51

I Malmø var det bare en helt almindelig weekend i storbyen. Bilerne kørte rundt i rundkørslerne, færgerne sejlede til Danmark, folk holdt fri og gik med barnevognene i forårssolen ved vandet.

Det havde taget næsten fire timer for Per at køre dertil fra Kalmar. Han kørte ind i centrum ved tretiden og parkerede et godt stykke fra hovedbanegården, hvor det kostede mindre at holde. Så fandt han frem til den gade, hvor Moulin Noir lå.

Det var ikke et sted, der gjorde det store væsen af sig selv, der var kun et lille, revnet skilt over indgangen, og på det stod der MOULIN NOIR – SEXSHOP & NIGHTCLUB. Vinduerne var malet over med sort maling og dertil dækket af jerngitre, og Per gættede på, at pornomodstandere af og til samledes her med plakater og rådne æg. Men lige nu var gaden tom.

Han blev stående et stykke fra døren; nogen havde skrevet OBS! ALDERSGRÆNSE 18 ÅR! på et hvidt stykke papir og sat det fast på døren. Selvom han ikke kendte nogen i Malmø, tjekkede han en ekstra gang, at ingen så ham.

Perverse stodder, tænkte han. Så rettede han ryggen og gik ind.

Indenfor var der et lang og smalt lokale indrettet som butik, lige så tavst og stille som gaden udenfor. En skarp citronlugt fra et rengøringsmiddel hang i luften, men vinylgulvet, som Per trådte ind på, så alligevel beskidt ud. På hylderne langs væggene stod lange rækker af film og indbundne blade, men der var ingen udgaver af Babylon eller Gomorra. Tomrummet efter Jerrys blade var for længst blevet udfyldt af hans kollegaer.

På glasskranken på den anden side af lokalet stod et gammelt kasseapparat af metal, og bag skranken sad der en kvinde og filede negle på en høj barstol. Hun var omkring de tredive, klædt i en tætsiddende, sort kjole og høje, skinnende læderstøvler. Hendes øjne var malet hårdt op med eyeliner, håret var meget langt og skinnede rødt, men det lignede en paryk. Per antog, at det meste var kunstigt herinde.

Bag skranken førte en trappe ned i kælderen, trappen endte i et perleforhæng. Der lød dunkende musik og lange kvindestøn dernedefra, men lydene lød metalliske og hule som fra en film. Det var næsten den samme lyd, som han havde hørt blive afspillet i telefonen et par gange – men han vidste stadig ikke, hvem det var, som havde ringet eller hvorfor.

Per gik hen til kvinden. Hun sænkede neglefilen og smilede til ham.

»Hej,« sagde han.

»Hej, skat,« lød svaret. »Vil du gerne ned i syndens hule?«

»Måske. Hvad koster det?«

»Fem hundrede.«

Det var tre hundrede mere, end Per havde på sig.

»Fem hundrede,« sagde han, »bare i entre?«

»Ikke bare for det, skat,« sagde kvinden, og nu smilede hun endnu bredere. »Du får en stor surprise dernede.«

»Nå, får jeg det, og er den fem hundrede værd?«

Hun blinkede til ham.

»Det plejer fyrene at synes.«

»Har du arbejdet her længe?«

»Ret længe,« sagde hun. »Vil du …«

»Hvor længe?«

Han forsøgte at stille spørgsmål i det samme bestemte toneleje som Lars Marklund, politimanden. Kvinden holdt op med at smile.

»Et halvt år. Vil du betale?«

»Hvem ejer den her klub?«

Hun trak på skuldrene.

»Nogle fyre.« Hun rakte en hånd med lange røde negle frem. »Fem hundrede, please.«

Per tog sin tegnebog fra inderlommen. Den skulle fungere som lokkemiddel, men han åbnede den ikke.

»Jeg vil gerne tale med en af ejerne.«

Kvinden sagde ikke noget.

Til sidst åbnede han tegnebogen og tog to hundrede kroner op af den. Han tog også et stykke papir op, Ring til mig! skrev han under sit telefonnummer og underskrev sig derefter Per Morner (Jerry Morners søn).

Han rakte sedlen og hundredkronesedlerne over til hende.

»Du kan få dem der,« sagde han, »og du behøver ikke lukke mig ind. Men giv sedlen til en af ejerne … til den, der har været her længst.«

Kvinden tog imod pengene, men så igen ud, som om hun var ved at kede sig ihjel.

»Nu må vi se … jeg ved ikke, om han kommer i aften.«

»Giv ham den der, når han kommer,« sagde Per. »Vil du gøre det?«

»Selvfølgelig.«

Hun stoppede hurtigt pengene af vejen, og hun foldede sedlen og placerede den ved siden af kasseapparatet. Så satte hun sig til rette på den høje stol, rettede parykkens hårkaskader og så ud til at have glemt alt om, at Per eksisterede.

Han gik et skridt til side, lyttede til musikken og skævede ned ad trappen. Han tænkte på Regina igen og forestillede sig, at hun ventede på ham nede i kælderen. Måske sad Jerry og Bremer også dernede, to lig med cigarer i munden og hænderne på hendes lår. Hvis han bare betalte ved kassen, ville han kunne gå ned og se efter.

Men han vendte om og gik ud på gaden igen.

Ved motorvejen nord for byen ventede et værelse på et lavprishotel på ham, men inden Per kørte derud, kørte han forbi Terränggatan. Det var en pludselig indskydelse – han ville bare se, hvor Hans Bremer havde boet.

Terränggatan var selv i forårssolen et mørkt sted, syntes han. Nummer 10 var et gråt fem etagers hus på en lige så grå og slidt gade. Ved fortovet stod en gammel kassevogn med en trailer. Traileren var halvfuld af flyttekasser.

