35

»Hende fra festen,« sagde Jerry.

Han stod foran huset og rettede en dirrende pegefinger mod syd.

»Hvor?« sagde Per og proppede Jerrys taske ind i bilen. De skulle køre snart.

»Filmede hende,« sagde Jerry.

»Hvem taler du om?«

»Hende!«

Han blev ved med at pege. Per kiggede over mod nabohuset, hvor et par skikkelser gik rundt i indkørslen.

»Mener du Marie Kurdin? Du så hende til festen?«

Jerry nikkede.

»Har hun været med i dine film?«

Jerry nikkede igen.

»Tæve.«

Per bed tænderne sammen; han havde før hørt Jerry bruge det ord.

»Lad være med at sige sådan,« sagde han.

»Men frisk,« sagde Jerry langsomt, som om han godt kunne lide ordene. »Fri-isk tæve.«

»Hold så op,« sagde Per. »Jeg vil ikke høre om det.«

Men han kiggede alligevel over mod nabovillaen.

Marie Kurdin stod uden for sit hus. Hun var ved at pakke familiens bil med en masse tasker, puslebord og poser med legetøj. Påskeferien var slut, og nu skulle familien Kurdin hjem fra sommerhuset.

Hvor gammel kunne hun være? Tredive år, måske. En høj, slank mor til et lille barn. Hun bevægede sig energisk med rejsetaskerne og råbte noget, som Per ikke kunne høre, til sin mand inde i huset. Det kunne da ikke passe, at Marie Kurdin havde indspillet film sammen med Jerry? Han så pludselig billederne for sig, billeder, som han ikke ønskede at se; han så for sig, hvordan Marie Kurdin lå på en seng, og som alle de andre havde hun Markus Lukas til at ligge ind over sig, og Jerry stod ved siden af og røg …

Nej. Per rystede på hovedet og kiggede på sin far.

»Det er noget, du indbilder dig.«

Inden de kørte, gik Per over til Vendela Larsson for at takke for Nillas lykkesten – og for at spørge sin nabo om, hvordan hun havde kunnet vide, hvor den lå.

Han bankede på, men ingen åbnede. Så han skrev en hurtig besked:

Mange tak for stenen!

/Per

Så foldede han papiret sammen og kilede det fast i dørsprækken.

De var tre i bilen. Jesper var også med, da de forlod øen og kørte over Ølandsbroen – han skulle hjem til sin mor; skolen begyndte jo efter påskeferien.

Marika boede i eget hus i den nordlige del af Kalmar, og Per satte sønnen af udenfor. Han ville ikke risikere, at hun løb ind i Jerry.

»Tror du selv, du kan finde hjem?« spurgte han, da Jesper var stået ud af bilen.

Jesper nikkede uden at le ad vittigheden, men han lænede sig frem og gav ham et hurtigt knus.

»Hav det nu godt i skolen,« sagde Per, »og hils mor.«

Da Jesper var gået ind i huset, vendte han sig om mod Jerry.

»Så du det knus, Jerry? Nogle fædre får den slags.«

Jerry sagde ingenting, så Per fortsatte:

»Så kører vi dig hjem.«

»Hjem,« sagde Jerry.

Et par timer senere kørte han ind i Kristianstads centrum, men på det tidspunkt var Jerry faldet i søvn. Han sov tilbagelænet med ansigtet vendt mod loftet i kabinen. Munden stod gabende åben imellem de ru kinder. Hans snorken overdøvede larmen fra motoren, og Per tændte for radioen, som spillede en gammel dansk skillingsvise:

I en sal på hospitalet, hvor de hvide senge står

lå en lille brystsvag pige, syg og bleg med gyldent hår …

Han slukkede hurtigt igen.

Gaderne virkede fremmede på ham, men til sidst fandt han det rigtige sted. Han parkerede ved fortovet, ti meter fra hoveddøren ind til det hus, hvor faren boede. Døren var lukket.

