47

Den blomstertid nu kommer, tænkte Gerlof. Med anemoner, valmuer og natviol, og snart ville syrenen begynde at blomstre.

Det var en frisk og mild forårsdag, og der var godt en uge til, at det blev maj. Øens magre jord var fugtig, men tørrede hurtigt i solen, og Gerlof kunne lugte, at det stillestående vand i moser og kær omkring byen var begyndt at fordampe. På et par uger var hans græsplæne gået fra bleggul til lysegrøn, og den var begyndt at blive tæt og frodig.

Foråret var næsten ovre for denne gang. Om nogle uger var det sommer, i hvert fald forsommer.

»Foråret på Øland er kraftfuldt, men kortvarigt,« som nogen engang havde skrevet. Men Gerlof var taknemmelig for, at han kunne sidde på førsteparket herude på græsplænen og se det komme og gå. Det var bedre end at sidde bag det tredobbelte vindue på plejehjemmet i Marnäs.

Det var onsdag, og alt var stille og roligt. Han havde sat en ekstra stol ud på græsset, den var til gæster, men der havde ikke været besøg de sidste par dage. John Hagman var nede og male køkkenet hos sønnen i Borgholm, og byboen Astrid Linder var ikke kommet tilbage fra Spanien. Hele Stenvik havde faktisk virket mennesketom i denne uge, men Gerlof havde set Per Mörners gamle bil dreje ind på vejen ned til stenbruddet.

Hyggeligt, Gerlof håbede, at han ville kigge over. De rige husejere på den anden side af vejen var han ikke så pjattet med, men Per var altid hyggelig at snakke med.

Da Gerlof nogle timer senere sad i sin stol ude på græsplænen, dukkede Per faktisk op ude på vejen, og han åbnede også lågen.

Men hans nabo så træt ud i dag. Han gik langsomt over græsplænen og satte sig med en kort hilsen i gæstestolen.

»Hvordan går det?« spurgte Gerlof.

»Ikke så godt.«

»Er der sket noget?«

Per satte sig og kiggede ned i græsset.

»Min far er død … Han døde på sygehuset søndag aften.«

»Hvordan skete det?«

»Han blev påkørt.«

»Påkørt?«

»Han blev kørt ihjel i Kalmar. Af en flugtbilist.«

»En ulykke?«

»Det tror jeg ikke.« Per sukkede. »Han blev ramt af en flugtbilist. Men Jerry må have kendt føreren af bilen, for han lokkede min far med sig ud på en øde vej. Så mejede han ham ned og forsvandt.«

»Og hvem var det?«

»Hvem der ville tage livet af ham?« Per var tavs. »Det ved jeg ikke … Der er sket en del ting, hans filmstudie brændte for nogle uger siden. Ilden var påsat, en mordbrand.«

Gerlof nikkede.

»Så han var ikke vellidt.«

»Nej, ikke særligt. Ikke engang af mig … Jeg har tit ladet, som om jeg var faderløs, særlig dengang jeg var yngre.« Han lo dystert. »Og nu er jeg så blevet det.«

»Havde han andre børn?«

»Ikke hvad jeg ved af.«

»Savner du ham?«

Det så ud, som om Per tænkte sig om.

»Det spurgte præsten mig også om i dag, forud for begravelsen, du ved. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det var ret svært at holde af Jerry, men jeg ville så gerne have, at han kunne lide mig … Af en eller anden grund var det vigtigt.«

Der blev stille i haven.

»Min mor kunne godt lide ham,« fortsatte han stille. »Eller det kunne hun måske ikke … men det var vigtigt for hende, at jeg holdt kontakten med ham. Jeg skulle skrive og ringe flere gange om året, til hans fødselsdag og sådan. Jerry selv lod aldrig høre fra sig … men efter hans slagtilfælde var jeg tydeligvis god at have. Så begyndte han at ringe oftere.«

»Det der lidt specielle arbejde, han havde,« sagde Gerlof. »At fotografere kvinder og mænd uden tøj på. Blev han rig af det?«

Per så ned på sine hænder.

»Før i tiden, tror jeg … ikke nu. Men før i tiden rullede pengene ind.«

»Pengene …« sagde Gerlof. »Pengene kan, som Paulus skriver, få folk til at gøre onde ting …«

Per rystede på hovedet.

»Jeg tror, alle pengene er væk. Jerry var utrolig dygtig til at skovle penge til sig, men han var også god til at bruge dem. Hans sidste blade blev udgivet for flere år siden. Før han blev syg. Til sidst havde han ikke engang råd til egen bil.«

»Jerry Morner,« sagde Gerlof, »var det hans rigtige navn?«

»Nej, han hed Gerhard Mörner … Men han tog et nyt navn, da han blev pornodirektør. Det virker, som om alle gør det i den branche.«

»De gemmer sig bag det,« sagde Gerlof.

»Ja, desværre,« sagde Per og så ned i græsset igen. »Jeg ville gerne tale med nogen af dem, der kendte Jerry, nogle af dem, som arbejdede for ham, og som stadig er i live, men ikke engang politiet kan finde frem til dem …«

Gerlof nikkede tankefuldt. Han tænkte på bladet, som Jerry Morner havde smidt på bordet under nabofesten, og sagde:

»Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.«

Per løftede hovedet.

»Hvad du kan …?«

»Jeg vil forske lidt i det,« sagde Gerlof. »Hvad hed de der blade, som din far udgav?«

Samme aften ringede Gerlof til John Hagman nede i Borgholm. Han småsnakkede først lidt, det plejede de jo, men efter nogle minutter fremsagde han sit egentlige ærinde:

»John, du nævnte engang, at din søn havde en stak blade gemt under sin seng, og at han tog dem med, da han flyttede til Borgholm. Du beskrev dem for mig, det var en bestemt slags blade. Kan du huske dem?«

»Ja,« sagde John. »Og han skammede sig heller ikke. Jeg prøvede at snakke med ham om det, men han sagde bare, at alle fyre læser dem.«

»Har Anders stadig de blade?«

John sukkede. Han sukkede ofte over sin søn.

»Det har han nok et eller andet sted.«

»Tror du, han vil låne den stak til mig?«

John var stille i nogle sekunder.

»Jeg kan da spørge,« sagde han.

Et kvarters tids senere ringede John tilbage:

»Jo, han har stadig nogle tilbage … og han kan godt køre ud og købe nogle flere til dig, hvis du ønsker det.«

»Hvorhenne?«

»Han kender en eller anden rodebutik ovre i Kalmar, de sælger alle mulige gamle blade.«

»Godt,« sagde Gerlof. »Det må du gerne bede ham om. Jeg kan godt betale. Det er to slags blade, jeg gerne vil have fat i.«

»Hvilke?«

»Babylon og Gomorra.«

»Ham der Morners blade?«

»Netop.«

John var stille lidt.

»Jeg skal nok spørge Anders,« sagde han. »Men er du nu helt sikker?«

»Sikker?«

»Er du helt sikker på, at du gerne vil have de der blade? Jeg har jo set dem, som Anders havde, og de er altså ret … ret afslørende.«

Skam og forundring, tænkte Gerlof.

»Det vil jeg tro, at de er, John,« sagde han. »Men det er nok ikke værre end at smuglæse en anden persons dagbog.«