45

Jerry og hans barnebarn Nilla lå nu begge på Kalmar sygehus, men på forskellige afdelinger. Per tilbragte hele weekenden med at gå mellem farens og datterens stue og sidde ved deres senge.

Det var en tung vandring – og han var hver gang nødt til at gå forbi fødegangen, hvor de kommende eller nybagte forældre gik ind og ud. Når de åbnede døren ind til afdelingen, strømmede det ud med lyse stemmer og glade råb fra småbørn, der lige havde fået en lillesøster eller lillebror, alt sammen blandet op med de spæde skrig fra de nyfødte.

Per skyndte sig forbi.

På Nillas afdeling var der ulidelig stille. Sygeplejerskerne gik forsigtigt ned ad gangen og talte lavmælt med hinanden.

Inden doktor Stenhammer gik hjem for at holde weekend, havde han givet Per og Marika en tid og en dato for Nillas operation. Klokken ti om formiddagen den første maj. Det var et optimistisk bud, for der var stadig ingen venekirurg, der havde vist interesse for at udføre operationen.

Næsten to uger tilbage, tænkte Per. Der er god tid.

Persiennerne var lukket i på Nillas stue. Hun lå i sengen med sin lavasten og sine høretelefoner.

Han sad ved siden af hende, holdt hendes hånd. De talte stille sammen.

»De siger, at de nok skal finde nogen,« sagde hun. »Og så gør de det vel.«

»Selvfølgelig gør de det,« sagde Per. »Og det kommer til at gå supergodt … Du kommer snart hjem igen.«

Hans smil føltes stift, men han håbede, at det alligevel så beroligende ud.

»Jeg er nødt til at gå over til farfar nu,« sagde han.

»Hils ham.«

Hun var mere forstående end sin mor. Efter at Per havde slukket mobilen lige i øret på hende, talte Marika knap nok med ham. De havde set hinanden en enkelt gang siden lørdagen – i døren ind til Nillas stue – men da havde hun bare kastet et blik på ham.

»Trist med Gerhard,« sagde hun og passerede ham. »Håber det går godt.«

Håber du virkelig det? tænkte Per, idet hun fortsatte ind til datteren, og sekundet efter skammede han sig over det.

Jerry vågnede ikke op.

Hans stue var lille, og persiennerne var lukket, så solskinnet udenfor blev forvandlet til små, glødende prikker. Per sad i mørket ved siden af ham hele lørdagen og søndagen, lange timer, hvor intet skete. Sygehjælperne kom og gik og skiftede hans drop. De så til ham, klappede hans hånd og gik ud igen.

Jerry var blevet røntgenfotograferet og havde fået gips på fredag aften, og han lå nu med det halve af ansigtet samt højre arm og ben pakket ind i bandager. Det, man kunne se af ansigtet for bandagen, var sår og blå mærker, men Per vidste, at de værste blødninger fandtes inde i hovedet.

Han var blevet flyttet fra akutmodtagelsen til intensivafdelingen og derefter fra intensiv til sin egen stue på plejeafdelingen. Det kunne have været udtryk for, at der var håb, men faktisk var det et tegn på det stik modsatte – det fik Per at vide af en sygeplejerske.

»Du skal ikke håbe på et mirakel,« sagde hun bare.

Jerry var blevet flyttet til sin egen stue, fordi der ikke var meget at gøre. Han lå i koma, mumlede frem for sig selv og åbnede øjnene lidt en gang imellem. Men det meste af tiden sov han.

Per sad ved sengen og mindedes, at Jerry ikke var dukket op, da hans mor Anita for fem år siden lå for døden med ødelagte nyrer. Han havde ikke engang ringet. Tre dage før sin død havde hun fået et God bedrings-kort fra ham med posten. Per havde smidt det væk uden at vise det til hende.

Så prøvede han at huske, hvornår han havde følt sig tættest på sin far i de næsten halvtreds år, de havde kendt hinanden. Som barn? Nej. Og heller ikke som voksen. Han kunne ikke mindes en eneste gang, hvor der havde været nærhed imellem dem – så måske var det dette øjeblik.

Jeg burde sige et eller andet om hans liv nu, tænkte Per. Jeg burde sige, hvad jeg synes om ham. Hæve mig op over det hele og få det bedre bagefter.

