Blodlag

Per sov indtil klokken ni valborgsaftens morgen, men han var alligevel tung i hovedet, da han vågnede. Han hørte uret tikke ude i køkkenet og kiggede ud ad vinduet med følelsen af at være spærret inde under en enorm himmel.

Fireogtyve timer tilbage.

Morgenen var grå og blæsende på Øland. Han spekulerede på, hvordan han skulle få dagen til at gå; den skulle bare forsvinde så hurtigt som muligt. Han ville spole tiden frem til, når Nillas operation var overstået.

Han havde endnu en vigtig telefonsamtale; han skulle ringe til Lars Marklund, og han foretog opringningen ved titiden.

Politiet havde ingen nyheder i forbindelse med efterforskningen af Jerrys død, men Per kunne i hvert fald fortælle dem, at han havde fundet Markus Lukas nu: han hed Daniel Wellman. Og han kunne fortælle dem, at Daniel Wellman havde været hiv-smittet og var afgået ved døden sidste år.

Marklund tav i nogle sekunder.

»Så du tror altså, at Wellman var smittet, da han lavede de der film? Og at pigerne blev smittet?«

»Det ved jeg ikke,« sagde Per og så for sit indre blik, hvordan i stribevis af unge piger gik ind i en mørk granskov. »Men der er vel en stor risiko for det … Jeg talte med en anden mandlig model for et par dage siden, og han påstod, at han havde været sammen med over hundrede kvinder i min fars og Hans Bremers studie. Daniel Wellman havde sikkert filmet med lige så mange. Hele tiden uden beskyttelse.«

Marklund var igen tavs.

»En højrisikoperson,« sagde han så. »Vi er nødt til at tale med pigerne.«

»Jeg har nogle navne,« sagde Per. »Nogle lever, og andre er døde.«

»Kendte din far og Hans Bremer til det her … at Wellman var syg, da han blev filmet?«

»Det ved jeg ikke,« sagde Per. »Jerry sagde aldrig noget om det.«

»Og nu er det for sent at spørge dem,« sagde Marklund.

Det lød, som om han indtastede noget på sin computer.

»Jeg har fundet en Daniel Wellman i Malmø,« sagde han og tilføjede: »Men det er rigtigt, at han døde i februar sidste år.«

Per fik øje på Bremers gule post-it-seddel, han havde lagt den ved siden af telefonen.

Daniele, tænkte han.

»Må jeg afprøve et nedlagt telefonnummer på dig?«

»Ja, kom bare.«

Per læste tallene, som stod efter Danieles navn, op og spurgte:

»Kan du se, hvis nummer, det var?«

Der blev stille i røret.

»Jeg behøver ikke at tjekke … Vi har det med i vores efterforskning.«

»Hvis nummer er det så?«

»Hun hed Jessika Björk.«

»Var det hende, der døde i branden?« sagde Per. »Sammen med Bremer?«

Marklund tav igen, inden han svarede:

»Hvor ved du det fra … Hvor har du fået hendes navn fra?«

»Jeg fandt en seddel med hendes telefonnummer hos Hans Bremer,« sagde Per. »Jessika må have arbejdet for ham og Jerry. De kaldte hende Daniele.«

»Hun arbejdede ikke for dem nu,« sagde Marklund. »Vi har talt med hendes venner … De sagde, at hun lagde alt modelarbejde på hylden for syv-otte år siden.«

»Så hvorfor havde Bremer hendes mobilnummer skrevet ned? Og hvad foretog hun sig med ham i Jerrys villa?«

»Ja … Vi arbejder med de spørgsmål,« sagde politimanden. Han holdt en pause og fortsatte: »Tak for hjælpen. Jeg skal nok give lyd, hvis der sker noget, men vi tager os selv af det her nu. Du er nødt til at koble lidt af og nyde foråret på Øland. For det gør du vel, ikke Per?«

»Hvert eneste minut,« sagde han.

Der var tre og tyve timer tilbage nu.

Per spiste frokost, bagefter gik han ud i den friske luft. Der var et par blå sprækker i skydækket over byen.

