40

»Kan du have det godt, Aloysius. Vi ses snart!«

Vendela låste døren og gik ud i gruset foran huset. Hun strakte armene mod himlen, gjorde kroppen lang og prøvede at få fat i de høje skyer, der svævede deroppe. Så løb hun over til Mörners hus og opdagede, at Pers far sad ude på terrassen; han var sunket helt ned i en hvilestol.

Hun bankede på. Der gik nogle minutter, så åbnede Per døren – men kun på klem – det var, som om han var usikker på, hvem gæsten kunne være. Hun syntes, at han så lidt urolig ud, måske endda ligefrem bange.

»Er du klar?« spurgte hun.

Han kiggede på hende.

»Skulle vi også løbe i dag?«

Vendela nikkede hurtigt.

»Vi aftalte det i går. Har du fortrudt?«

Det så ud, som om han kunne huske det nu.

»Nej, jeg kommer. Om fem minutter … jeg skal bare lige have Jerry ind.«

Det lød, som om han talte om et husdyr, syntes Vendela.

Ti minutter senere havde Per vækket sin far og fået ham ind på sofaen. Vendela kunne se, at Jerry stadig halvsov – hans søn lagde et tæppe over ham, og han forhindrede ham ikke i det.

Da Per havde fået sit overtrækstøj og løbeskoene på, begav de sig på vej.

»Samme rute?«

»Det lyder fint,« sagde Vendela.

De løb ikke så hurtigt i dag, og når de løb i et roligere tempo, var det lettere at tale sammen.

»Måtte din far ikke være ude i dag?« spurgte Vendela.

»Jo, men ikke, når jeg ikke er der,« sagde Per. »Jeg er nødt til at holde lidt øje med Jerry … han kan stikke af.«

De fortsatte med at løbe med lange skridt og rolig vejrtrækning. Det føltes lige så godt som sidste gang. Da de havde lagt huset bag sig, kiggede Vendela på ham og sagde:

»Du siger aldrig ‘far’.«

Per lo, eller også var det mest et støn.

»Nej, vi har droppet titlerne.« Han hev efter vejret og spurgte. »Og hvad med dig … sagde du altid ‘far’ til din far?«

»Til Henry?« sagde Vendela. »Jo, jeg sagde vist mest ‘far’.«

»Men du kunne godt lide ham?«

»Det ved jeg ikke rigtigt,« sagde Vendela og kiggede over mod stenbruddet. »Han tog herned hver morgen og kom hjem igen om aftenen. Jeg tror, han havde det meget bedre her end på gården … han kunne godt lide stenhuggeriet og at arbejde med den rødeste kalksten.«

»Mener du blodlaget?« sagde Per. »Jeg ved godt, hvad det er nu.«

»Hvad det er?«

»Jeg ved, hvordan blodlaget blev dannet.« Han hev efter vejret og fortsatte: »Jeg talte med Gerlof Davidsson, og han sagde, at det var en geologisk …«

Vendela afbrød ham.

»Jeg vil ikke vide det.«

»Hvorfor ikke?«

»Det frarøver det noget … det fjerner magien.«

Der blev stille. Det eneste, der kunne høres, var skoene mod jorden og så Pers dybe vejrtrækning. Vendela drejede pludselig mod øst, ind på en af de mindre grusveje, som førte op til landevejen. Det var bare en impuls, men Per fulgte med.

»Hvor skal du hen?«

»Jeg vil vise dig noget,« sagde hun og blev ved med at løbe.

Hun førte ham ad vejen til sit barndomshjem og standsede ved lågen. Der var gået en uge siden det sidste besøg. Græsplænen i haven var blevet længere og grønnere, men huset stod tomt. Ingen Volvo på gårdspladsen. Den lykkelige familie, som havde boet her, var kørt hjem til byen.

Per var også standset op, han hev efter vejret og så sig omkring.

»Hvad er det her for et sted?«

Vendela åbnede lågen og sagde:

»Min barndom suser rundt her.«

»Gør den?«

»Det var her, jeg voksede op,« sagde Vendela og gik ind i haven.

Per så ud til at tøve lidt, inden han fulgte efter hende.

»Hvordan var det så at bo her dengang?« spurgte han. »Var det en god barndom?«

Vendela var stille, hun ville ikke sige for meget. Og hun ville ikke tænke på køerne.

