36

Per anmeldte indbruddet til politiet i Kristianstad, selvom Jerry ikke rigtigt kunne sige med sikkerhed, om der virkelig var blevet stjålet noget fra kommoden.

»Hvad mangler du, Jerry?« havde han spurgte flere gange. »Hvad har de taget?«

Men Jerry havde bare stået og kigget på papirrodet på kommoden med forundring i blikket, det var, som om han ikke længere kunne huske, hvad de forskellige ting var. Da Per bladrede gennem de efterladte papirer, så de mest ud til at bestå af gamle huslejeopkrævninger og kontoudtog.

Men alt det andet? Hvor var det? Der burde vel være ansættelseskontrakter for alle de modeller, som Jerry og Bremer havde filmet gennem årene? Underskrevne aftaler, hvor de unge kvinder vitterliggjorde, at de ikke var for unge, og at de stillede op frivilligt?

Han fandt ingen kontrakter og så på sin far.

»Kan du huske, hvad du opbevarede herhjemme, Jerry? Var det noget vigtigt?«

»Papirer.«

»Var det vigtige papirer?«

»Doku…«

Jerry tav, det var et alt for svært ord.

»Forskellige dokumenter? Med forbindelse til Morner Art?«

»Morner Art?«

Det virkede ikke længere, som om Jerry kunne huske navnet på sit eget aktieselskab.

Da Per ringede til politiet, kunne han kun give dem vage oplysninger om indbruddet. De tog imod anmeldelsen, men de mødte ikke op for at foretage nogen undersøgelse.

»Det er helligdag i dag,« sagde politimanden til Per. »Vi er nødt til at prioritere de akutte sager. Men tak for anmeldelsen, vi vil holde øjne og ører åbne.«

Ved nitiden ringede Per til sygehuset for at sige godnat til Nilla.

»Hvordan har du det?«

»Det går.« Hendes stemme var lav, men han kunne godt høre den. »Lidt bedre end i går … Jeg har fået drop, og de har givet mig en masse indsprøjtninger.«

»Godt,« sagde Per hurtigt. »Og jeg har fundet din lykkesten.«

»Har du? Hvor lå den?«

»På din seng,« sagde Per kort. »Du får den, når vi ses igen … Er der andet nyt?«

»Næ … der er bare kommet nye ind på afdelingen,« sagde Nilla. »Der er kommet en fyr. Han hedder Emil.«

Hendes stemme lød pludselig gladere, da hun sagde navnet, så Per spurgte:

»Er han på din alder?«

»Næsten. Han er femten.«

»Godt,« sagde Per. »Så spørg ham, om han vil spille ludo.«

Nilla lo kort og skiftede emne:

»Fik du mit tankebillede i går aftes? Klokken otte?«

»Det tror jeg nok … Jeg fik i hvert fald en masse billeder i hovedet.«

»Hvad tænkte jeg så på? Hvad så du?«

Per kiggede ud på himlen over byen og tog et vildt gæt:

»Skyer?«

»Nej.«

»En solnedgang?«

»Nej.«

»Tænkte du på dine venner?«

»Næ, på flagermus.«

»Flagermus? Hvorfor dog det?«

»De kommer frem her ved sygehuset om aftenen,« sagde Nilla. »De flakser rundt som sorte tøjstykker over himlen.«

»Kigger du ikke på fuglene længere?«

»Jo, om dagen. Men om aftenen, når jeg ikke kan sove, kigger jeg på flagermusene.«

Per lovede at komme forbi og besøge hende næste dag, og så sagde de farvel til hinanden.

Det var ret sent at køre hjem nu, og Pers hus stod alligevel tomt på Øland. Så han blev hos Jerry. Inden han lagde sig, satte han sikkerhedskæden på yderdøren.

Lejligheden i Kristianstad føltes fremmed for ham at sove i, men den lange lædersofa stammede tilbage fra Jerrys tid i Malmø, så den havde han prøvet at sove på som teenager. Idet han krøb ned i den, rørte minderne på sig.

