det var for koldt til at sidde ude på terrassen, så han dækkede op inde på spisebordet i stuen. Spisebordet stod ved siden af Ernsts dragkiste, og da han satte tallerknerne på bordet, stirrede han på den smilende trold, der løb ind i sin grotte. Han undrede sig over, hvorfor den smilte, og hvorfor prinsessen sad og græd. Var ridderen ikke nået frem i tide til at forsvare hendes dyd?

»Pelle?« sagde en stemme bag ham.

Hans far var kommet ind i stuen.

»Der er snart mad, Jerry. Du kan godt sætte dig … Du kan vel godt lide påskeæg?«

Jerry nikkede og satte sig.

»Du må få så mange, det skal være,« sagde Per og fortsatte med at dække bord.

Inden han hentede børnene, vendte han sig og sagde:

»Men ingen blade på spisebordet nu.«

Jerry var stille under hele middagen. Tvillingerne sagde heller ikke meget. Alle sad i deres egne verdener og spiste deres æg.

»Var I ude at gå en tur i dag?« spurgte Per.

Nilla nikkede langsomt. Hun så træt og bleg ud, hendes stemme var også kraftesløs.

»Vi var nede i stenbruddet. Og Jesper fandt et skelet.«

Men Jesper rystede på hovedet.

»Det var bare et lille stykke knogle … jeg tror, det var noget af en finger.«

»En finger?« sagde Per og så på ham. »En menneskefinger?«

»Det tror jeg nok.«

»Hvor fandt I den?«

»Nede i en af stendyngerne. Jeg har den inde på mit værelse.«

»Den stammer sikkert fra et dyr, vi kan kigge på den senere,« sagde Per og pillede skallen af sit æg. »Men faktisk skal man ikke samle knogler, man finder på jorden, op. De kan være fulde af bakterier og …«

Men det virkede ikke, som om Jesper lyttede, han stirrede med skræk i øjnene forbi Per.

»Far!« råbte han. »Nilla!«

Per drejede hovedet mod højre og så, at Nilla havde sluppet sit æg og lænede sig ind over bordet ved siden af ham; hendes hoved hang, og hun var ved at falde til den ene side.

Der var røde blodstænk på dugen. Da hun hostede, kom der flere.

Per vred sig hen langs bordet.

»Nilla!«

Han fik fat i hende, inden hun faldt. Hun så på ham, men øjenlågene hang.

»Hvad? Hvor?« sagde hun, som om hun talte i søvne. »Skal jeg …?«

Så blev hun stille og sank sammen. Per holdt fast i hende.

»Det skal nok gå alt sammen,« sagde han stille. »Det skal nok gå.«

Men det ville ikke gå, det var noget skidt, det her – hans datter var pludselig febervarm i ansigtet. Per kunne mærke, hvordan blodet dunkede i hendes arm, og pludselig var der slet ingen viljestyrke i hendes tynde krop. Hun blev helt slap. Hun var besvimet.

Middagen var standset brat. Jerry sad på den anden side af bordet med sit æg i hånden, han stirrede tomt på dråberne på bordet. Jesper havde rejst sig og så med store øjne på sin søster.

Per bar Nilla væk fra bordet over til sofaen. Da han havde fået hende lagt ned på siden, hostede hun og åbnede øjnene.

»Jeg fryser,« sagde hun stille.

Per huskede, at lægen i Kalmar havde sagt noget om, at den nye medicin kunne gøre det nemmere for infektioner at slippe ind i kroppen. Han så over på Jesper.

»Nilla klarer sig,« sagde han. »Men jeg er nødt til at køre hende ind på sygehuset igen … Kan du blive her sammen med farfar?«

Jesper nikkede.

»Og ringe til mor?«

Sygehuset var tomt og stille påskelørdag, men akutmodtagelsen var selvfølgelig åben. Nilla skulle lægge sig på en seng, og dernæst blev hun kørt ned ad gangen. Per kunne ikke gøre andet end at gå op på hendes gamle afdeling og vente.

Han satte sig på en stol ude på gangen, han var jo vant til det. Han ventede og ventede.

Efter næsten en time åbnedes en dør ind til afdelingen, og Marika og hendes nye mand Georg kom ind. Georg var solbrændt og i mørkt jakkesæt, præcis som de to gange Per tidligere havde mødt ham.

»Vi skal tale med lægen,« sagde Marika til Per.

Han kunne ikke genkende den vagthavende læge. Han hed Stenhammer og var yngre end ham, som Nilla havde haft tidligere, men hans blik var tilsvarende alvorligt, da han tog dem med sig ind på sit kontor. Han så på dem hen over skrivebordet.

»Ja, jeg har både gode og dårlige nyheder.«

Ingen sagde noget, så lægen fortsatte:

»De gode nyheder er, at vi har fået hendes feber til at falde. Pernilla bliver overført fra intensivafdelingen lige om lidt.«

»Kan vi så få hende med hjem i aften?« spurgte Marika, selvom det var Per, der havde børnene i ferien.

Stenhammar rystede på hovedet.

»Det er den dårlige nyhed,« sagde han. »Pernilla kan ikke komme med hjem … Hun er nødt til at blive her nu.«

»I hvor lang tid?« sagde Marika.

Lægen var stille i nogle sekunder. Så begyndte han at snakke, længe og uddybende, om de grundige undersøgelser, de havde foretaget på Nilla, om prøveresultaterne og om det, de havde fundet. Han talte og talte og brugte lange ord.

»Epitheli… hvad sagde du, at det hed?« spurgte Per.