»Det var lidt ensomt,« sagde hun til sidst. »Jeg havde ingen venner i nærheden, de boede oppe i Marnäs. Jeg havde kun selskab af min far, og så havde jeg …«

Hun holdt inde og blev stående foran den tilgroede grund, hvor kostalden engang havde ligget.

Derefter kiggede hun op mod huset, mod det midterste vindue på første sal, og et kort øjeblik forventede hun at se to stirrende øjne deroppe. Et ansigt bag ruden, en løftet hånd og en lav latter.

Kom op til mig, Vendela.

Men værelset bag vinduet var mørkt og tomt.

 

VENDELA OG ELVERNE

Fordi elverne har gjort fru Jansson så syg, at hun ikke kan arbejde mere det skoleår, er hendes vikar, frøken Ernstam, nødt til at blive hos klassen. Vendela kan utrolig godt lide hende, og de andre elever har det ligesådan. Hun kommer fra Kalmar og har nye ideer til undervisningen. Frøken Ernstam føles ung og moderne, hun træder nogle gange ned fra podiet, hvor kateteret står, og hun går rundt i klasselokalet, og så vil hun helst ikke spille på cykelorglet.

En uge efter, at hun har overtaget lærergerningen, fortæller frøken Ernstam, at klassen skal på en forårsudflugt til Borgholm næste fredag. De skal besøge havnen og se slottet, men de skal også gå i butikkerne på torvet. Rejsen skal ses som en slags opmuntring, inden de begynder at forberede sig til det store lektieforhør før skoleafslutningen.

Der går et sug af forventning gennem klassen, men Vendela forholder sig tavs.

Hun kan selvfølgelig ikke tage med. Nogen skal jo tage sig af køerne, og i øvrigt skal man medbringe to kroner til transporten. Det er ikke nogen formue, men hun har ikke to kroner, og hun vil ikke bede sin far om penge. Hun ved, at han ikke har nogen, det har han sagt flere gange.

Men på mindre end en uge løser det sig faktisk alligevel med rejseudgifterne, for om tirsdagen får Vendela lov til at låne halvtreds øre af sin bedste ven Dagmar, og om torsdagen sker der endnu et mirakel; hun går på vej hjem forbi Marnäs kirke og ser pludselig en skinnende tokrone, som nogen har tabt i gruset. Og så har hun pludselig penge nok og lidt til.

Det eneste, der bekymrer hende nu, er Rosa, Rosa og Rosa.

Med mønten i hånden standser hun ved elverstenen. Hun bliver stående og kigger på fordybningerne i den.

De er naturligvis tomme.

Vendela lægger halvtreds øre i en af de små skåle og ønsker, at hun slipper for at skulle drive køerne hjem og malke dem næste dag. En eneste fridag om året, det er vel ikke for meget forlangt?

Hun bliver stående lidt ved stenen og kigger på den lille mønt. Bagefter kan hun ikke huske, hvad hun tænker – om hun måske ønsker sig noget mere.

Et bedre liv, måske? Ønsker hun sig væk fra gården, væk fra far og Den Invalide på første sal og helt væk fra øen? Til en verden uden pligter, til et sted, hvor penge ikke er noget problem?

Vendela kan ikke huske det. Hun efterlader mønten i stenskålen og går gennem græsset mod gården uden at se noget omkring sig. Hun kommer hjem og går ud til vænget, og køerne løfter hovedet og ser på hende. Rosa, Rosa og Rosa stiller sig på række og begynder at lunte mod leddet, og Vendela løfter kokæppen. Men i dag slår hun ikke med den, for hun har hovedet fuldt af tanker. Hun går bag køerne og tænker på, hvordan hendes ønsker mon vil gå i opfyldelse.

Den nat vågner hun pludselig ved, at køerne brøler i mørket. De lyder skrækslagne, og ind mellem deres brøl kan hun gennem vinduet høre en underlig knitren.

Vendela sætter sig op i sengen, hun kan lugte røg. Gennem rullegardinet ser hun et flakkende skær over gårdspladsen. Et gulligt lys vokser og vokser omkring stalden, og det får resten af gården til at smelte sammen med den mørke skov. Hun hører fødder styrte op ad trappen og så et råb:

»Stalden brænder!«

Det er Henrys stemme. Hun hører hans skridt over gulvet, og så bliver døren slået op.

»Det brænder! Du skal ud!«

Vendela kommer ud af sengen, han trækker i hende og slæber og bærer hende ned ad trappen og ud i den kolde nat. Hun havner i det fugtige græs og ser sig forvirret omkring; det er først da, at hun ser, at stalden står i lys lue. Flammerne presser sig ud gennem væggene og sender hvirvlende gnister op i nattehimlen. Ilden er allerede begyndt at slikke mod stuehusets gavl.