Hans mor havde ofte advaret ham forud for besøgene hos Jerry:

»Hvis han har en kvinde på besøg, så behøver du ikke at sove der, så kan du køre hjem igen … eller også henter jeg dig. Du behøver ikke holde den slags ud.«

»Nej da, mor.«

Men det gav sig selv, at hans far en gang imellem havde haft en kvinde på besøg. Flere ad gangen, faktisk. Per havde ofte spekuleret på, om han havde ukendte halvsøskende et eller andet sted i det sydlige Sverige. Det skulle ikke undre ham.

Døren til Jerrys soveværelse havde været lukket, men siden Per lå ude på sofaen, havde han selvfølgelig kunnet høre sin far og kvinderne derinde. På det tidspunkt var han teenager og mindre uskyldig, end dengang han mødte Regina, og han vidste godt, hvad Jerry foretog sig, men de nætter var alligevel en plage.

Det spiller ingen rolle, havde Per tænkt. Kærligheden er ikke vigtig.

Og nu? Nu tænkte han på Nilla og Jesper. Og et kort øjeblik så han faktisk Vendela Larssons store øjne for sig i mørket.

Så faldt han i søvn.

Da han vågnede, var det mandag morgen, anden påskedag.

Der var ikke meget glamour over Jerrys køkken. Bordet var fuldt af brune fedtpletter. Beskidte kopper og tallerkner stod stablet op ved vasken, og det eneste, der var til morgenmad, var kaffe og knækbrød. Og så Jerrys cigaretter.

Per fyldte sin fars kaffekop og sagde:

»Jeg skal snart køre, Jerry. Jeg er nødt til at køre op til Jesper og Nilla.«

Jerry så op.

»Men ikke dig,« sagde Per, »du skal blive her. Du klarer dig jo fint i lejligheden selv, gør du ikke?«

Han forsøgte at lyde bestemt, men det lykkedes ikke for ham. Per så sig omkring i det beskidte køkken og kunne ikke beslutte sig for, hvad han skulle stille op med sin far.

Kør hjem, tænkte han, da han så sig i køkkenvinduets spejlbillede. Han ville have skidt det et langt stykke, hvis det var dig, der havde været gammel og syg.

Men Per kunne ikke. Det var ikke kun det gamle løfte til Anita, eller at Jerry sjuskede med maden og helbredet og havde brug for hjælp – det var også det med reservenøglerne. Det med mordbranden og det mulige indbrud.

Hvis Jerry skulle bo her, var Per nødt til at få politiet til at overvåge hans lejlighed. Før det ville den ikke føles sikker.

Hvis Hans Bremer havde haft en nøgle til lejligheden, og hvis nogen havde stjålet den fra ham og var brudt ind i lejligheden for at stjæle noget i løbet af påsken – så ville den person kunne finde på at komme tilbage.

Til sidst havde Per besluttet sig for alligevel at tage Jerry med sig tilbage til Øland. Han havde pakket en taske med rent tøj og omhyggeligt låst lejligheden, og så havde far og søn sat sig ind i bilen igen og var kørt i retning ad Østersøen.

Nu var der i hvert fald ingen børnebørn at tage hensyn til i huset. Der var knap nok naboer. De kom tilbage til stenbruddet ved tretiden anden påskedag, og Per kunne se, at Kurdins villa var lukket ned.

De andre naboer, Larsson-parret, så stadig ud til at være der. Han huskede, at han havde lovet at løbe med Vendela i aften, og han så faktisk frem til det.

Da han hjalp Jerry ind i huset, spurgte Per:

»Dit og Bremers firma, Morner Art … hvad sker der med det nu?«

»Bremer,« sagde Jerry og rystede på hovedet.

Per troede, at han forstod, hvad han mente.

»Ja, Hans Bremer er jo væk nu … så du afvikler vel selskabet én gang for alle, gør du ikke, Jerry?«

Hans far nikkede.

»Var det det, ham der Markus Lukas ville, da han kontaktede dig?« spurgte Per. »Ville han have, at du skulle holde op med at filme?«

Jerry så forvirret ud og svarede ikke.

»Jeg kan hjælpe dig med at afvikle Morner Art,« sagde Per. »Jeg kan tage mig af alt det praktiske … Kontakte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og din bank og alle de andre.«

Jerry var stadig stille, men Per syntes, at hans hage bevægede sig på en måde, så det lignede et kort nik. Og han håbede – han håbede inderligt – at det var slut med Jerrys firma nu.

Ikke flere blade, ingen film.

Ikke flere besøg i granskoven.