59

Per åbnede øjnene, det var morgen. Han lå i sin seng, og der lå nogen og sov ved siden af ham. Det var ikke noget, han drømte.

Men det var alligevel en drømmeagtig og mærkelig følelse at have Vendela Larsson liggende ved side af sig – siden Marika forlod ham, havde han sovet alene hver eneste nat.

Da Vendelas vejrtrækning til sidst var blevet rolig og regelmæssig i mørket, havde han selv ligget med åbne øjne ved siden af hende. Han havde haft det godt, men havde alligevel forventet at få besøg.

Besøg af Jerry.

Sådan havde det altid været, de få gange Per tidligere havde sovet ved siden af en kvinde. Så havde han pludselig kunnet lugte hans cigar, eller også havde han syntes, at hans far stod i skyggerne ved siden af sengen og smilede hånligt ad sin søn.

Men Jerrys genfærd holdt sig væk.

Ved nitiden stod de op, og Per lavede morgenmad. Han satte kaffe over og ristede brød, som de så spiste sammen. Om morgenen var der pludselig en lang række emner, som det var umuligt at tale om, men stilheden ved køkkenbordet føltes alligevel ikke anspændt eller pinlig. Per syntes allerede, han kendte Vendela.

Bagefter var han nødt til at køre ind til Nilla på sygehuset.

»Må jeg godt blive her lidt?« spurgte hun.

»Vil du ikke hjem?«

Hun så ned i gulvet.

»Jeg vil ikke være der … Jeg kan ikke møde Max lige nu.«

»Der skete jo ikke noget forkert,« sagde Per.

»Vi sov sammen,« sagde Vendela.

»Vi varmede hinanden.«

»Det spiller ikke nogen rolle, hvad vi foretog os … ikke for Max.«

»Vi ses snart,« sagde hun lidt senere, da de stod i entreen.

»Gør vi?« spurgte Per.

Hun smilede hurtigt til ham, da han lukkede hoveddøren.

Per gik over til bilen og sukkede dybt.

Hvad var der sket? Og var det forkert, det, der var sket? Det var Vendelas beslutning, og de havde jo hovedsagelig bare snakket sammen og sovet?

Men Pers liv var blevet mere forvirret nu, og han følte, at det ville påvirke Nillas odds. Forværre dem.

At finde Markus Lukas ville forbedre dem.

Han tog mobiltelefonen frem og ringede til nummeroplysningen. En ung kvinde spurgte, hvad hun kunne hjælpe ham med.

»Daniel Wellman,« sagde Per og stavede efternavnet.

»Hvilken by?«

»Malmø, tror jeg.«

Der var stille nogle sekunder, inden svaret kom:

»Der bor ingen af det navn dér.«

»Hvad så med i resten af landet?«

»Nej. Der findes nogen, der hedder Wellman, men ingen Daniel.«

Hele vejen til Kalmar tænkte Per på Vendela.

Da han trådte ud af elevatoren ved Nillas afdeling, mødte han et par på sin egen alder. En mand og en kvinde, som langsomt kom gående ned ad gangen. De havde sænket blikket, og de så meget trætte ud.

Manden holdt en lille, blå rygsæk i hånden, og Per forstod pludselig, at det var forældrene til Nillas ven Emil. De havde sandsynligvis været inde på sygehuset for at hente hans ting. Nu skulle de køre hjem til et tomt hus.

De varme minder om Vendela smeltede væk. Han satte farten ned foran Emils forældre, men sagde ingenting til dem – han kunne ikke sige noget. Da de gik forbi ham hen til elevatoren, var det eneste, han havde lyst til, at vende sig ind mod væggen og lukke øjnene.

»Hej, Nilla. Hvordan går det?«

»Dårligt.«

To dage før operationen var Nilla i dårligt humør, hun smilte ikke til sin far, da han satte sig hos hende ved sengen.

