57

Der blæste en skarp vind fra Østersøen, da Per steg ud af sin Saab på parkeringspladsen uden for restaurant Honolulu. Luften føltes iskold her til aften, det var, som om vinteren pludselig havde fortrudt og var kommet tilbage.

Restauranten lå ved vandet uden for Karlskrona centrum, men der var næppe tale om en restaurant med mange stjerner. To af neonbogstaverne var gået ud, så der stod RE TAURANT HON LULU på skiltet over indgangen.

Han gik ind i varmen og tog jakken af. Der var omtrent tredive borde i lokalet. Der sad kun gæster ved de otte af dem, men det var jo også mandag. Der ville sikkert komme flere gæster om tre dage, på valborgsaften.

Han satte sig ved et bord tæt på vinduet og tog menukortet frem. Maden bestod næsten kun af pizzaer og hamburgere. Da tjeneren dukkede op, bestilte Per en sodavand og en Honolulu-burger med ost.

Per smugkiggede på tjeneren, da han gik over mod køkkenet med bestillingen. Han var mørkhåret og bredskuldret som en fotomodel, men han så ud til at være omkring de femogtyve og kunne næppe have arbejdet for Jerry for ti år siden.

Da han en kvarters tid senere kom tilbage med maden, spurgte Per:

»Kender du Tobias Jesslin?«

Tjeneren satte tallerknen med burgeren fra sig på bordet.

»Tobias? Kokken Tobias?«

»Kokken, ja,« sagde Per hurtigt. »Jeg vil gerne tale med ham.«

Tjeneren så mistænksom ud og spurgte.

»Er der noget galt med maden?«

»Nej, det drejer sig ikke om maden.«

»Tobias har travlt lige nu.«

»Men han får vel fri engang? Kan du ikke give ham en seddel fra mig.«

Tjeneren tøvede lidt, men så nikkede han.

Per tog en gammel kvittering op af pungen og skrev en hurtig meddelelse i stil med den, han havde efterladt på Moulin Noir.

Tjeneren tog sedlen og forsvandt uden et ord. Per begyndte at spise burgeren, som var fedtet og lidt gummiagtig. Han tyggede og stirrede ud over det sorte hav. De gamle skibe med kalksten fra Øland havde engang sejlet forbi derude på vej til Danmark og Norge.

Da tallerknen var tom, blev han siddende og kiggede på døren ud til køkkenet. Den forblev lukket.

Tanken om, at Markus Lukas fandtes bag den dør, gjorde ham nervøs. Efter ti minutters venten var han nødt til at foretage sig noget. Han rejste sig, gik ud i den tomme vestibule og ringede til et mobilnummer, som han havde ringet til en gang tidligere i dag. Telefonen blev taget med det samme.

»Fall?«

»Du taler med Per Mörner på Øland. Jeg ringede til dig i morges … angående Hans Bremer.«

»Ja … det husker jeg godt.«

Thomas Fall lød træt, men Per fortsatte alligevel:

»Jeg ville bare lige høre, om du havde fundet den der kuffert … Bremers kuffert?«

»Ja … den stod oppe på loftet.«

»Godt. Har du kigget i den?«

Det virkede, som om Fall skammede sig og tøvede lidt.

»Ja … jeg tog et kig, et hurtigt kig. Der er gamle blade i den og en eller anden slags manuskript til en bog.«

»En slags dagbog?«

»Måske. Jeg har ikke læst den.«

»Må jeg få lov at kigge i den?«

»Selvfølgelig,« sagde Fall. Han holdt en pause. »Du må endda gerne få den. Jeg har ikke brug for den.«

»Godt, selvom det nok bliver lidt vanskeligt for mig at hente den …«

Per spekulerede på, hvordan det skulle blive muligt for ham at slippe alt, han havde i hænderne og køre hele vejen ned til Malmø igen – han kunne ikke køre så langt væk fra Nilla lige nu – men Thomas Fall løste problemet:

»Jeg kører op til Stockholm for at fejre valborgsaften, så jeg kan godt køre over Øland og give dig den … hvis jeg altså får din adresse.«

Per gav ham den straks og forklarede slutteligt, hvordan Fall kunne finde Stenvik.

»Det er det tredje hus ved stenbruddet,« sagde han. »Det mindste af dem.«

Per slukkede for mobilen, gik tilbage til sit bord og fortsatte med at vente. Tjeneren fjernede hans tallerken.

Klokken halv ti åbnedes døren til køkkenet, og en mand i hvid hue og kokketøj kom ud. Han gik over til Pers bord og holdt sedlen op. Han så hverken sur eller irriteret ud, bare nysgerrig.

»Er det dig, der har skrevet den her?«

Han havde skånsk dialekt. Per nikkede og fik et nyt spørgsmål:

»Så du er altså Jerry Morners søn?«

»Netop. Og du er Tobias?«

»Jep. Jeg arbejdede lidt for din far, før jeg blev kok.«

Tobias svedte i ansigtet, måske skyldtes det varmen fra komfuret. Men han så Per lige i øjnene uden at virke det mindste genert.

