68

Da Per gik tilbage mod kysten, var Alvarets skygger længere end før. Solen hang foran ham som en skive af guld i et tyndt blåt bånd mellem skyerne og horisonten.

Han var meget træt. Det sidste, han havde gjort ude ved vejen, var at ringe til Max Larsson og fortælle, at han havde fundet Vendela bevidstløs ude på Alvaret, at hun var vågen nu, og at hun var på vej til Kalmar. Derefter var han begyndt at gå vestpå, hjem.

Der var mindre end fjorten timer tilbage.

Han kom i tanke om det, da han nåede tilbage til det sted, hvor han havde fundet Vendela og drengen, der havde våget over hende – tilbage ved den tætte klynge af enebærbuske med den store klippeblok i midten.

Elverstenen.

Han var blevet stående der. Her havde han og Vendela for nogle aftener siden siddet og afsløret hemmeligheder for hinanden. Han havde fortalt ting om sig selv og sin far, som han aldrig havde fortalt nogen før, og hun havde fortalt, at det var hende og ikke Max, som skrev de fleste af hans bøger.

Per havde kaldt Max for en hitman dengang, men nu slog det ham, at det faktisk var det forkerte ord. Hitmen var hyrede voldsmænd i gangsterverdenen, men den, der diskret stillede op og lånte sit navn ud til en anden blev kaldt en stråmand.

Max har jo ikke noget imod at være kendt, men det har jeg, havde Vendela sagt. Jeg bryder mig ikke om at være synlig.

Per var blevet stående ved stenen i nogle minutter. Han havde kigget på de tomme fordybninger på dens overside. Så havde han taget sin tegnebog frem og lagt en pengeseddel ned i en af fordybningerne, og oven på den lagde han nogle mønter.

Det var ønsketænkning.

Han vidste godt, hvad han havde gang i, men da han gav slip på mønterne, kunne han alligevel ikke lade være med at se Nillas ansigt for sit indre blik. Han kunne ikke lade være med at ønske sig ting og sager, når han stod der ved stenen – han ofrede penge og bad om et mirakel.

Det raslede et sted i krattet.

Han så sig omkring, pludselig bange for at blive iagttaget. Og det blev han. Et spidst, rødbrunt ansigt stirrede på ham ved en af buskene. Først troede han, at det var en hund med store ører, men så kunne han se, at det var en ræv. Den stod musestille i nogle sekunder, så vendte den rundt i græsset og forsvandt.

Per begyndte igen at gå. Væk fra stenen.

Solen var næsten gået ned, da han kom tilbage til Stenvik. Der blæste en brise fra havet, og han kunne høre fjerne lyde fra den sydlige ende af byen. Latter og glade råb. Folk var begyndt at samle sig nede ved stranden for at tænde bål og fejre valborgsaften.

Han var selv alt for træt til at gå derned. Han gik op ad grusstien til huset, tog nøglerne frem og låste op. Duften af Vendela sad stadig i hendes dynejakke, da han hængte den op i entreen. Ude i køkkenet satte han vand over til lidt grønsagssuppe, inden han skulle køre op til Nilla.

Sedlen, han havde fundet i Hans Bremers køkken, lå stadig ved siden af telefonen og samtidig med, at han snittede gulerødder, kastede han et blik på den. Han kiggede på det sidste navn: Daniele, hvis rette navn havde været Jessika Björk.

Jessika og Hans Bremer havde haft kontakt med hinanden, selvom hun ikke havde arbejdet for ham i mange år. Hvorfor? Og hvorfor havde nogen myrdet dem?

Vandet kogte. Han rørte bouillonen ud i det og puttede så krydderierne og grøntsagerne i, og da suppen var færdig, spiste han den ved køkkenbordet. Han blev ved med at spekulere.

Brandstiftere arbejder næsten altid hjemme, havde Gerlof sagt.

Jerry og Bremer kendte studiet i Ryd bedre end nogen andre. Men ingen af dem kunne have lavet og udløst brandbomberne derinde. Jerry var for gammel og for syg, og Bremer havde ligget bagbundet oppe på første sal.

Per satte suppetallerknen til side og kiggede over mod vinduet. Solen var gået ned nu, men et skarpt lys faldt pludselig ind over stuen.

Det kom fra en mørk bil, der kom kørende ad kystvejen.

En personbil. Var det en Ford?

Han rakte ud efter telefonen i samme øjeblik, som bilen satte farten ned og drejede ned mellem stenbruddets skygger.

Med lygterne tændt kørte den langsomt ned ad vejen og standsede i stenbruddet. Og så blev den stående sådan i lang tid.

