46

Per kom hjem til Casa Mörner klokken et om natten. Da havde han set sin fars lig blive flyttet over på en båre og blive rullet væk af portørerne.

Det sidste, en af natsygeplejerskerne havde gjort inde på Jerrys stue, var at gå over til vinduet og slå det op på vid gab. Gardinerne flagrede, da nattekulden blæste ind.

Sygeplejersken vendte sig mod Per og stak ham et genert smil.

»Det plejer jeg at gøre bagefter,« sagde hun. »Jeg slipper sjælen ud.«

Per nikkede. Han så over mod vinduet og kunne næsten se Jerrys ånd svæve ud i natten som en skinnende sølvkugle. Ville den synke mod jorden eller stige mod stjernerne?

Halv et forlod han Kalmar og kørte langsomt tilbage over Ølandsbroen. Hele vejen op til den nordlige del af øen kiggede han med jævne mellemrum hurtigt i bakspejlet. Et par gange så han forlygterne af en bil nærme sig i høj fart. Så holdt han hårdere fast i rattet, men begge biler overhalede.

Der var næsten helt sort omkring stenbruddet – der var kun lys i et par lamper ved villaernes hoveddøre. Per kørte over til sit lille hus, trådte ud af bilen og lyttede, men alt var stille. Vinden suste svagt, intet andet.

Så kunne han høre, hvordan telefonen begyndte at ringe inde i køkkenet.

Han gik langsomt op mod huset, og telefonen blev ved med at ringe.

Markus Lukas, tænkte han. Du sidder i din hule et eller andet sted, og du spekulerer på, om du havde held med at slå min far ihjel.

Han låste døren op og fulgte ringetonen ud i køkkenet. Han kiggede på telefonen i nogle sekunder, så løftede han røret.

»Hallo?«

Ingen stemme, bare en rungende lyd. Et rytmisk råb i baggrunden.

Det var en indspillet lyd, indså Per, og han havde før hørt den i sin telefon. Skærtorsdag havde nogen ringet midt på dagen og afspillet præcis den samme lyd.

Og han forstod pludselig, hvad det var for en lyd, han lyttede til – det var en piges stønnen. Et lydspor fra en af Jerrys film.

Per knugede hånden om røret.

»Tal med mig,« sagde han. »Hvorfor gør du det her?«

Der kom intet svar – filmlyden forsvandt bare. Han lyttede og lukkede øjnene.

»Du behøver ikke afspille det der … Jerry er væk nu,« fortsatte han. »Du dræbte ham.«

Han holdt vejret og lyttede efter et svar, men det eneste, han kunne høre, var lyden fra filmen, som fortsatte i nogle sekunder, og så lød der et klik. Samtalen var slut.

Han lagde langsomt røret på og så sit eget blege ansigt genspejlet i køkkenvinduet.

Hvilket budskab var det, han netop havde fået? At Markus Lukas havde tænkt sig at blive ved? Ikke kun med at jage Jerry for det, han havde gjort, hvad end det måtte være – men hele familien Mörner? Farens synder nedarves på børn og børnebørn …

Han rejste sig og gik ud i natten igen. Ud til Ernsts værksted.

Da han trådte ind, stirrede troldene på ham fra hylderne langs væggen, men han begyndte alligevel at bære værktøjet ud.

Hammere, save, løftestænger, mukkerter og trækøller – masser af velegnede våben. I lyset fra lampen inde i huset, kunne Per se, at mange af redskaberne var slidte og sløve, men nogle af dem var stadig hvæssede. Der var også en stor kløveøkse, som nærmest så livsfarlig ud. Han hævede den foran sig.

Ønsker du hævn? Så kom bare an, tænkte han. Du kan bare komme an, så får vi se, om jeg vil ofre livet for noget, min far har gjort …

Han tog sine våben med ind i huset, låste døren bag sig og lagde dem fra sig inde i soveværelset. Øksen lagde han ved siden af sengen, og så slukkede han lyset og lå i mørket. Han stirrede op i loftet og tænkte på Markus Lukas, manden med det bortvendte ansigt.

Til sidst sov han.

Fire timer senere vågnede han ved, at solen var ved at stå op. Han løftede hovedet, missede med øjnene og så den store kløveøkse, som stod nede på gulvet – inden for rækkevidde. Han huskede det hele.

Hans far var blevet myrdet, og hans datter var meget syg.

Verden var kold og tom.

Han blev liggende en times tid uden at kunne falde i søvn, men til sidst stod han op og spiste morgenmad. Han kiggede på telefonen, men den var stille.

Til sidst tog han selv røret og foretog de nødvendige opringninger i forbindelse med en pårørendes død: til en begravelsesforretning, til Jerrys bank og til præsten i den kirke, hvor begravelsen skulle holdes.

