62

Per sad i sit hus og så solen gå ned over stenbruddet. Der var halvandet døgn til, at Nilla skulle opereres.

Han havde tidligere på aftenen taget spaden og løftestangen og var gået ud og havde prøvet at arbejde på trappen. Men han havde ikke haft kræfter til at slæbe blokken op til det øverste trappetrin. Jesper havde ikke haft kræfter nok til at bygge på trappen på egen hånd, og Per kunne heller ikke. Han fik kun lagt to nye stykker op, og da den tredje blok var rullet ned i gruset igen, opgav han og gik ind.

Han satte sig i den store stue og følte sig meget træt.

Seks og tredive timer var det samme som to tusind et hundrede og tres minutter, regnede han ud. Hvad skulle han bruge al den tid til? Løbe sig en tur? Han havde ikke løbet, siden han var ude med Vendela sidst, men han orkede det ikke i aften.

Da han tændte for fjernsynet, var der et eller børneprogram, så han slukkede hurtigt igen.

Stilhed. Solen sank, og skyggerne voksede.

Telefonen ringede pludselig ude i køkkenet, og det gav et sæt i Per.

Dårlige nyheder? Han var sikker på, at det forholdt sig sådan, uanset hvem der ringede, men alligevel gik han ud i køkkenet og svarede.

Han kunne høre en hæs mandsstemme på linjen.

»Per Mörner?«

»Ja?«

Han kunne ikke genkende stemmen, og manden præsenterede sig ikke.

»Nina sagde, at du ville tale med mig,« sagde han bare. »Det er mig, der ejer Moulin Noir.«

Per huskede sedlen, han havde efterladt på klubben i Malmø.

»Ja, netop,« sagde han og prøvede at samle sine tanker. »Godt at du ringede. Jeg vil bare spørge dig om noget angående min far … Jerry Morner.«

»Jerry, ja. Hvordan går han og har det?«

Per måtte – endnu en gang – fortælle, at hans far var gået bort.

»For fanden, hvor trist,« sagde manden. »Brændte hans studie ikke?«

»Jo, i ugen op til påske,« sagde Per. Så fortsatte han hurtigt: »Men Jerry nævnte Moulin Noir et par gange, inden han døde, så jeg blev lidt nysgerrig.«

Manden i røret lød træt.

»Lidt nysgerrig … Du var her vel i forrige uge, hvad syntes du?«

»Ja … jeg gik ikke ned ad trappen,« sagde Per, »men pigen ved skranken sagde, at man ville få en overraskelse dernede. Får man det?«

Manden lo.

»Den store overraskelse er, at der ikke er nogen overraskelse,« sagde han. »Forretningsmændene kommer et godt stykke ud på aftenen med deres credit cards og tror, at de skal have sex med en masse blondiner, men Moulin Noir er ikke noget bordel.«

»Hvad er det så?«

»Det er et dansested … Men det er selvfølgelig kun pigerne, som danser, og de har ikke noget tøj på. Mændene sidder og kigger på. Og længes.«

Mænd er gode til det, tænkte Per.

»Ejede min far Moulin Noir?«

»Nej.«

»Men han var involveret i klubben?«

»Nej, det kan man ikke sige. Vi samarbejdede lidt med Jerry, vi købte annoncer i hans blade, og Jerry var tit herinde for at tjekke vores piger og fyre ud. Nogle kørte op og arbejdede hos ham.«

»Også fyre?« sagde Per. »Så I har altså også mandlige dansere i klubben?«

»Det havde vi en overgang … Nogle olierede bodybuildere, der dansede med pigerne og fakede, at de havde sex med dem. Men ikke nu. Der er blevet mere justits med, hvad man må foretage sig på en scene i Sverige, så nu har vi kun piger.«

»Men de der fyre, som dansede … hed en af dem Daniel Wellman?«

»Jep,« sagde manden. »Han arbejdede hos os.«

»Samme model, som filmede hos min far?«

»Ja, netop. Daniel Wellman. Han var ikke hos os i mere end et halvt år, men han arbejdede for Jerry i flere år.«

»Under et andet navn,« sagde Per og rakte ud efter en kuglepen og et stykke papir. »Markus Lukas, ikke?«

»Det kaldte han sig, ja,« sagde manden.

»Det var Jerry, som døbte dem,« sagde Per. »Alle fyrene skulle hedde ‘Markus Lukas’.«

»Alle får nye navne,« sagde manden. »Det er en måde at beskytte sig på.«

Der blev stille.

»Ved du, hvordan man kan få fat i Daniel?« sagde Per. »Kan jeg ringe til ham?«

Manden lo igen, en træt latter.

»Det bliver svært.«

»Gør det?«

»Han befinder sig det samme sted som Jerry.«

Per stirrede ned på sin kuglepen, der svævede over papiret.

»Er Markus Lukas død? Er du helt sikker på det?«

»Ja, desværre … Daniel var slidt og afmagret, da jeg så ham sidst. Han ringede til mig flere gange sidste år og ville have penge, men han kunne dårligt nok tale. Han var deprimeret og vred. Han ville give nogen skylden. Han talte meget om Hans Bremer … Bremer havde sagt til Daniel, at han skulle holde mund.«

Bremer igen, tænkte Per.

»Markus Lukas forfulgte vist også min far,« sagde han.

»Det kan jeg forestille mig … Den sidste tid tiggede han penge af alle, han kendte. Så holdt han op med at ringe.«

»Hvad døde han af?« spurgte Per og forventede at høre ordet cancer.

»Der var ingen, der rigtigt vidste det, folk troede, han var på heroin … men sidste år løb jeg ind i en af de piger, der havde arbejdet sammen med ham i klubben og oppe hos Jerry, og hun fortalte, at han var død nogle måneder forinden. Hun blev tjekket, men der var ikke noget galt med hende.«

»Hvad mener du?« sagde Per. »Hvad var det, hun fik tjekket?«

»At hun var ren.« Manden holdt en pause og fortsatte: »Jeg ved ikke, hvor Daniel blev smittet, men han mente selv, at det var hos Jerry og Bremer. Han ville anmelde dem for det, sagde han.«

»Smittet?« sagde Per.

»Hans blod var smittet. Det sker jo af og til i den her branche. Markus Lukas døde af aids.«