Han gik langsomt forbi Vendelas hus, men Audien var væk, og gardinerne var trukket for de store vinduer. Ved den anden store villa stod der for første gang i flere uger en bil parkeret – familien Kurdin var kommet tilbage.

Markus Lukas, Jessika, Jerry, Hans Bremer …

De dødes navne forfulgte ham. Han gik en lang tur ad kystvejen sydpå. Han gik helt, indtil asfalten holdt op, og grusvejen begyndte. De eneste huse, som fandtes her, var de små fiskerhuse af sten nede ved stranden. Vandet var blankt, og der var ingen andre mennesker at se.

Hvad vidste Jerry?

Per ville egentlig ikke tænkte på det. Havde hans far vidst, at Daniel Wellman var smittet, men alligevel ladet pigerne filme med ham? Havde Hans Bremer vidst det?

Han gik næsten en time på stranden, inden han så på uret og tænkte på Nilla.

Den var ti minutter over et. Der var mindre end tyve timer tilbage.

Han vendte om og gik tilbage mod byen. Ved campingpladsen var der en opslagstavle, og på den kunne man læse, at valborgsaften ville blive fejret om aftenen med bål og korsang nede ved vandet. Han kunne se, at der allerede var stablet et bål op nede på stranden.

Da han næsten var nået tilbage til stenbruddet, drejede han af til højre på landevejen og åbnede lågen ind til Gerlof Davidssons hus. Det var kun en uge siden, de sidst havde set hinanden, men der var sket meget siden da.

Gerlof var hjemme. Han sad i sin stol på græsplænen med et tæppe over knæene og en bakke foran sig. En gammel dagbog lå også på bordet. Græsset trængte til at blive klippet, men Per var for træt til at tilbyde at gøre det.

Gerlof så op og nikkede til ham.

»Hyggeligt,« sagde han. »Jeg sad netop og tænkte på, om du ville dukke op igen.«

Per satte sig i stolen til gæster.

»Jeg har været en del væk,« sagde han. »Men det ser ud til, at alle kommer tilbage til byen i den her weekend.«

»Ja,« sagde Gerlof. »Er der bål i aften?«

»Det tror jeg nok,« sagde Per. »Det ser ud, som om vejlauget brænder lidt pinde af nede på stranden.«

»Brænder lidt pinde af?« sagde Gerlof. »Nu skal jeg fortælle, hvordan man gjorde før i tiden her i byen. Man samlede alle de tjæretønder, der var revnet i løbet af vinteren og stillede dem i en stor stak oven på hinanden. Øverst satte man en ny tønde tjære … og så satte man ild til det hele! Tjæren smeltede i den øverste tønde, og den løb ned i de andre, og det blev et valborgsmesse-bål, der rejste sig som en søjle imod himlen. Man kunne se det helt ovre på fastlandet, og ilden drev alt troldtøj på flugt.«

»Det var tider,« sagde Per.

Der blev stille i haven, så han fortsatte:

»Går det godt, Gerlof?«

»Ikke rigtigt. Går det godt med dig?«

Han rystede på hovedet.

»Men det kan være, det bliver godt … Lægerne skal lappe min datter sammen i morgen tidlig.«

»Det lyder godt,« sagde Gerlof. »Mener du, at hun skal opereres?«

Per nikkede stille og følte blodet dunke i halsen. Hvorfor sad han her, hvorfor var han ikke inde på sygehuset hos Nilla?

Fordi han var fej.

»Markus Lukas er død,« sagde han.

»Undskyld? Hvem er død?« sagde Gerlof.

Per begyndte at fortælle, det løb ud af ham. Han fortalte om Markus Lukas, som egentlig hed Daniel Wellman, en fotomodel, som var smittet med hiv, og som havde ringet til Jerry og Bremer for at få penge. Per havde misforstået Jerrys angst for Markus Lukas – han havde aldrig været farlig, bare syg. Og nu var han død.

Så hvem havde lavet brandbomberne i filmstudiet og brændt Hans Bremer og Jessika Björk ihjel? Hvem havde taget Bremers nøgler og var brudt ind i Jerrys lejlighed? Og hvem havde kørt Jerry ihjel?