Henry står lænet ind over hende, han har bare tæer og er i natskjorte. Han vender sig om.

»Jeg er nødt til at hente Jan-Erik!«

Han styrter ind i huset igen.

»Jan-Erik?«

Hun får ikke noget svar.

Køerne bliver ved med at brøle, højere og mere langtrukkent, end hun nogensinde har hørt det før – de kommer ikke ud.

Flammerne snor sig over jorden, de klatrer op over stalden, og inde under taget slår de imod hinanden som røde brændinger. Vendelas ben føles lammede. Hun kan ikke bevæge sig. Hun bliver siddende på græsset og ser sin far komme ud af huset igen med en stor tæppebylt i favnen.

Henry slipper bylten i græsset.

Vendela hører en hvæsende vejrtrækning. To arme vikler sig ud af tæpperne, et ansigt med hvide øjne blinker, og så smiler en mund med hvide tænder til hende.

Det er Den Invalide, som sidder der i græsset, kun en meter fra hende. De sidder og stirrer på hinanden, og det eneste, der kan høres, er den knagende og bragende lyd af staldens tag, der begynder at bryde sammen.

I lyset fra ilden kan Vendela se, at Den Invalide overhovedet ikke er gammel. Den Invalide er en ung dreng, måske fem eller seks år ældre end hende selv. Hans ben er lange og normale.

Men han er syg. Han har tykt slim i luftrørene, kan Vendela høre, og der er også noget galt med hans hud – ansigtet er rødt og ophovnet, selv når ilden ikke lyser på det, og han har nogle levrede sår på kinderne og i panden; det ser ud, som om et dyr har kradset ham. Han er også rød og fuld af sår på overkroppen. Og alligevel smiler han.

Et sted mellem to og tre år – så længe har Den Invalide boet på gården, uden at Vendela har vidst, hvem han var. Kan han tale? Forstår han svensk?

»Hvad hedder du?«

Han åbner munden og griner, men svarer ikke.

»Jeg hedder Vendela. Hvad hedder du?«

»Jan-Erik,« siger han til sidst med en så lav og sløv stemme, at den dårligt kan høres gennem ilden. Han bliver ved med at grine.

»Hvem er du?«

»Jan-Erik,« siger han.

Henry løber stadig rundt på gården – nogle gange som en tydelig skikkelse op imod flammerne, andre gange usynlig i mørket. Da ilden strækker sig og får fat i stuehusets gavl, pumper han spanden fuld af vand og går op på første sal for at væde træet og slå alle gnister væk.

Vendela bryder ud af sin lammelse, hun begynder at bevæge sig. Hun gør en eneste ting rigtigt denne aften; hun går hen og åbner den vakkelvorne låge ind til hønsegården ved siden af stalden. Høns og kyllinger flakser ud i et stort virvar på gårdspladen, til sidst kommer hanen. De samles i en fortættet flok i mørket, uden for farezonen.

»Ring til brandkorpset!« råber Henry.

Vendela løber ind i køkkenet og ringer alarm til Borgholms brandkorps. Hun bliver viderestillet til Kalmar, og det tager lang tid at komme igennem og forklare, hvor det brænder.

Da hun igen kommer ud, sidder Den Invalide stadig på græsset, og Henry styrter stadig frem og tilbage mellem stalden og vandpumpen.

Men det er alt sammen for sent. Ilden brager både på loftet og langs murene omkring dyrenes båse, og til sidst sætter Henry farten ned. Han tager en lang, dyb indånding.

Vendela kan ikke gøre andet end at stå på gårdspladsen og lytte, indtil brølene fra stalden ophører.

Grillet kød. Der lugter af grillet oksekød i natten.

Vendela mærker varmen fra ilden, men fryser alligevel. Hun vil ikke blive stående herude.

»Far … kommer du med ind?«

Først virker det ikke, som om han hører hende, så ryster han på hovedet og svarer stille:

»Det er ikke ildens skyld.«

Vendela forstår ikke, hvad han mener.

Efter næsten en time dukker brandkorpset op med to biler fra Borgholm, men det eneste, de kan gøre, er at forhindre ilden i at sprede sig. Det er ikke muligt at redde stalden.

