65

»Mörner!« råbte en stemme ved stenbruddet.

Per drejede hovedet og så, at det var Max Larsson. Han måtte lige være kommet ud af sin villa, for hoveddøren stod på vid gab. Nu gik han med lange skridt ned ad havegangen, mens han vinkede ud mod grusvejen.

Per standsede op, selvom han egentlig helst ville hjem. Han kunne stadig mærke øllen, han havde drukket hos Kurdins og håbede, at han ikke ville svaje.

»Hvor er min kone?« spurgte Max Larsson.

Han var standset mindre end et par meter væk.

»Din kone?«

»Vendela. Har du set hende?«

Per rystede på hovedet.

»Ikke i dag.«

Han kunne ikke lide Max Larsson, han havde vigtigere ting at tænke på. Men Max kiggede på ham i lang tid, mens det så ud, som om han vejede svaret på en indre vægt.

»I har set hinanden,« sagde han. »Har I ikke?«

»Jo, selvfølgelig,« sagde Per. »Jeg mødte hende i går.«

Han havde ikke tænkt sig at fortælle, hvad de havde talt om, eller hvad de havde gjort. Det måtte Vendela fortælle, hvis det skulle fortælles.

Max Larsson fortsatte med at kigge på ham, men nu så han mere usikker ud.

»Hun må være gået et eller andet sted hen,« sagde han og så sig omkring. »Jeg har prøvet at ringe fra byen, men hun svarer ikke. Mobiltelefonen lå inde på køkkenbordet.«

»Hun er måske ude og købe ind,« sagde Per.

»Det kan hun ikke,« sagde Larsson. »Hun har ingen bil.«

Per gik et skridt ned ad vejen.

»Hun er måske bare ude at gå en tur,« sagde han. »Jeg skal nok holde øje med hende.«

»Godt,« sagde Larsson. »Jeg kører en tur op langs kysten … for at lede efter hende.« Og så tilføjede han med en vis tøven: »Tak for hjælpen.«

Per nikkede og forlod ham. Han følte sig ret ædru nu. Øllens virkning var aftaget og mistanken om, at Kurdins havde puttet en eller anden slags narkotika i den, virkede pludselig dum. Han var paranoid – det var Jerrys skyld. Jerry havde følt sig forfulgt af folk i årevis, og det var altså lykkedes ham at smitte sin søn.

Han satte retningen mod det tomme hus og fandt nøglen til hoveddøren frem. Da han var kommet ind, tændte han lys i de fleste rum for at jage skyggerne på flugt.

Klokken var kvart over fire. Der var atten timer til Nillas operation.

Per hev efter vejret og satte sig ved køkkenbordet for at ringe til hende.

»Hej, det er far.«

»Hej.«

Hun lød afdæmpet, men rolig. Per kunne høre musik i baggrunden. Nirvana, formodentlig.

»Hvordan har du det?« sagde han.

»Godt.«

»Hvad laver du?« sagde han.

»Læser,« sagde hun. »Og venter.«

»Jeg ved det godt. Det bliver dejligt, når det er overstået, ikke?«

»Jo.«

De talte sammen i et kvarters tid, og et stykke henne i samtalen lød det, som om Nilla havde det lidt bedre. Per følte sig også roligere. Marika var på sygehuset, fik han at vide, hun havde været der hele dagen.

»Jeg kommer over til dig i aften,« sagde han.

»Hvornår?«

»Snart … om nogle timer.«

»Så sover jeg måske.« Nilla lo træt i røret. »De skal vække mig tidligt i morgen … jeg skal vaske mig med sprit. Desincere hele kroppen.«

Desinficere, tænkte Per, men han rettede hende ikke.

»Vi ses om ikke så længe,« sagde han.

Da han havde lagt røret på og var gået over til komfuret for at lave aftensmad, så han noget sort komme krybende langsomt over gulvet. Det var en stor spyflue. Forårets første – i hvert fald den første, han havde set. Det så ud, som om den lige var vågnet, for den bevægede sig langsomt og sløvt.

Per kunne så let som ingenting have slået den ihjel, og netop derfor samlede han den op på et stykke papir og slap den ud gennem køkkenvinduet. Den fik gang i vingerne og forsvandt ud over stenbruddet uden at sige tak.