Men han sagde ingenting. Han ventede bare.

Da han om lørdagen gik ned for at spise frokost, så han en løbeseddel fra en aftenavis inde i kiosken:

Så nu var nyheden altså endelig ude. Sex og vold i den samme overskrift, det var toppen for ham, der skulle lave overskrifterne. Per købte avisen, men fandt ikke ud af noget nyt. Der stod bare, at politiet undersøgte en mordbrand med to døde personer i en ejendom, som var ejet af »den berygtede pornodirektør Jerry Morner«. Ved siden af artiklen var der et sorthvidt billede fra halvfjerdserne, det forestillede en smilende Jerry, der holdt et nummer af Babylon op imod kameraet. Der stod ikke noget om, at han lå på sygehuset – kun, at han ikke var til rådighed for kommentarer.

Politikommissær Marklund kom til sygehuset ved tretiden om søndagen, og Per mødte ham ved døren ind til Jerrys stue.

»Jeg er på vej hjem til Växjö,« sagde politimanden stille. »Hvordan går det med ham? Har han sagt noget?«

»Han er ikke vågnet endnu … de tror, at han har pådraget sig hjerneskader.«

Marklund nikkede bare.

»Har I fundet ham?« spurgte Per.

»Ikke endnu, men vi leder på motorvejene, og vi har fundet en del dækaftryk. Bilen må jo også være blevet beskadiget, så vi tjekker også bilværkstederne. Og leder efter vidner.«

Per kastede et blik ind mod stuen.

»Det må have været nogen, som Jerry kendte … Han stod jo ud af bilen, da jeg fik øje på ham. Så han må være fulgt frivilligt med fra politistationen.«

»Genkendte du føreren?«

Per rystede på hovedet.

»Så du nummerpladen?«

»Jeg var for langt væk, og den var jo oppe på broen. Jeg kunne se, at det var en mørkerød personbil … jeg tror, at jeg så en lignende bil køre forbi vores hus på Øland for nogle dage siden.«

Marklund tog sin blok frem.

»Kan du huske detaljer?«

»Ikke ret mange … Nummerpladen var vist svensk, og jeg tror, at det var en Ford Escort med nogle år på bagen.« Han så træt på politimanden. »Er det til nogen hjælp?«

Politimanden klappede sin blok sammen.

»Det ved man aldrig.«

Men Per vidste godt selv, at det ikke hjalp stort.

Jerry sank længere og længere ind i komaen, men en gang imellem bevægede øjnene sig bag lågene. Han trak vejret svagt og mumlede løsrevne ord. Det lød som en lang række svenske navne, mange af dem kvinder:

»Josefine, ja …«

»Amanda …«

»Charlotte?«

»Susanne, hvad vil du?«

Pers mor, Anita, nævnte han aldrig og heller ikke Regina.

Som dagen gik, blev hans vejrtrækning svagere og svagere, men midt i hans mumlen kom der andre navne og ord, som Per genkendte:

»Bremer …«

»… Moleng Noar …«

»… og Markus Lukas, så syg …«

Ved ottetiden søndag aften, da Per næsten var faldet i søvn, kiggede Jerry pludselig på ham med et klart blik og hviskede:

»Pelle?«

»Jeg er her«, sagde Per. »Du skal ikke være bekymret, far.«

»Godt, Pelle … Godt.«

Der blev stille. Per lænede sig ind mod ham.

»Hvem var det?« spurgte han. »Hvem kørte bilen?«

»Bremer.«

»Men det kan det ikke have været.«

Men Jerry nikkede bare. Så lukkede han øjnene igen.

Han døde med et suk, der dårligt nok kunne høres, lidt over ni søndag aften. Den hvæsende vejrtrækning, som Per havde hørt, siden han var lille, ophørte med en stille udånding, og hans krop holdt op med at kæmpe.

Per sad ved siden af sengen og holdt Jerry i hånden, da det skete, og han blev siddende bagefter, imens rummet var helt stille.

Han sad sådan, uden mor og far, i flere minutter. Han prøvede at komme i tanke om nogen, der skulle vide, at Jerry var gået bort, nogen, han skulle ringe til – men han kunne ikke komme i tanke om en eneste person.

Til sidst gik han ud for at finde en læge.