53

Kronangymnasiet i Kalmar bestod af et kompleks af rødbrune bygninger, der spredte sig over et helt kvarter. Per ankom en halv time før frokost på sin vej tilbage fra Malmø. Undervisningen var stadig i gang. Han gik ned ad de tomme gange og op ad en trappe til skoleadministrationen.

I det første lokale, han kom til, sad en ung kvinde, som næppe havde arbejdet der for femten år siden, men da hun så ham, spurgte hun hurtigt:

»Kan jeg hjælpe dig med noget?«

»Måske,« sagde Per. »Jeg leder efter en gammel elev, som jeg tror, gik her på skolen engang i begyndelsen af firserne.«

»Hvad hedder hun?«

»Det er det, jeg ikke ved, men jeg har et billede af hende.«

Han tog billedet af den blonde pige, som Gerlof Davidsson havde fundet i Babylon, frem – dog ikke i nøgen figur. Han havde klippet hendes ansigt ud af bladet og klistret billedet på et hvidt stykke papir.

»Jeg har arvet et gammelt hus på Øland,« fortsatte han, »og det her billede lå i et skab sammen med en dagbog og en masse breve og andre papirer. Jeg ville gerne finde hende og give det tilbage til hende.«

Han så på kvinden for at vurdere, om rækken af løgne fungerede. Hun kiggede omhyggeligt på billedet og spurgte.

»Hvordan kan du vide, at hun har gået på vores skole?«

Lyv så lidt som muligt, tænkte Per.

»Jo, det ved jeg … for der var et billede, hvor hun havde en af jeres skoletrøjer på.«

Det sidste var sandt, for det var en skoletrøje fra Kronanskolen, som Gerlof havde opdaget i baggrunden af et af billederne i Babylon. Den havde hængt over en stol, tilsyneladende glemt. Teksten sagde KRONANSKOLEN 1983-84, og den var et tegn på, at pigerne ikke bare var fantasivæsner. Den slags tegn var der ellers ikke mange af i Jerrys verden.

»Okay,« sagde kvinden, »du skal nok tale med en af vores matematiklærere, Karl Harju. Han har været her siden halvfjerdserne.«

Hun rejste sig og fulgte med Per ned til de tomme gange, helt hen til et klasselokale, hvor døren var lukket.

»Du kan vente her, de har snart frikvarter.«

Per ventede i fem minutter, så gik døren op, og en rodet strøm af gymnasieelever væltede grinende ud og forsvandt med larmende stemmer ned ad gangen. Han kiggede efter dem og kom til at tænke på, at hans børn ville se sådan ud om nogle år.

Begge hans børn.

Tilbage i klasselokalet stod en ældre mand i en grøn trøje. Han tørrede i ro og mag ligninger af tavlen, og Per stillede sig i døren.

»Karl?«

»Ja, det er vist mig,« sagde manden med en finlandssvensk accent.

»Godt, jeg har brug for din hjælp med noget …«

Han trådte ind i klasselokalet og gentog den samme blanding af løgne og sandheder. Til sidst viste han læreren det udklippede billede fra Babylon.

»Kan du genkende hende?« spurgte han. »Jeg tror, at hun gik på økonomilinjen.«

Læreren kiggede på billedet med rynket pande. Så nikkede han.

»Hun hed Lisa, tror jeg,« sagde han. »Vent her.«

Han rejste sig og gik ud. Det tog næsten ti minutter, før han kom tilbage med en mappe.

»Vi havde dem ikke i computeren dengang,« sagde han. »Vi burde lægge dem ind nu, men …«

Han åbnede mappen og tog et stykke papir ud, og Per kunne se, at det var en gammel klasseliste.

»Ja, hun hed Lisa,« sagde læreren. »Lisa Wegner … hun var lidt stille i det, men venlig og sød, det kan man jo også se på billedet … Der var en klike af piger i den klasse, Lisa og Petra Blomberg og Ulrica Ternman og Madeleine Frick.«

Per kunne se, at der var adresser og telefonnumre på listen, men de var naturligvis femten år gamle.

»Må jeg skrive det her ned?«

»Du kan låne vores kopimaskine,« sagde læreren.

Da han var færdig med at kopiere, gav han kopien til Per og spurgte:

»Ved du, hvad der blev af Lisa? Det her billede ser jo ud til at være blevet klippet ud af et blad …«

»Ja, det er fra et månedsblad,« sagde Per. »Så hun var nok model, fotomodel, en overgang.«

»Der kan man bare se,« sagde læreren. »Som lærer er man altid nysgerrig efter, hvor de små lam blev af.«

Per gik tilbage til kvinden på kontoret og bad om at få lov til at låne telefonbogen over Kalmar.