Per løftede røret og indtastede et nummer på fastlandet. En mandsstemme svarede:

»Ulf.«

»Jeg skulle tale med Ulrica,« sagde Per.

»Hvad hedder du?«

»Per Mörner.«

»Nu skal jeg se efter …,« sagde manden.

Det raslede i røret, og samtidig så han, hvordan bildøren blev åbnet nede i stenbruddet. Så hørte han Ulrica Ternmans stemme i øret:

»Hallo?«

»Hej, det er Per Mörner igen. Kan du huske mig?«

Der var stille i røret, inden hun svarede lavmælt:

»Jeg vil ikke tale med dig mere.«

»Det ved jeg godt,« sagde Per hurtigt, »men jeg har bare et kort spørgsmål.«

»Om hvad?« spurgte Ulrica Ternman stadig stille.

»Jeg vil godt vide, hvordan Hans Bremer så ud?«

»Bremer? Han så vel … ret almindelig ud. Han lignede dig lidt.«

»Okay? Men var han ældre end mig?«

»Yngre.«

»Meget yngre?«

»Jeg syntes, han var gammel dengang, men jeg var jo teenager … Han var nok omkring de tredive.«

»Tredive?«

Nu stod føreren af bilen ud, kunne Per se. Det var ikke muligt at se ansigtet; det var for langt væk, og han bar kasket. Manden så sig omkring i stenbruddet, kiggede over mod huset og satte sig så ind i bilen igen. Det så ud, som om han ventede på nogen.

»Hvis Hans Bremer var tredive, dengang du så ham i studiet,« fortsatte Per, »så har han været omkring femogfyrre, da han døde i branden. Men det kan ikke passe. Hans Bremer har en lillesøster, og hun var ældre end mig.«

»Okay? Men jeg er altså nødt til at gå nu.«

»Vent, Ulrica … der er bare noget, jeg gerne vil sige til dig, noget jeg har fundet ud af: Den instruktør, som tog billeder af dig og dine veninder, var ikke Hans Bremer.«

»Han sagde, at han hed det.«

»Ja,« sagde Per. »Men hvis der er én ting, jeg har lært om sexbranchen i den sidste tid, så er det, at ingen anvender deres rigtige navne. Alle vil være anonyme, ikke? Selv min far skiftede navn fra Gerhard Mörner til Jerry Morner.«

Ternman var tavs, så han fortsatte:

»Hans Bremer var bare ‘stråmand’, som det hedder … nogen havde lånt hans navn, betalt ham penge for at kunne kalde sig Hans Bremer og slippe for at få sit eget navn svinet til.«

»Så jeg har altså svinet mig til? Er det det, du siger?« spurgte Ulrica Ternman.

»Nej, jeg mener det ikke på den måde …«

Men hun havde allerede lagt røret på.

Per sukkede og kiggede på telefonen, men han ringede ikke op igen.

Han kiggede en sidste gang ned mod bilen i stenbruddet. Så gik han ud af køkkenet.

På vej ud i entreen, så han den gamle økse ligge inde i soveværelset og hentede den. Så tog han sin jakke på og gik ud i den kølige aften igen. Han gik langs huset med øksen i højre hånd – men pludselig syntes han, at han hørte en hvæsende vejrtrækning et sted inde i skyggerne.

Jerry?

Han drejede hovedet hurtigt, men det var selvfølgelig indbildning. Der var ingen mennesker ved huset.

Bilen stod stadig nede i stenbruddet. Den stod mellem et par grusdynger halvfjerds til firs meter inde på den store grusplads. Det var en Ford, men hvis det var den bil, der havde kørt Jerry ihjel, så var der ingen spor efter sammenstødet. Karrosseriet så nyvasket ud.

Per antog, at han forstod, hvorfor føreren blev siddende i bilen; han ventede på, at det skulle blive helt mørkt i stenbruddet.

Om natten kommer troldene frem, tænkte han.

Han stillede sig ved klippekanten og hørte bilmotoren blive slukket. Alt blev stille mellem kalkstensklipperne, så blev vinduet rullet ned, og føreren stak hovedet ud.

»Hallo?« råbte han.

»Hallo,« sagde Per.

»Er det her Stenvik?«

Stemmen lød forvirret.

»Det stemmer!« svarede Per og tog et fastere greb om øksen.

Bilen ind til førersædet blev åbnet igen, og manden trådte ud i gruset.