»Det ved jeg godt,« sagde Per. »Jerry kaldte dig Markus Lukas.«

Jesslin var stille et par sekunder.

»Ja. Men det er slut med alt det der nu,« sagde han så. »Der er vel dårlig nok en svensker, der laver porno længere … Næsten alle film bliver lavet i USA nu, i Californien.«

»Kan vi godt snakke lidt sammen alligevel? Der er nogle ting omkring det, min far lavede, jeg gerne vil vide noget mere om.«

»Selvfølgelig … Vi kan gå ind i kafferummet.«

Jesslin vendte sig mod køkkenet. Per lagde penge for maden på bordet og fulgte efter.

Madosen hang tykt ude ved komfurerne, men klinkegulvet så rent ud. Tobias Jesslin viste vej til baglokalerne og videre ind i et lokale med lukkede opbevaringsskabe, en bruser og et bord med nogle tilhørende stole. Et vindue indrammede havets bølger.

»Jeg skal hilse fra Ulrica Ternman,« sagde Per, da Jesslin havde lukket døren.

»Hvem?«

Jesslin satte sig og tog en pakke cigaretter frem.

»En af de piger, du filmede sammen med,« sagde Per. »Det var hende, der gav mig dit navn.«

»Nå? Hende kan jeg ikke huske.« Jesslin tændte en cigaret og blæste røgen op imod loftet. »Jeg kan ikke engang huske, hvor mange piger jeg har filmet sammen med … Hundrede og tyve eller hundrede og halvtreds.«

Per forstod, at det var meningen, at han sådan mand og mand imellem skulle virke imponeret. Men det eneste, han sagde, var.

»Hvordan føles det?«

»Hvordan tror du?« Jesslin smilede lidt. »Lidt mærkeligt, som at have stået ved et samlebånd, hvor damerne bare kom rullende ind … Men det er en del år siden. Jeg har slået mig til ro nu.« Han sugede på cigaretten. »Hvordan har din far det?«

»Ikke så godt.«

»Har han ikke?

»Nej. Han er død.«

»Er han? Hvordan det?«

»En bilulykke.«

Per kiggede vedholdende på ham hen over bordet, men Jesslins overraskelse virkede ægte.

»Det var da trist,« sagde han. »Jeg kunne godt lide Jerry, han var altid sig selv. Skammede sig aldrig.«

»Hvor lang tid var du ansat hos ham?«

»Ansat og ansat …« sagde Jesslin og blæste røg ud. »Jeg hoppede en gang imellem ind foran kameraet, og så fik jeg pengene stukket direkte i hånden.«

»Arbejdede du også på Moulin Noir?«

Jesslin nikkede.

»Det var der, Jerry fandt mig. Han så mig danse og sagde, at jeg kunne få arbejde hos ham. Hvorfor ikke, tænkte jeg. Så han tog mig med ud på en god restaurant i Malmø, vi spiste og drak og snakkede … og til kaffen dukkede en ung, glad pige op ved vores bord, hun kyssede Jerry på kinden. Så råbte Jerry på regningen: ‘Skal vi så arbejde nu, børnlille?’ Det var først da, at jeg fattede, at det var den der pige, som jeg ikke engang kendte navnet på, som jeg skulle have sex med samme eftermiddag.« Han lo kort og tilføjede: »Det gik hurtigt i den branche … men man vænnede sig til det efter et stykke tid.«

Per lyttede, men smilede ikke.

»Hvor mange andre ved navn ‘Markus Lukas’ var der?«

»Et par stykker, som jeg kender til … måske to eller tre. Der er ikke så mange fyre, der kan klare det der.«

»Klare hvad?« spurgte Per.

Jesslin nikkede ned mod sine bukser og sagde:

»Du ved godt, hvad jeg mener … At få den op at stå på kommando, når kameraet kører.«

»Kendte du nogen af de andre fyre?«

»Kun én. Han kom også fra Moulin Noir … han hed Daniel.«

»Og hvad mere?«

»Daniel Wellman.«

»Hvordan staves det?«

Jesslin stavede navnet, og Per skrev det ned. Han håbede, at han var på vej til at finde trolden Markus Lukas nu.

»Og I filmede meget sammen?«

»Ja, hver weekend kørte vi op til det der studie, som Jerry havde i Småland.«

»Det findes ikke mere,« sagde Per.

»Gør det ikke?«

»Hele ejendommen brændte ned for et par uger siden.«

»Hvordan skete det?«

»Det var en påsat mordbrand,« sagde Per. »Nogen havde placeret en slags tidsindstillede brandbomber i huset.«

Jesslin tænkte sig om.

