34

Jerry Morners mave var stor og hvid og på ingen måde muskuløs. Gode vine og oste, whiskysjusser og cognac år ud år ind, havde fået den til at svulme op. I en uge havde den dertil haft et langt plaster hen over sig, men Per trak det væk om morgenen påskedag. I ét langt ryk.

Mavens ejer gryntede på køkkenstolen, men rørte sig ellers ikke.

»Sådan,« sagde Per og foldede plasteret sammen. »Føles det bedre?«

Jerry gryntede igen, men såret hen over maven så ud til at være helet fint, syntes Per. Det var groet sammen og var blevet til en lyserød streg.

»Kan du huske, hvordan du fik det?« spurgte han.

Jerry var stille, inden han svarede:

»Bremer.«

»Det var Bremer, som holdt kniven? Han stak dig med den og slog dig?«

Jerry nikkede.

»Bremer.«

»Okay. Men I var jo venner … Ved du, hvorfor han gjorde det?«

Jerry rystede på hovedet. Han holdt fast ved sin historie – det gjorde den måske mere troværdig, syntes Per, men den var stadig lige mærkelig. Hvorfor skulle Hans Bremer angribe sin kollega med en kniv, låse en kvinde og sig selv inde og derefter sætte ild til huset?

Per kunne kun håbe på, at politiet ville gennemgå filmstudiet og snart finde nogle svar. Og desuden ville fortælle dem om de svar, de fandt.

Der var indtil flere gåder, som det var værd at spekulere over. Han havde aftenen forinden ledt efter Nillas lavasten, og han var fortsat om morgenen – men den var ganske enkelt ikke i huset. Han ledte også ude i bilen, uden resultat. Han prøvede hele tiden at holde sig uden for sin fars synsvidde, for så snart han viste sig, kunne han høre hans hæse råben:

»Pelle? Pelle!«

Da Per havde taget Jerrys plaster af, rettede han ryggen.

»Nu hvor du er kommet dig, synes jeg, at vi skal se at få dig hjem, Jerry. Jeg kører dig ned til Kristianstad i aften. Hvad siger du til det?«

Hans far sagde ingenting.

»Så siger vi det, Jerry. Du kan sidde her og hvile dig, og så spiser vi senere.«

En times tid efter frokost smuttede han ud for at løbe en tur. Det var en måde at rense hovedet på, og så slap han også for Jerry imens.

Påskedag var frisk og klar, der var kun et lyst slør af fjerlette skyer over fastlandet. Han løb langs kysten nordpå, og da han var kommet så langt, at han kunne se den lille ø Blå Jungfrun som en sort kuppel ude i sundet, standsede han og sugede landskabet til sig. Klipperne, solen, havet. I nogle sekunder lykkedes det ham at glemme alt andet. Så vendte han om og løb tilbage igen.

Da han var næsten hjemme, fik han øje på en anden løber i hvid kasket og rød træningsdragt. Han eller hun kom løbende fra øst ad vejen, som snoede sig indad i landet. En tynd figur nærmede sig med hurtige skridt.

Det var Vendela Larsson.

Per standsede et par hundrede meter fra stenbruddet og lod hende indhente sig. Han smilede til hende.

»Hej, hvor langt blev det så til?«

Det var underligt, men han syntes, at hun så flov ud, da hun nåede frem til ham. Det så næsten ud, som om hun var blevet taget på fersk gerning i noget.

»Hvor langt? Du mener, hvor langt jeg har løbet?« Det så ud, som om hun tænkte sig om. »Jeg holder ikke så nøje regnskab … jeg løb ud på Alvaret og tilbage igen. Det er min sædvanlige runde.«

»Flot. Jeg plejer selv at løbe et smut ned langs stranden. To kilometer nordpå og så tilbage igen.«

Hun smilede. »Jeg løber næsten hver aften. Vi talte jo om at gøre det sammen … måske i morgen?«

»Klart,« sagde Per.

Der blev stille imellem dem, så han vendte sig om og begyndte at småløbe tilbage mod huset. Vendela fulgte med.

»Hvordan har børnene det?« spurgte hun.

Per skævede til hende. Hvad vidste hun egentlig? Vidste hun, hvor syg Nilla var? Han orkede ikke at tale om det.

»Det går lidt op og ned,« sagde han. »Jesper har det fint, men hans søster Nilla har … hun har tabt sin lykkesten.«

»Nå, for søren. Er hun meget ked af det?« spurgte Vendela. »Jeg synes, at hun så lidt bleg ud til festen, det så ud, som om hun var …«

»Lidt,« afbrød Per. »Hun er lidt ked af det.«

Vendela kiggede på huset.

»Har hun tabt den inde i huset?«

»Det tror hun nok.«

Vendela standsede pludselig midt på grusvejen og lukkede øjnene i nogle sekunder. Per betragtede hende.

»Er du okay?«

Hun åbnede øjnene og nikkede. Hun begyndte at løbe over mod sin egen villa. Og som om det var selvindlysende, sagde hun henkastet over skulderen:

»Jeg tror, du kan finde hendes sten nu. Den er nok inde på hendes værelse.«

Og det var den.

Da Per kom hjem, kiggede han ind på det lille værelse, hvor Nilla havde sovet i påsken, og der lå den på sengen. En lille rund, slebet lavasten aftegnede sig tydeligt mod det hvide sengetæppe.

Men han havde da kigget der? Han havde jo kigget efter lykkestenen overalt.