39

Per begyndte at arbejde igen tirsdag morgen.

»Hej, jeg hedder Per Mörner, og jeg ringer fra firmaet Intereko, der laver markedsundersøgelser. Har du tid til at svare på nogle spørgsmål?«

Selv når han rablede spørgsmålene af sig, tænkte han på noget andet. Han tænkte en del over Vendela Larsson og hendes snak om trolde og elverfolk. Hun var mærkelig, men han kunne ikke holde op med at tænke på hende.

Telefonen på køkkenbordet ringede ved titiden, da han lige var blevet færdig med sin tolvte samtale om vaskepulver. Mindet om det mærkelige, anonyme opkald til sommerhuset lige efter påske fik ham til at tøve med hånden over røret, men til sidst svarede han.

Der lød en bestemt mandsstemme:

»Per Mörner?«

»Ja.«

»Du taler med Lars Marklund fra politiet i Växjö. Vi har talt sammen tidligere …«

»Ja, det husker jeg.«

»Godt, det drejer sig selvfølgelig stadig om branden i Ryd. Vi vil gerne have suppleret oplysningerne fra det forhør, der blev foretaget den pågældende aften.«

»I vil gerne tale med mig?«

»Og med din far,« det lød, som om Marklund bladrede i nogle papirer, »… Gerhard Mörner. Hvornår ville det passe jer?«

»Min far er desværre ikke så let at tale med,« sagde Per.

»Er han syg?«

»Han fik et slagtilfælde sidste år. Det har påvirket hans evne til at tale, han kan kun huske enkelte ord.«

»Vi vil alligevel gerne have lov til at stille et par spørgsmål,« sagde politimanden. »Er han at træffe på sin hjemadresse?«

»Nej, han er her på Øland.«

»Okay … I hører fra os.«

»Men hvad drejer det sig egentlig om?« spurgte Per. »Hvad er det, I gerne vil vide?«

»Vi har bare lidt flere spørgsmål … Brandundersøgelsen er færdig nu.« Han holdt en lille pause og tilføjede: »Og obduktionerne.«

»Hvad er I kommet frem til med dem?« spurgte Per.

Men politimanden havde allerede lagt røret på.

Jerry sov stadig, eller han lå i hvert fald stadig i sengen. Per gik ind, fik ham op og fik ham til at klæde sig på. Det så ud til at gå langsommere og langsommere for hver dag; han havde slet ingen kræfter i venstre arm, og Per var nødt til at hjælpe med at putte den i skjorteærmet.

»Så er der morgenmad,« sagde han.

»Træt,« sagde Jerry.

Per efterlod ham ved køkkenbordet med kaffe og mellemmadder.

Selv gik han ud i solen og den klare, kolde luft for at fortsætte med at undersøge Ernsts værksted.

Han åbnede dørene på vid gab, så lyset faldt på skulpturerne derinde. Det var en mærkelig forsamling – de lignede en stor troldefamilie, eller hvad det nu var, de skulle forestille. Og rundt omkring dem langs væggene stod al Ernsts værktøj: løftestænger, hammere, økser og bor. Et helt arsenal.

Hvis Jerry havde haft andre interesser tidligere i livet, så var søvnen den eneste, han havde nu. Han sov længe om morgenen, og efter den sene morgenmad ville han lægge sig igen. Men Per gik ikke med til det; han gav sin far sko på, fik ham i frakken og tog ham med ud til kanten af stenbruddet.

»Her,« sagde Per og pegede, »her er Jesper og jeg ved at bygge en trappe … den kan godt bruges, hvis man går forsigtigt.«

Han holdt godt fat i Jerry arm, da de gik ned ad den smalle rampe – de kunne knap og nap gå ved siden af hinanden, og nogle af stenene føltes ubehageligt vakkelvorne under deres fødder. Men blokkene blev liggende.

»Ikke så dårligt, vel?« sagde Per, da de kom ned.

Jerry hostede til svar. Han så sig omkring på den store grusplads.

»Tomt,« sagde han.

Per holdt øje med ham ud ad øjenkrogen, men begyndte at arbejde på trappen igen. Trillebøren stod der stadig, og han fyldte den med grus og kørte den hen for at læsse det af. Derefter ville han ved hjælp af spaden opbygge rampen langs klippevæggen og gøre den mere stabil.

Da han havde tømt fem læs grus, drejede han hovedet og kiggede på sin far.

»Hvad laver du, Jerry?«

Jerry havde stillet sig med ryggen til ved den nærmeste grusdynge. Han stod bare der med bøjet nakke, og Per forstod først ikke, hvad han lavede, indtil han så, at Jerry fumlede med sin gylp.

