44

»Det er det værste, jeg nogensinde har været med til,« sagde Max. »Det slår alt.«

»Men nu er det jo overstået,« sagde Vendela.

Efter at hun havde fået placeret Max i en lænestol og givet ham et glas whisky, begyndte hun at massere hans nakke og skuldre. Hun lænede sig frem og sagde stille:

»Max … der findes det, der er værre.«

Han tog en slurk af whiskyen, lukkede øjnene og sukkede.

»Ja, men det var den samme omgang inkompetence, lige meget hvor jeg kom … Vejvisningerne passede ikke, og jeg fik hotelværelser med hår i badekaret, for slet ikke at glemme lokalradioen, der havde svedt ud, at de havde bedt mig om at komme ind og blive interviewet. De havde glemt det!« Han rystede på hovedet. »Og på hver eneste scene, jeg skulle stå på, rettede de en fandens stor projektør lige ind i øjnene på mig. Jeg kunne ikke se publikum!«

»Var det nogle gode …,« begyndte Vendela, men Max afbrød hende, han var ikke færdig:

»Og jeg fik aldrig andet end en tør sandwich, inden jeg skulle på scenen, selvom der står i kontrakten, at jeg skal have en middag. Jeg fik ikke engang et glas vin … Vand og brød, det var, hvad jeg skulle klare mig med under hele forelæsningen.«

»Men hvad så med publikum?« spurgte Vendela. »Der kom vel mange mennesker?«

»Cirka tre hundrede per aften,« sagde Max stille. »Jeg havde håbet på fem hundrede … der var ikke fuldt hus noget sted.«

»Men det er da gode tal«, sagde Vendela, »og det bliver endnu bedre, når kogebogen udkommer.«

Max tømte whiskyglasset og rejste sig.

»Er der kommet post?«

»Kun et par breve,« sagde Vendela og fulgte efter ham ud i køkkenet.

Hun kiggede efter Aloysius, men hunden havde dårligt nok vist sig, siden dens herre kom hjem. Ally kunne mærke, når Max var i dårligt humør.

Max løftede posten og begyndte at bladre den igennem.

»Er der så sket noget her?«

»Ikke ret meget,« sagde Vendela. »Jeg har plantet lidt mere vedbend på forsiden af huset, og jeg har arbejdet videre med syrenhækken. Og så har jeg plantet tre kugleformede robinia-træer omme på bagsiden.«

»Godt, det lukker af, så man ikke kan se ind.«

»Ja, det var det, jeg tænkte.«

Max samlede en seddel op fra køkkenbordet.

»Og hvad er det her?« spurgte han.

Vendela kunne se, at han holdt i sedlen fra Per Mörner.

»Mange tak for stenen … Per!« læste Max. Han kiggede på Vendela. »Hvilken sten? Hvilken Per?«

Hun stirrede tilbage og vidste ikke, hvad hun skulle svare.

»Det var naboen, som lagde den herovre,« sagde hun. »Per Mörner, du ved … Hans datter havde tabt sin lykkesten. Jeg hjalp ham med at finde den.«

»Nå? Og hvor lå den så?«

»Uden for deres hus,« sagde Vendela og flakkede med øjnene.

Det var løgn, men hun kunne ikke fortælle sandheden; at hun havde bedt elverne om hjælp.

»Så du har altså mødt naboen,« sagde Max. »Er det derfor, du ikke har taget telefonen?«

Vendela blinkede med øjnene og sagde ikke noget. Hvad skulle hun sige?

Max fortsatte:

»Hvad har du og Per lavet, når I har mødtes?«

»Ingenting … ikke så meget,« sagde Vendela hurtigt. »Men han kan også godt lide at motionere, så vi har været ude og løbe lidt. Langs kysten.«

»Okay,« sagde Max, roligt og langsomt. »I har motioneret.«

»Netop.«

Hun bed tænderne sammen for ikke at fnise nervøst.