Han fandt kun navnet på en af de piger, der engang havde været veninder på Kronanskolen: Der boede en Ulrica Ternman i Kalmar kommune. Adressen var en vej i Randhult, en landsby syd for byen.

Han skrev nummeret ned, gik ud til bilen og ringede via sin mobil:

»Hej, dette er en telefonsvarer,« svarede en mandsstemme. »Du har ringet til Ulf, Hugo, Hanna og Ulrica. Vi er ikke hjemme nu, men du kan lægge en …«

Per var ved at lægge røret, da en kvindestemme afbrød:

»Hallo?«

Per lænede sig frem mod rattet.

»Hallo? Er det Ulrica Ternman?«

»Ja, hvem taler jeg med?«

»Jeg hedder Per Mörner. Du kender mig ikke, men jeg leder efter en person ved navn Lisa Wegner. Stemmer det, at I er venner?«

Kvinden tøvede, som om det krævede tid at få svaret gravet ud af hukommelsen.

»Lisa? Jo, vi var en overgang venner i skolen,« sagde hun så, »men vi har ingen kontakt længere. Hun bor i udlandet.«

»Og du har ikke hendes telefonnummer?«

»Nej, hun blev au pair i Belgien eller Frankrig og giftede sig med en eller anden fyr dernede, tror jeg … men hvad vil du hende?«

»Jeg tror, at hun arbejdede for min far, Jerry Morner.«

Der blev stille igen.

»Hvad sagde du, at han hed?«

»Morner … Gerhard ‘Jerry’ Morner.«

Ulrica Ternmann sænkede stemmen.

»Mener du ham, som udgav … de der blade? Var det din far?«

»Netop, to særlige blade. Babylon og Gomorra. Kender du ham?«

»Ja …«

»Gør du?« Så forstod Per, eller han antog, at han forstod og tilføjede hurtigt: »Så du arbejdede også for Jerry?«

Der var stille i røret. Så hørtes et klik.

Per kiggede på telefonen. Han ventede i femten sekunder og tastede så nummeret en gang til.

Den ringede fire gange, før kvinden tog den. Som den erfarne telefoninterviewer, han var, tog Per kommandoen:

»Hej, Ulrica, det var mig, der ringede for lidt siden … jeg tror vores samtale blev afbrudt.«

Han syntes, han kunne høre hende sukke.

»Hvad vil du?«

»Jeg vil bare spørge om et par ting, og så slipper du for mig … Forholdt det sig sådan, at du arbejdede med Jerry Morner?«

Ulrica sukkede igen.

»En enkelt gang,« sagde hun. »En weekend.«

Per knugede mobilen.

»Jeg ville gerne tale med dig om det her, Ulrica.«

»Hvorfor det?«

»Fordi … min far er død.«

»Er han?«

»Han døde i en bilulykke. Og … der var nogle ting, jeg aldrig fik at vide om ham og det, han lavede.«

»Okay? Så du var altså ikke involveret i det?«

»Nej,« sagde Per. »Men det var der andre, der var. Andre mænd.«

»Ja, det ved jeg,« sagde Ulrica Ternman træt. »Men jeg kan nok ikke fortælle dig ret meget.«

»Kan vi ikke prøve?«

Hun tav.

»Okay da,« sagde hun. »Du kan komme forbi i morgen aften, hvis du altså kommer før syv.«

»Fint, jeg bor på Øland … Hvor ligger Randhult?«

»Femogtyve kilometer syd for Kalmar,« sagde hun. »Der er et skilt ved motorvejen, og jeg bor i det eneste murstenshus, lige ved en lade.«

»Tak.«

Han havde besøgt Nilla, da han om formiddagen kom tilbage fra Malmø, men hun sov. Efter besøget på Kronanskolen kørte han derhen igen.

Marika var der ikke, men Nilla var vågen og lå med drop; hun var bundet til sengen med en plasticslange i armen.

»Hej, far,« sagde hun stille, men rørte sig ikke.

»Hvordan går det?« spurgte Per.

»Det er … okay.«

»Har du ondt?«

»Nej, ikke ret meget.«

»Hvad er der så galt med dig? Føler du dig ensom?«

Nilla så ud, som om hun ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle svare, men så nikkede hun.

Per tænkte på flokken af teenagere, der netop var styrtet forbi ham ovre på Kronanskolen og spurgte:

»Har du lyst til at se dine venner?«

Nilla svarede ikke.

»Klassekammeraterne, måske?« spurgte Per. »Hvis du ringer, kan jeg godt køre ud og hente nogen af dem.«

Nilla svarede ikke, hun smilte bare træt og rystede på hovedet.