»Nej, Jerry!« råbte han.

Faren drejede hovedet.

»Hvad?«

»Du kan ikke gøre det hernede … Du er nødt til at gå op i huset!«

Men det var for sent. Han kunne bare stå og kigge, indtil Jerry var færdig og trak lynlåsen op.

Troldene bliver forstyrrede, hvis man hælder vand ud på dem, tænkte Per. Så gik han hen og tog fat i farens arm.

»Vi har et toilet oppe i huset, Jerry. Brug det næste gang.«

Jerry så uforstående på ham, og så stivnede han pludselig og kiggede i retning af havet. Han blinkede.

»Bremers bil,« sagde han.

»Hvad?« sagde Per.

Jerry løftede sin raske arm og pegede mod kystvejen, der snoede sig mellem stenbruddet og havet.

Per drejede hovedet og så, at der stod en bil derovre. En mørkerød bil, som var kørt så langt ud til siden af vejen, at der var udsigt over stenbruddet. Han havde ikke set den komme, men han var ret sikker på, at kystvejen havde været tom, da han og Jerry gik ned ad trappen fra huset.

Per missede med øjnene mod bilen, som stod næsten midt i sollyset.

»Hvorfor tror du det … at det er Bremers?«

Jerry sagde ikke noget, men blev ved med at stirre.

»Okay. Jeg går over til den,« sagde Per.

Han gik med lange skridt over den enorme grusplads. Bilen stod der stadig, og da han kom nærmere, anede han en mand, der sad bøjet over rattet og kiggede ned på ham. En ubevægelig skikkelse, der så ud til at have en slags hue på hovedet.

Da han var et par hundrede meter fra kystvejen, startede bilen.

»Hallo!«

Per råbte og vinkede uden at vide, hvem han vinkede til, og samtidig satte han farten op.

»Vent!« råbte han.

Men den mørkerøde bil begyndte at køre. Den bakkede, drejede rundt på vejen, gassede op og kørte sydpå, og den var stadig så langt væk, at han hverken kunne se nummerpladen, eller hvilken model der var tale om.

Lyden fra motoren døde ud, Per var nødt til at vende om igen. Han var forpustet, da han nåede tilbage til den østlige side af stenbruddet.

Jerry så spørgende på ham.

»Bremer?«

»Nej,« sagde Per.

»Markus Lukas?«

Per rystede på hovedet og hev efter vejret. Ingen fra Jerrys verden måtte komme herover. Per boede jo her, og det gjorde Jesper og Nilla også.

»Det var nok bare en turist,« sagde han. »Skal vi teste trappen nu?«

Växjö politi ringede igen til Per ved tretiden, da de var kommet tilbage til huset.

»Jeg har tjekket, hvornår det passer os bedst nu,« sagde Marklund, »og jeg tænkte, at vi kunne mødes på halvvejen … Kan I komme ind til politistationen i Kalmar sidst i den her uge?«

»Ja, okay.«

»Så kan vi for eksempel ses på fredag klokken to?«

»Fint. Men tingene er lidt usikre for tiden, så jeg ved ikke … jeg er måske nødt til at tage på sygehuset.«

»Er din far så dårlig nu?«

»Nej. Det er ikke min far, som er akut syg. Det er min datter.«

»Jeg er med … men kan vi alligevel sige på fredag, og så ringer du, hvis det ikke er muligt?«

»Selvfølgelig,« sagde Per. »Men kan du fortælle, hvorfor vi skal komme? Har I fundet noget i huset?«

»En hel del.«

»Var det Hans Bremer, der lå oppe på første sal?«

Politimanden tøvede.

»Personerne er blevet identificeret.«

»Ifølge aviserne drejer det sig om en mand og en kvinde,« sagde Per. »Og branden var vel påsat?« Han fik ikke noget svar, så han fortsatte: »Du behøver ikke sige noget, jeg så jo en dunk, der lækkede nede i studiet. Og hele huset stank af benzin.«

Der var stadig stille i den anden ende af røret, indtil politimanden endelig svarede:

»Som sagt vil vi gerne tale lidt mere med din far om, hvad han så, da han kom til huset … og hvad du så derinde.«

»Er vi mistænkt for noget?«

»Nej. Ikke dig, Per. Du havde ikke tid til at påsætte branden.«

»Så I mistænker altså min far? Eller Bremer?«

Politimanden var stille igen, men så sukkede han.

»Vi mistænker ikke Hans Bremer. Han kan ikke have angrebet din far eller påsat branden.«

»Hvorfor ikke?«

Marklund tøvede, inden han svarede:

»Fordi Bremer var bagbundet, da han døde. Og det var kvinden også.«