Der stod stadig BREMER ved indgangen til 10B, og døren var åben. Låsen så ud til at være i stykker.

Der lugtede grimt i den rungende trappeopgang. Det lugtede næsten, som om nogen havde hældt gammel mælk ud over gulvet. Per gik op ad trappen til anden sal. Døren med Bremers navn stod på klem, han kunne høre skramlen derinde.

Han åbnede døren og noterede sig en endnu mere sur lugt.

»Hallo?« sagde han.

»Hvad er der?« svarede en træt stemme.

Det var en midaldrende kvinde, gråhåret før tid. Hun stod i døråbningen ind til køkkenet og kiggede på ham med korslagte arme. Bag hende stod en teenagedreng med kasketten omvendt på. Han var ved at koble et gammelt fjernsyn ud af væggen og vikle ledningerne sammen.

Pers hoved var pludselig helt tomt, hvad ville han egentlig her?

»Hej, jeg havde bare tænkt at kigge forbi,« sagde han. »Jeg var … en ven af Hans.«

Kvinden så endnu trættere ud.

»Nå? Drukven eller hvad?«

»Nej,« sagde Per og holdt op med at lyve. »Vi var vel egentlig ikke venner … men han og min far plejede at arbejde sammen. Og jeg var i nærheden, så jeg ville bare se, hvordan han havde boet.«

Det virkede ikke, som om kvinden lyttede til hans forklaringer. Hun bød ham heller ikke indenfor, men vendte sig om og gik ind i lejligheden – så han fulgte efter og spurgte:

»Var du hans kone? I så fald kondolerer …«

»Hasse var aldrig gift,« afbrød kvinden. »Jeg er hans lillesøster, Ingrid … Der skal flytte nye ind i lejligheden omkring valborgsaften, så vi er ved at tømme den.«

Der var ikke så meget at tømme, syntes Per, da han fortsatte fra entreen og ind i lejligheden. Der var ikke nogen seng i soveværelset, kun en madras, og de gule vægge var helt nøgne. Bremer så ud til at have lagt al sin tid og energi i at lave film og blade sammen med Jerry; han havde i hvert fald ikke brugt tid på at indrette sig.

Hans søster var gået ud i køkkenet, hvor hun var begyndt at putte bestik og kasseroller ned i en flyttekasse. Der var lige så tomt her som inde i soveværelset; et vakkelvornt køkkenbord og to stole ved vinduet, og på køleskabet sad der nogle afblegede postkort. Der var ingen film eller blade at se – intet, der kunne afsløre, hvad Bremer havde arbejdet med.

»Du der!«

Han så op. Ingrid pegede mod ham.

»Du kan godt hjælpe med at tømme skabene,« sagde hun. »Kan du ikke?«

»Nej, jeg er nok nødt til …«

»Jo, bare lidt, det kan du godt. Og så kan du hjælpe Simon med kasserne.«

Så Per var nødt til at stille sig op på en stol og begynde at tage tallerkner ud af skabene og stable dem i kasserne. Op og ned, hele tiden.

Idet han løftede en stak suppetallerkner fra nederste hylde, fik han øje på en gul seddel, der lå bag dem. Per samlede den op. Det var en lille post-it-seddel, som formodentlig var tørret ud og derefter faldet ned fra indersiden af skabslågen. På sedlen stod der fire telefonnumre. De var skrevet med en dirrende blyant, og ud for hvert navn stod der et nummer:

Ingrid

Cash

Fontenen

Daniele

Det første nummer var til søsteren. Nogle af de andre burde have været til Jerry, men han genkendte ikke nogen af navnene.

»Er du færdig der?« sagde Ingrid bag ham.

»Næsten.«

Han stoppede sedlen i lommen og fortsatte med tallerknerne.

Da han var færdig i køkkenet, skulle han bære kasserne ned, og der var faktisk alligevel en hel del ting i lejligheden, viste det sig. Det tog næsten en time at få det hele ud.

Bremers søster talte ikke meget under flytningen, og Per sagde heller ikke noget.

»Ved du godt, hvordan din bror døde?« spurgte han bare, da de var færdige og stod i solskinnet nede på gaden.

Søsteren tørrede sig over panden.

»Politiet sagde, at det skete i en brand … Han var kørt af sted for at mødes med en eller anden skummel type, og så brændte huset.«

»Var der ballade deroppe?«

»Ballade? Det tror jeg ikke, de sad vel og drak og røg, vil jeg tro … Det var, hvad Hasse plejede at lave.«

En lille gangster, involveret i mange forskellige ting – sådan havde politiet beskrevet Hans Bremer for Per. Han spurgte:

»Men … var han uvenner med nogen?«

Bremers søster rystede på hovedet.

»Det spurgte politiet også om … Fjender havde han ikke. Men han blev udnyttet. Så meget ved jeg.«

»Hvordan det?«

»Han lånte penge ud, hjalp altid til … Hans var alt for rar, og han havde ingen rigtige venner, kun drukvenner. Hvis man ikke har nogen venner, så kan man vel heller ikke have fjender?«

Per var ikke helt sikker på, om det forholdt sig sådan, men spurgte bare:

»Hed nogen af hans venner Markus Lukas?«

»Markus Lukas? Næ, ikke så vidt jeg ved.«

»Hans og Markus Lukas arbejdede sammen, har jeg hørt … Din bror arbejdede meget, gjorde han ikke?«

Ingrid rystede på hovedet igen.

»Hans arbejdede så lidt som muligt … Han sagde altid, at han havde gang i ting, der ville give masser af penge, men det blev aldrig til noget.«

Per nikkede. Han forstod, at søsteren ikke havde haft en anelse om, hvad Bremer havde lavet. Han havde løjet for hende.

Tavshed og løgne. Alt havde været, som det plejede at være omkring Jerry.