64

Elverne kom ikke tilbage til stenen.

Det havde været en kold nat for Vendela ude på Alvaret, men hun var krøbet sammen inden i de mange lag vintertøj og havde klaret kulden. Hun havde endda fået sovet et par timer, udstrakt i det lange, bløde græs med elverstenen som en slags læskærm. Sulten havde gnavet i maven, men også det havde hun klaret.

Det var værre med Max.

Elverne var kommet, og de havde taget vielsesringen fra stenen, og nu var det for sent for Vendela at fortryde sit ønske.

Max var sikkert allerede død. Med sit indre blik så hun tværs over Alvaret, hvordan hjerteanfaldet havde ramt ham som en hammer i brystkassen. Måske var det sket aftenen forinden, da han var tilbage i huset og sad ved sit tænkebord mellem alle begravelsesbuketterne.

Bang, så var hjertet holdt op med at slå. Hans krop var faldet forover mod bordet, og han var blevet liggende med hovedet vredet til den ene side. Nu var der intet at stille op, men Vendela ville alligevel ikke gå hjem. Hun ville ikke finde sin mand i tænkeværelset.

Elverne var væk. Og alligevel ventede hun ved stenen, time efter time.

På et tidspunkt midt på dagen, hun vidste ikke præcist hvornår, raslede det mellem buskene omkring tyve meter væk, og en hare hoppede forbi stenen. Den drejede hovedet mod Vendela i nogle sekunder, inden den forsvandt.

Et par timer senere så hun to mennesker gå langt mod vest, en kvinde og en mand. De gik side om side i røde vindjakker og med store støvler. Men ingen af dem kiggede i retning af hende.

Måske var hun usynlig. Hun var ikke sulten nu, ikke tørstig, hun havde ikke brug for noget.

Jo, en ting.

Hun stak hånden i lommen og mærkede pilleglasset.

Det var de danske piller, de stærke, som gjorde hende rolig og vægtløs. Hun havde kun taget tre-fire af dem, siden hun kom til øen, så glasset var næsten fuldt.

Nu tog hun en lille pille op med fingrene. Hun lukkede øjnene, da hun puttede den i munden. Hun havde ikke noget vand, men det var let at sluge den uden.

Et kvarter senere kunne hun ikke mærke noget, syntes hun og tog en pille til. Og siden hen tog hun to på en gang.

Efter fjorten piller måtte det være nok – det var jo ikke meningen, at hun ville tage livet af sig selv. Hun ville bare slappe af og møde elverne. Og de var nok på vej, for en hvid tåge listede sig frem bag buskene.

Hun satte låget på pillerne igen og puttede glasset i jakkelommen.

Klokken var ti minutter i fire. Hun havde siddet ved stenen næsten hele dagen, det ville snart blive aften.

Vendela lænede sig tilbage og kunne mærke, hvordan hendes puls begyndte at slå langsommere.

Hun kom pludselig i tanke om, at det var valborgsaften. De onde magter havde forladt Alvaret nu. Men elverne var her stadig.

Den hvide tåge sænkede sig hurtigt omkring hende. Den dæmpede sollyset, men pludselig så hun en lille skikkelse dukke frem mellem enebærbuskene.

Det var en ung dreng. Han gik gennem græsset med tågesløjferne hængende efter sig, og Vendela vidste, hvor han kom fra.

Drengen standsede foran en enebærbusk og kiggede på hende. Vendela smilede og strakte hænderne frem, for nu genkendte hun ham.

»Kom, Jan-Erik.«

Drengen tøvede lidt, så kom han hen til hende.

Han stillede sig ved stenen og lagde sine kølige hænder på hendes skuldre. Vendela lukkede øjnene og slappede af.

Da hun kiggede op igen, havde en lys og varm port åbnet sig i græsset foran hende. Der var ingen fugle at se, men hun kunne høre deres sang give genklang i himlen.

Hun rejste sig og gik ind gennem porten, hånd i hånd med Jan-Erik.

Hun så sig ikke tilbage. Da den sidste tåge var forsvundet, kom solskinnet tilbage, og alt det grå og jordiske var væk.