»Det forkortes E.H.E.,« sagde Stenhammar, »og der er tale om en meget sjælden og meget usædvanlig cancerform, der plejer at angribe blødt væv. Jeg ved godt, at det ikke er nogen trøst for jer, men som læge bliver man …«

»Hvad betyder det for Nilla?« afbrød Marika.

Lægen begyndte at tale igen. Bagefter kunne Per kun mindes to ord. Det var ordene ondartet tumor.

»… så det bedste er, at hun bliver her indtil indgrebet,« sagde Stenhammar og foldede hænderne på skrivebordet.

Indgrebet. Per kunne mærke, hvordan gulvet gyngede under ham.

»Så hun skal altså opereres?«

Lægen nikkede.

»Det er vi nødt til, strålebehandling alene er desværre ikke nok … Vi gør klar til en vital indikation.«

Per spurgte ikke, hvad det sidste ord betød, men det lød ikke godt.

»Hvornår?« spurgte Marika stille.

»Snart. Så hurtigt som muligt.« Lægen holdt en pause. »Og det ser desværre ikke ud til at blive nogen let operation.«

»Hvad er oddsene?« spurgte Per.

Et frygteligt spørgsmål; han ville tage det tilbage igen med det samme. Men Stenhammar rystede bare på hovedet.

»Vi spiller ikke lotto her.«

Bagefter gik de uden at sige noget ud på gangen. Georg gik hen for at hente kaffe. Per havde ikke noget at sige til sin ekskone, men Marika kiggede pludselig søgende rundt:

»Hvor er Jesper?«

»Han er stadig ovre i huset.«

»Alene?«

»Nej,« sagde Per, »min far er hos ham.«

»Jerry?«

Marika havde hævet stemmen på den tomme gang. Til gengæld sænkede Per sin:

»Gerhard, ja. Han kom over til os for nogle dage siden …«

»Hvorfor det?«

»Han er syg,« sagde Per. »Han har fået en …«

»Har Jerry ikke altid været det?«

»… og han har brug for hjælp,« fortsatte Per. »Men jeg kører ham hjem snart.«

»Du skal ikke komme her med ham,« sagde Marika hurtigt. »Jeg vil ikke risikere at møde den perverse stodder nogensinde igen.«

»Perverse stodder? Ja, det er han måske …« sagde Per stille, »men så vidt jeg husker, så var du, dengang vi mødtes, meget nysgerrig omkring de ting, Jerry gik og lavede. Du syntes, det var spændende, sagde du.«

»Jeg syntes også, at du var spændende,« sagde Marika. »Det gik også over.«

»Godt,« sagde Per. »Så har vi et problem mindre.«

»Det er ikke mig, der har problemer med dig, Per. Det er dig, der har problemer med mig.«

Han sukkede dybt.

»Jeg skal ind og sige farvel til Nilla.«

Marika blev stående ude på gangen, så Per gik et hurtigt smut ind til Nilla, inden han skulle hjem. Alt var roligt inde på stuen. Hun lå i sengen under en hvid dyne, og dropslangen var selvfølgelig tilbage i hendes arm. Han lænede sig ned og pressede sin kind mod hendes.

»Hej.«

»Hej …«

Hun var bleg nu, hendes bryst dirrede af den hurtige vejrtrækning.

»Hvordan går det? Hvordan har lungerne det?«

»Det går …«

»Du ser godt ud.«

Hun rystede på hovedet.

»Jeg kan ikke finde min sorte sten, far.«

»Hvilken sten?«

»Lavastenen fra Island … den lykkesten, som mor købte til mig. Jeg havde den inde på mit værelse. Jeg troede, jeg puttede den i lommen, men den er der ikke nu.«

Per kunne godt huske den; det var en glat og kulsort sten, som Nilla havde ladet ham holde i hånden. Den havde ligget godt i håndfladen.

»Den ligger sikkert et eller andet sted i huset,« sagde han. »Jeg skal nok finde den.«

Da han en halv times tid senere kom hjem til huset, havde Jerry og Jesper taget maden af bordet og fjernet den beskidte dug. Men opvasken stod stablet ude i køkkenet, og Per måtte tage sig af den.

I stuen kørte en eller anden amerikansk komedieserie, hans far og hans søn sad i sofaen og kiggede. Jerry virkede optaget af serien, men Jesper drejede hovedet, da hans far kom ind.

»Gik det godt, far?«

Per nikkede og gned sig i øjnene.

»Jo … Nilla skal blive i Kalmar i aften, men hun har det bedre nu.«

Jesper nikkede og blev ved med at kigge på fjernsynet.

Senere, tænkte Per. Jeg fortæller ham om tumoren senere.

Han vendte sig.

»Hvad skal du nu?« spurgte Jesper et sted bag ham.

»Jeg skal lede efter en sten,« sagde Per stille, »en lykkesten.«

Så kom han i tanke om noget, vendte sig igen og sagde:

»Hvad var det for resten, du havde fundet, Jesper? En knogle?«

»M-mm. Den ligger inde på mit værelse, på reolen.«

Per gik ind på sønnens værelse. Han prøvede at være ligeglad med rodet derinde, men åbnede alligevel vinduet for at lufte lidt ud. Så kiggede han på reolen.

Knoglen, som lå mellem Jespers bøger og spil, var lille, kun fire eller fem centimeter lang. Den var gråhvid og føltes ru, som om den havde ligget udendørs i mange år og var blevet tør og porøs.

Og Per kunne se, at Jesper og Nilla havde haft ret, for stykket lignede faktisk en afhugget menneskefinger.