»Per Mörner?« råbte manden. »Er det så måske dig?«

»Ja, det er mig. Hvem er du?«

»Thomas Fall fra Malmø!« svarede manden. Han rakte noget frem, som han bar i hænderne. »Jeg skulle bare give dig den her kuffert på vej til Stockholm. Du sagde jo, at du gerne ville have den …«

Per nikkede.

»Netop, supergodt.« Han fortsatte: »Men du er kørt lidt forkert, Thomas.«

»Er jeg? Men du sagde da, at det var ved stenbruddet!«

»Det var rigtigt tænkt, men den forkerte vej.« Per pegede over skulderen i retning af huset. »Vi bor oven for stenbruddet, heroppe.«

»Okay … Men her er den i hvert fald, Bremers kuffert!«

Per pegede på trappen ved kanten af stenbruddet og råbte:

»Jeg kommer lige ned!«

Han gik forsigtig ned ad de vakkelvorne stenblokke og trådte ned i gruset. Det var som sædvanligt et par grader koldere hernede i stenbruddet.

Bilen blev stående med lygterne tændt midt på gruspladsen. De blændede Per og forvandlede Thomas Fall, der kom gående imod ham hen over gruset, til en sort skikkelse i kasket. Han havde en dokumentmappe i den venstre hånd og et nøglebundt i den højre. Nøglebundtet raslede lidt nervøst, men det var dokumentmappen, han holdt frem.

»Her er den.«

Per kiggede på Fall og holdt godt fast i økseskaftet.

»Sæt den ned.«

»Hvad?«

»Du kan stille den foran dig.«

Fall så på ham.

»Hvad er det, du har i hånden?« spurgte han.

»En økse.«

Thomas Fall gik to skridt tættere på, men satte stadig ikke dokumentmappen fra sig. Han beholdt også nøglebundtet.

»Tilhører nøglerne også Bremer?« spurgte Per.

Fall svarede ikke, han var standset ti-tolv skridt væk. Hans ansigt kunne stadig ikke ses tydeligt. Per pegede på dokumentmappen og fortsatte:

»Jeg tror ikke, at den der tilhører Bremer. Jeg tror, at den er din egen … men det kan vel komme ud på et. Du var jo Hans Bremer, ikke? Du lånte hans havn, når du arbejdede sammen med min far.«

Det så ud til, at Fall lyttede; han bevægede sig ikke.

»Jeg tror, at Jessika Björk afslørede dig. Hun havde sandsynligvis opsøgt Hans Bremers lejlighed for at tale med ham om sin ven Daniel. Daniel var blevet hiv-smittet, da han filmede under navnet Markus Lukas. Men da Bremer åbnede døren, genkendte hun ham ikke. Hun så en anden Bremer end ham, hun havde filmet med.«

Fall sagde ingenting, og Per fortsatte:

»Så Bremer erkendte over for Jessika, at han bare var ‘stråmand’, som det hedder. Der var en anden, der havde anvendt hans navn og var begyndt at arbejde i pornobranchen … lige indtil Markus Lukas blev syg, og Jessika Björk dukkede op og ville have penge for at holde mund. Så var det på tide at brænde studiet ned, for at Bremer kunne forsvinde og blive til Thomas Fall igen.«

Fall var stille i nogle sekunder. Så åbnede han spænderne på dokumentmappen. Og svarede med lav stemme:

»Ja. Jeg arbejdede i flere år for din far. Og jeg tømte hans konto, da han havde fået det slagtilfælde … Men jeg havde ret til det.« Han så op på Per. »Han var også min far … Vi er brødre, du og jeg.«

Per blinkede og sænkede øksen.

»Brødre?«

Han kiggede på Fall, som langsomt havde stukket hånden ned i dokumentmappen.

»Ja, netop, halvbrødre. Jerry var kun sammen med min mor hen over en sommer tilbage i slutningen af halvtredserne, men det var nok … Han genkendte mig aldrig, og jeg sagde heller ikke noget, men han var nok mere tilfreds med mig, end han var med dig, Per. Han vidste ikke, at jeg hadede ham.«

Per kunne ikke gøre andet end at lytte, han kiggede på Thomas Fall og prøvede at se hans ansigt under kasketten. Lignede de hinanden?

Så kom angrebet.

Det gik hurtigt. I det blændende lys fra billygterne kunne Per ikke rigtigt se, hvad Fall gjorde, kun at han åbnede dokumentmappen og drejede noget rundt med hånden.

Pludselig knitrede det i tasken, og Fall kastede den over mod Per.