Gerlof lyttede, men til sidst holdt han hånden i vejret.

»Jeg kan ikke sige noget om det der.«

»Kan du ikke?« sagde Per.

Gerlof var stille, inden han sagde:

»Jeg har altid tænkt meget over gåder og mysterier … og prøvet at løse dem. Men det kommer der kun skidt ud af.«

»Hvad mener du?« spurgte Per. »Løsninger kan vel ikke være dårlige?«

Gerlof kiggede ned på dagbogen, som lå på bordet.

»Jeg kan fortælle om en anden mystisk ildebrand,« sagde han. »For fyrre år siden brændte det her i nærheden, på en gård i Stenvik. Det var en stald, der brændte ned til grunden med køer og det hele. Jeg boede her i huset, da det skete, og jeg gik som alle andre i byen op til brandtomten for at kigge. Men jeg blev mistænksom, for der stank af petroleum rundt om stalden. Og da jeg bøjede mig ned, så jeg mærkelige støvlespor i leret, og der var et stort hak i hælen fra et søm, der ikke var slået ordentligt i. Så jeg forstod, at den støvle, som havde sat sporet, måtte være lavet af Sko-Paulsson.«

»Sko-Paulsson?«

»Det var en særdeles dårlig skomager, som vi havde her i byen,« sagde Gerlof. »Så jeg gav politiet et tip, og de fandt støvlens ejer og anholdt ham.«

»Og hvem var det?« spurgte Per.

»Det var den landmand, der ejede gården.« Gerlof nikkede i retning ad stenbruddet. »Henry Fors … far til vores nabo Vendela Larsson.«

»Vendelas far?«

»Ja. Han gav sin søn skylden for det alt sammen, men jeg tror, det var Henry, der gjorde det.« Gerlof fortsatte: »Det er underligt, men brandstiftere arbejder næsten altid hjemme. De sætter næsten altid ild på et hus, de kender.«

Per kunne huske Vendelas triste blik, da hun for nogle uger siden havde vist ham rundt ved barndomshjemmet. Der var ensomt her, havde hun sagt.

»Men hvorfor er du ked af, at du gav politiet det tip, Gerlof?« spurgte han. »Pyromaner skal jo pågribes.«

»Ja, det ved jeg godt … men det ødelagde familien. Henry blev ødelagt af det.«

Per nikkede stille, han forstod. Men nu snakkede de igen om død og elendighed, og han rejste sig.

»Jeg skal snart køre. Over til sygehuset.«

Det var bare et indfald, men det føltes rigtigt. Han ville køre derover og være hos Nilla hele aftenen og hele natten, selvom Marika og hendes nye mand også var der. Han ville ikke være bange mere.

»Jeg vil tænke på dig i morgen,« sagde Gerlof. »Og på din datter, selvfølgelig.«

»Tak.«

Per vendte sig om og forlod haven.

Han ville gå hjem, men nogle meter fra grusvejen ved stenbruddet stod Christer Kurdin og plantede et træ. Han havde gravet det ned i græsplænen, nu fyldte han hullet op med plantemuld.

Så rettede han ryggen og gik et par skridt hen mod Per.

»Jeg hørte om din far Gerhard … at han er gået bort. Var det en trafikulykke?«

Per standsede.

»Ja, han døde i Kalmar … Er det et æbletræ, du planter?«

»Nej, et blommetræ.«

»Okay.«

Per havde tænkt sig at gå videre, men Kurdin fastholdt hans blik:

»Vil du ikke komme med indenfor et smut?«

Han tænkte lidt over det og nikkede. Han fulgte efter Kurdin op ad havegangen og skævede til sit håndled. Klokken var fem minutter i tre nu, og viserne tikkede af sted, tik tak.

»Så I er kommet herover for at fejre valborgsaften?« spurgte han, da de gik ind i villaen.

»Netop,« sagde Christer Kurdin. »Vi kører hjem på søndag … det her er vores sidste besøg før sommeren.«

De kom ind i en smal entre, der førte ind i en stor stue.