Langt over midnat, da brandmændene er taget af sted, men røgen stadig hænger tungt over gården, sidder Henry tilbage i kulden ude på trappen. Han har båret Den Invalide tilbage til hans værelse, men han går ikke selv ind. Vendela går ud til ham en sidste gang.

»Hvem er Jan-Erik, far?«

»Jan-Erik?« siger Henry. Det ser ud, som om han tænker efter, inden han svarer: »Han er jo min søn … din bror.«

»Min bror?«

Han ser på hende over skulderen.

»Har jeg ikke fortalt dig det?«

Vendela kigger på ham. Hun har i hundredvis af spørgsmål, men hun stiller kun et:

»Hvorfor slipper han for at gå i skole?«

»Det behøver han ikke,« siger Henry. »De sagde, at det ikke var besværet værd. Han kan ikke lære noget.«

Han fortsætter med at stirre ud i mørket.

Vendela går ind i huset og lægger sig igen. Hun ligger stivnet på ryggen i sengen.

Måske er Henry vågen hele natten, for da han vækker sin datter klokken syv næste morgen, har han stadig det samme tøj på.

»Skole,« siger han bare og tilføjer: »Du fik lov til at sove længe i dag … Du slap jo for at malke.«

Først i det øjeblik, Vendela hører hans ord, kan hun lugte røgen i værelset, og så husker hun nattens brand. Og så husker hun Den Invalide. Jan-Erik.

Henry forlader værelset, men bliver stående i døren.

»Du skal ikke bekymre dig for, hvordan det nu skal gå. Jeg er både forsikret, og jeg har kvittering på præmien, så det løser sig alt sammen.«

Så husker Vendela en sidste ting: der er skoleudflugt i dag. Klassen skal med toget til Borgholm.

Hun kan tage med. Hun har jo penge til rejsen, og køerne er ikke noget problem længere.

En time senere går hun over Alvaret, som ligger øde hen. Hun går i en stor bue uden om elverstenen og kigger i stedet lige frem for sig. Hun vil ikke se stenen mere, men spørgsmålene melder sig alligevel.

Hvad ønskede hun sig egentlig, da hun stod der ved stenen dagen før? Hun kan slet ikke rumme det, hun har gjort, og hun vil ikke tænke på, hvad elverne har ordnet for hende.

Klassen mødes for smilende og snakkende at gå i samlet flok ned til togstationen. Vendela smiler ikke, og hun taler heller ikke med nogen. Hun kan stadig fornemme lugten af røg i næsen.

Hun kører i tog sammen med klassen på vej til Borgholm. Hun sidder i en kupé med Dagmar og de andre piger, men hun har det, som om hun stadig befinder sig ude på Alvaret. Helt alene. Og hun kan ikke huske noget fra besøget i Borgholm. I skyggen af alt det, der er sket i løbet af natten, glider dagen forbi.

Da hun tre timer efter, at køerne skulle have været malket, kommer hjem fra skoleudflugten, er gårdspladsen fuld af mennesker.

Politiet er der – to betjente fra Marnäs går rundt og inspicerer brandtomten. Stuehusets ene gavl er brændt sort af ilden, og stalden er væk. Det eneste, der er tilbage af den, er stensoklen. Den ligner et aflangt bassin fyldt med aske, omkring soklen stikker brændte brædder og tagplader op af det grå tæppe. Tre kroppe ligger med stive, strakte ben under askelaget, og stanken af brændt kød hænger over hele gården.

Rosa, Rosa og Rosa. Men Vendela vil ikke tænke på deres navne lige nu.

Naboerne er også samlet. Folk fra Stenvik og endnu længere væk fra er kommet for at kigge på enkemanden Henrys nedbrændte stald, og en del af dem har medbragt mellemmadder og mælk til den stakkels familie. Henry smiler og takker sammenbidt, og Vendela nejer med røde kinder. Så sniger hun sig væk. Hun går ind i det tomme køkken og op ad trappen, men da hun forsigtigt mærker på døren ind til Den Invalides værelse, er den låst.

»Jan-Erik? Det er Vendela.«

Intet svar, ikke så meget som en latter. Alt er stille bag døren.

Hun går ned igen og kigger ud gennem køkkenvinduet.

En af mændene, som er kommet til gården fra Stenvik, er høj og tynd, og han ser sig eftertænksomt omkring. Han taler lidt medfølende med hendes far, og bagefter står han ved siden af stalden, da politiet pludselig kalder på Henry.

Vendela ser gennem vinduet, hvordan hendes far viser dem rundt i ruinerne og peger på køernes kadavere.

