50

Per var på vej op til Nilla, men han var holdt ind i Borgholm og var på vej ind på biblioteket, da Gerlof ringede om sit fund i en af Jerrys blade. Det lød lovende, men selv ville Per lede efter Markus Lukas i telefonbøgerne på biblioteket. Navnet fandtes ikke i nogen af Sydsveriges telefonbøger, så han begyndte at lede efter det navn, som Jerry havde sagt i bilen, Moleng Noar.

Navnet lød asiatisk, lidt som en kinesisk restaurant. Han bladrede de gule sider fra Malmø igennem, men fandt ingen restauranter med det navn.

Hans Bremer havde, så vidt han huskede, boet i Malmø. Han bladrede igennem sektionen med privatpersoner, nåede frem til B og fandt Bremer, Hans. Adressen var Terränggatan 10B.

Per skrev adressen ned og fortsatte så med at spekulere over navnet. Moleng Noar.

Han tog kuglepennen og afprøvede forskellige måder, navnet kunne staves på:

Molang-noor

Mu-Lan Over

Moo Leng Noer

– men han fandt ingen af disse navne i telefonbogen.

Eller måske var det et fransk navn? En variant af Moulin Rouge? Han prøvede med den franske stavemåde:

Moulin Noir. Den sorte mølle.

Han begyndte at bladre igennem telefonbogen igen, og han fandt faktisk navnet. Moulin Noir var en natklub i Malmø, og den havde åben fra to om eftermiddagen til fire om natten: SHOW HVER HALVE TIME! stod der i annoncen.

En sexklub. Det kunne ikke være noget andet.

Havde Jerry også ejet den? Det var ikke noget, han havde fortalt Per om, men det ville ikke overraske ham.

Per skrev adressen ned. Han ville køre til Malmø nu, men først skulle han et smut forbi sygehuset. Der var seks dage til operationen.

Per måtte ikke komme ind til Nilla – der var sygeplejersker inde på stuen for at tage yderligere nogle prøver. Han var nødt til at sidde og vente, indtil de var færdige.

Venteværelset var ikke tomt, der sad en anden derude. En kvinde på omkring de femogtres sad med hovedet bøjet i sofaen overfor. Hun havde en sammenlagt uldtrøje i hænderne. Det var ikke første gang, han sad og ventede sammen med en anden, men det var altid lige hårdt – begge vidste, hvorfor den anden person sad der i sofaen, men ingen af dem orkede at erkende det.

De var pårørende, og de ventede på besked. Måske havde kvinden over for ham taget en pause fra alle de små og store symptomer, der svævede rundt inde på stuen.

Per burde tage orlov til pasning af sygt barn – hvis han havde orket, så havde han gjort det. Men Marika havde sagt, at hun havde sygeorlov nu, og han vidste ikke, om begge forældre kunne få godtgørelse på samme tid. Der var sikkert en regel om det. Han ville blive nødt til forsigtigt at småsnyde med sit arbejde.

Kvinden i den anden sofa så pludseligt på ham.

»Er du Nillas far?«

Per kiggede op og nikkede.

»Jeg er Emils mormor … han har talt om Nilla.« Hun smilede lidt anspændt. »De er vist blevet gode venner.«

Kvinden holdt op med at smile.

»De siger ikke så meget … vi venter bare.«

Per nikkede igen og sad stille.

Alle ventede. Der var ikke noget at sige.

Til sidst fik han lov til at komme ind.

Nilla lå i mørket med hænderne knyttede om sin lavasten, men hun løftede en hånd fra tæppet, da hun så ham. Det var nok ren indbildning, men Per syntes, at armene, der stak ud af sygehustøjet, var blevet mere benede, og at hendes bryst var sunket sammen.

»Hvordan går det?«

»Okay.«

»Har du ondt nogen steder?«

Nilla så ned på sin sorte sten.

»Ikke lige nu … ikke så meget.« Hun sukkede og fortsatte: »Men jeg er træt af, at det gør ondt. Træt af smerten … og af, at lægerne og sygeplejerskerne hele tiden vil have, at jeg skal beskrive den. De spørger mig hele tiden om, hvor den sidder, og hvordan den føles: Er den huggende eller stikkende eller mere som en krampe? Det er ligesom at være til eksamen, men jeg er dårlig til det.«

»Det er ikke en eksamen,« sagde Per. »Du kan svare, som du vil.«

»Det ved jeg godt, men når jeg siger, at smerten er som en mørk sky, der hænger over mig og suger den hvide sky, som jeg sidder på, til sig, så holder de op med at lytte … det er alt for mærkeligt for dem.«

Der blev stille.

»Jeg er nødt til at rejse væk lidt, Nilla,« sagde han.

»Hvor skal du hen? Er det noget med farfar?«

Per rystede på hovedet. Han havde stadig ikke fortalt Nilla, at hendes farfar var død. Det måtte vente.

»Jeg skal ned til Malmø … og ordne noget. Men jeg kommer tilbage i morgen aften.«