58

Vendela stod rank i ryggen foran elverstenen og mærkede, hvordan ondskaben fortættede sig i luften over hende. Det var snart midnat – og der var kun to dage til valborgsaften, de mørke magters højtid. Det var nu, de var stærkest.

Hun havde tændt sin lille lommelygte og lagt den foran sig; den var nu det eneste lys i det store mørke.

Ånderne og dæmonerne, elvernes sorte slægtninge, var vågnet af deres lange vintersøvn. De var kommet krybende ud af de dybeste grotter i de gamle lande omkring Østersøen, de var fløjet over det store hav og havde cirklet et par gange over Blå Jungfruns hårde granit ude i sundet, og så var de fejet ind over øen, og på deres færd fordrev de alle forårsfugle fra himlen. De så ned på den smalle, flade ø, hvor bølgerne kastede sig ind over de lange strande. De smilede ad alle de små væsner, som krøb omkring dernede – langt under dem.

Højt over Alvaret mødtes ånderne for endnu et år at fremmane død og elendighed over menneskene.

Vendela lukkede øjnene.

Og hvad havde menneskene at sætte ind imod alt det? Ingenting, kun nogle bål valborgsaften. Men lyset ville snart blive slukket, og efter det kunne man ikke gøre andet end at låse sig ind i sit hus og håbe, at vinduerne holdt, og at dæmonerne ville udse sig en anden familie. Men det gjorde de aldrig. De tog altid de svageste, dem, der var allermest angste, dem, som havde sat flest låse på dørene, og som tryglede og bad mest om at få lov at leve i fred og tryghed.

Vendela løftede sin venstre hånd og holdt den over stenblokken.

I lyset fra lommelygten blinkede vielsesringen på ringfingeren. Max havde købt den til hende i Paris. Den var svær at få af, efter ti år var den vokset ind i fingeren, men til sidst lykkedes det for hende. Med sin højre hånd holdt hun et øjeblik ringen op imod himlen, så lagde hun den fra sig i et af stenens kværn-huller. Hun kiggede på ringen og vidste, at hun aldrig ville røre ved den mere.

Gør hvad som helst ved ham, tænkte hun, men lov mig, at han forsvinder for altid.

Hun lukkede øjnene.

Flere hjerteproblemer vil være fint. Giv ham et stort hjerteanfald langt væk fra alle læger.

Da hun åbnede øjnene og vendte sig væk fra klippeblokken, mærkede hun, hvordan sulten og trætheden dykkede dybt ned i hendes mave. Hun var bare styrtet blindt af sted fra huset midt om natten. Nu var hun nødt til at støtte sig til stenen, og hun stod helt stille og stirrede imod horisonten, indtil hun genfandt balancen. Så samlede hun lommelygten op, lyste foran sig og begyndte at gå hen over græsset. Da hun var kommet forbi enebærbuskene, begyndte hun at tage længere skridt.

Hun havde fået det bedre igen. Hun kunne ikke løbe i støvlerne, men hun gik hurtigere og hurtigere, så hendes skridt hamrede mod jorden, og vinden susede i ørerne.

Nogle nætter er jeg mere vanvittig end normalt, tænkte hun.

Over hende hørtes lyden af vældige vinger.

Hun sneg sig som en kat over Alvaret og videre ned mod kysten. Græsset og buskene strejfede hende ikke.

Et par hundrede meter fra stenbruddet var lommelygten ved at løbe tør for batterier, og hun slukkede den.

Pludselig så hun et andet lys på vejen. Billygter. De gled langsomt forbi hendes eget hus og standsede på gårdspladsen foran Mörners hus. Da kabinelyset blev tændt, kunne hun se, at det var Per, og hun skyndte sig af sted.

Han stod ud af bilen med stive bevægelser, og da Vendela nærmede sig, drejede han hovedet og så først urolig ud. Men han slappede af, da han så, hvem det var.

»Vendela.«

Hun nikkede. Uden at tænke sig om, uden over hovedet at tøve strakte hun armene ud og gik hen til ham.

Aftenen blev pludselig varm.

Per tog imod hende, men kun for at give hende et langt knus. Til sidst slap Vendela ham og sukkede dybt.

»Kom,« sagde hun stille.

Per pustede ud.

»Jeg kan ikke,« sagde han.

Vendela tog fat i ham igen.

»Det spiller ingen rolle.«

Hun trak ham hen mod døren, som om det lille hus tilhørte hende og ikke ham.