»Du kommer kun på besøg, fordi du skal.«

»Nej …«

»Fordi, det skal man jo.«

»Nej,« sagde Per, »der er en masse mennesker, som jeg aldrig besøger. Men dig vil jeg gerne se.«

»Ingen har lyst til at besøge en, der er syg,« sagde Nilla.

»Det passer ikke,« sagde Per.

Der blev stille.

»Har du det ikke så godt i dag?« spurgte han.

»Jeg kastede op i går aftes, to gange.«

»Men i dag går det bedre?«

»Lidt,« sagde Nilla. »Men sygeplejerskerne vækker mig alt for tidligt. Man bliver altid vækket klokken syv, selvom der ikke skal ske noget alligevel. Man får først morgenmad og medicin klokken halv otte.«

»Syv er da ikke så tidlig?« sagde Per. »Det er jo ligesom, når man skal i skole … da jeg gik i gymnasiet, stod jeg op kvart over seks hver eneste morgen for at nå bussen.«

Det virkede ikke, som om Nilla hørte efter.

»Mors faster var her i morges.«

»Faster Ulla?«

»Ja,« sagde Nilla, »og hun sagde, at hun ville bede for mig.«

Hun så forbi Per, kiggede op i loftet.

»Jeg vil gerne have, at I spiller All apologies,« sagde hun. »Den akustiske version.«

»Hvad mener du med at spille?« spurgte Per. »Hvad mener du?«

»I kirken,« sagde hun stille.

Til sidst forstod han og rystede på hovedet.

»Vi skal ikke spille noget som helst.« Han tilføjede: »For det … får vi slet ikke brug for.«

»Men til begravelsen,« sagde Nilla. »Spiller I den så ikke?«

Han nikkede.

»Når dit hjerte om firs år standser ude midt på dansegulvet, så lover jeg at spille Nirvana.« Han kiggede på klokken og sagde: »Mor kommer snart, vi skal have et møde … med din kirurg. Har du mødt ham?«

Nilla lagde sine arme over kors.

»M-m. Han var her i aftes … Han lugtede af røg.«

Et kvarter senere sad Per og Marika tavse ved siden af hinanden foran et skrivebord. Per kunne godt lugte tobakslugten.

Venekirurgen Tomas Frisch kom fra Lund, og han var på Pers egen alder. Frisch var det tyske ord for ‘rask’ – og det var vel et godt tegn? Han havde trætte øjne, men var solbrændt og virkede trods alt afslappet forud for operationen. Han gav Per og Marika hånden:

»Der bliver ikke tale om et rutinemæssigt indgreb, ikke på nogen måde,« sagde han, »men I kan stole på os. Alle er meget erfarne, vi er et godt team.«

Så åbnede doktor Frisch en bærbar computer og tændte for den. Han begyndte at klikke billeder frem på skærmen, mens han forklarede, hvordan operationen skulle foregå.

Per kiggede og lyttede, men vidste ikke, hvad han skulle sige. Han ville helst bare sidde foroverbøjet med hovedet i hænderne.

Tomas Frisch var piloten, der skulle få alle passagerer ned i god behold. Men han var ikke selv om bord på flyet – Frisch risikerede kun sit gode ry og rygte, hvis Nilla ikke klarede den. På den måde, tænkte Per, mindede en kirurg mindre om en pilot og meget mere om Gud.

»Vi ved, at I gør jeres bedste,« sagde Marika, da kirurgen var færdig.

»Hver eneste dag,« sagde Frisch.

Han smilede og gav dem hånden igen. Men da de forlod lokalet, spekulerede Per over, hvilke trøstende ord lægerne havde givet Emils forældre med på vejen.

Per blev til frokost på Nillas stue, men ingen af dem kunne få mere end et par bidder ned. Efter at han havde sagt farvel til hende, fulgtes han og Marika ud til elevatoren. Det havde hun ikke gjort før. Måske havde den fortvivlende ventetid bragt dem tættere sammen, tænkte Per, selvom der var lang vej tilbage.