Politiet kigger. Henry går ind i huset til Vendela, der bliver ved med at stirre ud ad vinduet. Hun kan se, at den høje mand fra Stenvik efter et stykke tid går frem og taler med politiet. Han peger på stalden og derefter mod noget på jorden.

Betjentene lytter og nikker.

»Jeg ved ikke, hvad det er, de laver derude,« mumler Henry ved bordet. »De taler om et eller andet indbyrdes.«

Han kigger på Vendela.

»Du er nødt til at bakke mig op,« siger han. »Hvis de begynder at stille spørgsmål.«

»Spørgsmål?«

»Hvis der bliver problemer. Så gør du vel det, ikke? Støtter din far?«

Vendela nikker.

Da mørket omkring en halv time senere er ved at falde på, kommer betjentene op ad hovedtrappen, og de tager stanken af røgen med sig ind i køkkenet. De sætter sig tungt ved bordet og kigger på Henry.

»Fortæl os, hvad du ved, Fors,« siger den ene.

»Jeg ved ikke ret meget.«

»Hvordan begyndte det?«

Henry placerer hænderne på køkkenbordet.

»Det ved jeg ikke, det begyndte bare. Jeg er altid uheldig, altid. Der er ulykke ved det her sted.«

»Så du vågnede altså ved, at det brændte?«

En af betjentene taler, den anden sidder bare stille og stirrer på Henry.

Han nikker.

»Omkring midnat. Og også min datter.«

Vendela tør ikke engang kigge på politiet, hendes hjerte hamrer i brystkassen. Det er skumringstimen, og elverne danser i ring på engene.

»Vi tror, det startede to steder,« siger den snakkesalige betjent.

»Ja?«

»Ja. Både ved den østlige og den vestlige gavl. Og det er jo lidt mærkeligt, for det har jo regnet en del. Jorden er fugtig.«

»Nogen har tændt lys derude,« siger den anden betjent. »Vi har fundet klumper af stearin i leret.«

»Nå?« siger Henry.

»Du kunne også lugte petroleum,« siger den første betjent.

»Ja,« siger den anden. »Det kunne jeg.«

»Må vi se dine sko, Fors.«

»Sko? Hvilke sko?«

»Dem alle sammen,« siger politiet. »Alle de sko og støvler, du ejer.«

Henry tøver, men politiet tager ham med ud i forstuen og gennemgår alle hans sko. De løfter dem en for en, og Vendela kan se, at de undersøger sålerne.

»Det kan være den her,« siger den første betjent og holder en støvle op. »Hvad tror du?«

De andre nikker.

»Ja, det er det samme aftryk.«

Hans kollega stiller støvlen foran sig på køkkenbordet og betragter Henry.

»Har du noget brændbart i huset, Fors?«

»Brændbart?«

»Petroleum for eksempel?

»Ja, det er da meget muligt …«

»En dunk?«

Vendela lytter til sin far og tænker på, hvordan ilden banede sig vej som en slange – hvordan den ligesom snoede sig over jorden og op langs staldens ydervægge; det havde været, som om den vidste, hvor den skulle hen.

»En kande,« siger Henry lavmælt. »Jeg har vist omtrent en halv kande petroleum et eller andet sted.«

Betjentene nikker.

»Så tror, jeg vi er færdige her,« siger den første til den anden.

»Ja.«

Der bliver stille. Men så retter Henry på ryggen, trækker vejret dybt ind og siger et eneste ord:

»Nej.«

Betjentene ser forundret på ham, da han fortsætter.

»Det er ikke sådan. Jeg har ikke noget med branden at gøre … Hvem som helst kan have hældt petroleum ud. Jeg var inden døre hele aftenen, indtil branden begyndte. Det kan min datter bekræfte, på hæder og ære.«

Pludselig kigger mændene på Vendela. Hun bliver kold over det hele.

»Ja,« siger hun til sidst og begynder at lyve for betjentene: »Far var inde … Han sover i værelset ved siden af mig, og jeg kan altid høre, når han går ud, men det gjorde han ikke.«

Henry peger på støvlen, der står på køkkenbordet foran politiet.

»Og den der tilhører ikke mig.«

»Den stod ellers ude i din forstue,« siger den første af betjentene. »Hvem tilhører den så?«

Henry er stille et par sekunder, så går han hen til trappen.

»Kom med op,« siger han. »Der er noget, jeg gerne vil vise jer.«