Blodlag

Alt blev pludselig, som det plejede i Gerlofs lille have, da børnene og børnebørnene var taget hjem efter påske.

De visne blade var endelig faldet af hasselbuskene, der stod omkring grunden, og Gerlof kunne se små ivrige skygger hoppe rundt inde i buskadset. Det var bogfinkerne og de nyankomne trækfugle, som enten ville blive i byen hele sommeren eller blot hvile et par dage, inden de fortsatte over Østersøen mod Finland og Rusland. Han kunne også høre dem – finkernes korsang lød som klingende bjælder.

Luften var blevet et par grader varmere, vinden var svag, og Gerlof kunne stadig nusse med sine flaskeskibe ude på græsplænen. John Hagman havde givet ham et gammelt og tørt stykke mahogni, som han havde planer om at bygge en fuldrigger af. De havde haft deres storhedstid på verdenshavene, længe før han selv var blevet skipper, men han havde altid haft en svaghed for dem.

Han kunne også fortsætte med at smuglæse Ellas dagbøger. Af og til fandt han en optegnelse om hendes gæst.

Ja, i dag skriver vi så den 5. august 1957.
Mange fisk i denne uge. I torsdags stegte vi geddekoteletter, Gerlof havde harpuneret gedden mellem stenene nede ved stranden, og i morges fik jeg en aborre af snedker Andersson.

Vi holdt også krebsegilde lørdag aften. Men Gerlof var til havnemøde nede i Borgholm, så pigerne og jeg holdt selv fest.

Det virker, som om skiftingen er klar over, hvornår han kan komme frit frem. Han har holdt sig væk i et par uger, men i dag stod han ved stengærdet, da jeg kom ud, og jeg var nødt til at hente mælk og kager. Så kom han frem, og jeg kunne lugte stanken, i dag var det værre end det plejer, det er nok varmen. Han burde få sig et bad, synes jeg, hvorfor kan han ikke få et bad? Men skiftingen smilede, og jeg lod som ingenting.

Som sædvanlig sagde han ikke en lyd, han tog bare for sig og gnaskede løs. Og så forsvandt han igen nordpå uden at sige tak.

Han er så sky, og de mindste lyde får ham til at fare sammen, så jeg forstår da så meget, at det ikke er meningen, at han skal være her. Han ønsker at komme og gå i ubemærkethed. Derfor siger jeg ikke noget om ham til nogen.

Gerlof holdt op med at læse. Han kiggede op mod landevejen og tænkte, at Ellas gæst måtte være kommet fra den kant, når han kom på besøg.

Hvad lå der nordpå? I halvtredserne havde der ligget nogle gårde og fiskerhuse deroppe. Ellers var det bare græs og krat. Og så stenbruddet, selvfølgelig. Det lå jo tættest på, lige på den anden side af vejen.

Han ville genoptage sin læsning, men så raslede det af en besøgende ved lågen.

Det var ikke hjemmehjælpen, der kom, det var Per Mörner. Han vinkede, og Gerlof vinkede tilbage. De havde ikke set hinanden siden nabofesten i sidste uge.

»Ja, så er jeg er tilbage igen,« sagde Per, da han gik hen over græsplænen.

»Jeg vidste ikke engang, at du havde været væk,« sagde Gerlof. »Har du kørt din far over på fastlandet?«

»Det var planen,« sagde Per lavmælt, »men der opstod nogle forhindringer … Han er her stadig, jeg tager mig af ham.«

»Ikke spor,« sagde Per, »det ligner mere et rødt lag i klippen … Ernst snakkede om blodlaget.«

»Nå, det?« Gerlof lo. »Blodlejet, som stenhuggerne plejede at sige. Det er ikke blod, det er jernoxid. Det blev skabt, da Øland lå under havet, og stenbruddet stadig var en del af havbunden. Dengang lyste solen ned gennem Østersøens vand, og havbunden oxiderede. Senere hævede øen sig af op bølgerne, og jernoxiden stivnede og blev til et lag i kalkklippen … Det var før min tid, men jeg har læst, at det var sådan, det gik til.«

»Nej da, men de gav de forskellige lag i kalken en masse forskellige navne.« Gerlof løftede hånden og talte på fingrene: »Det øverste hårde lag var fyldt med sprækker og revner, og det brød man løs og skovlede til siden. Så kom man ned til lerlaget, som var meget hårdt og svært at bryde igennem. Derefter kom de ned til det gode lag, den bedste og fineste kalksten, det var den, de brød og solgte. Og nede under det stødte de af og til på blodlaget.«

»Nej, tværtimod,« sagde Gerlof. »Når de ramte blodlaget, var de kommet for langt ned.«