37

Da Max var taget af sted på sin lille bogturné, var Vendela for første gang helt alene i villaen, og pludselig virkede den endnu større end før. For stor – stuen med sit høje loft og de tykke bjælker mindede hende om Henrys kostald. Hendes skridt rungede ensomt, når hun gik over stengulvet. Men hun havde hængt gamle Gerlofs valknude på døren ud til køkkenet, og hun smilte for sig selv, hver gang hun så den.

Aloysius var der selvfølgelig også, og han var godt selskab at have i huset. Og rask! Det var helt fantastisk – da Max var taget af sted, rejste Ally sig i kurven og gik flere ture rundt i stueetagen og det uden at støde imod et eneste møbel. Og Vendela syntes, at han kiggede på hende hele tiden nu, hun behøvede ikke engang at kalde på ham. Alligevel var hun ikke overrasket, for det var jo netop det her, hun havde ønsket sig. Om lidt ville hun sætte sig med bogen om elverne og fra start til slut fortælle om, hvordan Ally havde fået det bedre.

Men først ville hun løbe en tur op langs kysten sammen med Per Mörner.

»Hej,« sagde Per, da han åbnede.

»Hej,« sagde Vendela.

»Er du klar?«

»Det kan du tro.«

Side om side løb de fra stenbruddet, og mens de løb i lyset fra den nedgående sol, faldt de hurtigt ind i hinandens rytme og vejrtrækning.

Kulden trak ind fra havet og krøb op over stranden og klipperne. Solen farvede himlen mørkerød.

De satte farten op, da de kom ud på grusvejen, og Vendela følte sig stærk, hun holdt Pers hurtige tempo. Hun kunne høre, hvordan han trak vejret dybt og roligt, og det gav hende ny energi at være så tæt på hans lange krop. Det føltes, som om hun ville kunne løbe hele vejen op til nabobyen Långvik.

Men efter tre-fire kilometer drejede Per hovedet og spurgte:

»Synes du, vi skal vende om nu?«

Hun kunne se, at han var træt.

»Ja. Det her er langt nok.«

De standsede og blev stående ved stranden i omkring et halvt minut, mens de kiggede ud over det mørkeblå sund. Der var ingen både derude. De sagde ingenting, men indåndede luften stort set samtidig. Derefter begyndte de at løbe sydpå igen, i takt.

Først da de var kommet tilbage til stenbruddet, begyndte de at tale.

»Der er noget, jeg er nødt til at spørge om,« sagde Per midt på grusvejen og tog en dyb indånding. »Det der med stenen … Min datters lykkesten fra Island. Hvordan gjorde du det?«

»Mig?« sagde Vendela og pustede ud. »Jeg gjorde ingenting.«

»Men du vidste jo, hvor den var … på hendes seng.«

Vendela nikkede og sagde:

»En gang imellem kan man bare fornemme ting.« Hun ønskede at skifte emne, så hun spurgte i stedet: »Så din familie er altså rejst nu?«

»Min far er her stadig. Mine børn er taget til Kalmar.«

»Det er min også … altså min mand. Min lille hund og jeg er her stadig, han hedder Aloysius. Han holdt sig væk til festen i onsdags, men nu er han her. Vil du møde ham?«

»Klart.«

Per fulgte med op til døren.

Vendela åbnede og så sig rundt en sidste gang, mod øst, mod Alvaret og mod vest og stenstranden derude.

»Vi bor mellem troldene og elverne,« sagde hun.

»Gør vi?« sagde Per.

»Min far Henry sagde til mig, at troldene boede nede i stenbruddet, og elverne boede ude på Alvaret. Og da de mødte hinanden, sloges de, så blodet flød.«

»Okay?«

»Ja, der er spor efter kampen nede i stenbruddet. Blodspor.«

»Mener du blodlaget?« spurgte Per. »Tror du på det?«

Han så eftertænksomt på hende, hun slog en latter op.

»Måske … men ikke på trolde.«

Nu smilede han, som om de pjattede med hinanden.

»Og hvad så med elverne?«

»Ja,« sagde Vendela og holdt pludselig op med at smile, »de findes måske. Men de er venlige væsner, de hjælper os.«

»Gør de?«

»Ja.« Og hun fortsatte uden at tænke sig om: »Det var dem, der hjalp med at finde din datters lykkesten.«

»Var det?« spurgte Per.

»Jeg bad dem om det, og så viste de mig et billede af, hvor den lå.«

Per sagde ingenting, men Vendela kunne mærke, at han skævede til hende. Hun skulle ikke have plapret løs om elverne, men nu var det gjort.

Stilheden blev lang og lidt ubehagelig imellem dem, så hun vendte sig om:

»Ally!«

Efter et par sekunder kunne man høre poter imod gulvet, og så viste den gråhvide puddel sig forsigtigt i døråbningen.

»Hej med dig,« sagde Per.

Ally løftede hovedet, men kunne ikke fokusere på deres gæst. For at Per ikke skulle lægge mærke til det, bøjede Vendela sig ned og kløede hunden i nakken.

»Tak for turen,« sagde Per bag hende, og hun drejede sig rundt:

»Selv tak. Skal vi også løbe en tur sammen i morgen?«

Det var et ret direkte spørgsmål, og hun havde ikke engang fniset nervøst, da hun spurgte.

Per tøvede lidt, inden han nikkede.

Da Vendela havde lukket døren efter Per, begyndte telefonen ude i køkkenet at ringe. Hun blev stående ved siden af Ally i hallen. Hun havde på fornemmelsen, hvem det var, og hun vidste ikke, om hun orkede svare.

Den ringede to gange, tre gange, fire gange – femte gang var hun nået hen til køkkenbordet og løftede røret.

»Hallo?«

»Hvor har du været?« spurgte en mandsstemme. »Jeg har ringet tre gange.«

Det var selvfølgelig Max.

»Ingen steder,« sagde Vendela hurtigt. »Ude på Alvaret.«

»Ude og løbe?«

»Netop.«

»Alene? Skulle du ikke løbe sammen med naboen?«

Vendela kunne ikke engang huske, at hun havde nævnt det, men Max kunne åbenbart huske det, og han var selvfølgelig nødt til at bringe det på bane. Hun forstod ikke hans trang til at kontrollere. Hun var stille nogle sekunder, inden hun løj for ham:

»Jeg løb alene.«

»Er der andre tilbage i byen?«

»Det ved jeg ikke … der er sikkert et par stykker. Jeg har mest været indenfor.«

»Okay … men jeg har i hvert fald ringet.«

Der blev stille. Hun kunne høre poter imod køkkengulvet, Ally kom ud og stillede sig ved siden af hende. Vendela knipsede med fingrene, og pudlen lyttede intensivt for at finde frem til hende.

»Hvordan er det gået med foredragene?« spurgte hun.

»Okay.«

»Mange mennesker?«

»En del. Men de køber ikke ret mange bøger.«

»Det bliver nok bedre,« sagde hun.

»Og er der sket andet?« spurgte han lavmælt.

»Hvad skulle det være?«

»Har du taget piller i dag?«

»Kun to,« sagde Vendela. »En i morges og en efter frokost.«

»Godt,« sagde Max. »Jeg er nødt til at smutte nu. Jeg skal spise middag med arrangørerne.«

»Okay, men så må du sove godt.«

Da Vendela lagde røret på, undrede hun sig over, hvorfor hun blev ved med at lyve om pillerne. Hun havde ikke taget en eneste pille i flere dage. Løbeturene var meget vigtigere nu.