Hun var blevet mere stille, siden han så hende i lørdags. Nu viste hun kun, hvordan hun havde det ved at smile, og som oftest var det det samme trætte smil. Hver gang han så det, holdt Per næsten op med at trække vejret. Ingen trettenårig burde se så glædesløs ud.

»Nej,« sagde hun til sidst og vendte sig om mod væggen. »Jeg vil ikke møde dem.«

»Ikke?« sagde Per.

Nilla hostede og sank noget, og så svarede hun med en hvisken:

»De skal ikke se mig sådan her.«

Der blev ulidelig stille på stuen, indtil Per kunne høre, at hans datter var begyndt at græde med ryggen til ham. Han satte sig på sengekanten og lagde hånden på hendes ryg.

»Hvad er der galt, Nilla. Fortæl mig om det, og så ordner vi det.«

Tårerne løb, da hun begyndte at fortælle.

Da han en time senere kom hjem til huset, tog Per løbeskoene på og løb af sted. Ruten var ligegyldig, han skal skulle bare ud. Han løb i modvinden langs stenbruddet og derefter ved havet og til sidst væk derfra. Han satte hele tiden tempoet op, indtil det gjorde ondt i lungerne, og lårene føltes som sten.

Han standsede på en klippeblok, hev efter vejret og lænede sig op mod vinden. Han ville kaste op, men kunne ikke.

Han kunne ikke tænke på andet end Nilla.

Resten af skoleåret var slut for hende, det havde han forstået for flere uger siden. Forårssemestret var et tabt semester, men Nilla ville kunne begynde i skolen igen til efteråret. Hun ville komme tilbage til klassekammeraterne.

Hun skulle tilbage.

Det var Pers eneste tanke, som han stod der på grusvejen. Og ikke bare det: hun skulle blive rask og strømme ud af klasselokalet, ud på gangen sammen med sine kammerater. Hun skulle begynde at spille basket igen og lave lektier og gå til skolefest og arrangere forældrefrie fester.

Hun skulle begynde i gymnasiet og liste sig ind i huset ud på natten, mens Per lod, som om han sov. Hun skulle rejse ud i Europa og lære nye sprog.

Nilla skulle tilbage til skolen, hun skulle have en fremtid. Hendes fremtid var noget, der i øjeblikket kun eksisterede i nuet, men snart ville hun få den tilbage. Han ville gøre hvad som helst for det.

Red alle børnene, tænkte han og begyndte at løbe igen.

Han kom til et stengærde, der var dækket af mos og fulgte det cirka hundrede meter, inden han klatrede over det. Nu stod han på kanten af Alvaret. Der var ingen vand tilbage derude.

Jorden var tør og hård, da han løb ind mellem buskene.

Det tog et stykke tid, inden han forstod, at han blev forfulgt, men nogle raslende lyde fik ham til at standse og dreje hovedet.

Han var ude på Alvaret nu, mellem buske og krat, og han kunne tydeligt høre, at nogen kom løbende bag ham i næsten samme takt som ham selv.

Per standsede og holdt vejret, han tænkte på Markus Lukas og satte sig på hug. Herude var han helt ubeskyttet – øksen og alle de andre våben var hjemme i huset.

En skikkelse dukkede til sidst frem mellem enebærbuskene og opdagede ham, men der var ingen fare på færde.

Det var Vendela Larsson. Hun havde præcis lige så meget åndenød, som han selv, og hun standsede kun et par meter væk for at få vejret.

De kiggede på hinanden uden at hilse, de pustede og stønnede bare af løbeturen. Men Per noterede sig en dybere træthed end den rent fysiske, da han mødte Vendelas blik.

Til sidst rettede Per ryggen og hev efter vejret.

»Min far er død,« sagde han.

Vendela lagde en hånd på hans kind.

»Det er jeg ked af,« sagde hun.

Per nikkede.

»Og Emil er også død.«

Vendela sagde ingenting, hun lod hånden blive, men så spørgende ud. Han fortsatte:

»Han døde søndag aften. Han pådrog sig en infektion på sygehuset, han var for svag til at klare den … Nilla var forelsket i ham, hun græd helt forfærdeligt, da hun fortalte det. Hun græd og græd, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.«

Vendela trådte hen mod ham. Hun løftede sine arme.

Per ville ikke omfavnes, Vendela var så tynd, og der var ingen kærlighed i verden.

De stod stille i græsset og holdt om hinanden i flere minutter. Efter et stykke tid kunne Per høre, at de trak vejret i takt. Lange dybe åndedrag.

Til sidst slap hun ham.

»Både min mand og min hund er væk,« sagde hun.

Så gik hun et skridt baglæns. Hun nikkede i retning ad labyrinten af buske og sten.

»Kom med. Jeg vil vise dig noget.«