32

Børnebørnene havde brugt hele påskelørdag på at male hårdkogte æg med vandfarver. Der var gule æg med blå streger og røde æg med grønne prikker – men de fleste havde fået så mange lag farve, at de var blevet sorte.

Gerlof spiste et par af dem med meget salt og kaviar på, men foretrak kryddersild med kartofler og knækbrød. Han fik sig også et par snapse krydret med malurt, der var blevet plukket nede ved stranden, og han noterede sig, at ingen andre ved bordet drak alkohol. Godt. (Han havde af og til gennem årene været urolig for et af sine børn, den yngste datter Julia, men i aften havde hun kun mælk i glasset.)

Efter æggene og snapsene havde Gerlof det så godt, at han begyndte at fortælle om, hvor elendigt livet var på øen før i tiden.

»Bænkevælling, ved I, hvad det var?«

Børnene rystede på hovedet.

»Det var en særlig ret, man fik om lørdagen,« sagde Gerlof. »Opskriften var ret enkel … man samlede bare en uges madrester i en træskål, så saltede man det godt og grundig og kogte det op i en gryde, hvorefter man spiste det. Hele familien!«

Julia rystede på hovedet.

»Du har aldrig spist bænkevælling, far. Så fattige var I ikke.«

Han rynkede på panden og så irettesættende på hende.

»Jeg taler om min farfar, han fik bænkevælling, da han var lille. Da jeg selv var barn, stod tingene slemt nok til … Der var ikke vand i vandhanerne, så man fik vand ved at pumpe det op i spanden ude i gården.«

»Jeg kan godt huske den pumpe,« sagde Lena, »den var der stadig i tresserne … Men brøndvandet smagte bedre end vandet fra vandhanen, syntes jeg.«

»Ja,« sagde Gerlof, »men en gang imellem var det helt brunt, og så var man nødt til at pumpe, indtil det blev klart igen. Og vi havde heller ikke toilet, kun et udendørs lokum med en stor spand, som man skulle tømme ud i et hul, når den blev fuld. Det sprøjtede op ad benene, hvis man ikke var forsigtig, og hvis man snublede, fik man …«

Lena lagde sin gaffel fra sig på tallerknen.

»Vi spiser altså stadigvæk,« sagde hun.

»Ja ja,« sagde Gerlof og blinkede til børnebørnene. »Men om foråret var det lige omvendt, så havde vi alt for meget vand. Så kunne der opstå store søer ude på Alvaret … Jeg kan huske, at vi nogle gange badede i dem. Og engang fandt min bror Ragnar og jeg en gammel vaskebalje, som vi riggede til med et lagen, og så søsatte vi den i vårflommen.« Han lo. »Den fik så meget fart på, at den væltede. Det var det første skib, jeg ejede.«

»Var der biler?« spurgte et af børnebørnene.

»Ja,« sagde Gerlof, »der har været biler, så længe jeg kan huske. De kom til øen ret tidligt, længe før vi fik elektricitet. Der var biler heroppe før første verdenskrig, men en del af gårdene fik ikke strøm lagt ind før i fyrrerne. Og nogen ville slet ikke have den installeret, for den kostede jo en del. Man brugte petroleumslamper så længe som muligt.«

»Så slap I også for strømafbrydelser,« sagde Julia.

»Jo, men på den anden side blev alle skrækslagne, hver gang det tordnede. Folk gik ind til hinanden, eller de gik ud og satte sig i bilen, indtil det var drevet over. Det var, som om vi ikke var vant til elektricitet.«

Da næsten alle æggene var spist, gik børnebørnene fra bordet. Der blev noget mere stille, og Gerlof blev siddende med sine døtre.

Der var noget, han ville fortælle dem. Noget, der føltes som en bekendelse.

»Jeg er i øvrigt begyndt at læse jeres mors dagbøger.«

»De ligger da oppe på loftet?« sagde Julia.

»Nej, de lå længst inde i et skab. Vil I også gerne læse dem?«

»Helst ikke,« sagde Julia.

Lena rystede på hovedet.

»Jeg har godt set, at de lå der, men jeg har aldrig rørt dem … Det føles for privat. Ville hun ikke have dem brændt? Jeg synes, jeg kan huske, at hun …«

»Brænde dem? Det har jeg aldrig hørt noget om,« afbrød Gerlof. Han ville ikke have dårligere samvittighed, end han allerede havde, og han fortsatte med sin mest bestemte kaptajnsrøst: »Jeg læser dem i hvert fald. Det er ikke ulovligt at læse dagbøger.«

Der blev stille ved bordet. Han tog det sortmalede æg og begyndte at pille skallen af det, og så tilføjede han mere stille:

»Hun så underlige væsner her ved huset, vidste I godt det? Hun skriver om det i dagbøgerne.«

Døtrene kiggede på ham.

»Så hun små nisser, mener du?« sagde Julia. »Det gjorde farmor jo.«

»Nej, ikke nisser. Ella skriver om ‘en skifting’, som kom forbi vores hus en gang imellem, når hun var her alene. I starten tænkte jeg, at hun havde en eller anden bejler i byen, der kom på besøg, når jeg var til søs …«

»Aldrig i livet,« sagde Julia.

»Det tror jeg heller ikke.« Gerlof kiggede eftertænksomt ud ad vinduet, over mod græsset og buskene uden for grunden. »Men jeg gad godt vide, hvad det egentlig var, hun så. Hun talte aldrig med mig om det. Sagde hun noget til jer om det?«

Julia rystede på hovedet. Hun udhulede sit sidste æg og sagde:

»Mor var lidt hemmelighedsfuld … hun var god til at tie stille.«

»Det var måske en trold nede fra stenbruddet,« sagde Lena og smilede. »Ernst plejede at tale om dem.«

Gerlof smilede ikke tilbage.

»Der er ingen trolde dernede.«

Han begyndte at rejse sig. Begge døtre rakte hurtigt hænderne ud mod ham, men han ville ikke have hjælp:

»Det går fint, tak. Jeg går nok ind og lægger mig snart. I glemmer vel ikke påskemessen i morgen?«

»Vi skal nok køre dig op til kirken,« sagde Lena.

»Godt.«

Gerlof havde stadig sit eget soveværelse i huset. Da han var kommet derind, lukkede han døren bag sig og skiftede til pyjamas, selvom klokken kun var ni. Han vidste, at han ville sove dybt, selvom alle andre var vågne og sad og så fjernsyn. Han hørte deres latter og høje stemmer og lukkede øjnene.

Børnebørnenes høje tempo fra morgen til aften tog kræfterne fra ham. Hvordan ville det ikke blive, når sommerferien begyndte? Han måtte hellere nyde forårsfreden, så længe den varede.