Tasken snurrede og begyndte at lukke gule flammer ud. Den spredte ild omkring sig. Per trådte baglæns, men han var ikke hurtig nok. Der løb en væske ud af dokumentmappen, den klæbede sig fast til hans arm, og nu brændte det i lys lue. Lyset var varmt, smertefuldt hedt.

Hans venstre arm brændte, og hånden gjorde det også. En klar, hvid ild, men selvom han kunne mærke varmen, gjorde den ikke ondt.

Per slap øksen og vaklede baglæns, og samtidig hørte han løbende skridt i gruset og en dør, der smækkede. Bilen startede.

Væsken, der var sprøjtet ud over gruset, eksploderede og forvandlede sig til røde arme, som rakte ud efter ham, men han drejede sig rundt og væk fra dem, og de fik ikke fat i ham.

Thomas Fall speedede op, og Per forsøgte fortvivlet at slukke ilden, der klæbede sig til hans hud.

Der var ikke længere vand i stenbruddet – kun tørre sten – så han smed sig på jorden, rullede rundt og prøvede at kvæle flammerne. Med den højre hånd gravede han i det kolde grus for at skovle det op over armen, over den gule ild, som flakkede over hans jakkeærme. Men den blev ved med at brænde, den åd sig ind i stoffet og fortsatte længere indad.

Så kom smerten.

Du må ikke besvime, tænkte han. Men armen dunkede, og han kunne mærke varmen og stanken fra den: en skarp lugt af brændt hud. Det virkede, som om tynde, mørke lagener sænkede sig i luften omkring ham. Alligevel blev han ved med at skovle grus op på armen, og til sidst var både ilden og gløderne slukket.

Pludselig lagde han mærke til, at motorlyden lød højere, bilen var helt tæt på.

Per kiggede op, men kunne kun se, at Falls bil var på vej imod ham. Han rejste sig og flyttede sig til siden – alt gik for langsomt. Han kunne ikke slippe væk.

Fordens højre forende løftede ham. Ansigtet ramte forruden, han hørte braget og mærkede kollisionen.

Så landede han på jorden ved siden af bilen, med udstrakte ben. Venstre fod og brystkassen tog de værste stød mod klippeblokken, men hovedet fik et nyt slag, og i nogle sekunder faldt han hen i et stille mørke.

Men så var han vågen igen, sammenkrøbet på den hårde sten. Han kom langsomt op på knæ og mærkede den kolde vind mod kroppen, men han følte også en strøm af varme ned over ansigtet. Det var blodet, der løb. En flænge i øjenbrynet, eller måske var næsen brækket.

Bilen bakkede tilbage i mørket, og han hørte en dør blive smækket.

Skridt raslede i gruset på vej hen imod ham. Det var Thomas Fall, der kom gående, og han standsede og løftede noget foran sig. Da Per kiggede op, kunne han se, at det var en benzindunk.

Overraskelsen er, at der ikke er nogen overraskelse.

Det var ikke muligt at røre sig. Han sad på knæ med brækkede ribben og var overrasket over, hvor lunken den benzin, der blev hældt over ham, var. Sammenlignet med den kolde aftenluft virkede væsken nærmest varm, og den sved og brændte, da den løb ned over sårene i ansigtet.

Det klukkede roligt og rytmisk, mens plasticdunken blev tømt. Så holdt det op med at klukke, og den tomme dunk blev smidt til side.

Nu sad han med vådt tøj midt i en stor sø af benzin. Han var svimmel efter slaget mod hovedet, og benzindampene gjorde verden udflydende.

Han støttede på hænderne og forsøgte at løfte knæene fra klippeblokken. Men det var svært at fokusere med blikket, og Thomas Fall var kun en skygge imod den mørkerøde aftenhimmel.

Som en trold, tænkte Per. Hans halvbror lignede en trold på en prik.

»Valborg,« sagde Fall. »I aften bliver der tændt bål overalt her på øen.«

Så tog han noget ud af sin jakkelomme, en lille genstand, der raslede svagt.

Det var en tændstikæske.

Per kom pludselig i tanke om noget, han kunne gøre – han kunne bede om nåde. Brødre imellem.

Og også for Nillas skyld. Hvor mange timer var der tilbage nu.

Han åbnede munden.

»Jeg skal nok lade være med at sige noget,« hviskede han.

Hans halvbror svarede ikke. Han åbnede æsken og tog en tændstik op. Så lukkede han igen æsken, tog tændstikken mellem fingrene og strøg den.

Tændstikken flammede op og brændte et par meter fra Pers øjne, og i det mørke stenbrud var skæret så stærkt, at alt andet forsvandt.

Han lukkede øjnene og ventede.