Bagefter satte han sig og stirrede ud ad vinduet, mens han ventede på, at noget skulle ske. Men det nyttede ikke noget; han var nødt til på et tidspunkt at foretage sig noget. Han tog spørgeskemaet frem.

Det var selvfølgelig ikke muligt for ham at arbejde lige nu, han orkede ikke – så han begyndte at snyde. Han udfyldte selv spørgeskemaerne, et efter et. I begyndelsen gik det trægt, men efterhånden gik det bemærkelsesværdigt let at fremtrylle mennesker inde i hovedet, og de havde alle sammen set reklamen for et givent vaskepulver, og de overvejede alle sammen at købe det. Nogle af dem, som for eksempel »Peter i Karlstad« og »Christina i Uppsala« var helt sikre på, at de ville købe det. De var overbeviste om, at netop dette vaskepulver ville give deres liv mening.

Hvis ikke Per havde haft det så dårligt, ville han have fniset.

Det gik også meget hurtigere at finde på sine egne svar – på blot et par timer havde han lavet tre dages arbejde. Og angsten for Markus Lukas var ved at fortage sig.

Bagefter gik han ind i Jerrys soveværelse og så sig omkring. Hans far havde ikke boet der særlig længe, og der var kun få spor efter ham. Man kunne ikke engang fornemme lugten af ham. Et par slidte flannelsbukser hang over en stol, og Jerrys dokumentmappe lå stadig på sengen.

Per åbnede den. Han havde håbet, at der ville være noget vigtigt i den, men det eneste, han fandt, var noget medicin imod forhøjet blodtryk og to små, fjederagtige håndtrænere, som Jerry havde fået for at holde musklerne i gang efter slagtilfældet.

Og så det gamle nummer af Babylon.

Han åbnede bladet og så på fotoserierne. Men han kiggede ikke på de unge piger – han kiggede kun på manden, som i billedteksterne blev kaldt Markus Lukas, og som aldrig viste sit ansigt på billederne. At dømme ud fra fotografierne var han omtrent tredive år gammel. Bladet var tolv år gammelt, altså var Markus Lukas omkring de fyrre nu.

Per betragtede hans baghoved og prøvede at forestille sig Markus Lukas bag rattet i en bil. Var det denne mand, som havde dræbt hans far?

Pludselig så han noget, han ikke havde set før: en fremstrakt arm på et af billederne. Den pegede på det nøgne par i sengen, og den bar to ure om håndleddet. Et i guld og et i stål.

Det var Jerrys hånd. Per kiggede på den, længe.

Telefonen ringede to gange mandag aften. Den første opringning var fra en journalist ved en aftenavis. På en eller anden måde havde han fået nys om, at Jerry var død, og at Per var hans søn. Han havde hørt, at Jerry døde »under mystiske omstændigheder« i en bilulykke, og han stillede en lang række spørgsmål, men Per svarede ikke på nogen af dem.

»Ring til politiet,« sagde han bare.

»Har du tænkt dig at tage over nu?« spurgte journalisten. »Vil du drive pornoimperiet videre?«

»Der findes ikke noget imperium,« sagde Per og lagde røret på.

Den anden opringning var fra Marika.

»Hvordan har du det, Per?«

Det lød, som om hun var oprigtigt interesseret. Han sukkede.

»Det er, som det er.« Han holdt en pause. »Jeg er ked af, at jeg ikke har været så meget hos Nilla … Det skal nok blive bedre.«

Marika kommenterede det ikke.

»Jeg har nyheder«, sagde hun.

»Gode eller dårlige?«

»Gode,« sagde hun, men hun lød alligevel ikke særlig håbefuld, da hun fortsatte: »En venekirurg fra Lund har ladet høre fra sig, en ven af Stenhammar. Stenhammar siger, at han godt vil operere rundt om Nillas aorta. Han synes, det er ‘en udfordring’. Sådan formulerede han det … så han vil godt gøre forsøget.«

Forsøget, tænkte Per og følte en tung kulde i maven.

»Godt,« sagde han.

»Han kan ikke love os noget. Det gentog Stenhammar flere gange.«

I nogle lande dør børnene som fluer, tænkte Per, som fluer. Det hører vi om, som en notits i avisen.

»Er du urolig?«

»Selvfølgelig er jeg det, Marika.«

»Det er jeg også, men jeg har jo Georg … Vil du gerne have, at Jesper kommer på besøg og bor hos dig lidt?«

»Nej,« sagde Per stille. »Han må godt blive hos dig.«

Han kastede et blik på sig selv i det mørke køkkenvindue – han så de trætte og bange øjne – og vidste, at Jesper ikke ville kunne komme tilbage til huset. Ikke før trolden var dræbt.