Per så sig omkring. Der var ikke så mange møbler eller prydgenstande, men masser af elektronik, telefoner og højtalere. Grå og sorte ledninger snoede sig ind og ud mellem hinanden langs væggene. På et bord stod der to store computerskærme. Det var tydeligt, at Kurdin eller hans kone lavede noget med musik; neden for et af vinduerne stod et aflangt bord med lange rækker af knapper og mekaniske anordninger. En mikserpult.

»Vil du have en kop kaffe?« spurgte Christer Kurdin.

»Nej tak, ellers tak.«

Tættere på vinduet ud mod stenbruddet stod en sort lædersofa bag et lavt bord. Per satte sig i sofaen.

»Hvad så med en øl?«

»Jo, gerne.«

Per huskede den nye plan om at køre ind til sygehuset her til aften, men en enkelt øl gik nok.

Christer gik ud i køkkenet og kom tilbage med to glas lagerøl.

»Skål.«

Per tog et par slurke, satte glasset fra sig og spekulerede på, hvad han skulle sige.

»Har I været gift længe?« spurgte han.

»Marie og jeg?« sagde Christer. »Nej, ikke så længe. Omtrent to år. Men vi har været sammen i fem år.«

»Hvor bor I ellers?« spurgte han. »I Stockholm?«

»Nej, i Göteborg. Jeg gik på universitetet der, på Chalmers tekniske universitet, og det er der, jeg har mit firma … Men jeg stammer fra Varberg.«

»Og din kone?« sagde Per.

»Hun kommer fra Malmø.«

De drak deres øl og hensank i tavshed. Per tog en slurk til, øllet var ret stærkt, og alkoholen lagde sig som et varmt tæppe over hans uro forud for morgendagen.

»Hvad synes du så om Max Larsson?« spurgte han. »Sådan nabo og nabo imellem?«

Christer Kurdin trak ned i mundvigene.

»Larsson? Han lader til at være en Retmand.«

»En hvad?«

»En Retmand … en fyr, som vil have ret hele tiden,« sagde Christer. »Max Larsson er præcis sådan. Han giver sig ikke, før alle holder med ham. Så du ikke hans kone, Vendela … hvor underkuet hun var?«

Per svarede ikke, han spurgte i stedet:

»Har du læst hans bøger?«

»Nej,« sagde Christer, »men jeg har jo godt lagt mærke til, hvor mange han har spyttet ud … så jeg kan forestille mig, hvilken slags råd man får i dem.«

»Mener du dårlige råd?«

»Forenklede, i hvert fald,« sagde Christer. »Man bliver ikke et godt menneske af at læse en psykologibog. Det kræver livserfaring … masser af trial and error.«

Per nikkede og samtidig puslede det ved hoveddøren. Marie Kurdin kom ind i entreen med deres baby i en bæresele på maven.

»Hallo?« råbte hun. »Er der nogen hjemme?«

Hun havde ikke opdaget Per endnu, men Christer Kurdin rejste sig hurtigt og gik hen til hende.

»Hej, skat,« sagde han. »Vi har gæster.«

Han virkede lettet over at se hende, som om han havde ventet på, at noget skulle afbryde en svær samtale. Men hvis han ikke kunne lide Per, hvorfor havde han så budt ham indenfor?

»Det er vores nabo, Per Mörner.«

»Nå?«

Per kunne tydeligt se, hvordan Marie Kurdins smil på et sekund slukkede derude i entreen.

Christer gik hen og kyssede sin kone, og hun kyssede ham igen – men Per syntes, at de begge bevægede sig stift. Han fik det indtryk, at de spillede skuespil for ham.

»Fandt du det hele, skat?«

»Det tror jeg … Jeg købte varmeblus også.«

»Godt.«

Per løftede sit ølglas og så på dem. Kurdins, den lykkelige familie i luksusvillaen. Var han misundelig på dem?

Marie Kurdin kom ind i den store stue og nikkede kort til Per, men tog derefter babyen i favnen og forsvandt hurtigt ind i soveværelset.

Jerry havde peget på Marie. Jeg filmede hende, havde han sagt.

Christer Kurdin satte sig igen og smilede hen over bordet.

Per smilede ikke tilbage, han forsøgte at finde på noget at sige.