»Det lyder som Bremer, han kunne godt lide pyroteknik … nogle gange om sommeren skød vi scener i et skovbryn, som han havde udstyret med en masse benzinfade … vi skulle ligge der helt nøgne i røg og ild. Bremer havde et par spande vand til at stå bag kameraet, hvis det skulle gå hurtigt, men jeg var alligevel sindssygt bange, når jeg lå der midt i flammerne med bar røv på madrassen.« Han smilede igen. »Har du mødt Bremer?«

»Nej,« sagde Per. »Og han lever heller ikke længere … Han døde i branden.«

»Nå?« sagde Jesslin og fortsatte med at ryge.

»Kunne du ikke lide Bremer?«

»Ikke særlig godt.«

»Hvorfor ikke?«

Jesslin så over mod det mørke vindue, som om han huskede triste ting.

»Jeg ved ikke rigtigt … det var vel et spørgsmål om kemi. Bremer arbejdede hurtigt, og han pressede pigerne ret hårdt. Hvis de fik ondt under indspilningerne og ville holde op, så var han pisseligeglad. De kunne bare vende ansigtet væk, så man ikke kunne se, at de græd, og så fortsatte han ellers med at filme. Det eneste, han havde i hovedet, var at få jobbet gjort.«

»Og det gjaldt også for dig, formoder jeg,« sagde Per.

»Selvfølgelig, jeg blev lige så kold som ham og Jerry efter et stykke tid,« sagde Jesslin. »Jeg ville bare filme og så hjem … Man bliver ret afstumpet af det job.«

»Og de døde piger? Hvordan forholdt det sig med dem?«

Jesslin kiggede på ham.

»Mener du Jessika Björk?«

»Jessika Björk?«

»Hun arbejdede på Moulin Noir sammen med mig og Daniel,« sagde Jesslin. »Hun var med i flere film, kaldte sig Gabrielle eller noget i den retning … men jeg hørte fra en kammerat, at hun var død i en brand for nogle uger siden. Trist, for hun var en glad pige. Og ikke ret gammel, kun omkring de tredive.«

»I en brand?« Per lænede sig forover. »Og Gabrielle, sagde du … Kan det have været Daniele?«

»Klart. Gabrielle eller Daniele.«

»Hvornår du hende sidst?«

»Det er længe siden … ti år. Vi har heller ikke snakket så meget sammen, bare ringet til hinanden et par gange. Jeg tror, at Jessika og Daniel Wellman havde mere kontakt.«

Per kiggede på ham. Var det Jessika Björks telefonnummer, som han havde fundet på Bremers telefonliste? Måske, men hvad betød det i så fald? Han følte sig træt og idéforladt. Det føltes, som om han selv havde en tumor, der sugede al næring ud af hans krop.

»Jeg vidste ikke noget om Jessika,« sagde han stille, »men Ulrica Ternman havde to veninder, som filmede sammen med Jerry og Bremer. De er også døde nu.«

»Er de?« sagde Jesslin. »Så der var altså flere?«

Per lænede sig frem.

»Tobias,« sagde han, »jeg er nødt til at finde frem til flere personer, som arbejdede sammen med Jerry. Har du en adresse på ham den anden Markus Lukas?«

Jesslin skoddede sin cigaret og rystede på hovedet.

»Vi var aldrig nære venner,« sagde han. »Han hed Daniel Wellman og boede i Malmø, det er det eneste, jeg ved.«

»Har du et billede af ham?«

»Et billede? Der er masser af billeder af ham i bladene.«

»Ikke af hans ansigt.«

Jesslin lo og rejste sig.

»Nej, det var ikke ansigtet, der var det mest interessante på os fyre … Pigernes udseende var vigtigt, ikke vores.«

Per rejste sig også. Han havde godt nok forudset, de noget vage svar på spørgsmålene om Markus Lukas, men han var alligevel skuffet.

Jesslin standsede i døren.

»Men hvis du spørger mig, hvem der ville sætte ild til Hans Bremer,« sagde han, »så tror jeg, at det var en eller anden ridderhelt.«

»En ridderhelt?«

»En kæreste, som endelig omsider havde fundet ud af, at Bremer havde filmet hans dame. En, der ville være ridderlig og forsvare hendes ære.«

Per kiggede på ham og tænkte på den glade stemme, der havde svaret i Jesslins telefon.

»Hvordan føles det at have sådan et rygte, nu hvor du selv er blevet far?«

»Godt nok,« sagde Jesslin hurtigt. »Det er altid værre for de piger, der har været modeller. De mister mere, hvis fortiden indhenter dem.«

»Og synes du, at det er retfærdigt?«

»Nej,« sagde Jesslin. Han trak på skuldrene. »Men det er mændene, som styrer den branche. Det er dem, der er kunderne. Det er deres penge og deres synspunkter, der tæller. Sådan er livet.«

Da Per havde forladt Honolulu og kom ud til bilen, tænkte han på rygterne og synspunkterne og på hvordan Jerry, ugen inden han døde, havde stået ved stenbruddet og peget på Marie Kurdin og antydet, at han genkendte hende.

Han satte sig ind i bilen og begyndte den lange tur hjem.