Da han slukkede for motoren, gav det et sæt i Jerry, og han vågnede. Han blinkede med øjnene og så sig forvirret omkring.

»Pelle?«

»Du er hjemme nu«, sagde Per.

»Kristianstad?«

Jerry hostede og så ned ad gaden. Han rystede langsomt på hovedet.

»Nej.«

Han havde fortrudt. Per sukkede.

»Jo, du er i sikkerhed her. Her er trygt nok.«

Jerry rystede igen på hovedet. Han løftede en dirrende finger og pegede.

»Hvorhen?«

Per blev ved med at kigge over mod Jerrys hoveddør. Så åbnede han bildøren.

»Så vent her,« sagde han og stod ud af bilen. »Jeg tager lige et kig … Så henter jeg dig bagefter. Har du nøglen?«

Jerry rodede i frakkelommen og gav ham den.

»Prince,« sagde han.

Jerry ville have cigaretter, men Pers svar bestod i at smække med bildøren.

Han gik langsomt over mod døren. Jerrys lejlighed lå centralt, men ikke i den dyreste del af Kristianstad. Der var tale om murstensbyggeri fra begyndelsen af 1900-tallet, og det trængte til at blive renoveret. Fire etager oppe under taget kiggede små udhuggede stenhoveder ned på ham. De lignede vanskabte ugler.

Han låste hoveddøren op og trådte ind i mørket.

Han huskede, da han for en uge siden gik ind i Jerrys villa. Huskede røgen og flammerne, som slog op fra stueetagen, Bremer i den brændende seng og en pige, der skreg om hjælp.

Herinde lugtede der i det mindste ikke af røg. Trappeopgangen rungede bare sådan. Trappen snoede sig opad i en spiral omkring en cylinderformet elevatorskakt, men den runde elevator så over firs år gammel ud, og den var alt for lille; den ville lukke sig om ham som et bur, hvis han trådte ind i den.

Per foretrak at gå de tre etager op til Jerrys lejlighed.

Han passerede to lejligheder, hvor dørene var lukkede, og fortsatte så op på tredje sal. På reposen nedenfor standsede han.

Jerrys dør stod på klem.

Først troede Per, at han havde taget fejl, men da han talte etagerne endnu en gang, konstaterede han, at han var det rigtige sted.

Han kunne ane entreen inden for døren, men den var mørk og stille. Ingenting bevægede sig derinde.

Han blev stående på reposen neden for den åbne dør. Han lyttede igen. Der var helt stille. Det eneste, han kunne høre, var nogle biler, som susede forbi nede på gaden.

Per tænkte på hoveddøren i Jerrys villa. Den havde også stået på klem.

Hvorfor stod denne dør også åben? Den burde ikke stå åben. Trygt og sikkert, havde han sagt til Jerry, men herinde i opgangen begyndte han at tvivle.

Er du bange?

Ja, han var bange. Lidt.

Per tog en dyb indånding, tænkte på sin judotræning og prøvede at finde balancen i kroppen fra fødderne og opad. Langsomt begyndte han at gå op ad trappen igen. Nu syntes han pludselig, at der stod nogen og ventede på ham inden for døren. Nogen, som holdt vejret og hørte ham komme, uanset hvor langsomt han bevægede sig, uanset hvor stille hans hjerte slog.

Med forsigtige skridt nærmede han sig den åbne dør.

De tre sidste trappetrin tog han i én retningsbestemt bevægelse, en, to, tre – så var han fremme ved lejligheden, tog fat i dørhåndtaget og åbnede.

En stank af cigaretrøg slog imod ham i døråbningen, men det var nok en gammel lugt, som Jerry havde efterladt sig.

Der var mørkt i entreen, Per rakte hånden ind og tændte lyset.

Så kiggede han ind.

Til at begynde med så alting ud, som det plejede. Som det plejede? Han havde ikke været oppe i Jerrys lejlighed i tre år, og da var han kun blevet der i en halv times tid. Men der hang stadig en masse tøj i entreen, ruskindsjakker og gule jakker, og på gulvet stod der nogle sorte laksko, som Jerrys sandsynligvis ikke havde brugt i årevis.