»Kendte du min far?« spurgte han.

Kurdin rystede på hovedet.

»Hvordan mener du?«

Per så ned i sit ølglas, det var næsten tomt, og han sagde:

»Han var bedre kendt som Jerry Morner, men da vi mødtes udenfor, sagde du hans rigtige navn, Gerhard.«

»Gjorde jeg?«

Per kiggede på ham.

»Har I ringet til mig?«

Christer Kurdin svarede ikke.

»Der er nogen, som ringer til min telefon,« sagde Per langsomt. »Det begyndte efter nabofesten … Nogen ringede og afspillede lyde. Det lød som lyde fra en af Jerrys film.«

Kurdin var stadig tavs, han kiggede på Per i nogle sekunder, inden han vendte sig og råbte over skulderen.

»Skat?«

»Ja?« svarede hans kone.

»Vil du ikke lige komme herind lidt?«

Marie Kurdins hæle klaprede over gulvet. Hun kom ind i den store stue.

»Hvad er der?«

»Han ved det,« sagde Christer Kurdin.

Hans kone var tavs, men mødte Pers blik.

»Filmede du med Jerry og Markus Lukas?«

Marie rystede kort på hovedet.

»Selvfølgelig gjorde jeg ikke det.«

Hun sagde ikke mere, men Christer Kurdin løftede hovedet.

»Hendes lillesøster gjorde.«

»Sara,« sagde Marie stille. »Hun var med i en film, da hun kun var atten år gammel … og siden kæmpede hun imod på immunmodulerende medicin, men hun døde for tre år siden. Hun anede, at hun var blevet smittet under indspilningen og sagde det til mig, men hun ville ikke fortælle det til andre. Hun skammede sig sådan.«

Per forstod.

»Så du ringede til min far … for at minde ham om det.«

»Jeg genkendte ham til nabofesten,« sagde Marie. »Jeg vidste, hvem han var, da han hev det der blad frem.«

Per kunne ikke se hende i øjnene, han sænkede blikket.

»Han sagde faktisk, at han også genkendte dig. I må have lignet hinanden meget … dig og Sara.«

Marie svarede ikke.

Han så ned i sit glas. Hvad var der i øllet? Det virkede grumset – havde Kurdin puttet noget i glasset, da han skænkede op ude i køkkenet?

Ejede Christer Kurdin en rød Ford?

Havde han lokket Jerry med sig ud på en øde vej i Kalmar?

Per satte forsigtigt glasset tilbage på bordet og rejste sig, langsomt. Han ville spørge om noget mere, men hovedet snurrede.

»Er du nødt til at gå?« spurgte Christer Kurdin.

Per nikkede, i baggrunden syntes han, at han kunne høre rungende pigestemmer.

»Netop … jeg er nødt til at gå hjem.«

De kiggede på ham, og han følte sig underligt tilpas, men pigerne skreg inde i hans hoved nu, og Jerry var også derinde, og han hviskede, at han skulle gå nu.

Han gik et skridt væk fra sofaen og ud mod entreen, og så tog han et skridt til. Det gik godt, han kunne godt bevæge sig. Det føltes ligesom at være tilbage i Jerrys filmstudie, midt i al røgen og varmen og lugten af brændt menneskekød.

Brandstiftere arbejder næsten altid hjemme, havde Gerlof sagt. Så var det altså Jerry, der havde brændt sit studie ned. Eller Hans Bremer. Eller måske var det Per selv, den fortabte søn.

Det sidste, han gjorde, var at vende sig om ude i entreen og hæve stemmen:

»Jeg tror ikke, at Jerry … jeg tror ikke, at han vidste noget. Han vidste ikke noget om, at Markus Lukas var smittet. Og jeg er ked af det, jeg vidste det ikke, men nu er de jo alle sammen døde …«

Han vrøvlede og lukkede munden. Christer og Marie Kurdin stod ved siden af hinanden og kiggede stadig på ham, men han kunne ikke se dem i øjnene. Han kunne kun sige et eneste ord:

»Undskyld.«

Han fumlede ved hoveddørens håndtag, men til sidst lykkedes det ham at komme ud.