56

Vendela brugte hele tirsdagen på at anlægge den nye have. Før frokost plantede hun vedbend, buksbom og en lang række hyld, der ville give bladfylde og skygge på grunden, og om eftermiddagen slæbte hun rundt med plantemuld og kalkstensfliser og fik på den måde lavet tre små terrasser i haven. Hun så for sit indre øje, hvordan rækker af grønne blade ville dukke frem til maj, og så ville der komme stilke, som ville strække sig i juni med store kronblade, der vendte sig mod solen.

Telefonen ringede et par gange inde i huset, men hun svarede ikke. Ved syvtiden gik hun ind og tog et varmt boblebad, spiste et par stykker knækbrød til middag og stirrede ud ad vinduet. På det lille hus mod nord.

Hun ville ikke løbe ud på Alvaret i aften. Hun overvejede i stedet at gå over til gamle Gerlof, men hun ville ikke forstyrre ham. Det, hun længtes allermest efter, var at gå over til Per Mörner og sætte sig og tale med ham resten af aftenen – men hun kunne se, at hans bil var væk. Så hun blev siddende i sit store, tomme stenhus og ventede på, at hendes mand og hund kom tilbage.

De kom ikke. Klokken ti gik hun i seng.

Gennem søvnen hørte Vendela en brummende lyd, der nærmede sig – så vågnede hun ved, at nogen låste hoveddøren op. Hun åbnede øjnene, kiggede på klokken ved siden af sengen; den var kvart i elleve.

Lyset blev tændt ude i hallen, og en stribe af lys lagde sig ind over hendes tæppe.

»Hallo?« råbte en mandsstemme.

Det var Max.

»Hej …« svarede hun lavmælt og strøg sig over panden.

»Hej, skat!«

Max kom ind i soveværelset, stadig iklædt dynejakken. Vendela løftede hovedet og så sig omkring på gulvet.

»Hvor er Aloysius?«

»Her,« sagde Max. Han smed noget på sengen og fortsatte: »Nu er det ordnet.«

Vendela så forvirret på ham.

»Hvad er ordnet?«

Så kiggede hun ned i sengen og så noget lille og tyndt ligge ved siden af sig, noget underligt velkendt. Hun strakte hånden frem og samlede det op.

Det var en læderrem. Et hundehalsbånd.

Hun genkendte den svage lugt af Aloysius. Det var hans halsbånd.

Max blev stående ved siden af sengen.

»Jeg tænkte, at du gerne ville havde den der. Som et minde.«

»Hvad har du gjort, Max?«

Han satte sig på sengekanten.

»Jeg kan godt fortælle dig om det, hvis du ønsker at vide det. Det var meget fredfyldt, og jeg holdt ham hele tiden … Dyrlægerne ved præcis, hvad de skal gøre.«

Vendela stirrede på ham, men han fortsatte:

»Først fik Aloysius en passende dosis beroligende middel, præcis ligesom du også får det en gang imellem. Så fik han en overdosis narkose sprøjtet ind i forbenet, og på det tidspunkt drejede det sig kun om at …«

Vendela satte sig op.

»Jeg vil ikke høre det!«

Hun slog dynen til side, styrtede hen mod Max og forbi ham ud i hallen. Der tog hun sin jakke og støvlerne på og fortsatte ud ad hoveddøren. Det sprøjtede fra gruset, da hun satte fødderne i det.

Ud, hun skulle bare ud.

Audien stod pludselig foran hende, og hun famlede efter bildøren. Der var ikke låst.

Hun satte sig ind i bilen og lagde panden mod det hårde rat.

Så kom tårerne. Hun græd over Aloysius.

Ti år. Det år de blev gift, havde de købt den som en ung hund. Da de besøgte kennelen for at se på en selskabshund, havde han viftet med halen og var kommet løbende hen imod dem. Det var, som om han havde valgt dem og ikke omvendt. Siden den dag havde Vendela været sammen med ham hver eneste dag.

En skygge dukkede op uden for bilen.

»Vendela?«

Det var Max, han bankede på ruden.

»Kom med ind, Vendela … så kan vi snakke lidt.«

»Gå væk!«

Hun åbnede døren ind til førersædet, knyttede hænder og fik Max til at tage et hurtigt skridt baglæns. Så tog hun lommelygten fra handskerummet og steg ud.«

»Rør mig ikke!« skreg hun.

Han bakkede endnu et par skridt, og hun gik forbi ham, ned mod grusvejen.

»Hvor skal du hen, Vendela?«

Hun svarede ikke – hun skyndte sig bare væk fra sin mand, direkte ud i kulden og mørket.