Per gik et par skridt ind over tærsklen og lyttede. Alt var stille.

Et stort persisk tæppe bredte sig i den store stue lige efter entreen. Ved kanten af tæppet lå en stor åben rejsekuffert.

Den var tom, kunne han se, men der var flere tasker bag den. Marokkanske stoftasker, plasticposer og slidte attachémapper lå spredt ud over gulvet – og de så ud til at være blevet åbnet af nogen, der ledte efter noget bestemt i dem, for der lå dynger af tøj og papir overalt på gulvet.

Per var bange nu, men han gik alligevel et par skridt frem og kiggede ind i stuen.

Der var ingen at se, og der var helt stille.

Han gik ind.

Han havde forventet, at der var mere rodet i den store stue, end der egentlig var. Der lå store nullermænd i hjørnet og gammel appelsinskræl på glasbordet, men Jerrys oliemalerier hang stadig på væggene. Per havde givet ham nogle bøger i løbet af årene, og de stod urørte og pænt sat på plads i bogreolen. Hans far havde aldrig brugt tid på at læse.

Til venstre for indgangen stod en lakeret kommode, en kopi af en klassisk gustaviansk Haupt-model. Men den var ikke urørt. Per kunne huske den fra sin barndom; den havde tre skuffer, der altid var låst. Nu stod de åbne.

Kommoden var brudt op med vold. Nogen havde taget en skruetrækker eller et stemmejern og hakket sig vej gennem træet rundt omkring de sorte nøglehuller. Derefter havde vedkommende rykket låsen ud. Papirer og dokumenter, som Jerry havde haft liggende i skufferne, var blevet taget ud og smidt på gulvet.

Soveværelset lå på den anden side af stuen. Persiennerne var trukket ned derinde, der var mørkt og lige så stille som i resten af lejligheden. Et maleri af en nøgen kvinde med bryster så store som kloder hang over Jerrys vandseng.

Per tog tre skridt hen mod døråbningen og lyttede igen. Han kunne se, at sengen stod uredt, dynen og puden var skrabet sammen i en stor dynge på midten. Men der lå ingen i sengen.

Lejligheden var tom.

Han vendte om og gik forsigtigt ned ad trappen igen.

Ude på gaden kørte biler og busser forbi, nogle meter derfra kom en ældre mand og kvinde gående med hinanden under armen. Det var hverdag i byen, og Per forsøgte at berolige sig selv. Han gik over til bilen og åbnede Jerrys dør. Hans far kiggede på ham.

»Prince, Pelle?«

Per rystede på hovedet. Han blev stående ved siden af bilen og stirrede på Jerrys hoveddør. Den forblev lukket.

»Da du i sidste weekend kørte fra lejligheden til Ryd, Jerry,« sagde Per, »lukkede du så døren ind til lejligheden efter dig?«

Jerry hostede og nikkede.

»Du lukkede og låste, og det er du helt sikker på?«

Jerry nikkede bestemt, men Per vidste, at han havde glemt den slags før. Efter slagtilfældet var det nærmest mere reglen end undtagelsen, at alt, hvad han havde sagt og gjort dagen før, var væk.

»Døren stod åben, der er blevet ødelagt en kommode … Jeg tror, at du har haft indbrud. Hvis det altså ikke er dig selv, der har rodet rundt deroppe?«

Jerry sad tavs med hovedet bøjet. Per var nødt til at tage en beslutning.

»Okay … vi er nødt til at gå derop og se efter, om noget er blevet stjålet. Og så er vi nødt til at anmelde det til politiet.«

Han lænede sig frem og hjalp sin far ud af bilen.

»Jerry,« sagde han, »var der andre, som havde nøgle til din lejlighed?«

Jerry stillede sig usikkert på fortovet og så ud, som om han tænkte sig om, inden han med et enkelt ord svarede:

»Bremer.«