48

Fem minutter efter, at han havde hævet stemmen over for Vendela, kom Max ind i stuen igen og talte lavmælt, nærmest hviskende. Knytnæven, han havde truet hende med, vendte han nu, så den var en udstrakt hånd, der pegede ind mod ham selv, den berørte hans bryst, og på den måde blev han den indfølende psykolog:

»Jeg er ikke vred på dig, Vendela, det må du ikke tro,« sagde han. Han sukkede og tilføjede: »Jeg føler mig bare lidt svigtet. Det er de følelser, jeg har lige nu.«

»Det ved jeg godt, Max … Men der er jo ikke sket noget.«

Efter ti år havde Vendela lært, at hans irritation og jalousi havde deres egen cyklus, og at det altid blev værre omkring det tidspunkt, hvor en bog var ved at være færdig.

Selv forholdt hun sig i ro. Det var fredag aften. Dertil var det Sankt Markus aften, en vigtig dag ifølge folketroen.

»Jeg tror, jeg løber en tur, Max,« sagde hun, »så kan vi tale sammen senere.«

»Skal du absolut det? Hvis du nu bliver hjemme, kan vi …«

»Ja, det er bedst.«

Vendela gik ud på badeværelset for at skifte tøj. I spejlet så hun i et hurtigt glimt sig selv: træt i sjælen, sulten og med rynker i panden.

Hun tænkte på de beroligende tabletter, men åbnede ikke engang skabet.

Da hun kom ud igen, sad Max i en lænestol ved vinduet og drak sin fredagswhisky, som var lidt større end torsdagswhiskyen. Aloysius lå i den anden ende af rummet, og dens ører var rettet mod dens herre.

Max sænkede glasset og så på hende.

»Lad være med at løbe,« sagde han lavt. »Kan du ikke blive hjemme i aften?«

»Jeg er da hjemme i aften, Max.« Vendela strammede snørebåndene og rettede så ryggen. »Når jeg har løbet den her tur. Det tager kun en halv times tid …«

»Bliv her.«

»Nej, men vi ses snart.«

Max skyllede sin whisky ned og kiggede over på Aloysius. Så rejste han sig og gik et par skridt over gulvet.

»Jeg vil begynde at tænke over en ny bog her i weekenden.«

»Vil du? Allerede?« sagde Vendela. »Om hvad?«

»Den skal hedde Maximalt følelsesliv. Eller måske bedre endnu: Maximale relationer.« Han smilede til hende. »Relationer er vel vigtigere end noget andet? Hvem vi er sammen med, hvad vi laver sammen med dem. Dig og mig. Dig og mig og andre. Dig og andre.«

»Mig og andre … hvad mener du?«

»Dig og naboen i det lille hus på prærien.« Han nikkede mod nord og fortsatte: »Per Mörner og dig, I har jo en tæt relation.«

»Det passer ikke, Max.«

Han gik to skridt nærmere. Vendela kunne se, at hans tindinger var blanke af sved; det var, som om varmen forud for et tordenvejr var ved at bygge sig op inde bag hans pandebrask. Lynet ville snart slå ned.

»Hvad er det, som ikke passer?« spurgte han og tørrede sig med fingeren rundt om munden. »Jeg har jo selv set det.«

»Vi har ikke gjort noget.«

»Har I ikke løbet sammen?«

»Jo, men …«

»Og græsset på prærien er vel tørt nu? Tørt og blødt? Man kan ligge i det bag et eller andet stengærde.«

»Hold så op, Max,« sagde hun. »Nu tærsker du langhalm på det der.«

»Gør jeg?«

»Ja. Du ælter rundt i mine løbeture … men det er, fordi du faktisk tænker på noget andet.«

»Og det skulle være?«

»Det ved du godt … Jeg tror, at du tænker på Martin.«

»Nej!«

Max gik et skridt hen imod hende, og Vendela bakkede væk.

Hvis jeg siger det forkerte nu, så stikker han mig en, tænkte hun.

»Jeg går ud nu, Max,« sagde hun stille, »indtil du er faldet til ro.«

Hendes mand sænkede skuldrene et par centimeter.

»Selvfølgelig,« sagde han lavt. »Smut du bare.«

Vendela løb. Med lange skridt løb hun væk fra det eventyrslot, som hun havde drømt om engang for længe siden. Væk fra Max. Hun ville dreje ind ad vejen mod Mörners hus og banke på for at tale med en fornuftig mand, men huset så tomt ud. Hun havde hverken set Per eller hans syge far hele ugen, og familien Kurdin var heller ikke til stede.

Hun løb i en stor bue vestpå og videre ud på Alvaret. Men så langt mod syd var det svært at finde vej, hun blev hele tiden bremset af stengærder, som hun ikke genkendte, eller af stikkende buskadser og pigtråd, og der gik lang tid, inden landskabet åbnede sig for hende.

I lyset fra solnedgangen så det ud til, at Alvaret var begyndt at blomstre. Den gulbrune jord havde suget vand til sig og havde fået et mørkeblåt skær fra aks-ærenpris, timian og nikkende kobjælder. Indimellem lavede mælkebøtterne knaldgule prikker. Smukt.

Men stilheden i alt det grønne føltes samtidig, som om den varslede ulykke. Da Vendela standsede mellem alle blomsterne for at få vejret, lukkede hun øjnene og ønskede alle omkring sig en lykkelig og fredfyldt Sankt Markus aften. Men hun følte ingen varme og venlighed strømme tilbage imod sig. Hun så ingen billeder, alt var mørkt.

Elverne havde det ikke godt.