69

Hvor mange hundrede meter var der over til Per Mörners hus ved stenbruddet? Syv hundrede og halvtreds eller måske otte hundrede. Gerlof kunne huske, at hans ven Ernst havde haft et smukt pudset reklameskilt ude ved landevejen, der havde stået STENKUNST 1 KILOMETER, men helt så langt var der ikke. Den tanke trøstede han sig med, da han var kommet helskindet over landevejen.

Slet ikke så langt.

Gerlof kendte jo hver eneste centimeter af denne smalle og hullede grusvej; han var gået frem og tilbage utallige gange for at hilse på Ernst – men det var seks-syv år siden, han sidst havde besøgt huset. Han havde været femoghalvfjerds dengang, nærmest ung og rask.

Med sine ømme ben og hofter kunne han kun tage korte, forsigtige skridt i gruset, og det fik vejen til at føles uendelig. Den strakte sig i en svag bue langs stenbruddet, og langt væk i det fjerne kunne Gerlof se gruset foran Ernsts hus.

Kunne han virkelig gå så langt? Han havde gået de første hundrede meter nu, men det gjorde ondt i kroppen, og benene dirrede. Den eneste trøst var, at han havde taget vinterfrakken på, inden han gik. Den var godt knappet og varmede ryggen og skuldrene.

Gerlof vidste ikke, hvad klokken var, men solen var ikke langt fra at røre sundet nu. Den ville snart forsvinde. Vinden var taget til og fik hans øjne til at svide. Han blinkede tårerne væk fra øjenkrogene og kæmpede sig videre.

Efter nogle minutter passerede han den første af luksusvillaerne. Kurdin, sådan hed familien. Der var ingen mennesker at se, men der var lys i et par af de høje vinduer. Han overvejede at dreje af og ringe på hos dem, men han bed i stedet tænderne sammen og kæmpede sig videre.

Det gik stadig fint med at holde balancen ved hjælp af stokken. Men knæene begyndte at blive lidt stive, og benene sitrede.

Han var for langt væk fra stenbruddet til at kunne se ud over kanten og få at vide, om den bil, han havde set, var kørt derned. Men han havde en stærk mistanke om, at føreren havde været på vej derned for at møde Per Mörner.

Hvad kunne Gerlof gøre, når han nåede frem? Vifte med stokken ad bilen og prøve at skræmme manden?

Han vidste det ikke. Han burde have ringet til politiet i stedet for selv at begive sig ned til Per – men han havde jo ikke andet at bygge dette på end bange anelser. Det var næppe nok til, at politiet ville sende en patrulje op til det nordlige Øland.

Nu passerede han den anden nybyggede villa. Det var der, familien Larsson havde holdt nabofesten i påsken. Der var mørkt i alle vinduer derinde.

Han standsede ud for Larssons opkørsel, fik vejret og længtes efter sin kørestol. Der var tre hundrede meter hen til Pers hus – eller måske endda fire hundrede.

Et skridt ad gangen.

Han kunne stadig ikke se nogen mennesker ved stenbruddet. Men ovre ved huset stod den gamle Saab parkeret. Per var altså hjemme, hvis han da ikke var ude at gå en tur.

En stabil træbænk ville have været god at sætte sig på nu, men der var ikke engang en sten her langs grusvejen. Han måtte kæmpe sig videre. Vinden susede i ørerne, og måske kunne han også høre en anden lyd; lyden af en bilmotor i tomgang?

Da han var to hundrede meter fra Mörners hus, begyndte solen at forsvinde ned i sundet. Det orange skær blev lydløst ædt op af horisonten og efterlod en flammende himmel mod vest, en himmel, som langsomt blev mørkere.

Så snart solen var forsvundet, begyndte natten at krybe ind over kysten. En grå tone fyldte stenbruddet.

Gerlof ville skynde sig videre, men han havde næsten ingen kræfter tilbage. Efter hundrede meter var han igen nødt til at standse op og hvile sig op ad stokken, og det var da, han hørte et hult brag.

Det kom nede fra stenbruddet. Han tog yderligere et par skridt og så et kraftigt lysskær dernedefra.

En sol lyste et øjeblik op nede på den store grusplads, den lyste gult og hvidt og meget stærkere end den første, og et buldrende ekko rullede op over klippen. Et eller andet var eksploderet mellem grusdyngerne.

Han sugede den kolde luft til sig, og så begyndte han at gå så hurtigt, han kunne i retning af klippekanten. En bil gassede op. Han hørte nogen råbe dernede, og nogle sekunder senere kom der en skarp lugt af brændende benzin.