»Du kommer i god tid, ikke?« spurgte Marika.

»Selvfølgelig gør jeg det«, sagde Per.

»Hvornår?«

»Så tidligt, som det er nødvendigt.«

Marika så på ham.

»Du har ikke lyst til at være her, har du vel?«

»Nej, hvem ønsker det?« sagde Per og mødte hendes blik. »Men jeg kommer.«

Elevatordøren åbnede sig bag ham. Han lænede sig frem for at give sin tidligere kone et venskabeligt knus, og hun tog stille imod det.

Hun havde fået en ny parfume, noterede han sig. Marikas krop føltes træt og anspændt, og efter nogle sekunder begyndte den at ryste. Per holdt stille om hende, indtil hun holdt op med at græde, men han kunne ikke finde på noget at sige. Der var ingen kærlighed tilbage. Ingen ømhed.

Han holdt om Marika og tænkte på Vendela.

Da Per med fugtige øjne trådte ud af sygehusets hovedindgang, så han en dreng i blå jakke og sort rygsæk komme gående med bøjet hoved fra busholdepladsen. Han så træt og sur ud.

Det var først, da drengen kom tættere på, at han genkendte sin egen søn.

»Hej, Jesper.« Per rømmede sig for at få gråden ud af halsen. »Har du fri fra skole nu?«

Jesper nikkede.

»Jeg skal besøge Nilla.«

»Godt … så bliver hun glad. Hun skal jo opereres i morgen. Vi har lige snakket med lægen, der skal lappe hende sammen. Han er superdygtig.«

Jesper nikkede stille. Han gik et skridt forbi ham, men standsede så og spurgte:

»Har dig og farfar bygget videre på trappen, far?«

»Trappen?« sagde Per. Så huskede han byggeprojektet i stenbruddet. »Ja, den er næsten færdig.«

»Godt,« sagde Jesper. Han tøvede lidt og tilføjede: »Det var mig, der ødelagde den.«

»Du mener … da den styrtede sammen?«

Jesper kiggede ned i jorden.

»Jeg ville selv bygge videre på den og lave den færdig, dengang du var nede og hente farfar … men så væltede det hele.«

»Nå, på den måde. Men det gør ikke noget … Det var godt, du ikke fik en stenblok ned over dig.« Per lo og fortsatte: »Jeg troede, at det var troldene, der havde væltet trappen. Vores nabo Gerlof sagde, at de bor nede i stenbruddet.«

Jesper så på ham, som om han var åndssvag.

»Det var for sjov,« sagde Per, og som om Jerry stadig levede fortsatte han hurtigt: »Men når du kommer til Øland næste gang, så hjælper vi alle sammen med at bygge den færdig. Nilla kan også hjælpe, når hun kommer hjem igen.«

Han betonede ordet når og kiggede ind i sin søns øjne i et forsøg på at overføre sit dybe håb.

»Okay.«

Jesper tog imod sin far knus uden at give udtryk for, om han selv troede på, at Nilla ville blive rask eller ej. Så rettede han på sin rygsæk og gik ind på sygehuset.

Telefonen ringede, da Per satte sig ind i bilen igen. I røret kunne han høre en lys og venlig kvindestemme:

»Hej, det er Rebecka fra begravelsesforretningen. Vi har fundet to mulige datoer for ceremonien.«

»Hvilken ceremoni?«

»Gerhard Mörners begravelse,« sagde kvinden. »Vi kan enten gennemføre den tirsdag den tolvte maj eller torsdag den fjortende maj. En forårsbegravelse … begge dage klokken fjorten. Hvilken af dagene ville passe dig bedst?«

»Det ved jeg ikke.« Per var nødt til at samle sig. »Torsdag, måske.«

»Supergodt,« sagde kvinden, »så booker jeg den fjortende. God weekend!«