Han blev siddende i køkkenet efter at have spist aftensmad. Han hørte urets tikken og tænkte på Vendela Larsson.

Hvor var hun henne?

Han vidste selvfølgelig godt, hvor Vendela kunne være taget hen – tilbage til sin barndom. Hun kunne være løbet ned til den lille gård eller ud til den store vandreblok på Alvaret. Hvis Max Larsson kendte til de steder, ledte han måske derude. Men gjorde han det? Kendte han hendes steder?

Han prøvede at ringe over til Larssons, men ingen svarede.

Klokken var nu kvart over fem. Inden han kørte til Kalmar, kunne han jo selv kigge over til gården, mens det stadig var lyst. Han fik det altid bedre af en løbetur.

Han rejste sig, tog løbeskoene på og en jakke og gik ud ad døren. Luften var frisk og kølig, den fik ham til at føle sig fuldstændig ædru. Og det var han vel også?

Han så mod syd, mod Larssons villa. Den store Audi var væk nu, og lyset var slukket i vinduerne.

Der var lys ovre hos Kurdins, men Per ville ikke tænke på den familie lige nu.

Han hørte en fjern, knaldende lyd. Som et pistolskud. Nogle børn fyrede kinesere af nede på stranden.

Per løb ikke, men gik med lange skridt ad vejen mod nordøst. Først gik han på vejen, der førte væk fra kysten, og dernæst ad en mindre grusvej, før han til sidst nåede frem til gården.

Græsplænen var endnu grønnere nu, og den fik hele gården til at ligne svensk sommeridyl, men da han gik op ad havegangen, kunne han se sporene af stensoklen til venstre. Nu vidste han, hvorfor Vendela var stoppet op og havde kigget på den, da hun viste ham rundt på gården. Det rektangel, der var aftegnet på jorden, var resterne af den nedbrændte stald.

Græsset var lidt kortere og mere gulligt der, eller også var det bare noget, han bildte sig ind.

Brandstiftere arbejder næsten altid hjemme.

Per tænkte på Hans Bremer, der godt havde kunnet lide pyroteknik, og sammen med Jerry var han den, der bedst kendte filmstudiet uden for Ryd. Hvis nogen havde haft tid til og mulighed for at lave brandbomber i huset, så måtte det være Bremer. Men Bremer havde jo ifølge politiet været bagbundet. Og han var død i branden – selvom Jerry var blevet ved med at tale om sin kompagnon, som om han var i live. Bremer havde ringet til ham, påstod Jerry, og Bremer havde siddet i bilen, der påkørte ham i Kalmar.

Per havde ikke taget det alvorligt; hans far var jo syg og forvirret. Men hvor sikre kunne de være på, at det var Bremers lig, de havde fundet i den nedbrændte villa?

Helt sikre – det måtte de være. Hans søster havde jo bekræftet det, og politiet begik næppe den slags fejltagelser. De havde tandkort, fingeraftryk og dna-tests nu om dage.

Han fortsatte op til stuehuset og bankede på. Det viste sig, at familien, som ejede gården, var hjemme. Kvinden, der åbnede, kunne godt huske Vendela:

»Ja, hun var her for nogle uger siden … hun havde boet her som barn, sagde hun. Men det er den eneste gang, vi har mødt hende.«

Per nikkede og gik videre, han skrævede over et mosklædt stengærde og fortsatte ud på Alvaret. Der var helt tørt derude nu. Jorden var dækket af alle de hårdføre små urter og blomster, der kunne slå rod i den magre jord.

Foråret havde overtaget øen, og det var sket, uden at han havde lagt mærke til det.

Selvom det ikke regnede, så han ikke en eneste person, der var ude at trave på Alvaret – de var vel gået hjem for at fejre valborgsaften. Det eneste, han kunne høre, var vindens svage susen og fjern fuglesang. En tornsanger måske eller en sorthovedet sanger? Per var dårlig til fuglestemmer.

Han satte farten op. Der var ingen, han kunne spørge om vej, så han måtte bare håbe på, at han løb i den rigtige retning mod elvernes store sten.